Michael Strunge

Til: Poesi

Dagens digt

- I dag af Pernille Yding

MICHAEL STRUNGE (1958-1986)

Her i Poesi har der før været Strunge på programmet - i forbindelse med tiden - og hermed som afslutning på den debat, der aldrig helt endte, bringer jeg to digte i relation til emnet - og derefter en konklusion omkring Strunge's forhold til tiden.

Først nogle få ord om Michael Strunge.

På blot 7 år (1978-85) skrev Strunge 11 digtsamlinger, disse udsprang af en enorm trang til at få ordene ud af kroppen. Gennem sin poesi forsøgte han at nærme sig den virkelige verden, men har indrømmet, at den i stedet har fjernet ham.

Hans digtning er en total afvisning af fortiden og en hengivelse til fremtiden. Dette er et absolut bemærkelsesværdigt aspekt i forbindelse med tids-begrebet. I prosadigtet "Tiden" gør Strunge et jeg og et du til et vi - og dette gør han i flere digte. Altså ser han et håb - vi har noget at se frem til...

I sin første digtsamling Livets hastighed, skriver han: "Jeg ændrer mit liv / før det ændrer mig". Strunge ville skabe sit eget JEG, uafhængigt af omverdenen, hvilket er umuligt, og dermed skabte en splittelse i ham - han kunne ikke blive, hvad han ville.

Digtningen var en bekendtgørelse af den nye generations synspunkter og af JEG'ets ensomhed i den virkelige verden.

Strunge var et menneske, der var splittet mellem to dele af sig selv: Den glødende livsglæde og den dybe depression.

Disse var to yderligheder. Livsglæden, hvor Struge troede på en bedre verden, hvor han troede, han kunne skabe sit eget JEG, hvor han drømte og fantaserede og så depressionen, hvor den "virkelige" verden gik op for ham (egoisme, magtsyge etc.), hvor JEG'et var i en kold og ensom verden, og hvor han afviser fremtiden og samfundet.

Tidens forkomne englebarn

Michal Strunge skrev et digt, der hed "Aldrig", men ikke et, der hed "Altid". Måske fordi han ikke troede på en evighed, men mere på et intet - ved at have denne tro, udlukkede han tilliden til en tid - og indledte et smertefuldt forhold til begrebet "Tid" i sine digte...

Tidsvagten

Så dig på gaden under uret

som om alt dette var dit.

Og du stod med nøglen i hånden

og ville åbne til rum

med afklaret stilhed og støv

eller blanke flader

af stadig forandring.

Så gik du og lod mig alene om

at holde øje med tiden

og fylde disse timer

med en omarrangeret tomhed

hvis støj er uforklarlige lyde

og åndedrættet

der kun et mit

og altid det samme.

(Navnløs, Verdenssøn, Borgen 1985)

Verdenssøn er en af de mest bemærkelsesværdige digtsamlinger fra Strunges side, da der her findes en forandring. Strunge udgav samlingen under pseudonymet "Simon Lack", og tillod sig - til manges forargelse - at anmelde den selv i Politiken 29.04.85, hvor han bl.a. skrev: Men dette er ikke nederlagets poesi, for Lack har skønheden med sig og behersker sin depression gennem poesiens spinkle, men bæredygtige struktur. Han kan flyve.

I dette digt viser Strunge en vigtig ting i forbindelse med tiden. Han sætter den i relation til tomheden.

I tomhed findes intet, for da ville det ikke mere være tomhed. Strunge fylder derimod sin tomhed op - altså er tomheden for ham noget nær tiden: Et tomt rum, hvori man selv fylder ting, følelser etc. Altså er tomheden mulig at udfylde. Strunge skriver desuden "...og fylde disse timer med en omarrangeret tomhed..." Her gøres tomheden tiden underlegen. Tomhed kan ligge "inden" i tiden, og må derfor fylde, være mindre.

I digtet er der et spil mellem tidens tre centrale spaltninger: Fortid, nutid og fremtid.

Fremtiden, der lurer, nutiden, der er jeg - og dermed Strunge, og fortiden, som er du. Han sætter disse op imod hinanden og skaber en uløselig konflikt, da "jeg" ikek blot er en del af tiden, men derimod et menneske, der ikke kan herske over tiden.

SEX OG VOLD

Poesien kan skrives med åbne eller lukkede vinduer.

Med byen erindret og tænkt - eller følt:

En lysliderlig myg eller neonlysets musik.

Fortiden stikker i hjertet og jeg suger dens blod.

Nutiden spreder benene for fremtiden

og jeg voldtages, tømmes.

(Ud af natten, Borgen 1982)

Ud af natten var, mener jeg, en af Strunges mest desperate samlinger. Han lufter her flere gange tanken om Selvmord (Selvmord (Forsøg) & Det blanke Hav) I det mest karakteristiske digt for denne samling, på blot 2 linier, skriver han:

Nej, jeg vil ikke dø. / Jeg vil bare være ufødt.

Her beskriver han et liv - og egentlig også en tid, fordi han udelukker enhver tid via overskriften.

I "SEX OG VOLD" identificerer Strunge igen sig selv med nutiden / jeg. Her fortæller Strunge altså om sit forhold til / følelser i forbindelse med tiden. Han skriver, han "voldtages" af fremtiden - og at fortiden stikker i hans hjerte. Han viser desuden her smerten ved poesien, han tømmes (sidste linie) eller måske Ømmes? Og det han mister er identiteten.

Borum sagde om Strunge: han begik ikke selvmord. Men tog fejl i en vurdering i overskud af livslyst og mulighed. Han troede, han kunne flyve.

Strunge troede også selv, han kunne flyve - som han skrev i anmeldelsen af "Verdenssøn".

Igennem sit forfatterskab forsøgte Strunge at flygte fra tiden, han skrev at tiden slog ihjel, hvis man trodsede den - og den slog ham ihjel, fordi han "afprøvede" dens struktur.

Strunge identificerede sig hele tidne med nutiden, og dermed JEG'et - den svageste part, fordi både fremtid & fortid er begreber, hvorimod nutiden bliver et menneske, og derfor svagere end begreber.

Tomheden. I flere digte forener Strunge tiden og tomheden. Han forsøgte, tror jeg, at gøre tiden mindre end tomheden, så de kunne bytte plads - så tomheden kunne indholde tiden. Det var en måde, måske for ham eneste måde, at forringe tidens magt - og det lykkedes ikke.

Strunge begik selvmord d. 9. marts 1986, 27 år gammel.

I et digt dedikeret til Strunge, skrev Poul Borum:

"...han vidste hvor svært det er at leve / nu ved han hvor let det er at dø..."

Nille

Værelset

Væggen læner sig ud gennem min ryg

og gør værelset mindre end før.

Jeg tager mig sammen

og skubber den tilbage.

Bliv der siger jeg

endnu vil jeg leve.

Men jeg slukker lyset hurtigt igen

- selv skyggerne var for tung en vægt...

***

28,.juli

I dag er det passende at bringe Strunge. Jeg har mine egne helt private grunde. Jeg har også andre. En af dem er at det vil glæde en del af vores faste læsere - der skal også være Strunge i Kina. Strunge vil altid være Strunge, og her kommer han igen.

De to digte stammer fra Livets Hastighed fra 1978. udgivet på forlaget Borgen. (som tiden dog går)

Det er ved at komme igen

som det kommer hvert år ved denne tid

jeg kan mærke det

jeg sover ikke mere

og denne morgen er lyset skarpt

og alting skærer og ligner glas der knaser

og alting synes at staves med s

skarpt skin i solens stråler

hvidtlysende træthed

smertende øjne

og sviende gennemsigtighed.

Det er ved at komme igen

som det kommer hvert år ved denne tid

jeg kan se det

i deres øjne

i toget

jeg kan se det

på deres kroppe

der bevæger sig

som efter en djævelsk plan.

Men det er også min skyld

der er ikke noget at gøre

jeg kan høre det

i det de siger

mumlende meddelelser med skjulte budskaber

angående mig

morgenfolkets mørke munde

deres tunge tanker.

Det er ved at komme igen

som det kommer hvert år ved denne tid

pludselig er jeg her

og ved at det er for sent

det var jo min egen skyld

det var det lille punkt inde fra mig

der voksede bag mine øjne

og nu er blevet alt det sorte

i deres ansigter

i farverne

så tungt over alt

jeg kan ikke bevæge mig

og der er så meget jeg skal nå at gøre godt igen

men intet kommer ud

jeg er så tom

må ikke være til

jeg ved det godt

det var min egen skyld.

Det er ved at komme igen

jeg synker ind i væggen

i mørkets tryghed.

Et punktum. Igen