Rundtosset på runddelen, det var også det lys. Det var så koldt og skarpt, at det skrællede de yderste lag af bybilledet. Stod man helt stille, kunne man suge lidt solvarme i sig, men så snart man bevægede sig, var der isnende. Fortumlet gik han nogle skridt ud ad Jagtvej, før det gik op for ham, han var på gal vej. Skal De kræse om gæsten, så husk Nulles mad til festen, meddelte et skilt på en butiksdør. Han vendte om og storkede tilbage til runddelen. Multikulturel lå den der med 7Eleven på det ene hjørne og McDonald's på det andet. Om det så var telefonkio¬sken, havde den fået en TDC-logo på taget for at minde om, at selv vores samtaler var opkøbt af amerikanerne.
 Til venstre strakte den nybodergule mur om Assistens sig uendelig langt. Hvor lang var den? Så lang som en truende blæresprængning. Han kunne huske engang, han var seks-syv år og skulle tisse noget så frygteligt, mens han kom gående med sin mor nede omkring Kapelvej, og hans mor havde sagt, han skulle holde sig, til de nåede frem til den underjordiske ved runddelen. Det sidste stykke løb han, som var han pisket, men jo mere han løb, jo længere blev muren, den trak sig ud som i drømme og blev bare ved og ved.
 Derinde lå de alle sammen, HC Andersen og Søren Kierkegaard, Hans Scherfig under en skildpadde. Der blev udgivet guidebøger, der fortalte, hvor man skulle gå hen for at stå oven på en berømt person. Det var lidt ligesom selv at være berømt. Måske sivede lidt saft ud af liget og op gennem kisten og den porøse jord, og så kunne tusinder af turister stå og tvære fødderne rundt i det. A moment of fame under fodsålerne.
 Her på venstre side et mylder af mennesker nu om eftermiddagen, ind og ud fra butikker og spisesteder. Andre steder i byen kunne man ikke længere anskaffe sig en strikhue, uden det var powershop¬ping. Men her på Nørrebrogade kunne man stadig godt nøjes med at købe ind. I Konya Kebab kostede en dürüm falafel femten kroner. Nogle spisesteder specialiserede sig, andre havde vild knopskydning: Tyrkisk pizza, mexicansk falafel med jalapeños, shawarma med tzatziki. Hvis nu man gik ind i en grønthandel eller pizzabar og stillede sig op og ventede, så ville man måske nok rende ind i en røvfuld, hvis man ventede længe nok og brugte elevatorblikket på alle, der kom ind. For selvfølgelig var der problemer med en del af de unge. Men for det meste gik det jo meget godt. Folk pludrede sammen, de stod ikke og sagde danske luder eller perkersvin til hinanden, de snakkede om vejret og Brixtofte og skrabelodderne. På den Persiske Stue kan De også ryge vandpibe, stod der på et skilt. Jamen, det var da meget skægt. Hvis ellers man havde de lyster. Hvorfor skulle det absolut være Grøn Cecil alt sammen?
 Men kors et svineri, der var alle vegne. Plasticbægre, servietter og gratisaviser flød på fortovet. Foran en Money Exchange lå en stor, størknet sø af rødvinsbræk.
 Når nu lyset skrællede, som det gjorde. Så kunne man se, at Nørrebrogade var et palimpsest. Neden under de brogede multikulturelle lag lå det gammelkøbenhavnske arbejderkvarter endnu. Café Det rene Glas på hjørnet af Peter Fabers Gade, badeanstalten i Sjællandsgade. Grønthandlerne havde fået okra og aflange, blankgrønne chilipebere og busktomater, hvor det før i tiden var hvidkål og selleri, men pusslaget blev ved med at være det samme. På gavlen ved Ravnsborggade strakte Seppo Mattinens cykelpige sig aflangt med to små U-formede bryster ved siden af hinanden, dup dup. Hvor var det dog dansk helt ind til marven, og så var det lavet af en finne, der boede i Rom.
 Har du en buttet hund? Så hent en slankepakke her, stod der i et butiksvindue. Måske skulle man blive stående lidt og se, hvor mange der kom slæbende på tykke terriere og laskede labradorer.
 Tidens Boghandel midt på Nørrebrogade var tilsyneladen¬de gået ud af tiden. Og der var meget langt mellem de politiske plakater. I stedet lokkede plakaterne på murene med druk og rockmusik. Ungdomshuset reklamerede for to bands: Korrupte Opkastere. Ugly Slutcore fra Hell (Oslo) og Scrotum - sure, gamle rynkede løg (Kbh.) + Mega Surprise.
 Dronning Louises bro så ud, som den altid havde set ud. En tidlig junimorgen engang for en menneskealder siden kom han gående over broen ude fra Tulte, og hans fødder trykkede små længselsfulde tultemønstre ned i asfalten. Han kunne mærke dem endnu, han kunne mærke alle de tusinder af gange han havde gået denne vej. Det unge par i bronze sad der stadig på den modsatte side af vejen og stirrede på hinanden: Du, der er gået otte dage over tiden. Pølsevog¬nen ramte nogle centre i den forlæn¬gede rygmarv med sin sky af rå løg, sennep og ketchup.
 På hjørnet af Nansensgade stak han hovedet indenfor i nørdernes paradis, Brinch elektronik. Også her hang et rimet skilt: Vil du ha' print der kan blinke. Så gå til Brinch, de er så flinke.
 Pelle fortsatte af sig selv fra hukommelseslagrene: Barn og voksen, husk Solidoxen. Gør som tusind, gå i Brugsen. Er lyset defekt, så ring til Flecht.
 Han så lidt på dueslaget med de mange små rum med løsdele. Gennem¬føringsmuffe, pophitter, modularbøsning. Sådan skulle man kunne sige, sådan rigtig henkastet, du, stik mig lige modularbøs¬ningen. Mens man lå der på knæ med blå søm i munden og en tommestok strittende op af brystlommen på den sandbrune ke¬deldragt. Men han skulle jo ikke have noget, han anede ikke hvad en modularbøsning var.
 Ude på fortovet lå en strikket barnevante. Pelle så ned på den. Så stille den lå der og gabte. Så alene. Pludselig blev han gennemrislet af en stor og ømt smertende melankoli, uden at han ville kunne forklare hvorfor.

Han dukkede ind i Fiolstræde og noterede lige på højre hånd det, han opfattede som Bikubens nye bygning, selv om den var fyrre år gammel og hed BG Bank nu.
 Denne gade, så velkendt, men samtidig flimrende. For han så ikke kun det, han så, men også alt det, han engang havde set. Her lå nok antikvariaterne Gad og Busck, men også KV Bloch med gule faner ude på fortovet og Akademisk Antikvariat med sirligt udklippede kronikker fra hele århundredet. Athenæum henne på Frue Plads hed også Munks¬gaard, og busten af Niels Bohr var nok irret og overskidt af måger, men samtidig mørk¬gylden bronze på lys sandstenssokkel med indridset yin og yang. Her var modebutikker og optikere, men først og fremmest marskandi¬sere med gammelt kobbertøj hængende i rad og rækker. Nede i Krystalgade lå det nye hovedbibliotek, men gik man til højre, kunne man gå lige ind på det gamle Zoologisk Museum, hvor formalindampene væltede op fra hvalerne i kælderen, sommer¬fugle sad på nåle i flade kasser hele vejen op ad trappen og radiatorerne var sorte rør, stablet op oven på hinanden så de lignede kakkelovne.
 Kunne man et øjeblik gå vinkelret på tidslinjen, kunne man se uendelige rækker af peller, fra små snottede unger med store Novra-øjne, over studenter på hastig jagt fra Bispetorv til Munkekælder til stadig modnere mænd. Og smeltet sammen med pellerækkerne uendelige guirlander af alle, der havde færdedes her. Bohêmer ned flagreslips på vej til absinth på Bernina, spradebas¬ser i gule nankinsbukser og hvid silkevest, torvema¬dammer med kyse og forklæde, forhutlede peblinge og hansekøb¬mænd i hætteslag med strud.