Hjemmeregning | ||
Fra 'Hjemlandshjørner' (Vindrose 1996) |
Af Erik Stinus
N år jeg læser lektier tænker jeg på min lærerinde. Jeg glemmer hvad jeg læser og min blyant standser midt i et regnestykke. Ib siger hun bor sammen med sin kæreste derude hvor der er huse og haver. Hun kører i en lille hvid bil, og klokken to pakker hun sine bøger i tasken og er borte. De har sikkert æbletræer. Jeg får den idé at jeg kunne gemme hendes bøger så hun blev forsinket og vi blev alene tilbage, hun og jeg, og vi gik op på en bakke og vi så ud over hele byen, hele Jorden. Det gør vi, står der, og når jeg har sagt hende hvad jeg véd om hele Jorden, vil jeg fortælle hvor godt jeg kan li hende. Men hver gang kommer da Lise løbende efter os op ad bakken med sit: Elsker du mig? Hvad svarer jeg? Stykket går aldrig op. Lærerinden I mange barnehjerter findes et kærlighedsdigt til lærerinden. Hos Erik Stinus bor hun 'sammen med sin kæreste derude hvor der er huse og haver. Hun kører i en lille hvid bil, og klokken to pakker hun sine bøger i tasken og er borte.' Hjemmeregning er fra digtsamlingen 'Hjemlandshjørner', hvor Erik Stinus bøjer den ældste og den yngste alder mod hinanden: Bibeltiden og barndommens tid. Erik Stinus debuterede i 1958 og har en lang række digtsamlinger bag sig - men også prosa - i 90erne har han udsendt to digtsamlinger mere: 'Ubekræftede forlydender' (1992) og 'Febertoget' (1994). Connie Bork |