Tim vågnede i bælgmørke og opdagede, at han græd. Gråden fik hans skuldre til at ryste. Han krøllede sig helt sammen, men hvor lille han end gjorde sig, kom angsten og greb om ham. Han prøvede på at tænke fornuftigt og sige til sig selv, at det hele bare var noget han forestillede sig. Det var ikke normalt at blive så bange for ingenting. Altså måtte han være syg. Det var slemt nok, men det var dog til at forstå. For der var jo ikke noget at være bange for i virkeligheden. Det var bare nogle forvirrede tanker. Han ophidsede bare sig selv mere og mere. Hvad var det dog for noget vrøvl at hans forældre ikke skulle være hans forældre? Og meget værre end det, at de slet ikke var mennesker, men noget helt fremmed og ukendt?
Hans fornuft var som en slags bånd han forsøgte at sætte mod sin angst, men båndet blev hele tiden sprængt, og angsten voksede sig større og større. Han blev ligesom kastet ned i et hul, hvor han var alene og bange, og hver gang han prøvede at komme op til lyset, skete der bare det, at bunden i hullet gav efter, så han blev slynget ned i et endnu dybere og mørkere hul.
Det frygtelige var, at han var så sikker på, at angsten havde ret. Den lod sig ikke slå på flugt af fornuftsargumenter, for den hvilede i sin egen vished.
Jeg er ved at blive sindssyg, tænkte han. Jeg er virkelig ved at blive sindssyg. Og tanken om det gjorde ham endnu mere bundløst ulykkelig. Det måtte være værre at blive sindssyg end at miste en arm eller et ben. Tænk at gøre ting, man ikke anede, man gjorde. Tænk ikke at have styr på sine tanker. Nej, det måtte ikke ske. Han måtte klamre sig fast til lyset og den sunde fornuft. Men samtidig kunne han mærke, at bunden endnu engang var ved at give efter for ham, og at han næste gang ville falde og falde i bundløse dybder, og at han aldrig ville nå nogen ny bund - at han bare ville blive ved med at falde og falde.
Han samlede alle sine tanker, alle sine følelser i et stumt skrig: HJÆLP. HJÆLP.
Og der kom svar. Ligesom han var ved at fortvivle, blev mørket og kulden inde i ham forvandlet til lys og varme. Der var stadig mørkt omkring ham, og han åbnede øjnene og stirrede vantro frem for sig. Varmen og lyset var ikke noget, han følte med huden eller så med øjnene, men noget der samtidig var inde i ham og omkring ham på alle sider og dirrede og vibrerede. Lyset var som det lys, der står ind i en stue, når man slår persiennerne op. Det var en klarhed, der lagde sig over ham og varmede ham.
Hvad er I? Hvem er I? spurgte han uden at bruge ord.

Der kom først et brus af varme og medlidenhed og medfølelse, der skyllede ind over ham og gjorde ham glad og åben. Der fulgte et ord med fra et eller andet sted i hans hukommelse. Et mærkeligt gammeldags ord: Miskundelighed. Det var vist et ord, han havde hørt i en religionstime engang. Det var noget med, at de ville ham det godt. Og det var så varmt og medfølende det hele, at han blev overbevist med det samme og ikke mere følte sig bange.
Lige meget hvad der skete, vidste han at der ikke var noget ondt på vej mod ham. Der var ikke nogen, der var ude efter ham eller ville gøre ham noget. Der var en kærlighed til ham, der fik ham til at blive helt lille og blød og eftergivende. Han følte sig tryg og åbnede sig ud til alle sider. Trygheden gav ham grænseløs tillid. Han blev til et lille barn, der var sikker på, at nogen nok skulle komme og gribe ham, hvis han faldt ned fra en stol. Han kunne lukke øjnene og kaste sig med dødsforagt ud i luften. Han ville blive grebet, lige meget hvad der skete.
Den tryghed fjernede de sidste små skarpe rester af angst og uro. Han skvulpede i trygheden som i et badekar, nydende og med lukkede øjne.
En anden følelse var der plads til midt i trygheden. Det var hans undren fra før, der var blevet til en stor måben.
Han var overvældet og uforstående, og nu turde han åbne sig helt for sig selv mod alt dette ukendte for at fl at vide, hvad der var sket, og hvor hans plads var i det. Hvem er I? spurgte han igen uden ord, og der kom svar: Vi er dine forældre.

Alting var skrællet rent og stort og lysende rødt og syngende. Det var som at ligge inde i en kæmpestor blodappelsin, mens det sang og gyngede omkring ham. Hans øjne var åbne, men alligevel så han ikke værelset omkring sig. Han så duvende skyer af rødt, han så lys som gennem store appelsinskiver, blodrøde med lysende streger imellem. Det var som at være foster igen og vide sig tryg inde i livmoderen, skvulpe rundt i fostervandet og føle sig i sikkerhed. Det var en fornemmelse af uendelig dyb lykke og taknemmelighed over at få lov til at være med og opleve denne varme og tryghed levende og bevidst.
Hvad er der sket? spurgte han. Han behøvede ikke mere ord. Det var nok han følte sine spørgsmål frem. Straks kom der beroligende svar.
Du er sammen med os. Og vi er dine forældre, selv om du ikke er født af hende, du kalder din mor.
Er jeg et menneske?
Tanken var forvirrende. Der kom til at ligge noget skarpt og næsten klynkende i hans spørgsmål, men igen fyldte svaret ham med ro.
Ja, du er et menneske. Dine biologiske forældre døde ved en bilulykke, da du var ganske lille. Vi overtog deres identitet. Officielt har den ulykke aldrig fundet sted. Vi udslettede alle spor efter den.
Hvem er I så? Jeg ved, I ikke er mennesker.
Nej, vi er ikke mennesker. Vi kommer fra en anden planet. Har du ikke allerede gættet det?
Jo, på en måde. Hvad vil I her?
Vi kommer med fred.
Hvordan kan jeg være sikker på det?
Føler du dig ikke sikker?
Jo.
Der kan du se.
Hvor kommer I fra?
Vi kommer fra en planet, der kredser om den stjerne, jeres astronomer kalder Epsilon Eridani. Du kan ikke udtale vores navn for planeten eller for vores sol. Men vores planet hedder det samme som sten, ligesom jeres hedder det samme som jord, så du kan jo kalde den Stenen. Vores sol hedder det samme, som vi kalder ild, så du kan kalde den Ilden, hvis du ikke hellere vil sige Epsilon Eridani.
Hvor er den?
Den ligger 10,7 lysår herfra. Det er en gul stjerne, ligesom jeres sol. Den er knap så stor, og den lyser kun en tredjedel så meget, men vores planet er så tæt på, at vi alligevel får varme og lys nok.
Er jeres planet så den eneste?
Nej, der er flere. Temmelig langt ude, otte gange så langt som afstanden fra Jorden til solen, har vi en kæmpeplanet, der er seks gange større end jeres Jupiter. Den er så stor, at den i virkeligheden er en død massiv stjerne. Eller skal vi sige en stjerneplanet. Mellem den og Stenen er der to andre planeter, der er på størrelse med Uranus. Så kommer vi. Stenen er omkring dobbelt så stor som Jorden. Længere inde er der to mindre planeter. Men Stenen er den eneste planet i vores solsystem, hvor der er liv.

Kan jeg komme til at se jeres planet?
Ja, det kan du godt.
Hvordan?
Det får du at se.
Jamen, jeg forstår ikke noget af det hele.
Du behøver slet ikke forstå det hele på én gang. Du skal nok komme til at forstå mere.
Hvorfor er I her?
Hvorfor rejser mennesker ud i rummet? Vi udforsker vores del af galaksen. Og I er vores nærmeste naboer. Der er fem planeter om Barnards stjerne, og på en måde findes der liv på de to af dem, men det er en form for liv, der bygger på krystaller. I minder mere om os.
Hvordan ser I da ud?
Kom og se.
Tim stod op af sengen. Hans fornuft sagde ham, at han burde være bange nu. Mere bange end han nogen sinde havde været for noget. Han burde løbe skrigende ud af døren, vække naboerne, tilkalde politiet, hvad som helst.
Men han havde ikke lyst til nogen af delene, og han var ikke spor bange. Han kunne ikke engang være fortvivlet over, at han havde levet hele sit liv på en løgn. Han kunne ikke tænke over, at hans forældre var døde, da han var ganske lille, og deres plads indtaget af to væsener fra en fremmed planet - i hvert fald ikke tænke over det med sorg og fortvivlelse. Han kunne kun føle en stor undren, en stor glæde og en stor nysgerrighed, sammen med en sikkerhed og ro, han aldrig havde kendt før.
Han gik roligt hen til sine forældres soveværelse og åbnede døren. Hans forældre rejste sig op fra sengen. De så ud som de plejede, men netop det fik dem til at virke endnu mere fremmedartede nu.
- Vi kunne ikke holde dig udenfor mere, sagde hans mor. - Måske kunne vi have fået dig med ind til os før. Men jeg tror det nu ikke. Du kunne ikke have forstået det. Jeg tror heller ikke, voksne mennesker kan forstå, hvad vi er, og hvad vi vil, på den rigtige måde. Man skal nok være midt mellem barn og voksen for at forstå det. Man skal have fantasi som et barn, samtidig med at man skal kunne tænke fornuftigt som en voksen. Du kan. Det ved jeg. For jeg er din mor alligevel. Jeg er den, der har været sammen med dig næsten fra du var nyfødt. Det må du forstå. Derfor er der ikke noget at være bange for.
- Jeg er heller ikke bange, sagde Tim. - Men jeg er meget nysgerrig.
- Det kan jeg godt forstå. Derfor skal du bare ganske roligt se på os nu. Så vil vi vise dig, hvordan vi ser ud, når vi rejser mellem stjernerne, og når vi er hjemme.
Hans forældre stod ved siden af hinanden på gulvet og smilede ham. Omridset af dem begyndte at tåge ud. Gennem tågen kunne man se to kasser.

Tågen lettede, og kasserne var tydelige. De mindede mere om kufferter end om kasser. De var omkring tres centimeter høje, lige så lange og fyrre centimeter brede. De var dækket af sort, nobret læder. Det var omtrent som fjernsyn med en slags læderbetræk over. Læderet var mat og glat.
Tim rakte vantro en arm frem. De føltes varme.
- Hvor er der ører og arme og munde og alt det der skal være? spurgte han forundret. Kasserne var helt glatte og jævne over det hele.
Fars stemme lød fuldkommen som den plejede, men den kom ikke fra den underlige kasse foran ham. Den kom fra et sted inde i Tims hoved.
- Vores planet er meget anderledes end Jorden. For det første er tyngdekraften større. Det er derfor, vi ser anderledes ud end jer. Hvis vi havde spinkle ben og arme, ville de brække. Vi bliver nødt til at trille os sammen som pindsvin. Men vi har sanseorganer over hele huden. Ligesom mennesker har en masse sanser i huden - smertefølelsen og temperaturfølelsen og så videre. Vi har dem bare alle sammen der. Vi har små punkter, der giver os synsopfattelse og lydopfattelse og lugteopfattelse. I stedet for ben har vi ligesom en luftpude som dem hurtigbådene til Malmo har. Den er meget mere effektiv end ben.