Jeg afskriver på ingen måde tro. Men jeg tror, at verden kan opfattes på forskellige måder, der alle er sande, men forskellige fra hinanden, forskellige domæner, og at det, man erfarer i det ene domæne, ikke kan overføres til et andet. At der i hvert fald findes en tredeling mellem det gode, det skønne og det sande - og at vores erfaringer i det "gode" - dvs det etisk/politisk/filosofisk/moralske/religiøse - har gyldighed der, men ikke gyldighed i det "sande" - dvs matematisk/naturvidenskabelige - og vice versa, og at ingen af dem kan bruges i det "skønne" - det kunstnerisk/æstetiske.
Tro er udtryk for erfaring inden for det godes domæne, ligesom den mystiske oplevelse af alts enhed findes og har gyldighed der. Bing Bang og entropi har gyldighed inden for det "sande", det naturvidenskabelige domæne. Og Mozarts musik har gyldighed inden for det "skønne" - det kunstneriske domæne.
Opstilingen i "det gode, det sande og det skønne" stammer fra oplysningstiden og skal ikke forstås bogstaveligt. Erfaringerne fra alle domæner er sande - på hver deres måde - og de kan også fra bestemte synsvinkler kaldes gode eller skønne. At kunsten hører med til "det skønne", betyder selvfølgelig ikke, at den skal være pæn. Den kan godt være hæslig og netop derfor have hæslighedens skønhed i sig. Skønhed, fordi den også er sand.
En påstand fremsat inden for det moralsk/etiske domæne - som "Du skal ikke ihjelslå" - kan ikke bevises, men erfares som sandhed. Der vil altid være forskellige og modstridende påstande, og inden for dette domæne skal hver enkelt menneske vælge sin sandhed. Sandheden ligger i valget. Og valget er frit. Man kan ikke "bevise", at fascismen er forkert -men man kan pege på konsekvenserne af at vælge dette system. Man kan ikke "bevise" at vi politisk skal kæmpe for klimaet, men man kan pege på, at hvis vi ikke gør det, uddør vi.
Et udsagn fremsat i det videnskabelige domæne kan altid falsificeres. Der er ikke noget subjektivt i at sige at to og to er fire. Det er ikke noget valg og ikke noget, der kan diskuteres. Det er en konsekvens af de matematiske regler.
Et udsagn fremsat inden for det kunstneriske domæne er subjektivt, men man kan nå frem til en slags konsensus, således forstået, at et overvældende flertal af alle, der har sat sig ind i sagen, er enige om, at Shakespeare var en bedre forfatter end Morten Korch. Man har lov til at mene det modsatte, men det er formodentlig altid klogt at høre på dem, der har brugt lang tid på at sætte sig ind i et emne.
30.3.19
 

Der var engang, hvor naturvidenskaben betragtede evolutionen som et træ med bakteriene nede ved roden og os dinglende i de højeste grene som kronen på det hele, udviklingens slutprodukt. I dag er man mere tilbøjelig til at se biodiversiteten som et buskads. Man kan ikke sige, at en chimpanse er højere udviklet end en hummer. De to arter har udviklet sig forskelligt. Og grundlæggende set er bakterierne verdens herrer og har altid været det. Målt i biomasse er Jorden bakteriernes planet og alle andre arter kan betragtes som en slags forgreninger af eller udposninger på grundstammen. Det er heller ikke rigtigt, at bakterier er primitive og ikke så udviklede som os. Bakterier er ekstremt gode til at tilpasse sig skiftende forhold og muterer langt hyppigere end os, samtidig med at de ikke kun får arveanlæg fra forfædre men kan udveksle dna mellem forskellige organismer.
*
Men litteraturhistorien betragtes tit stadig vulgærdarwinistisk som et lige træ med nutiden i toppen. I en periode herskede klassicismen, og så kom romantikken som nyt topskud. Og sådan fremdeles med stadig nye perioder, hvor alle angivelig skrev på den netop fremherskende måde.
Det er en kontrafaktisk påstand. Det er ikke sådan, at alle født mellem 1930 og 1940 skriver på samme, genkendelige måde. Det er ikke sådan, at alle lyrikere i 80'erne skrev som Strunge.
For at redde litteraturhistorien ofrer man virkeligheden. Man ser bort fra alle dem, der ikke skriver sådan, som litteraturhistorikerne mener, man bør skrive i denne periode. Det er det, der er essensen i den liste over utidssvarende og skæve forfattere, Peter Stein Larsen lavede og som jeg slog op i går. Og lad os så se helt bort fra, hvem han har med eller ikke med på denne liste. En liste af den art kan alligevel aldrig blive fuldkommen.
Men det afgørende er, at forfattere ikke retter sig efter litteraturhistorien. De slægtskaber, man kan påvise, er ikke udelukkende bestemt af periode, men kan gå over grænser og på tværs af tiden. En lyriker i dag kan have mere til fælles med en kinesisk digter, der levede for 1400 år siden, end med sine jævnaldrende landsmænd. Og litteraturen har ikke udviklet sig til et stadig højere stade. Det, der skrives i dag, er ikke bedre end Homer eller Shakespeare. Det er anderledes, men det er anderledes på mange forskellige individuelle måder.
Det vigtigste er mangfoldigheden. det brogede kor af stemmer. Og det magiske, at litteraturen betyder, vi kan gå ind i en andens sind. Selv hvis denne anden døde for tusinde år siden i et fjernt land.
13.1.19

Hjerne uden hjerte kan føre til umenneskelighed. Til den iskulde, der kan få nogle til at afvise åbenbar nød med et: "Sådan er det bare".
Men det modsatte er værre, og det er det, højrepopulisterne svælger i: Forløjede og flæbende følelser, svampet sentimentalitet. Når de står og græder snot ned i fletningerne på Mor Danmark, når de vil lukke af for verden og hyggenygge mellem mure eller bolsjestribede bomme.
Og som VS Naipaul siger i "The Middle Passage": "Sentimentality and brutality go together. The man who, during an emotional mother-and-son scene in a B-film, turns to you and says hoarsely, “A mother is a helluva thing, you know, boy. You only have one,’ is the same man who, watching Belsen camp scenes, will roar with derisive laughter."
*
Man spørger sig selv, om der ikke er én af disse højrepopulister, der kan tænke. Om der ikke er én af dem, der kan se de gigantiske problemer. vi står i til halsen: Klimaødelæggelsen og den hastigt accelererende ulighed, globalt og i hvert enkelt land.
Kan de virkelig ikke se det. der stirrer dem lige i øjnene? Er de så blæst oven i hovedet?
Eller er de snedige og ondskabsfulde og *lader som om* de ikke kan se det? Er al deres bavl ikke andet end røgslør, der skal dække over deres private grådighed? Men så må de jo også være dumme, for hvad hjælper det dem, at de rager til sig med arme og ben, hvis den store bølge kommer og skyller dem ud?
*
Der er vigtige ting i verden, som kolde hjerner ej kan forstå. Og der er savl og pladder og afledningsmanøvrer, der fører til fortabelsen.
Den eneste løsning kræver, at vi lader følelser og forstand arbejde *sammen* i frugtbar harmoni.
At vi kombinerer klogskab og kærlighed.
Kun sådan kan vi skabe en verden for mennesker - og for pindsvin og haletudser og alle de andre.
15.1.19

At man synes, at forskellige meninger skal brydes, og at man i almindelighed bør vise tolerance over for andres meninger og holdninger, betyder ikke, at man så skal være tolerant over for intolerancen. Og det betyder så afgjort ikke, at så kan enhver mening, holdning og ytring være lige så god som enhver anden.
En del ytringer er allerede forbudt - på Facebook og i samfundet. Man må ikke lovprise eller give udtryk for støtte til terrorisme. Det er heller ikke tilladt at opfordre til folkedrab. Det er i almindelighed strafbart at medvirke til strafbare handlinger.
I mange lande er det forbudt at benægte eksistensen af Holocaust eller af f.eks. folkedrabet på armenerne i 1915. Enhver billigelse af genocide - folkedrab - er forbudt i mange lande.
Jeg mener, at ytringsfriheden bør have meget vide rammer. Det er derfor, jeg altid har været imod mange venstreorienteredes ønske om et forbud mod nazisme. Jeg tror ikke, det er klogt eller gavnligt. Jeg ønsker ikke at tvinge de få nazister under jorden, hvor de kan gøre endnu mere skade. Hvis de har stor trang til at sidde og tilbede et billede af Hitler, så lad dem gøre det. Men hvis de giver udtryk for deres holdninger gennem handlinger, der går ud over andre, er det noget andet. Samfundet skal ikke tolerere antisemitisme eller overgreb rettet mod forskellige folkegrupper. Jeg kan frit svinge rundt med min knytnæve, men min ret til at svinge med den stopper ved din næse.
Man har mig bekendt endnu ikke nogen steder forbudt tilskyndelse til geocide - mordet på jordkloden. Selv om det vel logisk set må være værre at tilskynde til drab på alle mennesker end at tilskynde til drab på en folkegruppe.
*
Men én ting er. hvad der er strafbart, og hvad forskellige mener om, hvad der burde være strafbart.
Noget andet er, hvad man vil tolerere i sin egen bolig og på sin egen Facebook-side. Hvis en kommer med antisemitiske eller racistiske ytringer må min side, sletter jeg ham eller hende som ven. Selv om ordet "ven" om en fb-ven er noget ovedrevet, er der nogle, man ikke vil se omkring sig, og man må have ret til selv at bestemme. hvem man vil være i selskab med.
Jeg synes, det kan være frugtbart at diskutere med anderledestænkende, og jeg har haft mange gode og fornuftige diskussioner med borgerlige.
Men det nytter ikke noget at diskutere med den rabiate højrefløj. Man kan alligevel ikke få et fornuftigt ord ud af trumpister eller Støjberg-kloner. De ønsker ikke debat, de vil bare have en talerstol, og det vil jeg ikke hjælpe dem med.
Jeg kan godt høre på klimaskeptikere. Men jeg er meget træt af den slappe og opgivende holdning, at det nok er bedst, hvis menneskeheden uddør. Jeg er nok foruindtaget, jeg er nok menneske-chauvinist, men jeg vil ikke høre på, at vi ikke har ret til at leve. Menneskehedens historie er ikke kun Hitler. Stalin og andre massemordere, ikke kun Ayn Rand og Milton Friedman, men også Einstein, Mozart. Shakespeare og Mandela. Også Hawking, Feynman, Dostojevskij og Bernie Sanders. Vi har fortjent bedre. Vi har fortjent at leve videre, at lære af fortidens fejl og skabe et bedre samfund.
Og hvis klimaskepsis bliver til total problemfornægelse - hvis man er klimabenægter på samme måde som nazister er Holocaustbenægtere, hvis man påstår. at 99 procent af verdens videnskabsmænd er svindlere, der bare lyver for at mele deres egen kage - så slipper min tolerance op. Så stiller jeg ikke spalteplads på min egen side til rådighed.
Hvis vi skal løse verdens problemer, skal vi ikke være vattede og eftergivende og sige, at dumhed er lige så godt som fornuft, at grådighed er lige så godt som altruisme, at alles krig mod alle er lige så godt som samarbejde. Så bliver det til en slags Orwell: Krig er fred, slaveri er frihed, uvidenhed er styrke.
Den holdning, de alvorlige problemer kræver, er en kæmpende humanisme. Kampen for alles ret til at leve - kampen for at både mennesker og dyr har ret til at være her - kampen for livet og mod mordet på jordkloden
19.1.19

Det er en almindeligt udbredt tanke, at der ikke findes nogen objektive kriterier for kvalitet af kunst og litteratur. Det er alt sammen kun et spørgsmål om smag og behag, og den ene mening kan være lige så god som den anden.
Hvis man mener, at der *findes* objektive kriterier, og at man ud fra disse kriterier kan fastslå, at f.eks. Shakespeare skrev bedre end Barbara Cartland, så er man efter denne udbredte tankegang elitær og bedrevidende. Man kommer med sin strittende pegefinger og moraliserer, og det skal man lade være med.
*
Det er omsonst at ville argumentere mod tanken om, at det er helt subjektivt, hvad der er godt eller dårligt.
Så lad os i stedet se, hvad konsekvensen af denne holdning er.
Den er for det første, at alle litterære priser - fra Nobelprisen til de Gyldne Laurbær - skal afskaffes. Akademiet og Statens Kunstfond skal nedlægges.
Bøger skal ikke længere anmeldes i aviser eller andre steder, for hvad anmelderen mener, er kun hans egen mening, og den er ikke bedre end nogen andens.
Undervisningen i litteratur på universiteterne skal afskaffes. og litteratur skal ikke længere indgå i undervisningen i skolerne, for hvis Morten Korch er lige så god som HC Andersen og enhver trykt pjece lige så god som dem begge to, så er det forkert at vælge nogen ud til undervisningen. Man kunne lige så godt vælge en gammel telefonbog, bare en eller anden mente, at den var god at læse.
Det ville være hip som hap, hvad man læste, så der var ikke nogen grund til, at boghandlerne udstiller bøgerne. De kan bare have alt trykt materiale liggende på paller, og så kan man rage ud med bind for øjnene og tage noget af det.
At en ven anbefalede en bog ville være helt ligegyldigt, for hans smag ville ikke være bedre end enhver andens. Man måtte prøve sig frem gennem alle dyngerne for at finde frem til det, man selv kunne lide, og man skulle ikke regne med, at nogen anden ville mene det samme, for vi er alle forskellige.
27.6.19