Status 2018


     "Status 2018" er Arne Herløv Petersens statusopdateringer på Facebook i året 2018 - en kalender og oversigt med mange indspark, klummer og kommentarer af forskellig art.

    Bogen er udkommet som e-bog og kan købes hos netboghandlere


    Uddrag af "Status 2018"

      Ole Birk Olesen siger, at der muligvis ikke vil blive uddelt breve efter 2019, hvor statens aftale med PostNord om befordringspligt udløber. Hvis PostNord omdannes til et børsnoteret aktieselskab, er det ikke sikkert, selskabet vil være interesseret i befordringspligt. Så vil man måske snarere koncentrere sig om de lukrative erhvervskunder.
      At sådan en mulighed overhovedet kan luftes, viser hvor idiotisk hele deres New Public Management er. Systemet siger, at offentlige virksomheder skal spille komedie og *lade som om* de er privatejede firmaer, der skal have profit. Og derfor skal sygehuse, universiteter og kollektiv trafik kun og udelukkende gå efter at få flere kunder i butikken og større indtægter, og deres statsfinansiering skal rette sig ind efter profitmulighederne, så flere kunder i butikken giver mere støtte.
      Det er vanvid, for det *er* jo ikke privatejede selskaber, og formålet med en sygehus er ikke, at der skal være så mange syge som muligt, så sygehuset kan få flere penge, men at gøre syge mennesker raske. Formlålet med et universitet er ikke, at så mange som muligt skal sluses hurtigt gennem en underlødig uddannelse og belønnes med topkarakterer uanset om de har forstået noget eller ej - for det giver størst tilskud - men at give de studerende en god uddannelse, der kan bruges.
      Det virker som om formålet med det hele er at underminere hele den offentlige sektor.
      Det samme gælder udflytningen af arbejdspladser. Hvis man flytter en styrelse til Brovst og samtidig beslutter, at alle møder skal foregå i København, opnår man dels at alle de erfarne medarbejdere går deres vej - fordi de ikke kan flytte hele deres familie med til Brovst - så alle offentlige styrelser får lutter uerfarne og uprøvede ansatte - og samtidig at disse uerfarne ansatte ikke kan nå andet end at pendle mellem mødested og arbejedsplads. Endnu en sikker opskrift på kaos.
      Men det er vel det, der er meningen. Den offentlige sektor skal ødelægges.
      Det er sindssygt, men der er en mening med galskaben. Meningen er, at alt skal privatiseres. Vores skattekroner skal forvandles til profit til private.
      Uligheden skal stadig vokse. Vi skal være redskaber og tjenere for oligarkerne.
      Lars Løkke sidder som en edderkop i sit spind og trækker i trådene for at forære vores fælles ejendom til nogle få spekulanter - der nok skal vide at belønne ham, når den tid er, så han kan lave en Dyremose og flytte ud i yderste klitrække med hundrede millioner i posen.
      Hvordan det samfund så kommer til at se ud, har jeg gjort mig nogle tanker om i min fremtidsroman Zephyr.
      Foreløbig kan vi se, hvordan der ser ud i Rusland, hvor de palæer ved Sortehavet, der engang blev brugt til arbejderes ferieophold, nu er tumlepladser for de nyrige, og hvor oligarkerne lever i overflod, mens befolkningen i landdistrikterne bliver forsømt.
      Og vi kan se det i USA, hvor en rigmands forkælede møgunge i dag sidder og vræler i det Hvide Hus.
      19.1.18
      Indtryk fra København
      Jeg skulle ind i bussen ved Nørreport station. En gruppe mænd stod ved stoppestedet. De skulle ikke med den bus.
      I det, jeg gik ind, sagde en af mændene Samoljot, og alle de andre lo højt og larmende.
      Det betyder "flyvemaskine" på russisk.
      Hvorfor var den flyvemaskine mon så morsom?
      *
      Magasin ligner en lufthavnsbutik. Hvis ikke man går meget op i neglelak og rouge i tre tusinde nuancer, er der ikke noget at komme efter. Ingen, der ikke ved det, kan vide, at en af byens bedste boghandeler engang lå i stueetagen. Og at de havde en fremragende pladeafdeling. Men jeg troede, jeg kunne finde det, jeg ledte efter, i kælderetagen. Noget bestemt chutney. De har tidligere haft et stort udvalg, men nu er et alt sammen noget der ligner værtindegaver. En pose salt med sløjfe på, der koster halvtreds kroner - 50 øre for saltet og 49,50 for sløjfen. Og uanede mængder af slik og chokolade, alt sammen med lakrids. Og kun sød mango chutney, der er en slags slik og mos til spædbørn og ikke noget for mig. Jeg skal have noget, der får mig til at føle mig som fakkelsluger.
      Jeg er en mand med faste vaner. Hver morgen spiser jeg skýr med tørrede blåbær. Dem har jeg altid købt ved Kanonhallen, men de har dem ikke mere. Nu fandt jeg dem så i det lokale supermarked. Så vidt så godt.
      Jeg drikker en bestemt grøn te, de kun har i Østerlandsk tehus. Den købte jeg, men nu så jeg, de også havde en japansk sen cha, der var behandlet på en særlig måde. Men den koster 175 kroner for 100 gram, så det må vente til en anden gang.
      Men så var der noget andet. Jeg holder meget af carry, især med lammekød. Og jeg bruger noget meget stærk mango pickle og lime pickle som tilbehør. Carryen skal helst være Abdullahs madras carry, i grøn metaldåse.
      De ting købte jeg i mange år i Rosenvængets alle. Da butikken der lukkede, købte jeg dem i Kervan i Nr. Frihavngade Men de havde dem ikke, da jeg var der i går.
      Jeg skulle også finde noget Scotch Magic Tape med en bredde på 12,7 millimeter - en halv engelsk tomme. Til at splejse et vidoebånd, der er knækket.
      Jeg havde regnet med, at de havde det i Papirkælderen på Nørrevold, men de havde den kun i 19 mm bredde. Så fandt jeg den på Nettet til 18 kroner. Men så kostede det 85 kroner for forsendelsen plus moms af det hele, så det kostede halvandet hundrede kroner i det hele, og det giver jeg ikke for en rulle tape.
      Det sagde jeg så til min lillesøster, da vi spiste frokost i dag, og hun bor i København, så hun sagde, jeg skulle prøve at finde tape i papirhandelen ved Nikolaj. De havde den i 12 mm bredde. Mon ikke det går, selv om der mangler 0,7 millimeter (omtrent som bredden på en kuglespringhale)?
      Og så foreslog hun, at jeg ledte efter mine mango og lime pickles i Torvehallen. De havde noget i den retning, men ikke helt det, jeg skulle have. De havde også økologisk madras carry, men ikke i grøn metaldåse.
      Men så fandt jeg den helt rigtige mango og lime pickle i den lille Afrikansk-Asiatiske butik i Frederiksborggade, lige over for Torvehallerne.
      Så vidt så godt.
      Så mangler vi bare den grønne metaldåse.
      19.1.18
      Det er i dag 85 år siden, Hitler blev rigskansler. I dagens anledning lidt om nødvendigheden af et opgør med dogmer med ødelæggende virkning:
      1. Nationalisme, racisme, førerprincip, overmennesketeori, Blut und Boden, antidemokratisk politik.
      Vi har set, hvad det førte til. Lad aldrig mere uhyret stikke hovedet op af det mudder, det kommer af.
      2. Troen på at man kan skabe et paradis på Jorden, troen på at en avantgarde skal lede resten af folket, troen på at staten skal bestemme alt i de mindste detaljer og troen på, at alt i denne verden skal centraliseres og underlægges kontrol.
      Vi har set, hvad det førte til. Lad Stalin smuldre i jorden. De, der med vold, magt og undertrykkelse vil skabe et paradis her og nu, skaber et helvede. Det bliver til Stalin og Pol Pot.
      Troen på at vi kan skabe et paradis er troen på, at vi kan sætte tiden i stå. Det er en tro på evig stilstand - i direkte modstrid med det dialektiske princip, der siger, at verden er i evig bevægelse og skal opfattes som proces. Styrmanden, der styrer efter stjernerne, tror ikke, at skibet kan sejle frem til Nordstjernen - men stjernen angiver den rigtige kurs. Vi kan beslutte, hvilken vej vi skal gå. Vi kan stræbe efter at gøre verden bedre end den er. Vi når aldrig et mål. Vi når aldrig frem til stilstand. Og gudskelov for det. Men vi skal have det rigtige kompas for at finde den rigtige kurs.
      3. Troen på, at verden bør styres af et ønske om øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, ønsket om kortsigtet profitmaksimering. Troen på, at vi ikke må tænke i helheder eller langsigtet, men at hver enkelt virksomhed skal nøjes med at tænke frem til næste årsregnskab og være i evig konflikt med alle andre virksomheder. Troen på at det er godt med ulighed, at det er gavnligt, at nogle dør af sult og andre æder sig ihjel. Troen på at evig materiel vækst er mulig i et lukket materielt system. Troen på, at frugten af de manges indsats ligger bedst i oligarkernes lommer.
      Vi ser, hvad det fører til. Ødelæggelse af klodens miljø og klima, af vores biologiske livsgrundlag. Voksende ulighed. Krige og folkevandringer. Et samfund med alles kamp mod alle. Et samfund, hvor der ikke er plads til alle - men hvor de fleste betragtes som overflødige.
      *
      Hvad gør vi så?
      Vi skal gøre op med kapitalismens skadelige dogmer. Vi skal erkende, at mange opgaver bedst kan løses i fællesskab. Vi skal ikke privatisere og udlicitere, men tværtimod styrke den offentlige sektor. Vi skal modernisere og reformere og forbedre vores fælles ejendom. Vi skal udkonkurrere private foretagender, bruge vores kræfter til at sikre os, at de fælles virksomheder trives og gerne giver overskud.
      Det er uopfindsomt at tro, at velfærd kun kommer fra skattekroner. Vi kan skabe fælles virksomheder, der giver overskud til endnu mere fælles indsats.
      Vi kan begynde med en offentligt ejet bank og et offentligt ejet forsikringsselskab og bestemme at det er der, offentligt ansatte får udbetalt deres løn og der offentlige virksomheder forsikres. Vi kan oprette en fællesejet medicinalindustri og udkonkurrere de private virksomheder, der tager ågerpriser for medicin. Vi skal opgive det fornuftstridige New Public Management og lade offentlige virksomheder tjene vores fælles formål - ikke lege, de er private virksomheder, der skal give profit.
      Vi skal værne om vores individuelle rettigheder, om vores frihed.
      Vi skal fremme det private initiativ - belønne gode ideer, anerkende små enmandsforetagender og kollektive virksomheder. Vi behøver ikke at gøre alting statsejet. Der er mange former for andelsbevægelse, kooperation og fælles indsats.
      Men først og fremmest skal vi tro på, at det kan nytte. Ikke give op. Vi kan aldrig skabe en perfekt verden. Men vi kan få en verden, der er bedre end den, vi har.
      30.1.18
      Jeg kan ikke lide konkurrence, der betyder, at den enes brød er den andens død.
      Historien om Preben og Mikkel.
      Madame Bovary, c’est moi, sagde Flaubert. Har man ikke en Bovary ved hånden, må man så tage hvad man har, så jeg stiller mig op og siger: Preben, c’est moi. Og for at det ikke skal være løgn, tilføjer jeg; Mikkel, c’est moi, aussi.
      *
      Da jeg skulle udgive mine udvalgte digte, ville jeg gerne have noget med fra alle de bøger med digte, jeg har udgivet. Også de fem, der er kommet under pseudonym. Så derfor måtte jeg smide de syv slør og lyse mine små skiftinger i kuld og køn.
      *
      Historien om Preben begynder i 2007, da Facebook var noget meget nyt og aviserne, især Information, skrev side op og side ned om, hvem der nu var kommet på Facebook, og hvad de havde sagt til hvem. Det var særligt spændende, hvis der var nogle, der optrådte under dæknavn, for så kunne man prøve at gætte, hvem det var
      Forfatteren Peter Adolphsen, som jeg sætter meget højt, var på det tidspunkt i gang med at skrive sonet-samlingen Katalognien sammen med sin ven Ejler Nyhavn – der findes i virkeligheden, men hedder noget andet. For at skabe opmærksomhed omkring Ejler Nyhavns entré på Facebook, kunne det så være sjovt at finde på en hel kreds af venner, gamle skolekammerater, gamle lærere og kærester og alt muligt, og her kunne jeg så komme med et bidrag. Jeg fandt så på Preben Klystrup, en midaldrende, undersætsig mand med underbid fra Klovtofte. Klystrup præsenterede sig som fhv. fjerkræplukker, og han var en mand, der havde uheld med alt. Ved en skæbnesvanger lejlighed var han kommet til at tage livet af sine forældre ved at servere spegesild med botulisme for dem. I omkring fyrre år havde han ihærdigt forsøgt at finde en kæreste uden at det nogen sinde var lykkedes for ham, så han var single – meget single. Men han var ikke den, der lod sig kue. Ligesom Anders And dukkede op hver tirsdag igen efter nederlaget ugen før, dukkede Preben Klystrup altid op til overfladen igen, hver gang han blev trykket ned med flad hånd. Klystrup skrev digte om sit liv og dets tildragelser, og han skrev dem i alle de klassiske versemål, man kunne forestille sig – sonetter, alexandrinere, ottaver, terziner, heksametre, blankvers og meget mere. Nogle af disse digte sende han til sin gamle skolekammerat Ejler Nyhavn. Andre hobede sig bare op. Jeg morede mig kosteligt ved at skrive dem. Preben Klystrup har en Facebook-side, og selv om han næsten aldrig skriver noget på den, kommer der en lind strøm af venneanmodninger. Han har nu mere end 3000 venner. Portrætbilledet af Preben som vandhund er noget, jeg fandt på Nettet. Han har også en blog, hvor man kan læse hans digte.
      Da jeg havde et passende antal Klystrup-digte, udgav jeg dem på Books on Demand. Bogen satte ny rekord, idet der blev solgt præcis nul eksemplarer. Ingen biblioteker ville have den. Ingen privatpersoner købte den. Den kan stadig købes fra Books on Demand, men jeg har slettet titlen fra maj. De eneste eksemplarer af bogen, der findes, er det par stykker, jeg selv har.
      *
      Historien om Mikkel er større og længere. Den begyndte med at Hvedekorn i 2001 udgav et jubilæumsnummer, hvor de optrykte en lang række forfatteres allerførste digt i Hvedekorn. Jeg deltog selv med et fra 1963. Det var spændende at læse de mange etablerede digteres første, famlende forsøg. Da jeg havde læst dem, tænkte jeg over, at mange af dem egnede sig til oplæsning, mens mine egne digte ikke gjorde det. Jeg skrev dengang næsten udelukkende meget korte, haikuagtige digte. Da jeg engang læste nogle af dem op på Rungstedlund, kaldte Sven Holm dem tju-haiku. De var færdige, før de var begyndt. De kunne ikke synke ind. Ligesom de var der, så var de der ikke. Haiku kræver fordybelse, og det har man ikke ved en oplæsning.
      Det tænkte jeg over i den næste tid. Når man skriver, skal man prøve på at lade være med at efterligne andre og i stedet finde sin egen, autentiske stemme – hvilket er meget sværere. Hvordan ville min stemme lyde, hvis jeg skrev noget, der skulle læses op? Jeg mente, at det nok i højere grad skulle være en fortællerstemme. Jeg skulle skrive mere fortællende digte.
      Nogen tid efter sad jeg i bussen, da en sætning dukkede op i hovedet på mig; Varanerne parrer sig.
      Og pludselig var den blevet til et digt. Efter det fulgte flere andre fortællende digte. Men det mærkelige var, at det ikke var mig, der var fortælleren. Ikke en mand sidst i halvtredserne, som jeg var dengang, men en meget yngre mand, en fyr i tyverne, der render rundt efter pigerne og laver de ting, man gør, når man er i tyverne.
      Men det var da i orden. Så havde jeg ham som fortæller. Jeg kaldte ham Mikkel og lod ham selv optræde i digtene. Han havde rejst en del, han havde ikke nogen uddannelse, men havde haft mange skodjobs rundt omkring.
      Da vi kort tid efter var oppe i vores hus i Småland, kom Mikkel-digtene fygende ind i mig, når jeg gik tur i skolen. Jeg tog ikke pen og papir med, så jeg var ved at vælte døren ind i huset, når jeg kom stormende ind for at få de digte, jeg havde i hovedet, skrevet ned, før de forsvandt igen. Der kom en hel bunke af dem, også på vej hjem fra Sverige.
      Den dag, vi kom hjem, var 11. September 2001, og da vi tændte for fjernsynet, forsvandt Mikkel og al lyrik ned i et hul. Der gik længe, før jeg igen hørte noget fra Mikkel-stemmen, men så dukkede den op igen nogle år senere.
      På et tidspunkt sendte jeg nogle af digtene til Hvedekorn, hvis redaktør var Morten Søndergaard. Han ville gerne have dem.
      Det gav et logistisk problem, for så skulle Mkkel have en adresse – hvis jeg ikke ville afsløre hans sande identitet, og det ville jeg ikke. Men det lod sig fikse. Da jeg i sin tid mødte min kone, var hun socialrådgiver i København og glad for sit arbejde, så det ville hun ikke opgive. Derfor beholdt hun sin lejlighed. Mit arbejde var der, hvor jeg kunne stille en skrivemaskine, så jeg var ganske meget i København. Jeg tog faktisk en toårig uddannelse på Filmskolens manuskriptlinje sidst i firserne. Hun hedder Fossmo til efternavn, så Mikkel fik samme navn. Så kunne man sende breve til ham. Jeg sendte også nogle Mikkel-digte til lyriktidsskriftet Øverste Kirurgiske, der også gerne ville have dem.
      Således opmuntret samlede jeg Mikkel-digtene og sendte dem ind til Samlerens forlag, der udgav en del af mine yndlingsforfattere. Jeg kaldte samlingen ”Vækstlaget”, for der havde været en diskussion om forskellige, der burde gøre noget for Vækstlaget i dansk lyrik, og så kunne de starte her. Samleren er et forlag i Gyldendal-gruppen. Jeg havde tidligere udgivet bøger på Gyldendal, men alt, hvad jeg havde sendt til Gyldendal-forlag efter denne såkaldte spionsag i 1981, blev returneret – uden den konsulentudtalelse, man tidligere fik, og uden begrundelse. De ville bare ikke have noget, jeg havde skrevet.
      På Samleren sad dengang den navnkundige Torben Madsen, der gav navn til Madsen-effekten. Hvis han skiftede forlag, fulgte horder af forfattere med ham. Han var redaktør for mange af landets bedste forfattere og var kendt for sin evne til at finde frem til gode, nye stemmer.
      Det gjorde mig mismodig, at Gyldendal ikke ville have mine bøger, for en udgivelse på Gyldendal sikrer automatisk anmeldelser og omtale. Og jeg tænkte på, om det var af politiske grunde. Eller om jeg var begyndt at skrive dårligere.
      Det kunne jeg kun få at vide, hvis jeg sendte dem noget, de ikke vidste var skrevet af mig. Ligesom dengang i 1994, da jeg vandt den romankonkurrence, som Jyllands-Postens forlag Centrum havde udskrevet. Flemming Chr.Nielsen var til stede, da konvolutten med forfatterens navn blev åbnet, og har skildret., hvor lamslåede de alle blev og hvordan de skyndte sig at aflyse alle arrangementer for vinderromanen. Efter det afskaffede man anonymiteten ved romankonkurrencer. Det er nemmere for dommerkomiteen at bestemme, hvem der skal vinde, når de har alle navnene på forhånd.
      Torben Madsen læste ”Vækstlaget” og skrev til Mikkel, at han gerne ville tale med ham. Men det kunne jo ikke lade sig gøre, så jeg lod Mikkel emigrere. Han underviste i engelsk på en skole i Cumaná i Venezuela, svarede jeg i et mail fra Mikkels hotmail-konto. Men vi kunne da snakke sammen i mails.
      Samleren besluttede så at udgive bogen, der fik en smuk forside af Peter Hentze. Det kunne ikke nytte noget at sende penge til Venezuela, bedyrede Mikkel, så alle honorarer skulle gå ind til den person, han sagde var hans mor. Forlaget fik så hendes CPR-nummer og Nemkonto, og så var alt i orden. Hun fik pengene og betalte skat af dem.
      Torben Madsen havde sagt op på Samleren – Mikkels bog var vist den sidste, han antog – så Mikkel fik en ny redaktør, der var omsorgsfuld og moderlig. Hun troede jo, forfatteren var i tyverne.
      Mikkel ville ikke skrive sine digte om, men hvis der var nogle, redaktøren ikke kunne lide, kunne vi bare slette dem. Der var nok at tage af. Så det gjorde vi da.
      Vækstlaget udkom i 2007 og fik smukke anmeldelser alle vegne. Anmelderne gjorde en del ud af hans formodede unge alder og talte om den stærke, unge røst. Jyllands-Posten ville interviewe ham (mens avisen ikke ville røre mig med en ildrager), og det klarede vi også pr.mail.
      Men så skete der det, at Vækstlaget fik Kunstfondens produktionspræmie på 75.000. Jeg skrev til dem og de lovede højt og helligt ikke at afsløre for en sjæl, hvem der var den egentlige forfatter.Og så fik jeg pengene. Men det har senere vist sig, at medlemmerne af Kunstfondens literære udvalg fik at vide, hvodan det forholdt sig.
      Jeg håber, de ikke har talt over sig.
      Jeg havde selv et par gange fået produktionspræmie for mine bøger. Dengang de udkom på Gyldendal og andre større forlag. Jeg har aldrig fået nogen produktionspræmie efter spionsagen – hverken Fjerne Mål, Grænseløs eller andre større satsninger gav noget.
      Et par anmeldere – ingen nævnt, ingen glemt – blev meget fortørnede over, at Mikkel havde fået den produktonspræmie. Det skulle jo have været deres små kæledægger, der fik den. Dem, de selv havde opflasket. Så derfor var Mikkel ”en vis Fossmo”, og hans digte var ”omvendt kitsch”, hvad det så end måtte være for noget.
      Da Samleren i 2009 udsendte Mikkels bog nummer to, ”Muldvarp og pelikan”, blev den anmeldt i Femina af Sissel-Jo Gazan, der gav den seks F’er, det højeste man kan få det sted. ”Jeg er fan”, skrev hun.
      Men bogen blev ikke anmeldt i dagspressen. Anmelderne strejkede. Og det var de ikke vant til på Samleren. Det betød også svigtende indkøb til bibliotekerne og mindre salg i det hele taget.
      Så da Mikkel kom med sin bog nummer tre – en digtsuite om en graviditet uden for livmoderen , der hedder ”Epifytten Nikodemus” – fik han at vide, at forlaget ikke kunne påtage sig at udgive flere digtsamlinger af ham – med mindre der skete noget.
      Den moderlige forlagsredaktør rådede indtrængende Mikkel til at komme hjem fra Venezuela og knytte sig til de andre, unge forfattere. ”De unge er så gode til at hjælpe hinanden frem”, sagde hun. Det tror jeg gerne.
      Mikkel sendte så Epifytten til forlaget Jorinde & Joringel i Århus – der heller ikke fik at vide, hvam der stod bag – og de udgav den.
      Skulle Samleren udgive mere af Mikkel, skulle det være prosa, sagde de. Men da Mikkel kom med sin første prosabog, ville de heller ikke have den. Den hedder ”Begyndelser” og er en samling af halvandet hundrede mulige romanbegyndelser. En del af dem – men ikke alle – er pasticher på kendte romaner – både fra Danmark og verdenslitteraturen. Og i dem alle sammn optræder en Mikkel, der også kan hedde Micky eller Michel eller skifte køn og hedde Mikkeline. Det er en leg, og den forudsætter nok, man kender lidt til litteratur, hvis man skal synes, den er sjov.
      ”Begyndelser” udkom i 2016 på Det Poetiske Bureaus forlag. Som bonus er tilføjet to Mikkeldigte, der ikke nåede at komme med i samlingerne.
      Mikkel har en facebook-side med et billede af stranden i Cumaná og et portrætbillede af Mikkel – i virkeligheden et billede af mig som attenårig udvekslingsstuderende i USA, hvor de havde klippet mig meget korthåret. Det er det eneste billede af Mikkel, man kan finde. Mikkel har også en blog.
      I 2012 sad jeg i toget til Korsør og fik nogle nye digte ind i hovedet. De var lidt præget af Mikkel, men skrevet af mig med den alder, jeg har. Det blev til en raptus, hvor de nye digte dryssede ned over mig. Det er dem, der er blevet til mine senere digtsamlinger på Det Poetiske Bureau. I de udvalgte digte har jeg anbragt dem sammen med Mikkel-digtene.
      Der er vist nok en slags moral eller læresætning i historien om Mikkel. Hvad den går ud på, overlader jeg til læserne af disse ord.
      9.3.18
      Jeg har lige læst Amduat af Harald Voetmann. Bogen sidder i mig, og jeg ved, den vil sidde i mig, så længe jeg lever. Bogen er håndskrevet med smuk og personlig skrift. Den handler om at sidde ved sin fars dødsleje på Holbæk sygehus. Og samtidig om solens rejse gennem underverdenens lande, som den er beskrevet i Tuthmosis III's grav i Kongernes Dal. Skibet, der fører solen ned gennem mørket, hvorfra den igen står op i den modsatte ende af verden og fortsætter op over himmelbuen, til den atter synker. De to spor er flettet sammen, med grum humor og bundløs sorg.
      Det er det, Harald Voetmann kan - at sætte ord på det uudsigelige, at kaste lys over et mørke, der frastøder lyset, at fatte det ufattelige - og det er det, der gør ham til så stor en forfatter, som han er, og som han har vist i sine mesterværker om det gamle Rom, talgsmelteriet, renæssancen og tidlig middelalder. Altid med en optagethed af kroppens processer - af kød og lort og slim og tarme - der kan minde om barokkens digtere. Altid med øjne åbne for tilværelsens gru og overdådighed.
      Fordi vi er levende, skal vi alle dø. Og vi vil aldrig kunne forstå det - aldrig kunne fatte, at verden kan være der uden at vi kan se den og være i den - aldrig kunne rumme den intethed, der venter. Det er ikke til at forstå. Men så må man gå omveje, man må gå ind i døden for at forstå livet. Og Voetmann giver os en mulighed for at forholde os til det ufattelige ved at bruge den ægyptiske myte.
      *
      Hvis man selv har siddet ved et dødsleje, trænger det sig på, når man læser Amduat. For mig blev bogen dermed tresporet. Jeg fulgte solens rejse og sad ved en seng på Holbæk sygehus - men samtidig sad jeg ved min mors seng på Frederikssund sygehus dengang for atten år siden.
      Det var sådan en smuk dag i slutningen af april. Min mor gled væk hele tiden, men kom så tilbage i korte øjeblikke.
      Hun vidste godt, hun skulle dø, og det skræmte hende ikke. Vi havde talt om det, da hun var hos os i julen. Hun var 86. - Jeg har haft et langt liv og et godt liv, sagde hun. - Jeg ville da gerne leve lidt længere. Jeg ville gerne se børnebørnene og oldebørnene vokse op. Men det gør såmænd ikke så meget, om jeg dør.
      Hun troede ikke på en Gud, men hun troede, at hun ville mødes med min far igen. Han var død syv år før.
      - Jeg vil komme ind gennem en tunnel, sagde hun. - Og så vil jeg se et lys for enden, og når jeg kommer ud, vil han stå der og vente på mig. Og jeg ved, hvad han vil sige. Han vil sige: "Det var du fandeme længe om"-
      Nu sad jeg der ved sengen.
      - Hvor er de andre? spurgte min mor.
      - De er på vej.
      - Det er godt.
      Lidt efter sagde hun:
      - Det er bare en skam, at det skal være sådan et regnvejr i dag.
      - Det er det smukkeste vejr. Solen skinner. Det er dit drop, du kan høre, sagde jeg.
      Men jeg vidste ikke, om hun hørte det. Jeg ved heller ikke, om hun hørte det. da jeg talte om den tibetanske dødebog, Bardo Thödol, som jeg oversatte engang. - Du skal ikke være bange for den mørke tunnel, sagde jeg. - Du skal bare gå lige frem. Så kommer du gennem den og ud i lyset.
      Jeg ved ikke, om jeg selv troede på det. I det øjeblik troede jeg på det. Ligesom jeg på trods af alt kan overbevises af Jakob Knudsens "Se nu stiger solen":
      Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
      lad mig ikkun stævne imod min grav:
      Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
      ud hans hånd mig river af dødens garn.
      Se, da stiger solen af hav på ny,
      alle dødens skygger for evig fly;
      o for sejersjubel, for salig lyst:
      Lyset stander stille på livets kyst!
      Mens den bliver sunget, tror jeg på den. Selv om jeg ikke tror på den.
      Og så bagefter. Vi lå på feltsenge på stuen. Meget tidligt om morgenen, grytidligt, blev vi vækket af en lyd, der ikke var der mere. Hun var lige så stille holdt op med at trække vejret.
      Og senere. Hendes ansigt. Hun lå ikke, som om hun sov. Livet havde forladt hende. Hendes ansigt var som et skildpaddeskjold.
      *
      Al den sorg. Al den gru. Alt dette, vi aldrig kan forstå - det skriver Harald Voetmann frem. Det sætter han ord på. Det er stort. Det er vældigt.
      13.4.18