Status 2017


     "Status 2017" er Arne Herløv Petersens statusopdateringer på Facebook i året 2017 - en kalender og oversigt med mange indspark, klummer og kommentarer af forskellig art.

    Bogen er udkommet som e-bog og kan købes hos netboghandlere


    Uddrag af "Status 2017"

      Lodden og uldsvøbt på hastig tulletur gennem fødebyen. For mig er København parallelforskudt i fortid; jeg ser samtidig alt, som det er, og som det var. Store erindringsflager skaller af alle bygningerne.
      Og drysset ud over bykortet et kvidderkor af glemte pigenavne. Ingen kan ane, hvilke billeder der stiger op i mig, blot jeg ser et gadeskilt, der siger Grundvigs sidevej.
      Åh, en vild og blodberust romantik, der emmer af den svundne tid. Stormgæring i alle følelser. Komplet med bortførsel gennem et vindue. Den listige syttenårige havde byltet barndommens bamser sammen under dynen, så man ved et flygtigt forældreblik ikke ville ane uråd. Hun sprang fra vindueskarmen ned i mine arme. Og som vi dog lo, mens vi løb hånd i hånd ud ad en endeløs villavej i Søborg, gennem en duftende blå juninat.
      5.1.17
      **
      Når jeg læser disse evindelige lovprisninger af fædrelandsfølelse og danskhed, så får jeg samme fornemmelse, som hvis jeg havde spist ti flødeskumskager: en tung overmæthed og kvalme. Denne selvglade smasken i stegt flæsk og hygge, denne kidnapning af menneskehedens ideer og fremskridt som demokrati og lighed, der får danske klistermærker på sig.
      Vi kommer ikke et skridt videre ved at sidde der i denne osende selvros og magelighed.
      Lad os i stedet se os om i verden og se, hvad vi kan lære af andre kulturer end vores egen.
      Se for eksempel på den jødiske kultur. Er det ikke forbløffende, at der er så mange forfattere, kunstnere, tænkere og videnskabsmænd med jødisk baggrund? Langt flere end man skulle tro ud fra, hvor mange jøder der er i verden. Der må jo være noget ved den kultur, der netop fremmer kultur. Så lad os da se, om vi kan lure dem kunsten af. Mon ikke det har noget at gøre med respekt for bogen, respekt for lærdom, vilje til at gøre en indsats? Kan vi ikke tage os lidt sammen og gøre noget af det samme?
      Eller se på irerne eller islændingene. Hvorfor er der så uforholdsmæssigt mange irske og islandske forfattere, i forhold til hvor få de er? Læser de mere end os? Fortæller de hinanden flere historier og skrøner?
      Hvad kan vi lære af kineserne - hvorfor klarer de sig altid så godt, uanset hvor de kommer hen? Hvad betyder det, at de har denne gamle, rodfæstede kultur, der sidder så dybt i dem?
      Hvad kan vi lære af den amerikanske kultur, der ofte går uden om den meget teoretiske tilgang og finder praktiske løsninger på problemerne? Hvad kan vi lære af russernes forestillinger om venskab og sjælfulde køkkensamtaler?
      Hvad kan vi lære af svenskerne, af grønlænderne, af nordmændene, af tyskerne, af japanerne, af tyrkerne, af araberne, af italienerne, af franskmændene?
      Hvad kan vi lære af alle andre end os selv?
      Verden er så stor og broget. Der er så mange måder at leve på, så mange måder at tænke på?
      Skulle vi ikke hellere åbne os mod verden og tage ved lære end sidde og gå i selvantændelse over en lille, lummer danskhed, der bliver harsk af aldrig at komme ud i fri luft?
      10.1.17
      Der er en scene i Dovzjenkos film "Jord", som jeg tit tænker tilbage på. En meget gammel mand sidder under et blomstrende æbletræ. Blomsterne drysser ned over ham, og hans øjne falder i. Han dør stille og blidt, med et smil om munden, mens blomsterne stadig drysser.
      Sådan ville jeg gerne dø. Og allerhelst ville jeg sidde under det æbletræ og skrive et sidste digt, hvor jeg skulle opsummere alt, hvad jeg har lært undervejs. Sådan som de store kinesiske og japanske digtere drømte om.
      Det sidste år, min mor var ovre hos os i julen, talte hun om, at hun var mæt af dage. Hun var 86 og ville da gerne leve videre og se børnebørnene og oldebørnene vokse op. "Men jeg har haft et langt liv og et godt liv", sagde hun. "Så nu gør det såmænd ikke så meget, hvis jeg dør".
      At være mæt af dage. Det ønsker jeg at blive engang. Men jeg er der ikke endnu. Slet ikke. Der er alt for meget, jeg skal have gjort. Livet trækker mig i ærmerne, det puffer til mig; jeg kan ikke gå fra det.
      Når jeg ikke kan forsone mig med døden, så vælger jeg den anden udvej. Jeg fortrænger den. Lader som om den ikke er der.
      For jeg kan ikke rumme tanken om min egen død. Om ikke at være der. Jeg har ikke nogen religion, jeg kan trøste mig med. Det er ikke nogen trøst at leve videre en stakket stund i andres erindring eller i det, man har skrevet. For det er ikke det samme som at være der selv. Og over for den tanke - at jeg ikke er til - stopper jeg op. Den er det Ginnungagap, man ikke kan se ned i. Uanset hvad må jeg altid gå ud fra min egen eksistens, og er den der ikke, kan jeg ikke tænke videre.
      Hvis jeg virkelig til bunds kunne begrlbe, at jeg dør - og at der ikke er ret længe til - ville jeg sætte mig i en krog og hyle. Og så ville jeg ødelægge den smule liv, der er tilbage.
      Så det vil jeg ikke. I stedet lever jeg videre, så længe jeg kan. Som om der var en fremtid og et håb, som Malinovski siger.
      Det er vel at leve på en løgn. Men det er lige meget, bare løgnen giver mig mod til at leve videre også de sidste år, jeg har.
      31.1.17
      Jeg har altid elsket Amerika. Der er en følelse af livskraft og energi i det land. Jeg er vokset op med amerikanske film, amerikansk musik og amerikansk litteratur. Et år boede jeg i USA og tog amerikansk studentereksamen. Det var en formativ periode af mit liv, fra jeg var sytten til jeg var atten, og jeg sugede til mig med alle sanser. Naturen er overvældende; der er alt, fra tropeøer med svajende palmer til solstegte ørkener, vældige skove, majestætiske bjerge og uendelige prærier.
      Jeg elsker amerikansk litteratur, fra Hawthorne og Thoreau, Poe og Dickinson, over Hemingway, Faulkner, Steinbeck, Pynchon og DeLillo til unge, stærke stemmer i dag.
      Nogle af mine største oplevelser med film har jeg fået af amerikanske film, der ofte blev skabt af indvandrere som Victor Sjöström, Murnau og Billy Wilder.
      USA har haft politiske ledere, der kunne tænke stort og se langt, Eugene V. Debs, Big Bill Haywood, Emma Goldman, Frankln D. Roosevelt, Henry A. Wallace, Angela Davis.
      Jeg er inspireret af amerikansk politisk tænkning. Da jeg læste Thomas Paines værker, følte jeg glæde og beundring. Thoreaus skrift om civil ulydighed har været af betydning for mig ligesom Mark Twains kamp mod imperialismen. Jeg har med begejstring læst Noam Chomsky, Barbara Ehrenreich og Naomi Klein.
      Jeg er vokset op med jazz. Op gennem tresserne og halvfjerdserne hørte jeg næsten konstant protestsangere som Phil Ochs og Tom Paxton. Jeg var flere gange i USA og deltog i demonstrationer under Vietnamkrigen. Mine venner fra min skoletid mente det samme som mig; vi var i stadig forbindelse med hinanden. Den danske Vietnambevægelse var allieret med den amerikanske. Da jeg oversatte The Pentagon Papers, var det vores amerikanske kammerater, der havde skaffet dem frem.
      Sådan er det Amerika, jeg elsker. Det, der for mig er det rigtige Amerika.
      Der har altid været kræfter, der trak i den modsatte retning. Joseph McCarthy, Nixon, Bush.
      Men nu er landet under angreb. Den rendyrkede fascisme er ved at sætte sig på magten. Oligarkerne og generalerne i Trumps regering er værre end det militær-industrielle kompleks, Eisenhower advarede mod. For det er ikke engang prodiktionskapitalen, der overtager magten, men finanskapitalen. Goldman Sachs og de andre, der ikke producerer noget, men skaber penge ud af tom luft og bliver fede af luftfrikadeller og vindsteg.
      Trump sagde, han ville dræne sumpen. Men sumpen bliver sump, når vand ikke løber til og fra. Når Trump vil smide uregistrerede indvandrere og deres efterkommere ud af landet, spærre landet inde bag mure og holde flygtninge ude, siver energien ud af Amerika, livet forsvinder og tilbage bliver den sure, stillestående sump.
      Hvis Trump også får lagt høj importtold på varer fra Mexico og Kina, vil det føre til krise. USA vil opleve et økonomisk mareridt - der svarer til det politiske mareridt, vi allerede ser.
      Det Amerika, jeg kender og elsker, går til modstand. Netop fordi jeg holder af Amerika, er jeg så bekymret nu, så ked af det, så bange for, hvad der kan ske under Trumps uoplyste despoti.
      22.2.17
      Jeg var inde på Statens Museum for Kunst og se udstillingen Japanomania. Det var en god oplevelse. For det første får man mulighed for at se mange vidunderlige kunstværker af blandt andre Monet, Gauguin, Degas, Edvard Munch, Sohlberg, Hammershøi og LA Ring. Billeder, der ellers er spredt rundt omkring og i nogle tilfælde i privat eje og derfor normalt utilgængelige.
      For det andet giver den virkelig noget at tænke over. Den handler om den europæiske fascination af Japan fra 1870'erne frem til første verdenskrig.
      Museet taler om, at Japan åbnede sig for udlandet i 1853. Det er nok forkert udtrykt. Japan åbnede sig ikke - landet blev brækket op af amerikanske krigsskibe. Japan gav sig ikke hen til verden - landet blev voldtaget, Perrys ekspedition til Japan i 1853 var et af de første eksempler på amerikansk imperialisme efter erobringskrigen mod Mexico og før den spansk-amerikanske krig 1898 med indlemmelsen af Filippinerne, Guam, Hawaii og Puerto Rico.
      I den første fase af Japan-begejstringen var det udvendige ting, der fascinerede. Små trippende geishaer, parasoller, vifter og forgyldte skærme. Japaneserier - ligesom man havde kineserier - i stedet for forsøg på at forstå japansk tænkning og ånd.
      Men i næste omgang fandt mange kunstnere frem til de åndsbeslægtede træk i den japanske kunst.I L.A. Rings billede af den unge pige, der ser længselsfuldt ud ad det åbne loftsvindue, er billedet effektivt beskåret, så det virker langt stærkere. Det kan han have lært af Hiroshige, der beskar sine billeder på den måde - med en svævende ørn eller et møllehjul i forgrunden, så vi tvinges til at se på en ny måde. Det er en beskæring, men ofte ser i moderne fotografier, men den virkede ny og overraskende på Rings tid.
      Hvis man skal gå dybere ned i japansk tankegang, skal man forstå, hvordan den er usentimental, barsk og nøgtern. En accept af livet, som det er. Der er ikke noget hinsidigt. Verden er her og nu, og du har kun ét skud i bøssen. Det liv, du lever nu. Og så dør du.
      Det er det ene. Det andet er, at alt, hvad du ser i verden, andre mennesker, dyr og planter, alting - er fuldkommen fremmed. Fuldkommen anderledes end dig. Du kan aldrig nå frem til andre.
      Det er den ene side af det. Den anden er, at alt levende deler samme sjæl. Livsgnisten i dig er fuldkommen identisk med livsgnisten i alt andet levende. Og denne flygtige verden, denne dugdråbeverden, er evig i hvert øjeblik. Går man ind i sekundet, finder man evigheden der. Her og nu.
      Og går man ind i det fremmede, finder man det fælles. Så gennemglødes man af den følelse, buddhisterne kalder karuna - en kærlighed til alt levende, en medfølelse, en følelse af det store fællesskab.
      De store haikumestre lavede ikke husflid, hvor de sad og talte stavelser. De skrev ikke små kønne vers eller opbyggelige epigrammer. De gav udtryk for en kosmisk følelse.
      Det kommer måske allerstærkest til udtryk hos Issa, som når han skriver: Magre frø. Opgiv ikke kampen. Issa er her,
      Det er det, den sjette patriark, Hui Neng, mente, da han sagde, at det sande mirakel var dette - at trække vand op af brønden, at hugge brænde.
      Ved at gå ind i øjeblikket, i det daglige gøremål, udvider det mindste sig og bliver til det største. Altet ligger i sekundet, i hvert enkelt levende væsen - og det er det, der forbinder os alle.
      Den bedste indføring i kinesisk og japansk kunst og tænkning, jeg kender, er "Den blå drage" af Aage Marcus.
      Og den bedste sammenfatning af denne tanke er måske Johannes V. Jensens ord i myten Fusiyama .- som er optrykt på en planche på udstillingen:
      Da jeg så Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er nået op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste et Menneske kan opleve.
      2.3.17
      For det meste kan jeg ikke holde ud at læse en bog, der er dårligt skrevet. Jeg får mentalt set ondt i tænderne af det. Det er ubærligt, som en gaffel over glas, en negl over en tavle.
      Hvis jeg prøver at læse en bog, hvor sproget hviner falsk, må jeg lægge den fra mig. De fleste af de bøger, man kalder underholdning, underholder mig ikke. De frastøder mig.
      Jeg elsker at dykke ned i et godt sprog. Fnuglet, tilsyneladende så let som dansemyggens svirren. Selv om det kan have kostet blod, sved og tårer, så er alle mellemregningerne slettet. Sproget klinger, det kan runge og hviske, det kan nynne og skrige. Det er det smidige instrument for tanken. Når man læser en god bog, er det som at høre Mozart. At læse Tolstoj er som at tage varmt karbad. At læse Dosotjevskij er at gå ind i menneskets hjerte. At læse Bruno Schulz eller Borges eller Isaak Babel eller Virginia Woolf eller James Joyce er ren nydelse. Som læser overgiver man sig, man giver sig hen, man åbner sig og flyder sammen med bogens sprog. Det er fryd. Fryd med vinger.
      Og længe bagefter dirrer og runger bogen videre, som bronzeklokker der ringer i ørerne, selv når de er holdt op med at ringe. Det tilsyneladende lette og ubesværede viser sig at være stød dybt ned i sindet, man kan ikke slippe bogens verden, dens sprog taler videre, selv ind i ens drømme.
      Jeg kan i reglen ikke læse en krimi. Historien interesserer mig ikke. Jeg er ligeglad med, om mordet bliver opklaret eller ej. Det er ikke en roman for mig, det er bare en slags krydsogtværs. Det siger mig ikke noget.
      Men der er én undtagelse, én slags bøger, jeg kan læse, selv om de er dårligt skrevet. Og det er science fiction. Ikke space opera, ikke grønne væsener med otte arme der bortfører skrigende blondiner, for guds skyld ikke L. Ron Hubbard. Men den science fiction, der stiller det provokerende spørgsmål: "Hvad nu hvis det hele var anderledes?" Spørgsmål, man kan tænke videre over, spørgsmål der bliver liggende i en som et æg, der pludselig udklækkes. Nogle science fiction-forfattere kunne også skrive godt: Ballard og Bradbury for eksempel. Men forfattere som Philip K. Dick, Robert Sheckley, Donald Wandrei, Fredric Brown, Poul Anderson, Henry Kuttner, Mack Reynolds skrev ikke godt. Personerne er flade som pap, sproget er fattigt og stereotypt. Men hvor kunne de dog tænke og drømme. Hvor kunne de dog pille verden fra hinanden og uskyldigt spørge: Hvordan ville den se ud,. hvis det ikke var sådan? Hvis det var anderledes?
      Og *det* er underholdende for mig. Det kan beskæftige mig, få mig til at tænke tanker, jeg ellers ikke ville have tænkt.
      Det er to forskellige ting. Det gode sprog og den spændende tanke. Men begge dele kan fange mig ind, sætte en krog i nakken på mig, holde mig fast.
      5.4.17
      Jeg laver altid synopsis, når jeg skriver en roman. Jeg kan ikke bare starte ud i det blå, sådan som mange andre kan. Jeg skal vide, hvor bogen skal hen. Jeg bruger meget af det, jeg i sin tid lærte på Filmskolens manuskriplinje - om at anbringe plotpunkter og justere spændingskurven (eller hvad man skal kalde det, når det ikke er en thriller) osv. Mogens Rukov sagde altid til os, vi skulle læse Aristoteles' Poetik og tage den til os, og det råd har jeg fulgt,. Den bog, jeg sidder med, havde et stort hul i midten. Jeg vidste, hvordan den skulle begynde og slutte. Jeg vidste, hvad der skulle ske frem til et sted ind over midten. Men så skulle der ske det, der formidler overgangen til optakten til slutningen, og det lå det lidt tungere med. Det var temmelig luftigt, det jeg havde skrevet ned.
      Men når man så er inde i det der flow, så sker der mirakler. Så sidder man og kigger på det, og pludselig siger man: Nå ja, sådan. Selvfølgelig da. Det kan ikke være anderledes.
      Lidt af den samme fornemmelse som jeg havde, da jeg engang gik til et årskursus i matematik for økonomer og sad der med differentialregning. Når en matematikopgave pludselig løser sig og ligger der i al sin udfoldede skønhed.
      Når man pludselig får en anelse om den store stræben. Skønheden i det sande, sandheden i det skønne, det uendeligt gode i det skønne og sande. Oplysningstidens store tanke. Hesses glasperlespil. Matematikken i musikken, billedkunsten i astronomien, den store historie, naturen fortæller os, hvordan det hele væves sammen, fletter sig ind i hinanden. Hvordan det endelig går op. Hvordan man indser, at alt det, man prøver på at lave, alt det vi alle sammen prøver på at lave, er at løfte en flig af forhænget om den store sandhed. At få Gud til at vise os sit ansigt, bare uden Gud, og i stedet med alt det faktisk eksisterende, det der er, som den store gåde og den store løsning.
      7.4.17
      Credo
      Jeg synes ikke, at de, der tror på et guddommeligt væsen, skal monopolisere begrebet "tro". For troen indgår centralt i alle menneskers liv.
      For det første kan man ikke vide alt. Man bliver nødt til at tro på, at de fleste taler sandt. Undervejs finder man så ud af, at der også findes løgn og fake news, og så udvikler man efterhånden evnen til at kunne skelne. Man udvikler en sund skepsis. Så finder man ud af, at nogle kilder er mere troværdige end andre, og dem holder man sig til. Men det er umuligt altid selv at finde frem til sandheden. Man kan ikke være alle steder, man kan ikke finde alle de relevante oplysninger selv. Man bliver nødt til at tro på andre.
      Vi er sociale væsener, og derfor kan vi ikke være ligeglade med andre. Det, der binder os sammen, er en form for næstekærlighed. Og den strækker sig ud over menneskenes verden, ud til alt det levende. Hver gang, jeg smækker et glas ned over en bi eller sommerfugl på ruden, lirker et stykke pap under og forsigtigt bærer den udenfor og sætter den fri, viser jeg, at dens liv ikke er mig ligegyldigt. De fleste føler glæde, når de ser et egern løbe op ad en træstamme. De skal ikke bruge det egern til noget, de får ingen fordel af synet. Men det er en glæde i sig selv, at dette dyr er til.
      Jeg tror på kærligheden, for jeg har selv oplevet den. Jeg tror på, at to mennesker brændende kan ønske at tilbringe hele livet sammen, at man kan elske en anden. Jeg tror på, at der findes venskab. Jeg tror på, at man grundlægende kan have en sympatisk holdning over for langt de fleste af sine medmennesker. Når man møder andre, der har andre holdninger, kan man i de fleste tilfælde gennem samtaler alligevel finde frem til noget fælles, til berøringspunkter.
      Jeg tror på, at kunsten og litteraturen kan udvide vores verden og udvikle os som mennesker. Man kan ikke være alle steder og det er umuligt materielt at rejse i tiden. Men bøgerne kan hensætte os til andre tider og steder; gøre det muligt for os at komme ind i andres sind. Og jeg tror på den æstetiske glæde, på det lys, der udgår fra den store kunst.
      Jeg tror på den evige stræben efter sandhed. Videnskabens og filosofiens stadige arbejde for at udvide vores horisont, for at udforske den verden, vi lever i. Men selv i den mest stringente videnskab indgår et element af tro. Videnskabsmanden skal på et tidspunkt sige: Nu tror jeg, jeg har data nok til en konklusion. Hvis ikke man foretager dette spring, bliver der kun tale om en gold ophobning af fakta.
      Jeg tror på det store sammenhæng i naturen og universet. På ærefrygten og følelsen at at blive lille over for det uendeligt store. Ved at se op mod stjernerne. Ved at se ned i det myldrende liv i græsset. Ved at mærke livet bruse gennem alt på denne Jord, det liv der forener os alle og som vi må værne og beskytte. Det er kun halvt for sjov, når jeg siger, at det nærmeste, jeg kommer på en religion, er BBC's naturudsendelser.
      Jeg tror på sammenhold mellem mennesker, på solidaritet og fælles indsats. Jeg tror, det er muligt at skabe en bedre verden. Ikke er paradis, for i et paradis er der ingen udvikling. Alt står stille, og det er dræbende. Men jeg tror på den stadige stræben frem mod en bedre verden. Jeg tror, at vi kan indrette os langt bedre end vi gør. At vi kan leve i pagt med den natur, vi er en del af, i stedet for at ødelægge den. At vi kan dele livets goder mellem os på en retfærdig måde. Jeg tror på lighed, frihed og broderskab. På demokratiet og retsstaten og menneskerettighederne.
      Der bliver da disse tre: Tro, håb og kærlighed. Og disse tre: Det gode, det skønne og det sande.
      16.4.17
      Deleøkonomi i den antropocæne tidsalder
      Jeg bliver ked af det, hvis man fra borgerlig side skriver, at de tanker, jeg gør mig om politik, er "socialistiske floskler mejslet i granit". For jeg synes selv, jeg forsøger at komme fri af banetænkning, at jeg ikke følger de én gang udstukne riller, men prøver at skabe mig et overblik ud fra den viden, jeg har om verden, sådan som den ser ud her og nu.
      Men måske er det ikke lykkedes for mig. Måske har jeg formuleret mig uklart. Så må jeg prøve igen.
      Kapitalismen var et fremskridt, da den blev indført. Den har vist sig at være et meget effektivt system til at skabe vækst og profit. Men som alle økonomiske systemer og alle politiske tanker er en bundet til en tid og et sted. Nogle ting har vist sig at være underforståede forudsætninger, som man ikke var bevidst om, da systemet blev skabt - fordi forholdene dengang var anderledes.
      Kapitalismens tanke om evig materiel vækst har kun gyldighed i en situation, hvor der findes en frontier - et uopdyrket grænseland, der kan opdyrkes. Den stadige vækst forudsætter, at der stadig er nye markeder at opdyrke. Men de sidste markeder, der ikke var dyrket af kapitalismen, blev indlemmet efter murens fald i 1989, og nu er der ikke længere nogen uopdyrkede områder på denne planet. Evig materiel vækst er ikke mulig i et lukket, materielt system som Jorden. Det er en indlysende logisk og matematisk slutning. Derimod er der ingen grænser for immateriel vækst - vækst i viden og forskning og innovation, i kunst og kultur.
      I dag fører vækstdogmet til ødelæggelse af Jordens klima og miljø, til ødelæggelse af vores biologiske livsgrundlag. Derfor kan kapitalismen ikke længere bruges som økonomisk system - det ville være selvmord at fortsætte - og derfor må vi finde en andet og bedre system.
      Det er ikke det gamle sovjetsystem, der er løsningen. Det byggede også på fortsat materiel vækst og førte også til miljøødelæggelse. Vi må finde nye veje.
      En af kapitalismens følgevirkninger er stadig voksende ulighed og stadig større monopolisering. Disse følgevirkninger kunne man dæmme op for gennem politiske indgreb, dengang nationalstaterne kunne handle suverænt. Det var derrfor, man kunne skabe den nordiske velfærdsstat, der på mange måder var de bedste og mest menneskevenlige samfund, vi endnu har kendt. Selvfølgelig ikke fuldendte - det er der ikke noget, der er. Men gode samfund med plads for menneskelig udfoldelse.
      Men den tekniske udvikling har ført til globalisering. Vi kan ikke længere inddæmme den enkelte nationalstat og skabe vores eget samfund inden for murene. Vi hænger sammen på en måde, vi ikke før har gjort det. Derfor er reguleringen af kapitalismen blevet utilstrækkelig og efterhånden nærmest symbolsk. Ikke engang regionale sammenslutninger som EU kan skabe isoleret lovgivning. Vi kan idømme de store monopolforetagender bøder, men det får dem bare til at smile hele vejen til banken - og til deres skattely. De betaler stort set ikke skat, de retter sig kun efter deres egne regler. De ved, de kan gøre, hvad de vil.
      Og dereguleringen af kapitalismen betyder også, at uligheden vokser endnu hurtigere end før. Otte mennesker i denne verden ejer nu lige så meget som den fattigste halvdel af Jordens befolkning - tre en halv milliard mennesker.
      Uligheden mellem landene fører til, at nogle lande bliver desperat fattige, andre rige. Når det sker, vil de fattige søge til de rige lande. Globaliseringen betyder, vi er forbundne kar, og i forbundne kar løber vandet mellem karrene, til vandstanden er lige. Det vil også ske her. Folkevandringerne vil skabe lighed gennem nivellering nedad. Almindelige mennesker vil alle vegne blive håbløst fattige, de rige vil blive obskønt rige.
      Det hjælper ikke at skyde flygtningebåde i sænk eller sætte grænsebomme op eller stille sig op på en stol og vifte med Dannebrog. Det bliver, som da Knud den Store bød havet at vige tilbage. Bølgerne svarede ved at skylle ind over hans fødder.
      Jorden er rig, og endnu kan alle blive mætte, hvis vi deler verdens goder. Sådan bliver det ikke ved med at være. Den stærke vækst i befokningstallet, især i Afrika, fører til ustabilitet. Heldigvis ved vi, hvordan man nedsætter fødselstallet. Det gør man ved at sørge for uddannelse til alle og ved at skabe rimelige levevilkår for alle.
      For at undgå katastrofen, må vi skabe meget mere lighed. Det er moralsk set det rigtige at gøre, men det er også det eneste fornuftige. hvis vi vil overleve. Gør vi ikke det, men forskanser os, vil vi blive løbet over ende, og der er ingen grund til at tro, at det vil gå anderledes, end da barbarene stormede Rom. De sejrende vil ikke have nogen grund til at skåne os.
      Vi kan løse alle problemer, redde os selv og alle andre i verden, redde dyrene og miljøet, redde klimaet - gennem en bevidst, politisk indsats her og nu. Alle problemer, der er skabt af mennesker, kan løses af mennesker. Vores økonomiske system er menneskeskabt, det er ikke hugget i en stentavle af Gud. Vi kan ændre det.
      Hvis vi gør det, der skal gøres, nu. Venter vi for længe, risikerer vi, at klimaet gåri selvsving, så Jorden bliver ubeboelig. Og så er det for sent at gøre noget. Så dør vi.
      Men endnu kan vi nå at skabe en ny og bedre verden.
      Hvordan det nye samfund kommer til at se ud, kan vi ikke forudse i detaljer. Men det er givet, at vi kun kan få mere lighed ved at deles om verdens rigdomme. Vi lever i en tid, hvor menneskene styrer klima og miljø og geologiske processer - den antropocæne tid. Det er et nyt ansvar, der kræver nye løsninger.
      Vi må indføre en form for deleøkonomi og gennemføre en grøn omstilling. Vi må forvandle vores økonomi fra vækstøkonomi til en deleøkonomi, der er cyklisk som årets gang i naturen, vi må indføre cradle to cradle, så der ikke forekommer spild og affald, men kun råmateriale til genbrug. Livet som sådant har kunnet fungere stabilt i fire milliarder år. Vi skal lære af det liv, der gror omkring os, lære at leve i balance og harmoni med den natur, vi selv er en del af, i stedet for at fare frem med bål og brand og ødelægge den natur, vi er så dybt afhængige af.
      Når vi skal dele goderne mellem os, er det uundgåeligt, at de, der har meget, får mindre. Men hvis vi inddrager de formuer, der er skabt gennem mange menneskers arbejde, men som nogle få oligarker har tilranet sig, er der nok til, at alle kan få et godt liv. Måske ikke med fire årlige flyrejser til Thailand, måske ikke med overflod og overforbrug og køb-og-kasser-mentalitet. Men mindre kan også gøre det. Om vi så skal ned på en niveau som i 1980 eller 1960, dør vi ikke af det.
      Vi vinder noget andet, når vi gør os fri af vækstideologien og forbrugerismen. Vi vinder tid - og tid er det egentligt knaphedsgode. Vi får mere tid til at være sammen, til at opleve naturen, til at fordybe os i kunst og litteratur og videnskab, hvis det er det, vi vil. Vi får mere tid til at være mennesker. Vi kan blive gladere af det. Og vi får også glæden ved at vide, at det gode liv ikke er forbeholdt nogle få i nogle lande, der ved historiens og tilfældets spil er blevet de rigeste, men at det gode liv er for alle mennesker i denne verden.
      11.8.17
      Når jeg taler om nødvendigheden af en revolution, så opfatter jeg "revolution" som i "den industrielle revolution" eller "landbrugsrevolutionen" - en grundlæggende ændring af produktionsforholdene.
      Men der er mange mennesker, der ikke kan se ordet "revolution" uden at mene, at det må betyde noget med, at en lille, sammenbidt flok kommer farende ned ad Købmagergade med røde faner i hænderne og stormer ind og besætter Christiansborg og straks går i gang med at hænge alle borgerlige op i lygtepælene.
      Så derfor tror jeg, at det i almindelighed er bedre at bruge ordet "omstilling". Det er absolut nødvendigt med den grønne omstilling - fra ødelæggelse af miljø og klima, giftspredning og blind, uhæmmet vækst - til et system, der er i harmoni og balance med naturen, med genbrug fra vugge til grav til vugge, et system hvor vi indser, vi er en del af naturen og lever i pagt med naturen.
      Og det er absolut nødvendigt med den røde omstilling - bort fra alles kamp mod alle, konkurrence og krig på kniven, uretfærdighed, nedarvede formuer og privilegier og en stadig voksende ulighed, globalt og i hvert enkelt land - og over til et system, der bygger på frihed og samarbejde, på at deles om Jordens frugter, på at gøre en indsats for at få det hele til at fungere til alles bedste, et system med solidaritet, med gensidig hjælp, med større til de svage, et samfund med plads til alle, hvor det er en selvfølge, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.
      *
      Kan vi så nå frem til dette samfund uden ødelæggende borgerkrige, uden at kapitalen i en forbitret kamp for sin magt og sine privilegier slipper helvede løs på Jorden?
      Det kan vi, hvis et overvældende flertal kan indse nødvendigheden af at skifte spor.
      Hvem havde troet. at sovjetsystemet ville bryde sammen - not with a bang but a whimper? Det havde næsten ingen forudset. Men det skete, fordi svaghederne ved systemet - der havde en alt for stivbenet planlægning og hvor lederne havde fået alt for meget magt - viste sig så tydeligt, at det stod klart, at det ikke bare kunne fortsætte. Da folket ikke længere ville være med, brød systemet sammen.
      At så den enestående chance for at skabe et nyt og bedre system, en demokratisk socialisme, som var en mulighed i Gorbatjovs tid, blev ødelagt - ikke mindst af vestmagternes intervention - er en anden sag.
      Da kommunismen brød sammen, var der nogle amerikanere, der kørte rundt med et kofangermærke, der sagde "One evil empire down. One to go".
      Nu er tiden kommet til det ondskabens rige, vi lever i. Som Gorbatjov sagde, da han trådte til: "Jeg kan ikke sige bestemt, hvad der skal gøres og hvor vi ender. Men der er én ting, jeg ved med absolut sikkerhed: Det kan ikke blive ved med at gå sådan som det går".
      Det kan det heller ikke her. Enhver, der har øjne at se med, kan se, hvor vi ender, hvis vi bliver ved med at følge den vej, vi står på nu.
      23.11.17