I Politikens kronik i dag skriver Morten Ziethen og Michael Paulsen,
at konkurrencestaten er et valg, vi træffer, ikke et én gang
fastlagt vilkår. Politik er at vælge, og vi vælger selv,
hvilken slags samfund vi vil have. Valget af konkurrencesamfundet er ikke
truffet demokratisk af alle mennesker, men mast igennem af en snæver
kreds af store virksomheder og rige mennesker med magt.
For mig at se er det store spørgsmål, enhver skal stille
sig selv: "Er verden i alle henseender sådan, som den skal være?
Lever vi i den bedste af alle tænkelige verdener?"
Hvis man siger nej til det, og det forekommer mig vanskeligt at sige
andet, når vi ser ødelæggelsen af Jordens klima og miljø
og den stadig voksende ulighed mellem rige og fattige, bliver det næste
spørgsmål: "Hvad kan vi så gøre for at skabe
en bedre verden?"
Det forekommer mig indlysende, at man aldrig kan gå *tilbage*
til tidligere samfundsformer, hvis forudsætninger ikke længere
eksisterer. Verden er i stadig forvandling, man kan ikke bade to gange
i samme flod. Vi kan ikke *genindføre* sovjetisk statskapitalisme
eller den klassiske skandinaviske velfærdsstat. Det ville blive et
rollespil, som at genindføre Byzans eller Hunnerriget. Vores velfærdsstat
blev skabt i en ikke-globaliseret verden. Når forudsætningerne
ændrer sig, må metoderne også ændres.
Men hvis vi sætter som mål, at vi vil skabe en verden,
hvor vi kan leve i pagt med naturen og undgå at skade klimaet og
miljøet, og at vi vil leve i en verden, hvor alle har umistelige
rettigheder til mad, bolig, arbejde, undervisning og sygeforsorg, hvor
der ikke er en afgrundsdyb og stadig voksende kløft mellem rige
og fattige, men stadig mere lighed, så forekommer det mig indlysende,
at vi må gå til problemets rod. Og kernen i problemet er den
ulogiske og naturstridige tro på, at det er muligt at have evig materiel
vækst i et lukket materielt system som Jorden. Troen på, at
guldfisken kan blive med at vokse og blive større end det akvarium,
den svømmer i. At denne vrangforestilling kan være den bærende
tanke i vores samfund, siger noget om vores evne til selvbedrag.
Et af de redskaber, magteliten anvender til at fastholde os i vrangforestillingernes
dødsspiral, er tanken om, at vi på alle områder skal
konkurrere med hinanden. Her må vi så stille det selvfølgelige
modspørgsmål: Hvorfor skal vi det? Hvorfor er det bedre, at
vi fører krig mod hinanden end at vi samarbejder?
Forældre ønsker vel i reglen at blive gode forældre
og gode ægtefæller. Men hvorfor skulle de nære noget
ønske om at måle sig med naboerne og kunne krydse af, at i
sidste uge var de 0,83 % bedre til at være forældre eller elskere
end hr. og fru Jensen? Hvorfor skal skoleelever ønske at være
*bedre* end deres kammerater? De bliver vel ikke bedre af, at de andre
er dårligere. Hvorfor skal de ikke bare ønske at blive gode
til at lære? Hvis man stræber efter det gode, efter at opføre
sig som et godt menneske, stræber man ikke efter at blive en smule
bedre end de andre. Det gode, forstået som det der gavner andre end
en selv, står som et mål i sig selv.
For mig at se må det samfund, det er værd at stræbe
efter, bygge på to grundpiller: Ønsket om samarbejde i stedet
for konkurrence. Og respekt for den enkelte i stedet for ensretning. En
verden, hvor vi i fællesskab bygger en bedre verden, og hvor hver
enkelt kan få fri udfoldelse for sine muligheder og evner. Inden
for de grænser, hensynet til andre sætter. Min ret til at lange
ud med knytnæven stopper ved din næse.
Når jeg ser på den del af verden, jeg kender mest til -
litteraturen - synes jeg, det er sørgeligt, hvis man prøver
at sætte forfattere op mod hinanden og anbringe dem i rangsystemer.
Mens der er grænser for materiel vækst, er der ikke grænser
for immateriel vækst. Der er grænser for, hvor mange bøger,
der kan trykkes på papir, men der er ingen grænser for, hvor
mange tanker, der kan tænkes, og så at sige ingen grænser
for, hvor mange e-bøger, der kan udgives. Jeg mener, at der kan
opstilles nogle objektive kriterier for, hvad der er god og dårlig
litteratur. Men jeg mener, at også den dårlige litteratur har
ret til at være der. Og hvis nogen føler en dyb indre glæde
ved at læse Barbara Cartland, skal de selvfølgelig have denne
glæde.
Men det er tåkrummende pinligt at se forfattere blive mishandlet,
hvis de for eksempel bliver indstillet til en pris og alle sammen skal
sidde og vente anspændt, mens kun én bliver kaldt op. Det
er psykisk tortur for alle dem, der ikke bliver den udvalgte. Det er dumt
at tro, at salgstal siger noget om kvalitet, og man må i stedet sige,
at hvis en bog kan sige bare ét andet menneske noget væsentligt,
har den ikke været skrevet forgæves.
Der er plads til os alle. Vi kan lade hundrede blomster blomstre. Den
ene blomst vokser ikke bedre, fordi de andre visner.
Hvad der så er godt, og hvad der ikke er godt, viser sig ofte
først efterhånden. Der er utallige eksempler på, at
bøger bliver nedgjort eller negligeret ved udgivelsen, men senere
viser sig slidstærke. Man kan som eksempel nævne "Moby Dick".
Og hvor vanskeligt det er at have tillid til den samtidige modtagelse,
kan man jo se på, hvor ofte anmelderne er helt uenige om kvaliteten
af en bog. Stort set alle de bøger, jeg selv har skrevet, har fået
blandede anmeldelser. Modtagelsen spænder fra påstande om,
at jeg skriver retiradedansk til udtalelser om, at bogen øjeblikkelig
burde indstilles til Nordisk Råds pris og den danske kanon skrives
om. Hvad skal man så stille op som forfatter? Der er ikke andet,
man kan gøre, end fortsat at bestræbe sig på at skrive
så godt, som man kan.
Ligesom forældre helst skal bestræbe sig på at være
gode forældre. Ligesom vi alle bør stræbe efter det
gode. Ligesom vi politisk skal stræbe efter at få et bedre
samfund. Man kan aldrig nå frem til det fuldkomne, og kunne man det,
ville det vise sig at være et helvede, fordi det ville være
stilstand uden fremdrift. Men man kan sætte sin kurs, man kan have
en ledestjerne og bevæge sig frem mod den. Målet når
man aldrig, men man kan hele tiden skabe noget, der var bedre end det,
vi har haft før. Man kan hele tiden være på vej.
16.1.16
Boganmeldere burde anmelde bøger. Det er sørgeligt, det
skal være nødvendigt at sige det. En anmelder bør forholde
sig til teksten, ikke til et forlagslogo på bogens ryg. Det kan være
nyttig baggrundsviden at kende til forfatterens tidligere produktion, men
den viden må ikke styre læsningen. En forfatter, der har skrevet
ti elendige bøger, kan skrive et mesterværk som nummer elleve
- og omvendt. Det bør ikke betyde noget for bedømmelsen,
hvem forfatteren har været ven eller skolekammerat eller kæreste
med. Forfatterens køn og alder er irrelevant for værkets kvalitet.
Det skal ikke betyde noget for læsningen, om forfatteren har begået
væbnet røveri. Det er lige meget om teksten er udkommet i
læderbind eller skrevet på papirlapper og hængt op på
gaden. Det skal ikke betyde noget for vurderingen om forfatteren er et
ejegodt menneske eller frastødende og afskyelig. Anmelderen bør
læse hver bog med åbne øjne og ikke tage skyklapper
på først. Læs og vurder, hvad der står. Sådan
skulle det være. Sådan er det desværre langt fra altid.
20.7.16
Der er nogle, der mener, at Clinton er værre end Trump, fordi
Clinton er neoliberal og allieret med storfinansen og våbenindustrien,
mens Trump opfattes som en opblæst nar. Det svarer til at mene, at
Henrik Sass er værre end Dansk Folkeparti, fordi han underminerer
alt det, socialdemokratiet historisk har stået for, mens DF ikke
siger andet end hvad man kunne vente sig fra den kant.
Jeg kan godt forstå synspunktet, men jeg deler det ikke. Trump
er ikke dum. Han fører bevidst en dem-mod-os-politik, og hvis man
er sort, latino eller muslim i USA, er Trump en virkelig og reel fare.
Han kan blive fanget ind af sin egen tomme retorik, hvilket kan få
frygtelige konsekveser for hele verden.
De progressive kræfter i USA er ikke begejstrede for nogen af
de to kandidater, men de opfatter alligevel Clinton som et mindre onde.
Det er lykkedes Sanders og hans tilhængere at få gennemført
ændringer i demokraternes valgprogram, og der er trods alt en mulighed
for at Clinton kan presses til en politik, der ikke er så skadelig
som den, Trump står for. Jeg kommer til at tænke på valget
i 1964, hvor jeg spurgte en af mine amerikanske venner, hvordan han kunne
stemme på Lyndon B. Johnson, der stod for krigspolitik i Vietnam.
"Jeg vil hellere have en død kat i huset end et dødt stinkdyr",
sagde han med henvisning til den stærkt højreorienterede republikanske
kandidat Barry Goldwater.
Det er sådan, de fleste på den amerikanske venstrefløj
tænker i dag, og det tror jeg er den rigtige strategi. Den modsatte
strategi kan få en til at tænke på de tyske kommunisters
katastrofale fejltagelse under Weimarrepublikken, hvor de udråbte
socialdemokraterne til hovedfjenden og mente, at Hitler var så latterlig
og uduelig, at han ville fælde sig selv hurtigt, hvis han skulle
komme til magten.
20.7.16