Jeg bliver altid overrasket over, at familierelationer
spiller så stor en rolle for så mange forfattere. I nogle tilfælde
er det som om familien ikke bare er det vigtigste i deres liv, men næsten
det eneste. Roman efter roman er fyldt til randen med omsorgssvigt og elendighed.
Min mor forstod mig ikke. Jeg er skilsmissebarn. Jeg er adoptivbarn. Jeg
blev slået og mishandlet.
Misforstå mig ikke. Når vi
helt små, er familien hele vores liv. Når vi er børn
og i puberteten fylder den stadig umådelig meget. Men i reglen ikke
alt. Hvis man ellers har været så heldig at have en god barndom,
fylder den mindre, når man bliver voksen. Det er ikke alle, der har
været så heldige. Det ved jeg godt, og det har jeg fuld forståelse
for.
"Du er et rigtigt familiemenneske", sagde
min ældste søster altid til mig. Indtil jeg som 30-årig
flyttede fra byen, troppede jeg trofast op til hver eneste børnefødselsdag.
Jeg elskede at besøge de gamle i familien og høre deres historier.
Jeg skrev dem ned, og jeg sad som fjortenårig på Landsarkivet
og gennemgik kirkebøger for at finde ud af slægtshistorien.
Jeg kan lide at være sammen med min familie.
Men jeg snakker ikke meget om mit arbejde.
Det gør de andre heller ikke. Jeg ved ikke ret meget om, hvordan
hverdagen er for en bankansat eller en sygeplejerske.
Det er et ensomt arbejde at skrive. Man
sidder alene derhjemme. Man har ikke det fællesskab på arbejdspladsen,
de fleste andre har. Det er vilkårene. Sådan er det bare. De
ting, der interesserer mig undervejs, interesserer ikke så mange
andre.
Jeg har skrevet om mange ting - også
mange, der ikke handler om familieforhold. Familien har sin plads i mit
liv og mit arbejde, men den fylder ikke det hele.
Men det gør den andre steder. Og
det er om om læserne aldrig kan få nok. Og som om de aldrig
kan få nok af det allermest forfærdelige. Ligesom de læser
om det ene mord efter det andet, læser de om de mest uhyrlige former
for misbrug og svigt.
De læser også om det, de kan
genkende fra sig selv. Så siger de: Knausgård er sådan
en god forfatter. Han skriver om at gå med til babygymnastik, og
det kender jeg jo fra lille William. Han skriver om at skifte ble, og det
er næsten så man kan lugte det.
Nogle gange får man en fornemmelse
af at småbørnsforældre på Østerbro allerhelst
vil læse om småbørnsforældre på Østerbro.
Helst nogle på deres egen alder, med deres egen baggrund, deres eget
arbejde, deres eget udseende.
Litteraturen giver os adgang til alle
tider og alle steder i verden, til at skifte køn og alder, til at
læse andres tanker indefra. Er det så ikke lidt småt
at spærre den inde i ét barnekammer eller rundt om et spisebord?
7.2.15
Propagandamaskinens to hovedtemaer hedder
"Vi lever i et demokratisk retssamfund" og "Der findes ikke noget alternativ
til det bestående".
*
Vi skal tro på, at folkestyret trives,
at retssamfundet er stærkt og holdbart, og at vi ikke har noget at
være bekymrede over. Overvågning kan ikke sammenlignes med
Stasi-metoder, for vores overvågning er kærlig og skal beskytte
os mod terror. Hemmelige domstole, anklagere og vidner og retssager for
lukkede døre er nødvendige for at bekæmpe anslag mod
rigets sikkerhed. Når politiet, ministerierne og regeringen overtræder
landets love og krænker internationale konventioner er det alt sammen
for at beskytte os mod indre og ydre farer og derfor ikke noget, vi skal
være bekymrede over. Vi får at vide, at retfærdigheden
altid sejrer. Det er måske derfor, krimigenren er så elsket
og bliver promoveret så meget i medierne - for de fleste krimier
ender med, at forbryderne får deres straf (gerne gennem selvtægt)
og retfærdigheden sejrer, og læser vi det tilstrækkelig
mange gange, kan vi måske tro på, at det er sådan, det
forholder sig i den virkelige verden.
*
Vi skal tro på, at vi lever i det
bedst tænkelige samfund, og derfor skal vi lade være med at
tænke på andre muligheder. TINA, sagde Margaret Thatcher konstant
- There Is No Alternative. Hvis man kan påvise, at den neoliberalistiske,
globaliserede og uregulerede kapitalisme, vi har fået de sidste 30-40
år, er det eneste mulige system - at alt styres af nødvendighedens
lov - så er det indlysende, at vi skal bøje os tålmodigt.
Og hvis man kan bevise, at dette system fører til kollektivt selvmord,
at det smadrer natur og miljø, så er det jo trist, men vi
kan alligevel ikke gøre noget ved det, så det må vi
finde os i. For vi må ikke rokke ved de privilegier, en brøkdel
af en procent af verdens befolkning nyder - selv om de jo logisk set heller
ikke bliver ved med at nyde disse privilegier, da de ikke vil leve videre,
når alt bryder sammen.
Nazismekortet er vigtigt for at forhindre
folk i at tænke nye tanker. Islamisme er nazisme, og det er kommunisme
også, får vi hele tiden at vide.
Argumentationsrækken mod venstrefløjen
lyder:
1. Kommunisme er det samme som nazisme.
2. Enhver form for socialisme er det samme
som kommunisme.
3. Enhver ændring af systemet er
socialisme.
Konklusion: Enhver ændring af systemet
er det samme som nazisme.
Der er andre ting, der aldrig må
sammenlignes med nazisme. F.eks. begrebet "den stærkes ret" og foragt
for svagheden inden for kapitalisme og nazisme. Overmennesketanken i nazismen
og hos den økonomiske magtelite. Foragten for almindelige mennesker
inden for nazisme og kapitalisme. Anvendelsen af kz-lejre i de europæiske
landes kolonier i Afrika og Asien og under nazismen.Tvangsudskrivning til
hårdt arbejde, med medfølgende misvækst, fordi ingen
dyrker jorden, i Fransk Vestafrika, Sovjetunionen og Nazistyskland (Sovjet
og Nazityskland må gerne sammenlignes, men Vestafrika - og den deraf
følgende hungersnød i Niger 1931 - skal holdes udenfor),
anvendelsen af angrebskrige i perioden 1939-45 og i perioden efter 2001.
*
Almindelig fordummelse, sløv fatalisme
og passivitet skal fremelskes og kritik undertrykkes. Bliver nogle halsstarrigt
ved med at være kritiske, erklæres de for upersoner. De må
ikke omtales nogen steder, man skal lade som om de er luft.
26.4.15
Vi skal være glade for, at vi lever
et sted, hvor det eneste kendte offer for jordskælv er skildpadden
Mimi, der omkom, da et skab væltede ned over den under jordskælvet
på 4,7 Richter i København i december 2008.
Men det kan være, vi også
på det punkt engang vil kunne bryste os af at være blandt verdens
største og stærkeste. Går vi i gang med fracking for
alvor, så skal vi bare se Jyllands sprække på langs og
øer forsvinde i havet.
http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article4299211.ece
26.4.15
Dagen igennem kulde og småregn. Der
var ikke så meget ved at være ude i haven, så jeg har
stået i drivhuset og sået de underligste ting i små potter:
isplante, karryurt, lakrids og syv forskellige slags basilikum, bl.a. lime,
citron og anis. Af en eller anden grund har de fleste krydderurter mikroskopiske
frø. Da jeg flyttede til Langeland for fyrre år siden, såede
jeg det hele på friland, og der kom aldrig noget op. Jeg forsøgte
også at dyrke vandmeloner på friland. De blev ikke meget større
end stikkelsbær. Nu forspirer jeg mange ting i drivhuset - det gør
det hele nemmere
.
Og så - lige her allersidst på
dagen - brød solen frem, og Jorden var som nyfødt. Naboens
marker grønne på så grøn en måde, som intet
kan være senere på året. Og et fuglekor alle vegne -
kvidren og jublende triller. Og ikke én græsslåmaskine,
ikke én bil, ingen larm overhovedet - kun solen og fuglene og glitrende
regndråber på kvistene. Og denne kraftige fært af regnvåd
muld. Og synet af bedene med de små, grønne spirer i rækker
- spinat, salat, dild og ærter. En humlebi dukkede frem og fløj
summende rundt. Endnu en god dag i haven. Hvor er det dog en lykke ikke
at sidde i en lille æske af en lejlighed, med andre boligæsker
over og under sig.
26.4.15
Johanne byder nye danske statsborgere velkommen.
Dansk Folkeparti valgte i stedet at traktere vores nye medborgere med stegt
flæsk - velvidende at en stor del af dem er muslimer. Jeg kan se
DF'erne le hånligt: Ha ha, så kan de lære det - at de
ikke er velkomne.
Det er en forskel i kultur og en forskel
i menneskelighed mellem Ø og O.
27.4.15