Jakob Engel-Schmidt fra Venstre går
i Politiken i kødet på Enhedslistens nye principprogram (der
endnu ikke er endelig fastlagt i alle detaljer).
Han siger, at der ikke findes eksempler
på, at kollektivisme kan skabe lykke og velstand, mens der er utallige
eksempler på, at kollektivismen skaber ulykke og fattigdom.
Derimod kan liberalismen efter hans mening
skabe lykke og velstand.
Hvis man fjerner den private ejendomsret,
vil man efter hans mening fjerne ethvert incitament til at tænke
nyt.
Tanken om fælleseje er efter Engel-Schmidts
mening "grundfæstet i usmageligt lighedsmageri, misundelse og ultimativt
vil medføre fattigdom og ulykke."
***
Man skulle måske tro, at netop en
Venstremand havde hørt om noget, der hed andelsbevægelsen
- et glimrende eksempel på, at man skabte fremgang og lykke for landbrugerne
gennem kollektiv indsats.
Om de lande, der erklærede sig socialistiske,
mener jeg, man kan sige, at de skabte betydelige fremskridt for den almindelige
befolkning *til trods for* et totalitært og udemokratisk styre.
Det er meget vanskeligt at påstå,
at almindelige arbejdere og bønder i Kina havde det dårligere
i 1976 end under kejserriget eller nationalisterne. Alle statistikker taler
deres tydelige sprog. Længere levetid, meget mindre børnedødelighed,
højere uddannelse, bedre levevilkår.
Men man kunne efter min mening have opnået
meget bedre resultater, hvis man ikke havde haft et topstyret system. Den
frygtelige hungersnød 1959-62 var bl.a. en følge af, at lokale
partiledere ikke turde fortælle, at Maos ideer om det store spring
fremad var forfejlede. Havde man haft demokratiske mulighed for kritik,
kunne man have undgået hungersnøden.
Men det er værd at have med, at
i det værste hungerår var dødeligheden i Kina ikke højere
end den var *hvert* år før 1949 og end den var *hvert år*
i Indien. Hvis de 20-30 millioner ofre for hungersnøden i Kina var
Maos skyld, hvis skyld er det så, at 10 millioner døde af
sult i Indien *hvert* år frem til omkring 1980? Man bør også
bemærke, at dødeligen i Kina blev halveret fra 1949 til 1957
og at den efter fordoblingen i hungerårene atter nåede ned
på samme tal som 1957 allerede i 1963-64 og derefter faldt hele tiden
til 1976, hvorefter den igen er steget en smule.
Mener Engel-Schmidt virkelig, at industrikapaciteten
i Sovjet ikke voksede fra 1917 til 1991? Mener han, at analfabetismen og
dødeligheden i Cuba i 2000 var lige så høj som i 1958?
***
Og den lykke og velstand, kapitalismen
har givet almindelige mennesker i vores del af verden, hvor kommer den
fra?
Den kommer i høj grad fra de fattige
lande.
I 1800 var fattige lige fattige i Europa,
Indien og Afrika. Nu er vi meget rigere end de andre. Vi er rige, fordi
de er fattige. De er fattige, fordi vi er rige.
I Europa og USA fik arbejderbevægelsens
fremvækst kapitalisterne til at frygte den sociale uro, og derfor
gav de nogle lunser til arbejderne. Bismarck indførte verdens første
sociallove, senere fulgte andre lande efter.
Ved at skabe ro på hjemmefronten
fik man lettere ved at udplyndre resten af verden.
Men er det virkelig en kilde til stolthed
for os, at vi har fungeret som kapitalismens og imperialismens gidsler,
at vi har været medskyldige i drab på vores medmennesker og
udplyndring af andre landets naturrigdomme?
***
Mener Engel-Schmidt, at man kun kan tænke
nye tanker, hvis man kan få lov til at plyndre andre? Er udbytning
den eneste kilde til lykke, han kender. I så fald: Stakkels ham.
***
Jeg ved ikke, hvorfor "ligemageri" skulle
være usmagelig. For mig er tanken om frihed, lighed og broderskab
ikke usmagelig.
Og hvad det angår, at vi skulle
være misundelige, så kan vi roligt melde hus forbi. Misundelse
betyder, at man selv ønsker at være som dem, man er misundelig
på, og jeg ville hellere flække en arm på langs end være
ligesom dem, der voldtager og plyndrer vores klode.
Det er ikke misundelse, der driver os,
men retfærdighedssans.
Ønsket om retfærdighed og
ønsket om at bevare en verden, vi kan leve i. For kapitalismens
jagt efter vækst og plyndring af kloden truer med at ødelægge
vores biologiske livsgrundlag.
http://politiken.dk/debat/profiler/engel-schmidt/ECE2231007/tak-til-enhedslisten-for-at-genskabe-den-ideologiske-debat/
10.3.14
Det står mere og mere klart for mig,
at et af grundtrækkende i den politiske holdning, jeg kan bekende
mig til, er et opgør med dobbeltmoralen.
Jeg er overbevist om, at man bør
anvende en form for Kants kategoriske imperativ således, at man bedømmer
formodede venner og fjender efter samme målestok.
Under den kolde krig var der en tendens
til, at folk "holdt med" enten den ene eller den anden part. At "holde
med" er en form for dobbeltmoral, klarest udtrykt af den amerikanske senator
Carl Schurz, der sagde "Right or wrong - my country", eller af Uffe Ellermann,
der klagede over, at også amerikanske ambassadefunktionærer
skulle rette sig efter loven og sagde: "Det er da for pokker vores venner".
Verden er ikke en fodboldkamp, og man
skal ikke "holde med" nogen. Man vil altid have en tendens til at se sine
nærmeste - og især sig selv - i et mildere lys end andre, men
det er en tendens, jeg mener, man skal forsøge at bekæmpe.
Det er min opfattelse, at man skal gøre,
hvad man kan for at anvende samme kriterier for sig selv og andre - og
for dem, man kan lide, og dem, man ikke synes om.
I praksis ser man ustandselig eksempler
på dobbeltmoral. Den ene invasion i Afghanistan fordømmes,
men den anden roses. Den ene folkeafstemning om løsrivelse accepteres,
og den anden forkastes. Historiske afhandlinger bedømmes ud fra
ens politiske holdning og ikke ud fra afhandlingernes videnskabelige gyldighed.
Man vurderer etniske danskere anderledes end indvandrere, mænd anderledes
end kvinder. Man ser mere overbærende på sine egne fejl end
på andres.
Fuldstændig objektivitet er måske
ikke mulig, men jeg synes, man skal gøre, hvad man kan for at dele
sol og vind lige.
17.3.14
”Hvad udad tabes, skal indad vindes"
Sådan sagde man, da man efter tabet
af Slesvig-Holsten i 1864 gik i gang med at opdyrke heden. Det var så
måske ikke nogen ublandet vinding. Vi mistede særprægede
og smukke naturlandskaber og fik i stedet karrige agre, hårdt slidt
på dårlig jord.
Men vi kan bruge mottoet nu. Mange tror,
at alternativet til vækst er stilstand. Men når vi taler om,
at man ikke kan have evig, materiel vækst i et lukket, materielt
system som planeten Jorden - at en fisk nu engang ikke kan vokse sig større
end det akvarium, den svømmer i - så er det udelukkende denne
form for vækst, vi taler om - vækst i produktion af varer,
der kræver stadig mere udvinding af knappe ressourcer. Her støder
man ind i en grænse - man kan ikke overskride planetens bæreevne.
Men der er ingen grænser for immateriel
vækst - vækst og blomstring af kunst og videnskab, stadig vækst
forstået som vores stadige stræben efter at forstå og
selv og vores verden bedre - vækst i form at en stadig stræben
efter lykke, en stræben efter frihed, en stræben efter det
bedst mulige liv.
Det vil ikke være noget dårligt
bytte, hvis vi opgiver det evige ræs efter at belæsse os med
så mange produkter som muligt og bruger mere tid på at lytte
til os selv og hinanden. Et samfund, der hviler i sig selv økonomisk
og har opgivet den evige kamp for at pine mere og mere ud af naturen, uanset
om det fører til naturens død, kan blive den bedst tænkelige
løsning for os. Vi kan begynde at stille de vigtige spørgsmål:
Hvad for et samfund kunne vi godt tænke os? Hvad for nogle forhold
skal vi have til hinanden og til verden omkring os? Hvordan skal vi indrette
vores arbejde og vores fritid, så de to ting kommer mest i harmoni
med hinanden? Hvordan kan vi hver især bedst tænke os at leve
vores liv? Synes vi, vi har tid nok til vores børn og til omgang
med vores venner? Har vi tid nok til at nyde naturen og se os omkring?
Har vi tid nok til at tænke over tingene og finde ud af, hvem vi
er og hvad vi vil? Har vi tid nok til at elske? Hvis vi kan få et
bedre liv ved at forbruge mindre og ved at dele det nødvendige arbejde
mellem os - så der ikke er nogle, der morakker og andre der går
ledige - hvorfor skulle vi så ikke gøre hvad vi kan for at
få det? Hvis vi skal ændre et samfundssystem for at få
et menneskeværdigt liv, hvorfor skulle vi så ikke gøre
det?
Hvis vi skræller en del ydre og
overflødig pynt af vores liv og giver os tid til det indre liv,
så man kan sige, at hvad udad tabes er indad vundet.
24.10.14