Man kan læse i Information i dag, at en af de mest udlånte bøger på danske biblioteker lige nu er "Fifty Shades of Grey". En anden er en krimi af Camilla Läckberg. Så spørger man: Hvad laver de bøger på bibliotekerne?
Vi har altid haft kiosklitteratur, men før i tiden købte man den i kioskerne. Boghandlerne forhandlede hverken Cartland eller western-romaner. "Romanbladet" og "Det man læser" lå ikke fremme hos Arnold Busck.
Underlødige bøger kunne ikke lånes på bibliotekerne, for formålet med bibliotekerne var folkeoplysning, og man mente ikke, at fordummelse var det samme som oplysning.
Aviserne anmeldte selvfølgelig aldrig kiosklitteratur. Hvorfor skulle de det? Det var jo det samme lort hver gang.
Men så skiftede kiosklitteraturen navn til genrelitteratur, og den fik indpas alle vegne. Folk skal have, hvad folk vil have, sagde man. Vil de have lort, så køber vi det ene læs lort efter det andet for skatteydernes penge og serverer det. Fem millioner fluer kan ikke tage fejl - lort smager godt.
Det blev et dogme, at den ene smag er lige så god som den anden. Der er ikke nogen kvalitetsforskel mellem Shakespeare og E.L. James. Hvis man insisterer på kvalitet, er man en elitæt åndssnob.
Når alt er lige godt, er det ligegyldigt, hvad man læser. Der er ikke længere noget, der hedder folkeoplysning. Der er ikke nogen grund til at gøre sig lidt umage, der er ingen grund til at anstrenge sig. Det, der flyder lige ned, er lige så godt som det, der skal tygges.
Kiosklitteraturne er en gøgeunge. Den finder ikke bare sin plads i reden; den puffer de andre unger ud. Når man bruger budgettet på at købe dårlige bøger, har man ikke råd til også at købe de gode. De dårlige bøger holder kun et år eller to. Ingen gider læse kiosklitteratur fra tresserne eller halvfjerdserne. Ingen læser gamle krimier og thrillere af Else Fischer, Frits Remar eller Poul-Henrik Trampe. Ingen læser Willy Corsari, Hans Martin eller Warwick Deeping. Ingen læser guvernanteromaner fra 1880'erne. De er stendøde.
Derfor skal de dårlige bøger udskiftes hvert år, og derfor sluger de endnu mere af budgettet, end hvis de var holdbare.
De gode bøger er langtidsholdbare. Man kan stadig læse Homer og Du Fu. Folk læser stadig Gustav Wied og Hamsun af lyst. Men et budget er et budget, og hvis der skal være Camilla Läckberg på alle hylderne, må Hamsun ned i kælderen, og når folk ikke ved, hvad der står på Magasinerne, låner de heller ikke bøgerne, og så siger man hoverende: Se, de bliver jo ikke lånt ud. I papirmøllen med dem.
Forvisningen af de gode bøger til magasiner og kældre gør det umuligt at gøre tilfældige, spændende fund i reolerne - det man kalder serendipity. Nu er der ingen overraskelser, kun kiokslitteraturens massive genkendelighed.
Når avisernes bogsektioner er fulde af anmeldelser af kiosklitteratur, er der ikke så meget plads til gode bøger. De første bøger, der bliver valgt fra, er de smalle og eksperimenterende og spændende. Man fravælger morgendagens litteratur for at skovle gårsdagens søbemad ud over folk.
Kakofili kunne man kalde tendensen. Kærlighed til det dårlige.
Den anden pest, der hærger litteraturen, er neofilien - kærligheden til det nye. Det bliver betragtet som en kvalitet i sig selv, at noget er nyt. Jo nyere, jo bedre. Bøgerne fra denne uge må være bedre end dem fra sidste uge, for de er jo nyere.
Folk vil kun læse de sidste nye bøger, se de sidste nye film, høre den sidste nye musik. Dostojevskij, Eisenstein og Mozart kan stille sig op i skammekrogen. Der skal være plads til de nyudklækkede talenter.
Nogle anmeldere dyrker en avantgarde, der forlængst er gået mug i. Man kan kun sætte pels på et strygejern eller udstille en pissoir-kumme én gang. Man kan kun proppe lort på en dåse én gang. Når flokke af håbefulde kunstnere fylder dåser med tis, menstruationsblod, sæd og snot bliver det bare til triste gentagelser. Når de hænger sig selv op i kødkroge eller onanerer op ad væggene, er der ikke længere nogen, der bliver forarget. Det er heller ikke særlig spændende at se på dem; man ville bare ønske, de snart holdt op.
Når en digter genopfinder dadaismen og pludrer lydord eller skriver automatskrift, tror de selv, de er umådelig nyskabende. Det er de ikke. Det har alt sammen været gjort før.
Men man kan stadig skrive om død og kærlighed og nærhed og afstand, så det rører andre mennesker. Man skal ikke nødvendigvis stave alle ordene forkert eller sy bogen ind i et pudevår eller klippe den op i ord-konfetti for at det skal blive interessant.
Man kunne jo for eksempel fortælle en historie. Fortælle den interessant og medrivende.
Men neofilien er ligesom kakofilien en gøgeunge.
Inden for økonomisk historie har man noget, der hedder Greshams lov - de dårlige penge driver de gode ud. Det samme gælder for litteratur og kunst. Det dårlige og forlorne driver det gode ud.
Resultatet af, at man siger, at folk bare skal have, hvad folk vil have, er at man ender med at have noget for enhver smag - undtagen den gode.
15.3.13

Når man fra borgerlige side rigtig skal angribe venstrefløjen, bliver vi beskyldt for at ville omstyrte den bestående samfundsorden.
Det er som om man forestiller sig det bestående som noget statisk. Som det er nu, skal det blive ved med at være.
Det er, for at sige det mildt. en ahistorisk betragtning. Verden forandrer sig hele tiden, samfundet forandrer sig, og dermed forandrer samfundsordenen sig.
De første bønder, der kom til landet, omstyrtede den bestående samfundsorden. Havde Jyllands-Posten eksisteret dengang, havde den advaret mod den farlige tendens til at undergrave jæger- og samler-samfundet. Senere havde borgerlige organiseret sig i bevægelser som "Bekymrede kvinder mod hjulet".
Bare i min levetid er den bestående samfundsorden ændret til det ukendelige. Hvis en pæn og flittig gymnasiepige fra 1958 blev kastet ned på et københavnsk gymnasium i dag, ville hun løbe skrigende væk.
Da kapitalejerne for tredive år siden fik gennemtvunget, at alle restriktioner skulle ophæves, så kapitalen kunne udfolde sig frit, gravede de deres egen grav. Den uhæmmede kapitalisme vil for det første ødelægge Jordens klima og miljø og dernæst føre til permanent afsætningskrise, voksende ulighed og dermed voksende sociale spændinger. Vi bliver nødt til at lægge kursen helt om og skabe et samfund, der kan leve i harmoni og balance med naturen, et samfund hvor der er plads til alle, hvor få har får meget og færre for lidt, hvor der er arbejde til alle og alle sikres grundlæggende goder, men hvor vi ikke længere kan leve i overflod, og hvor det ikke længere er livets mening at forbruge og købe ind.
Det kan man godt kalde en revolution, men det er en revolution på samme måde som den industrielle revolution eller IT-revolutionen: En grundlæggende samfundsændring, der er nødvendiggjort af den økonomiske udvikling.
Denne ændring kan gennemføres med fredelige og demokratiske midler. Hvis man er samfundsomstyrter hvis man ønsker en verden, hvor vi ikke længere udpiner og voldtager naturen, og hvor vi ikke ser stadig voksende ulighed og forbrugerisme, så er det ikke nogen skam at være samfundsomstyrter. Tværtimod.
30.3.13

I 1865 opfordrede Horace Greeley veteranerne fra borgerkrigen til at lade være med at klumpe sig sammen i storbyerne og i stedet skabe sig en tilværelse ude vestpå: ”Washington is not a place to live in. The rents are high, the food is bad, the dust is disgusting and the morals are deplorable. Go West, young man, go West and grow up with the country. “
I dag ville jeg sige: “Flyt til udkantsområderne”.
Folk klumper sig sammen i storbyerne, for det er der, det sker. Det er der, der er arbejde og kulturudbud og oplevelser af enhver art. Udkantsområderne ligger tømt tilbage. De er blevet vores Frontier, vores vilde vesten. Det er ikke områder, alle mennesker ville trives ved, nogle har det bedst inde i myretuen. Men for folk, der ikke tænker i flok, giver udkantsområderne nogle muligheder, man ikke har i byerne.
Husene er billige. Man kan bo væsentligt bedre for de samme penge end inde i byerne. Man kan få plads omkring sig. Og man kan få en stor have til huset, så man kan dyrke sine egne grøntsager og se alting vokse og trives omkring sig. Hvis man har børn, får de helt andre legemuligheder end inde i byen. Mange steder er der tæt til skov og strand. Man har naturen omkring sig. Alt det, man sparer på boligen, kan man bruge på rejser eller hvad man ellers har lyst til. Man bliver meget rigere uden at behøve at tjene mere. Man kan også vælge at arbejde mindre og bruge mere tid på familien og vennerne og naturen.
Butiksdøden på landet er en udfordring for den, der kan tænke i nye baner. Hvis man har noget at byde på, skal kunderne nok komme.
I andre lande har man bogbyer. I Fjærland i Norge blev der bygget en ny vej, der gik uden om byen, så alting gik i stå og det gamle hotel stod tomt. Men så gik folk i gang med at lave antikvariater. Der blev solgt bøger i gamle lader og hønsehuse, bogkasser blev stillet op langs vejene, der var forfatterarrangementer og oplæsning og diskussioner på hotellet. Og folk strømmede til. Hotellet er altid fuldt belagt. Sådan en bogby, kunne man lave. Man kunne også bare oprette et antikvariat. Lagerpladsen er meget billigere på landet, og kunderne kan man finde på Nettet.
Man kunne lave en butik, der specialiserede sig i helt friske, lokale produkter. Det er tåbeligt, at vi køber æbler fra Kenya eller Chile, når de danske æbler smager bedre. Det er trist at købe frosset fisk, hvis man kan få fisk, der lige er f anget. Grøntsager går i gang med at visne, når de bliver høstet. Hvis man får dem friske, smager de helt anderledes. Gulerødder fra et supermarked har mistet det meste af smagen og duften. Gulerødder direkte fra haven fylder hele stuen med duft. Hvis man havde en butik med helt frisk frugt og grønt, med fisk lige fra havet eller søen, med kød fra lam, der har græsset på saltenge, med frisk kød fra kvier og løsgående svin, der roder i olden, så skulle man nok få kunder.
Man kunne kombinere med et gæstgiveri. Man skulle kunne sidde i frugthaven og drikke kaffe ved et lille bord med rødternet dug og spise kanelsnegle til. Det kan man på Øland, så hvorfor ikke her? Der kunne være små, hyggelige og billige pensionater. Man kunne have udlejning af cykler og arrangere ture i hestevogne.
Vi har en smuk natur at byde på. Vi kunne få turisterne til at komme, hvis vi lod være med at satse på alt det, de kan finde bedre andre steder i mere gæstmilde klimaer. Vi skal ikke konkurrere på golfbaner eller fitnesscentre eller mondæne shopping arkader. Vi skal byde på det, vi har, smuk natur, gode råvarer.
Man kunne genoplive de gamle håndværk. Det gør ikke noget, det bliver en nicheproduktion. Der er mange nicher, og der er plads til mange med initiativ i de nicher.
Mange former for arbejde kan man lave hjemme med en computer og en Internetforbindelse. Man beholder de samme indtægter som inde i byerne, og man har meget mindre udgifter.
Man kunne oprette kollektiver. Man skal nok nytænke dem og ikke bare kopiere halvfjerdserne med linsegrød og politiske stridigheder. Men der kan stadig være god mening i at lave bofællesskaber.
Der er masser af muligheder. Go out, young man.
30.4.13