Korea og selvransagelse
 
I Weekendavisen 14. september 2012 skriver Bo Bjørnvig om kontrasten mellem nordkoreaneren Shin, der blev født i en fangelejr og som den eneste fik held til at flygte, og en glad og velnæret dansker, der var på besøg i Nordkorea for to år siden og udtalte, at han ikke kunne se nogen undertrykkelse, kun lykkelige mennesker.
For mig giver Bjørnvigs artikel anledning til selvransagelse, for jeg har selv for fyrre år siden udtalt mig anerkendende om visse aspekter af udviklingen i Korea.
Nu er det ikke nogen skam at blive klogere. Det er værre, hvis man aldrig bliver det. Men hvad var det, der kunne få mig til dengang at se mere positivt på en række lande, der kaldte sig socialistiske, end der har vist sig at være grund til?
Hvis man er optaget af fejlene ved ens eget samfund, kan man være tilbøjelig til at se andre samfund i et rosenrødt skær. Mange dissidenter i Østeuropa, troede for eksempel, at alle sorte i USA levede et liv som The Cosby Show.
Ligesom forfattere kan være tilbøjelige til at se deres egne bøger, ikke som de faktisk er, men som de burde have været, sådan som de var i forfatterens drømme, da de blev til, kunne folk, der opfattede sig som socialister, have en tilbøjelighed til at se lande, der kaldte sig socialistiske, ikke som de var, men som de kunne have været, eller som de kunne blive, hvis man gennemførte reformer og ændringer.
Man skal også se på de forhold, der fandtes dengang. For mig og mange andre var krigen i Vietnam af afgørende betydning. Når vi talte om folkemord, talte vi om den amerikanske imperialisme og dens krig mod de indokinesiske folk, der kostede fire til fem millioner mennesker livet. Vi mente, at det var amerikanerne, der var skyld i alle de tragedier, der ramte Indokina. Pol Pots morderiske regime ville aldrig have opstået, hvis ikke amerikanenre havde stået bag general Lon Nols militærkup mod fyrst Sihanouk, der med stor behændighed havde holdt Cambodja uden for krigen. Da befolkningen rejste sig mod Lon Nol, tæppebombede amerikanerne landet med flere bomber, end de havde kastet over Tyskland under anden verdenskrig. Ofrene for disse bombeangreb hører man aldrig om. Og da amerikanerne støttede Pol Pot i FN, efter at vietnameserne havde afsat ham, var det endnu en understregning af, at det var USA, der var hovedfjenden for folkene i den tredje verden.
I midten af 70’erne havde Nordkorea en højere levestandard end Sydkorea. Men der var ikke politisk frihed, og jeg kunne ikke lide personkulten. Jeg skrev i Aktuelt, at man ikke vidste, om man skulle le eller græde, når man så kulten omkring Kim Il-sung.
De ting kunne jeg godt se, men jeg sagde til mig selv, at personkulten i Kina og Korea kunne forklares ud fra deres konfucianistiske traditoner, og at vi jo også i Danmark skulle gennem to hundrede års enevælde, før vi fik demokrati.
Jeg mente ikke, man kunne indføre et egentligt demokratisk system, så længe folk var analfabeter og sultede. Officielt havde man demokrati i Indien, men det var godsejerne, der bestemte, hvem de fattige i landsbyerne stemte på. Jeg mente, at man først måtte have et vist mindstemål af  materiel tryghed, før man kunne tænke på demokrati. Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral. Jeg regnede med, at folk selv ville kræve demokrati, når de havde lært at læse og skrive og kunne tænke på andet end, hvordan de kunne få noget at spise.
Og det så ud til at gå ganske godt i Nordkorea. Det sagde vestlige eksperter også. Sammenlignet med mange andre asiatiske lande, jeg havde rejst i, var der en god levestandard. I byerne fik jeg lov til selv at udpege en tilfældig beboelsesejendom og så besøge den og se, hvordan folk levede. De levede spartansk, men bedre end i Indien eller Bangladesh. På landet var folk mere fattige. De pløjede jorden med okser, og kørte i oksekærrer, men der var en skole og et sygehus i hver landsby, og folk havde tøj på kroppen og fik nok at spise.
Jeg bad om at få lov til at se fængsler, hospitaler for sindslidende og kaserner, men det fik jeg ikke lov til. Jeg regnede med, at de nok havde noget at skjule. Men min fantasi strakte ikke til at forestille mig lejre med så forfærdelige forhold, som vi nu har hørt om.
Det skulle nok blive bedre, regnede jeg med.
Striden mellem Sovjet og Kina var ødelæggende for de lande, der kaldte sig socialistiske, og for de lande i den tredje verden, der fik hjælp af dem. Med Kinas menneskeressourcer og Sovjetunionens naurressourcer, kunne man have skabt materiel velstand for alle. Striden var kun til gavn for imperialisterne. Og her spillede Nordkorea en vigtig rolle, fordi landet havde venskabelige forbindelser med både Kina og Sovjet. Jeg troede, at landet kunne komme til at spille en nøglerolle for at skabe forsoning.
Nordkoreanerne troede på selvforsyning. Det gjorde jeg også. Seymours bog om selvforsyning var en Bibel for mange af dem, der flyttede på landet og i kollektiver dengang.
Men det viste sig, at tanken om selvforsyning var en illusion. Da Kina og Sovjet gik over til kapitalismen, forlangte de at deres handelspartnere betalte i dollars. Det kunne Nordkorea ikke, og det viste sig, at landet ikke kunne klare sig selv. Det er der ingen lande, der kan. Vi er alle sammen forbundet med hinanden. I Nordkorea førte det til hungersnød og elendighed. Vi havde også sultet i Danmark, hvis vi var blevet isoleret og ikke kunne handle med andre lande.
Som det er nu, har Nordkorea ingen fremtid. Persondyrkelsen er endt i ren farce med et arveligt dynasti. Det oppustede militær æder ressourcerne op, mens folket sulter. Landet er ikke blevet mere demokratisk, men stadig mere diktatorisk og undertrykkende. Nordkorea er blevet en slags påskeæg, en hul skal pyntet med falske blomster. Det bedste, der kunne ske, er nok at Nordkorea blev indlemmet i Sydkorea.
 
Betyder det så, at kapitalismen har vist sig at være bedre end socialismen?
Det mener jeg ikke. Tværtimod.
Man skal aldrig spille pingpong og sige: Øv bøv, det kan du selv være. Og det er usmageligt at tælle lig.
Men vi skal være klar over, at regimerne i både øst og vest var morderiske. Vi har været gennem det, Jens Bjørneboe kaldte bestialitetens historie, og det må vi se i øjnene.
Den vigtigste forskel var, at regimerne i øst myrdede deres egne borgere, mens vi har udliciteteret myrderierne og elendigheden og foretrukket at myrde fattige mennesker, der i reglen har en anden hudfarve end vores.
Det siges, at kommunismen kostede hundrede millioner mennesker livet. Det kan meget vel være rigtigt, hvis man også regner ofrene for sultkatastrofer med.
Men hvor mange menneskeliv har kapitalismen kostet? Hvis man går tilbage til slavehandelen og folkemordet på indianerne, hvis man medregner alle, der døde af sult og underernæring og sygdomme, der kunne have været forhindret, hvis vi ser på folkemordene i Tysk Sydvestafrika i 1904, i Congo under kong Leopold (hvor landets befolkningstal faldt til det halve), hvis vi ser på ofrene for vores krige, hvis vi ser på KZ-lejrene i Kenya, massakren på en halv million kommunister i Indonesien og alle de mange, mange andre massemord, kommer man meget højt op. Hvor højt ved jeg ikke. Måske skal vi op i milliarder af menneskeliv. I Kina døde 30-40 millioner af hungersnød under det store spring fremad. Men i Indien døde ti millioner hvert år i fyrre år. I 1949 havde Kina og Indien samme dødelighed. Hvis vi sammenligner de to lande gennem fyrre år, kan vi se, at kommunismen reddede millioner af menneskeliv – at man reddede mennesker, der ville være døde, hvis Kina havde beholdt samme system som Indien.
 
Vi må se med åbne øjne på myrderierne og forbrydelserne i de lande, der kaldte sig socialistiske. Vi må se på, hvordan det kunne gå til, at folk flygtede fra disse lande, at ingen ville forsvare dem, da pamperne overtog magten ved et kup og genindførte kapitalismen.
Hvis samfundene havde været gode nok, ville folk have flygtet til dem. De ville have kæmper til deres sidste blodsdråbe for at forsvare dem. Det gjorde de ikke.
 
Hvad kan vi så lære af alt dette?
For det første, at socialisme og demokrati hænger uløseligt sammen. Uden demokrati kan der heller ikke eksistere nogen ægte socialisme. Omvendt er den enkeltes frihed og velfærd bedst sikret i et demokratisk socialistisk samfund, hvor alle er med til at bestemme, og hvor ingen kan undertrykke andre.
For det andet lærer vi, at man altid skal betragte magt med mistillid. Ingen må få for meget magt. I Kina, Sovjet og Østeuropa opstod en ny klasse af pampere og direktører, der til sidst så deres snit til at gribe hele magten. Hvis nogen får magt, misbruger de magten. Derfor skal vi altid holde magthaverne i ørerne. Vi skal hele tiden sørge for, at de ikke sidder for sikkert i sadlen, de skal roteres ud med jævne mellemrum, vi skal ikke have levebrøds- eller livstidspolitikere, men uddelegere politiske hverv for en kort periode, som borgerligt ombud. Ingen skal have økonomisk magt til at udbytte andre. Magten ligger bedst hos hele folket, beslutningerne skal træffes på demokratisk vis.
Vi lærer også, at troen på vækst og rygende skorstene fører til klodens død. Vi skal skabe et samfund, der sikrer klodens fremtid, et samfund uden dogmet om evig materiel vækst, et samfund i balance og harmoni.
14.9.12