Miljø og globalisering
Nogle gange har man en fornemmelse af,
at en stor del af valgkampen foregår i en osteklokke. Uden for glasvæggen
stormer det, men indenfor pusler man med alle sine små sysler og
mærker ikke noget til elementernes rasen.
Mange politikere lader som om, man bare
behøver at gøre de rigeste i landet endnu rigere. Så
vil de helt automatisk skabe de arbejdspladser, der er brug for, og så
vil der komme økonomisk vækst, og så får vi råd
til det velfærdssamfund, vi gerne vil have.
Hvert eneste nytår kan man læse
den samme overskrift i alle landets aviser: ”Aktionærerne forgyldt
igen i år.” Men det er ikke nok; der skal smøres endnu flere
lag forgyldning på dem, siger man. Ellers flygter de ud af landet,
og så bliver der ikke skabt arbejdspladser. Det er aldrig nok.
I virkelighedens verden uden for osteklokken
er der noget, der hedder globalisering.
Globaliseringen er en af de snigende revolutioner,
der har forandret verden. For at øge profitten vælger virksomhederne
at fyre deres medarbejdere i de rige lande, hvor lønnen er høj,
og flytte produktionen til fattige lande, hvor lønnen er lav.
Hvis vi giver de rige skattelettelser,
så de bliver endnu rigere, vil de bare i endnu højere tempo
nedlægge arbejdspladser hos os og oprette nye arbejdspladser i fattige
lande. Hvorfor skulle de bevidst vælge at få mindre profit
ved at betale mere i løn end de behøver? De handler helt
rationelt ud fra et ønske om profitmaksimering, så derfor
er det i deres interesse at gøre os arbejdsløse og ansætte
folk i fjerne lande.
Globaliseringen er muliggjort af kapitalens
frie bevægelighed, Ruslands og Kinas overgang til kapitalismen og
den nye turbo-kapitalisme, hvor Børserne verden over hver dag har
en omsætning, der er mange gange større end verdens samlede
pengemængde.
Der er ikke noget, der tyder på,
at den udvikling vil stoppe.
Men hvis man som følge af globaliseringen
fyrer folk i de rige lande, er der ikke længere nogen til at købe
de varer, virksomhederne fremstiller. De lavtlønnede arbejdere i
de fattige lande har ikke råd til det. Og de arbejdsløse i
de rige lande har heller ikke råd til det.
Derfor fører globaliseringen til
en afsætningskrise for kapitalismen.
Den forsøgte man så at komme
ud over ved at opfordre folk til at blive ved med at købe, selv
når de ikke havde råd til det. Man gik ud fra, at boligpriserne
ville stige i al uendelighed, så derfor lokkede man folk til at tage
lån i deres bolig og bruge pengene til forbrug.
Men ingen havde råd til at betale
de opskruede boligpriser, så derfor gik der hul på boligboblen,
sådan som der går hul på alle bobler.
Og så havde vi finanskrisen, hvor
bankerne pludselig stod med mange kunder, der havde lånt penge og
nu ikke kunne betale renter og afdrag.
Løsningen bestod i, at staten trådte
til og gav bankerne tilskud, så de kunne komme over den øjeblikkelige
krise. Men da krisen ikke var en konjunktur, men en strukturkrise, måtte
bankerne igen og igen tigge om flere penge fra statskassen.
Når bankerne fik pengene, var der
ikke penge til velfærd, så den skar man ned på.
Vores skat går i stigende grad til
banker, erhvervslivet og landbruget. Det er dem, de borgerlige påstår,
vil skabe arbejdspladser og sikre velfærd for os alle. I virkelighedens
verden står de med sugerørene langt ned i statskassen og suger
alle de penge til sig, der skulle have været brugt til løn
til offentligt ansatte og til velfærd.
Erhvervslivet er blevet vores største
socialhjælpsmodtager. Det er ikke erhvervslivet, der gør os
andre rige. Det er os, der, gennem vores skat, forsørger erhvervslivet
og bankerne.
Samtidig bliver det mere og mere klart,
at den stadige vækst i produktionen af materielle varer ødelægger
selve vores livsgrundlag. Hvis vi ødelægger naturen og ændrer
klimaet, bliver vi ikke rigere. Vi uddør.
Der er brug for en revolution. Ikke en
revolution, hvor menneskemasser stormer gennem gaderne, vifter med flag
og besætter bygninger. Men en grundlæggende ændring i
vores måde at tænke og handle på. Internettet har revolutioneret
verden. Globaliseringen og turbokapitalismen har revolutioneret verden.
Nu er vi ved at nå grænserne
for, hvor langt vi kan komme ad den vej. Hvis vi fortsætter blindt
i den samme rille, står vi dels på lidt længere sigt
over for en miljøkatastrofe, som vi næppe kan forestille os.
Og dels står vi her og nu over for den situation, at varerne bliver
stadig billigere at producere og kapitalisternes profit bliver stadig større
– men at virksomhederne ikke kan overleve, fordi de ikke kan afsætte
deres produkter, da ingen vil have råd til at købe dem. Virksomhederne
vil derfor ikke længere kunne klare sig uden tilskud fra statskassen,
men jo fattigere folk bliver, fordi de ikke længere kan få
arbejde, jo mindre kommer der i statskassen.
Den varige løsning på klimaproblemet
består i at opgive vækstdogmet og skabe et samfund, der lever
i harmoni og balance med den omgivende natur.
Den varige løsning på globaliseringens
problemer består i en omfordeling af verdens goder, så forskellene
mellem rige og fattige lande mindskes afgørende. Hvis folk får
nogenlunde samme løn i Kina og Danmark og hvis folk i alle lande
har nogenlunde samme levestandard, er der ikke nogen særlig grund
til at sende danske tarme til Kina sammen med dansk svinekød, så
kinesiske arbejdere kan proppe fars i tarmene og sende dem tilbage til
Danmark som pølser. Så kan man lige så godt lave pølserne
i Danmark. Og så undgår man også at belaste miljøet
med flytransporten.
Det er ikke så svært at se,
hvad der må gøres. Det er straks sværere at se, hvordan
man skal få det gjort.
Men jo længere tid, vi venter med
at komme i gang, jo sværere bliver det. Og hvis vi venter alt for
længe, risikerer vi, at verden er blevet ubeboelig, mens vi ventede.
13.9.11