)

I 1970 var Astruc i Danmark, inviteret af Sven Grønlykke og ASA for

eventuelt at lave film her. Han havde Prosper Mérimées Spanierne i

Danmark i tankerne, og han skulle også lave underteksterne til min

første spillefilm, Giv Gud en chance om søndagen , som han senere fik

antaget til La Quinzaine des réalisateurs , Cannes-festivalens

nystartede, alternative forevisningsrække. Glemmer aldrig da damen

ringede fra postkontoret i Herringløse, hvor jeg boede, og sagde at der

lå et telegram til mig fra Paris. Jeg kæmpede mig igennem vinterstormen

og kunne med blå fingre og frosne læber læse: 'Din film er antaget, den

fortjener det, ton ami Alexandre.'

Astruc nød at være her. Vinter med sne til et godt stykke op over

anklerne, krosild og Brøndums snaps og en hovedstad så fredelig at her

kunne han godt tænke sig at bo, en by for filosoffer og videnskabsmænd,

Niels Bohr og H.C. Ørsted. Men Spanierne kom aldrig længere end til et

resumé af Mérimées skuespil til ASA, en alt for stor mundfuld af en

udstyrsfilm.

'Et comment va notre ami Grotloke?'

'Grønlykke. Snart 30 år siden, Alexandre! Han har for længst opgivet ASA

og filmen. Alt det interesserer ham ikke længere. Han vil hellere være

optaget af sine restauranter og sin vinimport. Og af sine børn.'

'Han har ret.'

Selv gik Astruc næsten aldrig mere i biografen. 'Vi ville jo skabe lidt

lys i mørket, nu er alt et mørke af fiktion døgnet rundt som ingen af

os havde forudset. Og så pludselig ser man, som skammer de sig over at

have programsat den, Bunuels Viridiana , og man er lykkelig lang tid

efter.' Astruc havde dog fortsat filmmanuskripter i ovnen, et efter

Balzac samt en mere personlig sag - til 'den indre biograf' - ellers

skrev han fra tidligt om morgenen til ud på eftermiddagen på en ny

roman, så lidt mad, og så om eftermiddagen syslede han med matematikken

for at træne hjernen. En tur rundt i kvarteret, så middag, så

aftendrink og en times tid eller to foran en kvalitetskanal sammen med

hende der stadig holdt ham gående ved at sørge for alt det praktiske.

Om alkoholen stadig var ham et problem? Næh, det er nogle år siden. Jeg

kan huske da han var stort opslået filmanmelder på Paris Match' bagside

og personligt inde i en krise. Men kom sig.

'Vigtigere end nok så mange festivaltrofæer på kaminhylden. Og det var

så din smukke mor?' sagde han og pegede på min bog med stillfotoet af

min mor som hvid filmbrud på forsiden. Den lå på sofabordet, og jeg

havde straks givet ham den med en dedikation i den store franske stil:

' Cher maitre, cher ami ... '

Allergisk over for Barthes, Foucault, Derrida og deres gribbeflok af

epigoner (samt over for mayonnaise rørt med ske. 'Den skal røres med en

gaffel !' belærte han Sven Grønlykke og hans kone Lene dengang i 1970)

bevarer Astruc en livslang kærlighed til Sartre helt fra dengang i

40erne, da de sad næsten bord ved bord i cafe Flore's kakkelovnsvarme

og skrev om kap ('Som et kapløb mellem en skildpadde og en hare'), og

hans sidste film der blev vist i biografen, også herhjemme, var et

langt, medrivende portrætinterview med Sartre, hvor dette lille

menneske med et overmenneskes intellektuelle energi fortæller om alt

med en rivende fart. Gentog Sartre i den film sit opmuntrende: 'Man

skal skildre dagens smerte med morgendagens øjne?'

Med til selskabet var også den smukke, sorthårede Viviane Hamy, der i

sandhed er i stand til at vende op og ned på tyngdeloven og dementere

enhver snak om krise for litteraturen, især den oversatte. Hvor hun har

sin begejstring og energi fra aner jeg ikke, men et af hendes mottoer,

sagde hun med gnist i øjnene, er at 'livet skal være en besættelse,

hvad man end laver, bøger, oste eller guldkareter'. Fra sit beskedne

tilholdssted i rue du Temple har hun i det sidste år udsendt en lille

strøm af oversat litteratur. I begyndelsen var hun også med til selv at

trykke sine bøger, og det voldte hende besvær at få sat en rentabel

distribution i gang. I dag bliver hun heldigvis distribueret af Seuil,

nogen bedre hjælp kunne hun ikke få. Det er især klassikerne der har

hendes kærlighed, de uoversatte og glemte, mest fra Centraleuropa, men

også fra Norden. Hun er i dag min morfars forlægger og har foreløbig

udsendt tre af hans romaner med Den alvorlige leg som højdepunktet.

Men mest overraskende i mine, danske, øjne er hendes kærlighed til Jens

Baggesen. Pludselig lå der i 1996 i de franske boghandeler en dugfrisk

oversættelse af Labyrinten . Jeg fik den tilsendt fra rue du Temple

lige inden jul og ville skrive om begivenheden i Politiken. Men. Kunne

ikke kæmpe mig hen til maskinen. Juledage der blev væk, også de. Nytår?

Hvor fejrede jeg det? Og med hvem? Jeg havde jo frydet mig over

Baggesens 'storhed og modernitet', som der står på bagsiden af les

éditions Viviane Hamy's udgivelse. Tænkte selv for en del år tilbage på

at overføre Labyrinten til nudansk, men skuffelsen efter mine Holbergs

Helte- og heltindehistorier i to bind afholdt mig fra at gå i gang,

næppe noget forlag ville være interesseret: 37 eksemplarer solgt samt

nogle sæt til de større folkebiblioteker, et års arbejde spildt. Hvem

andre herhjemme end en håndfuld studenter og deres lærere interesserer

sig for vores klassikere? Hvornår har vores yngste litteraturprofessor

og store pædagog, den 90-årige Billeskov-Jansen, været i tv for at

fortælle om Holberg og Kierkegaard? Aldrig, i alle de år. Hvornår har

en politiker sidst citeret en klassiker, og udførligt? Lidt Piet Hein.

De evige tre citater fra Kierkegaard. Kunne vi ikke lige så godt sende

klassikerne til Kommunekemi og nøjes med den ugentlige dosis Billedblad

og Se og Hør? Jeronimus der taler?

I Frankrig har en Bernard Pivot i tv gjort ufattelig meget for

litteraturen igennem snart mange, mange år, lige ung og begejstret er

han når der blændes op for hans studie og gæsterne, og dagen efter er

der gang i bogsalget, moderne og klassikere: en specialists præcise

'oversættelse' af Montaignes Essays til nufransk blev en begivenhed i

94 eller 95. Dette franske skolesystem som vi danskere elsker at håne:

eleverne skal kunne deres klassikere, de giver dem den nødvendige evne

til at genkende skær og sorte huller fremover i livet, og er de unge

ikke boglige, er alene bevidstheden om at de gamle er med dem nok, som

de gamle altid har været det, og i alle kulturer, også i dem der ikke

har tradition for skriftsprog.

Dér lå så Labyrinten , ordret oversat, redigeret og præsenteret af

Denise Bernard-Folliot, som var bogen skrevet i går, et Europa

lyslevende for vore øjne, 1789! Fra den franske bagside: Baggesen

fremstår som på én gang 'klassisk barok, romantisk, men først og

fremmest som en skribent af i dag'. Selv om Baggesen jubler ved

bastillens fald, ved han at der næppe er nogen storslået fremtid for

menneskeheden (Tyrannerne dør aldrig), og som dreyfusard 100 år inden

Dreyfus-affæren opflammes han af et sidelangt raseri over den måde

Europa, især Tyskland men også Danmark, behandler sine jøder på.

Vandringen gennem Jødegaden i Frankfurt-am-Main har rystet Baggesen: må

jøderne ikke være der, være det folk blandt andre som de er? Hvorfor

dette afskyelige kristne brodermord? Disse indskrumpne kinder, disse

pibende stemmer, disse fremstrakte, alt for tidligt ældede hænder,

disse tårer fra mødre der ikke kan ernære deres børn? Denne ulidelige

stank. Dette helvede midt i et Europa på tærsklen til en helt ny tid

hvor revolutionen også vil give jøderne deres værdighed tilbage.

Mirabeau i den franske nationalforsamling 1789: 'Den uindskrænkede

trosfrihed er i mine øjne så hellig, at selv ordet tolerance lyder

tyrannisk.'

Men i Tyskland er den kommende mestertænker og ungdomsforfører Fichte

ved at varme op til sine polemiske orgier af ondskab mod jøderne.

Revolution og romantik, klassicisme og idealisme med moralske

handlingskrav i folkets - blodfællesskabets - ikke individets navn.

Dette stadig ubegribelige tidsskifte, beskrevet i Labyrinten med et

klarsyn uden lige, 1700-tallets følsomme landskab der snart skal blive

til Napoleons slagmarker. Baggesen ved hvad han skriver hjem om.

'Mon nogen anden samtidig europæisk forfatter har skrevet så stærkt imod

jødehadet?', spurgte Viviane Hamy mig, og ingen af os kunne på stedet

komme i tanke om andre, hverken franske, tyske eller engelske. Måske er

han eller hun der et sted, gemt langt bort i litteraturhistorien, som

Baggesen var det indtil Viviane Hamy fra sit lille forlag i rue du

Temple kaldte ham tilbage til Europa.

Efter middagen nævnte jeg Wilhelm Dinesen som en anden stor, glemt

dansker, få har skrevet så eminent om Kommunen i Paris 1871 som han,

med militærisk præcision, soldat som han var, og det fik Viviane Hamy

til at erklære at hun så hurtigt som muligt måtte have fat i Dinesens

hovedværk. Hun bad mig om eventuelt at skrive et forord, og måske

foreligger Paris under Communen om et års tid eller to endelig på

fransk.

Jeg kunne med lidt fornyet selvtillid tænke på at rejse hjem. Nok at

tage fat på, selv om en bog om Baggesen som vores visionære, på én gang

opstemte og deprimerede europæer ville overstige mine evner. For ikke

at tale om Dinesen og hans tiltrængte biografi. Men måske to store

essays som sammen med Synspunkt på mit forfatterskab kunne afslutte min

ufuldendte essaysamling der brat standsede for over et år siden. Alle

sikringerne der gik. Beskeden fra Rigshospitalet at der nok måtte tages

'skrappere midler i brug'. Senere separationen i Næstved hvor jeg mødte

op med hagen skåret til blods under barberingen. Under forhandlingerne

sad jeg hele tiden med kleenexer og søgte forgæves at holde blodet

tilbage.

'Så fik du din vilje,' var det sidste hun sagde, inden hun kørte af sted

med en fart så det var lige før dækkene hvinede.

Hjemme igen. Alle de møbler der ikke er mine er fjernede. Ser at

madrassen i min seng heller ikke er der. Der ligger en seddel til mig

på skrivebordet, som så ofte før når hun er taget af sted, til sin mor

eller til en veninde. En af de sidste hun lagde foran mig, inden hun

fløj ud ad døren med katten under armen, lød sådan: 'Du lærte mig had

at kende. Du er ond ved min mor ligesom du var det ved din egen!'

'Op i røven på gamle jomfru Ane med det gamle vrøvl!' råbte jeg efter

hende ved indgangsdøren.

'Du siger det jo selv, dér hvor du skriver at din mor sagde du var

sindssyg allerede som lille!' råbte hun på vej hen til bilen, og det

var som om alle hendes smykker klirrede af ophidselse.

Jeg ser mig stadig om efter madrassen. Den er intet sted i huset. Kigger

så på sedlen.

Rituel afbrænding

Alt hvad der står. Jeg ser ud i haven. Der ligger de forkullede rester

under kastanjetræet. Det er som om det stadig ryger fra dem, eller

måske er det blot en rastløs sværm af hanmyg.

'Jeg må af sted igen,' gentog jeg. 'Det hus gør det af med mig. Kan ikke

komme i gang med noget. Nu er der gået uger på den måde.'

'Tag det roligt. Vi har jo ringet efter en taxa, så du når toget i tide.

Pas nu på!'

Mine naboer hjalp mig op af havestolen. De ben.

Det kan siges meget kort. Tog fra Nykøbing Falster til Paris. Første

klasse, betalt af Association Internationale des Amis de Valéry Larbaud.

Valéry Larbaud? Et navn der næppe siger danskere noget. Og Vichy?

Forbinder vi det med andet end Pétain og hans kollaboratørregering?

Larbaud var forfatter, men mest kendt som en af Frankrigs største

pioneroversættere. Det er for at fejre 40års-dagen for hans død at vi

er seks udenlandske forfattere der er inviteret til Vichy, hans fødeby.

Vi skal snakke om hvordan det er som udenlandsk forfatter at komme på

fransk. Larbaud oversatte bl.a. James Joyce, Samuel Butler og Walt

Whitman. Født i 1881, i stand til at tale en lang række sprog fra han

var ganske ung, senere ven med André Gide, Italo Svevo, Jorge Luis

Borges og andre af tidens grandes signatures , blev Larbaud i 1935

totalt lammet og fik frataget ordet lige indtil sin død i 1957.

Det fandt jeg først ud af nogen tid efter, da jeg hjemme igen studerede

det smukke program med et foto af Larbauds velbevarede og harmoniske

arbejdsværelse på bagsiden, forladt af ham selv, men ikke af hans ånd,

der hviler over det hele.

Det eneste jeg husker fra Vichy er et torv med en karrusel og så operaen

i Kongrespalæet, hvor jeg fra scenen holdt mit indlæg sammen med de

andre forfattere. Jeg må have sat automatpiloten på: 'Det gik fint,

selv om du så noget træt ud og havde besvær med at komme op ad trappen

til scenen,' fik jeg at vide af en af de andre forfattere da vi kom

over til hotellet, hvis navn jeg har glemt.

Toget til Paris. Hotel du Dragon i rue du Dragon, mit hotel næsten helt

tilbage til jeg var student. Bistroen le Dragon lige ved siden af. Den

bliver i de næste tre dage min dagligstue med terrasse når solen

skinner. Har hverken lyst til at ringe til min forlægger eller til Uffe

Andreasen. Fra fortovet kan jeg se skråt op på maleren Jens Birkemoses

lejlighed. Har heller ikke lyst til at kontakte ham, et af de mest

generøse mennesker jeg kender, ude af stand til at rakke kolleger ned

som billedkunstnere har det for vane, værre end nogen anden gruppe.

Sidste år, da jeg også var i gaden efter et besøg i London, lagde han

næsten hver morgen tegninger til mig i hotellet. En af dem forestiller

en person der et eller andet godt sted i universet, i et blåligt rum og

med en aura af rolig koncentration omkring sig, skriver på noget der

kunne ligne en dagbog. En anden et vrag der ligger udbrændt i et

hotelværelse, citrongul i hovedet, flasken sikkert inde under sengen.

En advarsel: Pas på! Kom tilbage til den første!

Rejser mig fra min plads i bistroen, den sidste dag jeg er her. Ser

atter mig selv falde ned fra podiet i operaen i Vichy. Men jeg véd jo

at jeg ikke gjorde det. Véd det, véd det, véd det, siger jeg til mig

selv. I stedet er det nu jeg falder om, på vej ud af bistroen og hen

til hotellet for at få fat i min rejsetaske og ringe til en taxa der

kan køre mig til Gare du Nord.

Jeg har vel højst været væk nogle sekunder, men længe nok til at alle

gæsterne er bestyrtede. Tjeneren kommer springende til og får mig

samlet op fra fortovet og ført hen til hotellet. Kommer op til mit rum

på første sal og får fat i min taske. Falder ned ad trappen til

receptionen, atter væk nogle sekunder. Da jeg kommer til mig selv har

hotelværten sat mig på en stol. Jeg har fået en stor hudafskrabning på

den ene underarm. Hotelværten giver mig et glas iskoldt vand og styrter

hen til et pharmacie efter salve, hæfteplaster og gazebind. Hurtigt er

han tilbage igen. Mens han forbinder mig nikker han kærligt hen over

min skulder til en nyankommen og falder i snak med hende da han er

færdig med at forbinde mig. 'Nanne er her,' siger han. 'Hun hørte om

dig henne i bistroen. Hun vil køre dig til stationen, så vi aflyser taxaen.'

Jeg vender mig om fra min plads med ryggen til indgangen.

'Jens er i København for at forberede en udstilling,' siger hun. 'Ellers

havde han kørt dig. Kom og lad mig tage din taske. Hvad skulle du dog

også helt ned til Vichy efter og på så kort tid? Du burde være blevet

hjemme efter din forrige rejse herned. Den gik jo godt.'

Nanne får hjulpet mig gennem mylderet i Gare du Nords forhal, hen til

perron 3 og op i min sovevogn. 'Læg dig ned og sov. Her en sandwich til

rejsen, hvis du da kan få noget ned.'

Vågner nogle gange op gennem Tyskland i et brag af mørke. Die Nacht . På

hvilket sprog lyder nat mere magtfuldt? Og faretruende? Jeg nipper til

min sandwich. Morgen, og jeg er tilbage i Nykøbing Falster. Får fat i

en taxa og det sædvanlige hos den første købmand der er åben. Hjemme

igen i Langebæk, smider mig på sofaen. Alkohol på tom mave gør én til

optimist de minutter det varer, så kommer fortrydelsens genfærd.

Skimter at naboerne har lagt en ny madras i min seng. Og de har gjort

rent i huset. Og der er sat frugter og blomster frem. Bliver liggende

på sofaen og kigger ud på kastanjetræet. Der stiger ikke længere sort

røg op fra græsplænen, hvis der da ikke blot var tale om en flok af

rastløse hanmyg.

Prædikerens bog :

Som fiskene fanges i det onde garn,

Og som fuglen fanges i fælden,

sådan indfanges menneskene i den onde tid,

når den pludselig falder over dem.

Der er ikke gået 'en rum tid' siden min hjemkomst fra Vichy, men Jean-Paul

Sartres gamle motto: 'Man skal beskrive dagens smerte med morgendagens

øjne' fik mig pludselig hen til mit gamle hakkebræt af en skrivemaskine. At

sætte mig ved skrivebordet og ramme tangenterne, én for én. At rense

maskinen for støv. I gang igen. Som at starte en rusten lokomobil fra

århundredskiftet. Kling, siger klokken når en linie er forbi. En lyd fra en

anden tid.

Nej, jeg har ikke frelst mig ind i nogen morgendag, sidder ikke afklaret

som ældre mand i en gyngestol og fortæller for børn og børnebørn om at jeg

heldigvis 'kom igennem' det og fik skrevet nogle nye bøger der vel ikke var

på højde med mine tidligere hvor jeg blev ført i dansen, men så måske

indeholdt noget andet, smerten behersket, det 'uinteresserede behag' som

Kant taler om: ikke mere at bevise, ikke mere at leve op til, ikke dette

'her kommer jeg' som ofte har irriteret andre. I stedet, med Goethe, roligt

at følge et livsafsnit til dørs, vide at der er år hvor verden skal

overvindes, og så med ét er der de ældre dage som så få ensomme mænd klarer,

men forbløffende mange enker. Disse Victorian ladies som efter enten et

bundulykkeligt liv med en paranoid oberst, der i sindet aldrig kom hjem fra

Indien, eller et lykkeligt, som et uendeligt ophold i en foryngende

blomsterhave, gav sig til at vandre ud i verden og notere ned da de blev

gamle.

En af dem kom helt til Lagoa Santa og skrev udførligt om sit møde med den

gamle P.W. Lund i hans lille domæne inde i Brasilien. Et uforglemmeligt

møde: Lund beskrives som et af de mest kultiverede mennesker vor rejsende

lady har mødt. Hans sekretær P. A. Brandt er død, Lagoa Santa er en flække

som intet civiliseret menneske kan bo i. Den danske regering sendte på et

tidspunkt et krigsskib til Rio de Janeiro for at hente doktoren hjem, og

han red da også af sted og kom til Morro Velho. Der vendte han pludselig om

og red direkte tilbage til sin elskede sø.

Hvordan er det menneskeligt muligt at leve alene her? spørger vor rejsende.

Men Lund evner at underholde sin uventede gæst, han taler - skriver hun -

engelsk perfekt, holder udenlandske aviser og humper nu og da opstemt ind i

sit bibliotek for at finde en bog der kan underbygge en af hans påstande.

Og overalt i sin have og hele vejen ned til søen med dens bådehus, under

hvis læ han tilbringer sin siesta, har Lund plantet blomster og buske og

lægende urter, også planter der ifølge bøgerne næppe skulle kunne vokse i

et klima som Lagoa Santas.

Nogen tid tilbringer vor rejsende i P. W. Lunds selskab, så rider hun

videre, med saddeltaskerne fyldte med småkager og appelsiner, a parting

gift from our old friend , og skriver hjemme igen sine erindringer, hvis

afsnit om Lund jeg først læste i fotokopi længe efter at jeg havde skrevet

min roman om ham.

Under de mest barske vilkår kunne Lund ældes med ynde, som beskrevet (også)

af vor rejsende lady i min fotokopi - eller var hun en mand? Intet

forfatternavn på fotokopien, kun kapitelangivelse. Hvorfor ikke få navnet

opklaret ved en opringning til Det Kongelige Bibliotek? Måske fordi jeg i

min fantasi ønsker der skal være tale om en rejsende lady, én blandt mange

medsøstre: kvinder med hud som porøst pergament, sparsomme, grå hårtotter

på toppen af kraniet der med årene bliver tydeligere og tydeligere i

konturerne, hørebesvær, om morgenen ondt i kæberne indtil de kan gabes på

plads, leverpletter, evig angst for blot det mindste stænk urin i de altid

nyvaskede underbukser, men støvlerne parate lige foran sengen, og landkortet

og en liter mineralvand på natbordet, og det nypudsede kompas nøjagtigt

hvor det skal ligge i tasken. Vilje af stål og et skelet uden lige. Lidt

smørelse, om så af den værste 'indfødte' slags, og det fungerer endnu en

god dag.

C'est la scelette qui compte, som det siges at Karen Blixen (også) yndede

at sige - det er skelettet det kommer an på.

Der er kun gået lidt over en måned, siden jeg smed mig på sofaen og ville

dø. En uge til uden at spise, tænkte jeg, og det ville være overstået. Det

var så det liv, i perioder gik det godt, og noget fik jeg vel fra hånden:

disse vidunderlige morgener hvor jeg var så fortabt i et stof at jeg ikke

hurtigt nok kunne komme hen til skrivemaskinen. Nattens drømme har arbejdet

til min fordel, ikke imod mig. De har givet mig energi, ikke drænet mig.

Hvis man overhovedet kan kalde det drømme, dem jeg har nu: Mider der kravler

ud af væggene, et brunt, bølgende tæppe på gulvet - ørentviste i

titusindvis. Ikke et lyst øjeblik at tænke tilbage på. Kan ikke huske hvad

en god drøm er. Hver gang jeg tænker tilbage lander jeg på et negativt

felt, enten oplevede situationer eller fantasier, en lærer der vrider øret

af mig på Krebs' skole, min første karakterbog i Gammel Hellerup Gymnasium,

'Begyndelsen er ikke god', kirkedøren jeg ikke kan finde da jeg skulle

giftes anden gang, kan høre de mange gæster er ankommet, men jeg forsvinder

ind i kirkegårdens dyb og falder omkuld i en bladbunke og bliver liggende,

indtil det er mit hus jeg vågner i.

For så atter at døve mig og blive væk igen.

En pludselig rædsel, langt værre end for alle de ørentviste og den

forsvundne kirkedør: hvis det nu er sådan at det er den selvforskyldte onde

sindstilstand vi er i i dødsøjeblikket som vi er dømt til at drage videre

med ind i den evighed der venter? Måske handler de syv dødssynder om det:

ingen synd at slå ihjel eller lyve eller begære sin næstes hustru, men du

må ikke dø i en krampe af vrede eller som en saltstøtte af hovmod eller

frådende af jalousi - eller som en slatten grøntsag af livslede, på en sofa

i et næsten tomt bondehus.

Du bærer det med dig på den anden side af døden. Kosmisk ufromhed. Det er

ingen synd at dø, men det er en synd at dø før sin død, en synd at kaste

alt bort og ligge der til ingen verdens nytte, en synd at svigte den tillid

de der holder af dig nærer til dine evner. Jeg véd det. Og lægger et program

for de næste dage som jeg bilder mig ind at jeg virkelig er i stand til at

overholde: gå lange ture, selv om egnen hænger mig ud af halsen, spise,

skrive, gå om så blot ti meter i starten, en dåse med makrel, og de første

to linier på papiret. De ti meter kunne måske blive til en kilometer, og

den til flere, makrellen til retter jeg gør mig umage med, de to linier til

en bog. Eller et længere essay - det Synspunkt på mit forfatterskab ? De

bliver ved med at opfordre mig.

Ud på eftermiddagen vågner jeg. Der lyder stemmer. Det er min søn og min

første kone og min læge og naboerne der står foran mig eller er i gang med

at lufte ud og vaske gulve og fjerne tomme flasker. Nanne har ringet fra

Paris til Jens Birkemose, der bragte beskeden videre til en fælles ven af

os i København der ringede videre: med dét og dét tog vil han ankomme til

Nykøbing, og han vil sikkert tage en taxa hjem lige med det samme. Jeg

græder indvendigt af gensynsglæde. Vi skal nok få dig op at stå. Lad være

med at tænke på det der skete i Paris. Den by har unægtelig set værre.

Vitaminpiller, juice, ymer, frugt. De næste dage hvor min søn laver varm

mad som jeg lige akkurat kan klemme ned i små bidder, fordi jeg ikke kan

holde ud at skulle kaste det hele op igen. Efter at min søn er taget tilbage

til København for at male sin nye lejlighed er det naboerne der tager over.

Ofte kommer han, 'Obersten', tidligt med morgenbrød og hidser mig op til at

gøre lidt gymnastik, og hver formiddag kommer hun med varer fra købmanden.

Hun vasker mit tøj og mit linned, får bragt orden i mine skabe, om aftenen

kommer hun med varm mad som det efterhånden lykkes mig at få ned, hvor jeg

lige efter min hjemkomst smed det meste ud, hen under brændenælderne der

kunne skjule min skam. Om hun ikke vil have noget for sin enestående hjælp?

Intet. Så en tak da, et knus. Ikke noget at takke for. Vi skal have dig op.

Gå nu dobbelt så langt! Men et par af dine bøger ville man måske gerne have

med dedikation til børnene der kan lide at læse og følger dig i avisen.

De har ringet fra Politiken, også dér har de hørt om hvad der skete i

Paris. Om jeg vil interviewes i anledning af min forestående 60-årsdag når

jeg er kommet til hægterne efter den slemme omgang? Har ikke lyst. Politik?

Markedsøkonomi? Globaliseringen? Hvad jeg skriver på? Stadig sår efter de

år hvor jeg var oppe mod maoisterne og hvad de ellers kaldte sig? Om jeg

ikke burde være glad over ikke at have kæmpet helt forgæves? Udviklingen

med mig! Tiderne skifter!

Har intet bud. Lidt drilleri kan jeg måske mande mig op til: Er det snart

ikke for meget med det kongehus og de billedblade? Ja, så gled vi umærkeligt

fra Poul Henningsens regeringstid lige ind i en parodi på et operettesamfund

med guldkareter og hofjægermestre der tror på deres fjerbuske, og

alvorstunge præster med Dannebrog på det sorte ligklæde og Søren Kierkegaard

atter en gang begravet, og alle klapper, og alle er lykkeligt gift og

forældre til børn, der allerede som konfirmander begyndte at lægge til side

til deres pension, og snart kommer Bill Clinton for at fortælle os at vi

lever i verdens bedste samfund, og vi vil tro hvert ord han siger.

Men hvad kommer dog det kongehus mig ved? Hvad er det for en rolle som

'modig' samfundskritiker jeg partout skal leve op til? Hvornår har

dronningen generet mig? Gav hun mig ikke engang sin pris? Og samfundet?

Dybest set aner jeg jo intet om hvad det er der foregår, sidst af alt når

jeg ser tv, og hvorfor skulle jeg også det bare fordi jeg er forfatter?

Tænd, sluk, glem, sov.

Pligtskyldigt læser jeg min avis der bliver mere og mere seriøs, med længere

og længere artikler, og skifter jeg til den uartige lillebror i samme

bladhus, er det stort set det samme, tilsat ukontrollerede angreb på

indvandrerne, noget rigtigt, noget skrupforkert, noget oplysning, noget -

for meget - hetz. Vi véd snart alt, og det vi ikke véd skal vi nok få

stoppet ind i løbet af ugen - for så ikke at ane noget som helst. Er det

noget at bringe til torvs i hvad der burde være et festligt interview?

Men hver dag kommer fru Obersten med mad! Jeg gyser for den dag det for

alvor bliver efterår og hun ikke længere vil være omkring mig, men tilbage

med sin mand i Hvidovre. Lutter tomme sommerhuse omkring mig. Det er om at

udnytte tiden. Aflyse samtlige aftaler, også det foredrag om katolicisme og

protestantisme jeg har lovet at holde i nogle sydsjællandske præstegårde.

Nej, jeg er ikke blevet katolik, og jeg har aldrig været protestant, bortset

fra mine år som stud.theol., hvor en af mine yndlingslærere var den blide

professor Skydsgaard fra Store Kannikestræde, der i det teologiske fakultet

hånligt blev beskyldt for at være kryptokatolik fordi han holdt af jævnligt

at rejse til Assisi og være under en anden og mere forsonende himmel.

Det fortalte jeg min kvindelige præst der elsker at komme i diskussion med

mig når vi tilfældigt mødes enten hos købmanden eller på Kalvehave kro. For

hende er Luther klippe og kilde, absolut ingen slinger i valsen. Men

heldigvis elsker hun at spille valsemusik på sin violin når der er fest på

kroen. Hvis hun spiller Sibelius' Valse Triste ud på natten, er der ikke et

øje tørt i den tætte tobakståge.

Har ringet til mit forlag og bedt dem om ikke at tænke på en reception i

anledning af min fødselsdag. Lille Håbs Rejse vil komme i en ny udgave, som

en hilsen på dagen fra forlaget til mig og mine læsere. Det må være nok.

SLUT PÅ ARTIKEL

Spiser, men stadig ikke nok. Går, men endnu ikke så langt som jeg burde.

Måske i morgen.

14. juli. Inviteret til reception i den franske ambassade i anledning af

Bastilledagen. Tænker på, da der for et par somre siden blev smadret

vin mod ambassadens bygning på Kongens Nytorv, selvfølgelig af den

billigere slags. Kostede næsten hundrede kroner, kostede næsten

hundrede kroner! forkyndte den kendte politiker og flaskeknuser stolt i

tv. 'Havde det så været en ægte revolutionscognac og fruens parfumer!'

skulle jeg selvfølgelig tage til genmæle i aviserne.

Først Brent Star og Greenpeace, så den cykelhjelm og denne smadrede

flaske - til glæde for de evigt og altid forargede danskere. Husker

dengang en mopset dame iført cerut og urtepottehat under en rundspørge

i tv sagde, 'det er også for galt, at Israel opfører sig sådan, tænk at

tilbageholde en uskyldig, blond dansk pige i en mørk kælder, og vi der

hjalp jøderne under krigen!' Selvfølgelig ingen sammenhæng. Pigen var i

ledtog med en terrorist, Chirac uklog. Men disse bølger af forargelse

der altid ender i et ynkeligt skvulp. Var det ikke Simon Spies, der

sagde, at vi kunne klare betalingsbalancen, hvis vi lagde skat på

forargelse?

Ringer afbud til ambassaden: angsten for at besvime på ny, på trappen

eller i en af de smukke saloner, det knuste krystalglas jeg skærer mig

på, og taxaen der kører mig enten til skadestuen eller forbundet til

Park Hotel - mit 'hjem' når jeg er i København og atter hænger fast med

udsigt til Jarmers Plads og starter dagen med at lade morgenmaden stå

urørt for i stedet at ringe til receptionen efter en dobbelt vodka og

ikke ane, om det er nu eller hvornår jeg burde gå hen til Politiken og

måske få den aftale på plads om at rejse ud for bladet. Den lille

bærbare, så jeg lynhurtigt kan sende hjem.

Mit håb, da jeg købte mit hus: vort sommersted, af sted om vinteren.

'Hvad synes du? Er det ikke snart på tide?' - 'Lad os nu se. Måske når

min mor er død, og hvis der er plads til katten. Elsker dig!' - 'Elsker

også dig! For pokker, Paris er kattenes by om nogen. Så rejser jeg

alene.' - 'Så gør det. Nu!'

Hvad jeg gjorde sommeren 94, efter først at være blevet opereret i

knæet. Tog chancen og håbede, at en pæn arv efter min mor, mod boets

vilje, men med min sagførers hjælp, ville blive frigivet i løbet af

nogle måneder, så jeg kunne betale mit ophold i Paris samt komme ud af

al min gæld. Heldigvis troede banken på, at jeg ville få min arv,

aldeles ikke de par millioner, der stod om i avisen, men akkurat så jeg

kunne klare skærene. Var arven ikke faldet hen under jul, ville jeg

have siddet i en gæld på en million, og den ville blive til, og de igen

til ... Tænkte ofte når jeg gik langs Seinen på, hvad jeg skulle stille

op, hvis jeg tabte mod boet. Den absolut værste løsning lå kold, grøn

og mudret lige ved siden af mig, den bedste: at skrive.

'Quelle génie!' sagde forfatterinden Genevieve Brisac til mig nogen tid

efter, at jeg kom til Paris og blev inviteret til middag hos hende og

min forlægger Olivier Cohen. Jeg lød traurig, da jeg fortalte om min

mor, fra jeg var lille og til alt det med arven og hendes besynderlige

og modsigende testamenter, hendes sidste store udspil.

'Quelle génie!' Sagt med lys i øjnene: Genevieve Brisacs udbrud, da jeg

havde sukket mig færdig, fik mig omgående i gang med Datter af : Du er

i Paris, se det udefra - 'med morgendagens øjne': ingen ligegyldige

detaljer, glem psykologien, gør dig ikke klog i et spind af

'forklaringer', vi bestiller jo alligevel ikke andet end at fange

hinanden ind i fjendebilleder, når vi forsøger at 'rede trådene ud' i

vort forhold til andre, især de nærmeste, mor, far, søster, bror,

svigermor, og hende du var gift med i 14 år.

Lynhurtigt tårner fjendebillederne sig op og spærrer for udsynet. Og du

bliver selv et fjendebillede. Du kan ikke genkende dig selv. Din

karikatur er trængt op i et hjørne og lægger sig ned, træt ind til

knoglerne, som en alt for tidligt ældet mand der med sin sidste gule

tand i overmunden ikke kan andet end at hvæse og sprutte over sit

forspildte liv: De andres skyld! Hvorfor mig? Hvorfor skulle alt det

ramme netop mig?

Arven på plads og bogen om min mor færdig samtidig et stykke ind i det

nye år. Og Slangen i brystet der samtidig udkom på fransk - 'en sand

eksistentialistisk roman om en mand der af uforklarlige grunde

destruerer sig selv stump for stump', skrev Le Monde, og i Libération

var der en halv side under overskriften 'Aquavit Boulevard'. De dage

solede jeg mig. 25 år mellem de to bøger om mødre og sønner, le boucle

bouclé, ringen sluttet.

Vidste nogle dage ikke, om det var 60ernes Paris eller 90ernes jeg

befandt mig i. Paris, modens by, men også hovedstaden der forbliver sig

selv, mens i København en ny restaurant knap nok åbner, før den lukker

igen. Nok er mange af de små familierestauranter på Venstre Bred borte,

men stadig er de der rundt om, også de søde damers 'Le petit St.

Benoit' i rue St. Benoit - oprindelig stamværtshus for

århundredskiftets lokale droskekuske - med tre retter for næsten

ingenting og kviksølvet der er løbet i sort inde i spejlene, og hvor

det kun var få år siden, man som fast kunde havde sin egen serviet med

ring i et skuffedarium.

Mogens Brandt var rævestolt over at høre til de udvalgte med egen

serviet, selv om han kun kom til Paris et par gange om året, men så kom

han også, med stok med sølvhåndtag, nye velpudsede sko, elegant habit,

og det skete, at han ringede til mig på hotellet i rue du Dragon og

sagde: 'Henrik, onkel Mogens er her, nu skal der spises !' Vi kunne

være sammen flere dage i træk, og hvert sted vi kom, kendte de monsieur

Brandt, og til slut havde han tasken fyldt op med menukort fra

restauranter i alle arondissementer, så han var forberedt til sin nye

udgave af Spis med mig i Paris .

Kun om eftermiddagen skulle onkel Mogens have absolut ro i sit stamhotel

i rue Jean Bart. Så tog han sine piller mod halsbrand og slumrede ind

nogle timer efter at have læst et par sider af Marcel Pagnol, hans

franske yndlingsforfatter. Mæt rejste han hjem, og mæt vågnede jeg de

morgener i 60erne på Hotel du Dragon og opdagede, at jo mere man

spiser, jo mere lyst har man til at spise.

Stadig - syntes jeg - de samme tjenere hos Lipp med skiltet i et hjørne,

at 'Piberygning er til gene for vores klientel', stadig den samme

l'cole de Paris der udstilles hos Denise René lidt længere henne ad

boulevarden, Richard Mortensens og Robert Jacobsens galleri. Madame

passer sin forretning, som hun har gjort det siden de første

efterkrigsår, form og klarhed, ikke alt det andet, sidst af alt den nye

vilde og amerikansk abstrakte ekspressionisme. Det siger hun dog ikke

højt - man er vel kollega.

Stadig den samme indviede atmosfære hos boghandlerne. Også her taler man

sagte, her råder skriften - l'écriture - og uendelig forsigtigt blader

man i den sidste ombæring af alt fra post-poststrukturalisme til måske

endnu nogle efterladte dagbogsnotater af Sartre, Merleau-Ponty og

Camus. Hvert ord er guld. Og er der ikke gallerierne og boghandlerne,

er der de gamle butikker med jugenddekorationerne, hvor man kan udpege

sig en portion hjemmelavet chokolade, der bliver pakket i æsker med

blomsterdekorationer og sløjfe om af damer med hvide handsker.

Og altid er der bouquinisterne langs kajerne. Nogle af dem har stået der

siden 50erne. Én er royalist med speciale i det katolske oprør i la

Vendée under den franske revolution, da de blå massakrerede de hvide

under anførsel af deres berømte monsieur Jarette. En anden er 3.

republikaner, for hvem verden efter Folkefronten kun er værdig til

foragt. En tredje er pétainist med en uudslukkelig kærlighed til

Waffen-SS og med magasinet Signal med sidste nyt fra Østfronten

hængende i tøjklemmer på siden af sin bod.

En fjerde sælger udelukkende kriminalromaner og science fiction,

Stéphane hedder han, har arvet sin biks og er den yngste på den kaj,

jeg boede lige ud til. Hver tidlig formiddag kommer han på motorcykel,

iklædt sort læder, parkerer, hopper af og låser dyret her og der og

alle vegne og åbner så sin bod, og mødes vi, hilser han altid med

kampråbet 'Il faut se battre!' - Man må slås (for det)! Svært må det

være, nogle dage sælger han intet, måske i alt for et par tusind franc

om måneden - til mad og sit lejede værelse i omegnen, hvor han da

heldigvis har nogle sideforretninger gående.

Ikke langt fra ham står en bouquinist, der kunne være hans ældre onkel.

Han er specialist i Louis-Ferdinand Céline. Samtlige Célines bøger

ligger fint pakket ind i cellofan, og samtlige om ham, og er de der

ikke, skal han nok skaffe dem, og fotos af Den Store Besværlige ligger

der, og nu og da måske en stump manus fra hans hånd eller en bog med

hans dedikation. Hver sit domæne, og alle samarbejder loyalt og giver

hinanden tips om nye dødsboer.

'Ah, Klarskovgaard!' sagde specialisten i Céline, da han hørte, at jeg

kommer fra Danmark og kender det lille sjællandske landsted, hvor

Céline tilbragte sin landflygtighed. Célines antisemitisme? spurgte jeg

forsigtigt.

'Ah, la il etait un peu trop virtuos! C'est tout!'

Fordi jeg er dansk, fik jeg tilbudt et smukt indbundet eksemplar af Nord

til halv pris.

År efter år står de der, bouquinisterne, i al slags vejr. De vil stå der

til benene ikke kan mere.

Post fra mit forlag i Paris. Samtlige anmeldelser af Elle - er især glad

for den fra kvindeugebladet Elle : en hel spalte. Pludselig giver det

et gib i mig: Jeg tør næsten ikke læse et udklip fra provinsavisen La

Montaigne , der udførligt beretter om os udenlandske forfattere i

Vichy. Men lettelse. Endelig kan jeg måske få det mareridt ud af

hovedet: Jeg skulle have signeret med humor i en bar á vin og holdt et

'interessant' indlæg i operaen i Kongrespalæet.

Går en længere tur. Vil jeg også snart have styrke til selv at slå

græsset og ikke få det slået af en af de unge arbejdsløse i nærheden?

Loftet i køkkenet jeg fik malet. Så sent som sidste sommer havde jeg

kunnet gøre det selv.

Samler alt hvad jeg har om Jens Baggesen i en bunke, så jeg forhåbentlig

kan komme i gang med essayet om ham. Lægger Wilhelm Dinesen i en foret

konvolut, så jeg i morgen kan sende Paris under Communen af sted til

Viviane Hamy i rue du Temple.

Hører stadig hendes: 'Livet skal være en besættelse!'

Endelig en kronik der gør glad. Så enkelt er det: 'Nej, fandeme om jeg vil

dø her i en sofakrog eller på plejehjem', sagde vor verdensberømte designer

Le Klint til sig selv - 'og jeg pakkede mine 77 år ned i rygsækken og tog

flyet'.

Tænker atter på vor rejsende lady i Lagoa Santa, men som dagen går mere

og mere på min ven Claus Weeke, der kun følte sig rigtig tryg i selskab

med ældre damer, sin franske stedmor samt to enker fra Danmark, men med

fast bopæl i Paris, den ene omkring de 80, den anden på vej til de 90.

I sin toværelsers lejlighed øverst oppe i rue Saint-Sulpice, med to

ægteskaber kørt i sænk, i perioder uden en rød øre på grund af den

uoverstigelige gæld efter en film, opdrog Claus Weeke med al sin

kærlighed sine børn, lige til de som franske studenter kunne flyve fra

reden, den yngste, Louise, for at uddanne sig i Paris som trompetist.

Sjældent har en trompetsolo lydt så smukt, som da hun på balkonen i den

danske kirke med indgang fra rue Byron spillede til sin fars begravelse

i oktober 94.

Blomster hele vejen op til alteret, kirken fyldt til sidste plads med

sørgende, parisere og danskere mellem hinanden. På forreste række de

gamle damer der dagligt - og på skift - passede Claus Weeke, da

sygdommen tog fat, og ligeledes dagligt og sammen med hans døtre

besøgte ham på det amerikanske hospital, da der ikke var nogen vej

tilbage.

Vi snakkede sammen i telefonen mindst én gang om ugen, og en enkelt dag

var vi sammen fra morgen til aften. Claus Weeke var for en kort stund

blevet sendt hjem fra hospitalet. I håb om ... Han var mager, som var

han lige steget op fra et årelangt fangenskab i katakomberne. Næsten

uden hår på hovedet, men med sin stråhat og sin evige monokel bevarede

han humøret: 'Jeg er så forelsket i livet!' sagde han flere gange og

kærtegnede sit duggede glas med hvidvin, når vi gik fra bistro til

bistro for at ende på en af hans yndlingsrestauranter, hvor indehaveren

lod som ingenting, da han så, hvem der kom og forlangte det ypperste,

han kunne få. Hvad han fik - på husets regning.

Jeg vidste, at Claus mente, hvad han sagde. Der skulle lidt til for at

gøre ham ked af det, nervøs, til tider opfarende som han var - angsten

for ikke at kunne få det hele til at køre rundt, den evige gæld. Men

der skulle endnu mindre til for at gøre ham glad, en tur i

Luxembourg-haven, et stykke musik, en god film eller indkøb i det

nærmeste marked: Claus Weeke var en formidabel kok og havde i en

årrække skrevet til Mad og Gæster, inden han fik en fast aftale med

Hjemmet om at skrive, hvad han ville, især fra de mange, lange rejser

der forgyldte hans sidste år.

Så ringede han til alle, han kendte, at nu er jeg i Rio, og hun er

chokoladebrun og kun sytten år og har skrevet en samba til mig, og nu

er jeg i Melbourne, og her er røvkedeligt, men om nogen tid skal jeg

rundt i Stillehavet med en fransk skipper, og vi vil også besøge

Pitgairn Island, hvis indbyggere, mange af dem, nedstammer fra

mytteristerne på Bounty.

Så blev det til det vilde vesten. Claus sendte fotos af sig selv med

cowboyhat i en lyserød Cadillac, han købte på Østkysten for at sælge i

Californien, efter at have kørt USA tyndt og været ude at ride som

cowboy, indtil han faldt af hesten af smerter bagi og måtte hjælpes op

igen af et skud bourbon. Claus fik mange nye venner i USA,

politibetjente, farmere, cowboys samt eleverne i et college, hvor han

fortalte eventyr om sig selv og sine rejser.

Claus Weeke var måske den sidste ægte danske pariser - og lige til sin

død. Fra den danske kirke blev hans kiste kørt til kommunardernes og

Chopins Pere Lachaise. Måske spillede et orkester på Chopins grav, og

måske lige akkurat det klaverstykke af Chopin som Claus Weeke holdt

allermest af.

Foruden at være journalist og filmmand var han også

konservatorieuddannet pianist, og han nød at spille for sine 'trofaste

gamle veninder'. Men først og fremmest var han improvisatoren, som

trådte lige ud af det forrige århundrede: Om nogen var han den

mundtlige fortæller, som det fremgik af nogle udsendelser i dansk tv,

som han håbede kunne føre til et helt nyt kapitel i hans karriere.

Et stykke Danmark revet væk. Og et lille hjørne af Paris.

Til slut sagde han fra hospitalet bare:

'Du skal ikke ringe mere.'

Men hans Louise vil, lige til hun bliver gammel og måske får lyst til at

pakke sine år ned i rygsækken, mindes en mærkelig, men lykkelig barndom

og ungdom i en lille lejlighed i hjertet af Paris med hund og kat og en

far, der altid var i gang ved komfuret.

Hører stadig den trompetsolo der bar Claus Weeke hjem, mens hans kiste

blev båret ud og kørt til Pere Lachaise.

Har jeg overhovedet noget Synspunkt på mit forfatterskab ? Der står de,

bøgerne, skrevet for lang tid siden. Leder i hukommelsen: Lille

synspunkt, lille synspunkt hvor er du? Er du stukket af fra mig?

Hvorhen? Sidder du stadig i Paris og føler dig fortabt, fordi jeg ikke

tog hånd i hanke med dig? Hvordan ser du ud? Er du skrumpet ind til

ingenting? Putter du dig af angst for det alt sammen ned under dynen i

Hotel du Dragon? Sidder du ved Seinen og føler dig et øjeblik glad,

bare det at slappe af, ikke at skulle noget? Er du forsvundet dybt ind

i Mato Grosso i Brasilien i håb om at blive helbredt af en medicinmand?

Eller er du røget bagud i historien og sidder hos Spinoza i Amsterdam

og får slebet dine briller? Jeg véd de trængte til det. Hvor mange

gange har du ikke i de sidste år bedt mig om at købe nogle nye briller

til dig, så du kunne se andet end syner?

Hvornår det begyndte?, spurgte de jo også om. Synspunkt! - jeg glemmer

dig lidt. Jeg finder dig jo ikke ved at tænke på dig hele tiden, men

måske ved at fortælle løst og fast så godt jeg kan, hen ad vejen, og

hver dag, i håb om at min appetit vender tilbage.

Det begyndte vel i gymnasiet på Stenhus Kostskole. Jeg kunne lide ham,

selv om mange ikke kunne, den skrappe, tykke rektor Larsen der også var

vores dansklærer. Jeg fik pludselig pæne karakterer både i mundtlig og

skriftlig, undtagen en enkelt gang da vi skulle skrive fristil. Dryp,

dryp, dryp. Jeg havde skrevet en historie som Larsen ikke anede hvad

han skulle give i karakter. Ud over det sædvanlige? Eller uden hoved og

hale? Det var noget med øsende regnvejr. En dreng der løber hjemmefra

og ender i en kælder der går i lås efter ham mens regnen siler ned fra

det tjærede loft. Foregik historien i København? Eller i Holbæk hvor

Stenhus ligger? Kan ikke huske andet end den regn fra loftet og rektor

Larsens: 'Tja, dryp, dryp, dryp, hvad skal jeg stille op?'

'Tja, hvad skal jeg stille op?' sagde nogle år senere Gyldendals

konsulent Bjørn Poulsen til mig. Jeg ville ikke tro min far der sagde

at den roman burde jeg hellere gemme væk, men det var godt jeg fik

skrevet den i løbet af de måneder hvor jeg tog fri fra teologien, den

kunne 'føre til noget' senere hen når jeg havde noget anderledes

vedkommende at skrive om og havde lært af mine fejltagelser. 'Hvad du

ævner kast av i de nærmeste krav!' sagde han med et af sine

yndlingsudtryk - et citat fra Bjørnstjerne Bjørnson - og mente både

teologien og de noveller jeg efterhånden magtede.

Bjørn Poulsen boede i Hørsholm, og meget venlig var han som han sad med

mit manuskript på sit arbejdsbord med hans lapper i og hans kommentarer

med forsigtig blyant i marginen, 'ja, måske', eller 'næppe' eller 'mon

dog?'. Hans arbejdsbord var et opslåeligt bridgebord med Karen Blixen

lagt frem på den grønne dug som modgift til de utallige manuskripter

han skulle igennem. Grundigt læste han dem alle, undtagen dem der var

skrevet af notoriske galninge, ikke noget med at løbe hurtigt igennem

hvis der var det mindste tilløb til talent, jysk, sindig, rødkindet,

den sidste hereticaner, kulturkonservativ i skarp opposition til det

der snart for alvor skulle blive 60erne.

Først mange år senere, da jeg havde fået udgivet min første roman, genså

jeg ham til en reception, denne ubestikkelige kulturpersonlighed hvis

Ideernes krise i åndsliv og politik læst i dag er langt mere aktuel end

i 1960, da essayet først udkom og fik den samlede venstrefløj på

nakken. Var det så galt at sige om de Gaulle og Adenauer at de 'tænker

gammeldags, men handler moderne'? Er det ikke netop det der kendetegner

store statsmænd?

'Så gik du altså ikke til andre forlag med dit manuskript?,' spurgte

Bjørn Poulsen.

'Nå, du mener den gang? Nej, heldigvis ikke.'

Men i lang tid havde jeg mistet enhver tillid til mig selv. Nåh ja, de

noveller, men vist ude af takt med tidsånden. Også med mine

medstuderende faldt jeg ud af takt.

I et erindringskapitel beskriver Johannes Møllehave mig nærmest som et

sprogligt geni der strøg igennem alle de indledende eksaminer.

Sandheden er at jeg lige akkurat slæbte mig igennem og drømte mig langt

væk fra Frue Plads.

En dag da jeg var pakket ind i depression stak jeg af til Malmø og gik

rundt i en by, hvis mure virkede truende at jeg følte de ville vælte

ned over mig, og det blev aften og jeg kom ind i en danserestaurant,

men servitricen jeg bød op til dans ville intet have med mig at gøre.

Jeg gik igen, og det blev nat, og jeg kom for sent til båden til

København, og atter gik jeg rundt i Malmø og følte at der ikke var

nogen som helst fremtid, kun mørke, og jeg smed mig i en bladbunke i en

park og vågnede først flere timer efter da en politimand sparkede til

mig.

Rystende af kulde og med hovedpine af mareridt fandt jeg tilbage til

havnen og ventede på den første båd, og endelig kom den, og jeg blev

vasket og barberet og tørrede mudderpletterne af bukserne og fik

morgenmad og kom til København og gik lige hen til universitetet og

mødte Møllehave, der spurgte hvad nummer jeg egentlig blev som student,

det havde jeg aldrig fortalt, og jeg sagde det som det var:

'Nummer ét.'

Hvad jeg ikke sagde var, at jeg bestod med det mindst tænkelige mg-, men

at de andre i min klasse var endnu dårligere. Måske den dårligste

årgang der nogen sinde havde gået på Stenhus. Fra det øjeblik var jeg

nærmest et overmenneske i Møllehaves øjne, og lettere skælvende

fortalte han om sin klasse på Metropolitanskolen, hvor de alle fik ug

eller ug minus, mens han lå som nummer sjok. 'Hvad fik du?' spurgte

jeg.

'Mg+, kun.'

Vist kun én gang i hele min skoletid havde jeg fået et Mg+, en uopnåelig

karakter inden himmelstigningen videre op. Møllehaves klassekammerater

fremstod som de rene genier når han fortalte om dem. En der fik ug med

kryds og slange i samtlige fag begik senere selvmord, fordi han følte

han kunne alt og der intet var at stræbe efter. En anden, også ug,

skulle have slået en eller anden ihjel - en tredje, en fjerde: alle

blev de til wagnerianere i min fantasi, ingen nåde over for andre,

Nietzsche under hovedpuden, lektier noget man absolut ikke læste fordi

man selvfølgelig allerede kunne stoffet udenad og drev lærerne til

vanvid ved at vide mere end dem.

Bevar mig vel, hvis jeg var kommet på Metropolitanskolen i stedet for på

Stenhus. Næste stop Sct. Hans eller det der var værre. Men hvor holdt

Møllehave mit humør oppe når jeg var allermest trist. Han digtede. Han

fortalte anekdoter. I timevis grinede vi sammen når vi gik op og ned ad

Strøget for at se på piger. Vi lavede teolog-revyer sammen. Og han

tryllede når han kom til fest hjemme hos mine forældre, tryllede til

vers, tryllede så vi alle blev rundtossede.

Vi gled fra hinanden. Som Møllehave skriver i sit erindringskapitel: Han

blev veritabel pariser og kom vist aldrig hjem igen.

Men sidste år sås vi. Han skulle se min kones malerier til sin

Børnebibelen . Alt som for år tilbage. Han lavede et interview med mig

til Kristeligt Dagblad, og atter blev jeg til det unge geni der bestod

alle eksaminer med bravur. Kommer til at grine: Får pludselig lyst til

at ringe til Møllehave:

'Johannes, du skulle vel ikke af en fejltagelse have taget mit synspunkt

med dig da du var her? Det er væk! Har ledt alle vegne. Kan du ikke

trylle det frem?'

Møllehave: 'Som jeg sagde til frisørerne til deres kongres: 'I skal ikke

give mig en toupé, jeg har klæbehjerne.' Men jeg kan ikke huske at have

set dit synspunkt! Måske kommer det hvis du atter sætter dig til

maskinen. Har du for resten hørt den om manden, der ... '

Drømmer at jeg er kommet ind til København, til Rådhuspladsen hvor

samtlige danske forfattere er ved at samles med deres synspunkter. Så

marcherer de ned ad Strøget, mens de stolt holder deres gennemarbejdede

manuskripter op i luften: Synspunkt ! Synspunkt ! Kom og hør når vi på

tur læser op i Gyldendals gård! Her er vi alle, trehundrede prosaister,

ottehundrede lyrikere. Og selv kommer jeg løbende efter dem, men ved

indgangen til Gyldendal bliver jeg forment adgang, og jeg går min vej

og siger til mig selv: 'Nu ikke den sædvanlige dødsrute!', men

alligevel ender jeg langt ud på natten i Park Hotel, hvor jeg får mit

værelse og lægger mig og kigger op i det tjærede loft hvorfra regnen

siler ned.

Bodensee, hvor forfattere fra Tyskland, Østrig - og mig fra Danmark, sagde

katten - skal læse op på en 'litteraturbåd', der sejler søen tynd, fra

Tyskland til Schweiz, frem og tilbage det meste af eftermiddagen.

Schleswig-Holstein, hvor vi er en flok skandinaviske forfattere der i en

uges tid skal rundt og læse op, og endelig det mareridt der hedder bogmessen

i Frankfurt. Tre ophold lige efter hinanden i et land jeg kender så lidt

til, selv om jeg lader det spille en afgørende rolle i Det er svært at dø i

Dieppe, når P.L. Møller brækker sig over tyskerne, knepper deres fede

kvinder, ruller sig i mudder og mødding og er på selvmordets rand inden han

langt om længe kommer til Paris. Og vågner. For igen at gå ned.

Og Broder Jacob, eller Bruder Jacob oder die Reise zum Paradies , Broder

Jacobs lange vandring ned gennem Tyskland. Lejesoldater, lig og

lemlæstede børn overalt. Det er Bruder Jacob jeg skal læse op af under

mine tre besøg i løbet af efteråret 95, og ingen synes at have det

fjerneste imod mine tyske rædselsvisioner. Omvendt synes jeg at hvad

jeg har skrevet må være temmelig overdrevet, også selv om det er

historie: Alt i Tyskland er jo så pænt, så ordnet - og så rigt. Og

kvinderne så smukke og selvbevidste. Lige efter Møllers smag. DET GÅR

bedre og bedre med mine oplæsninger og svar under spørgerunder, ikke

mindst når min fremragende oversætter, Wolfgang Butt fra universitetet

i Kiel, er ved min side og hjælper til når jeg kludrer i det tyske.

I Frankfurt, under bogmessen, får jeg de første store, gode anmeldelser.

Var det ikke sådan, så måtte det have været det, skrev en anmelder.

Heldigvis ikke nogen traditionel 'historisk' roman, men en helt

moderne, skrev Der Spiegel. Europa dengang, men også Europa i dag med

aftenkaffe-tv af massegrave - Europa forvist fra sit ordnede,

demokratiske, fremskridtsvenlige, energiske, idylliske, futuristiske

centrum og hældt af på Balkan.

Snart vil Det er svært at dø i Dieppe også komme i Wolfgang Butts

oversættelse. Så findes hele min trilogi på tysk. Det sagde jeg efter

oplæsningerne: At jeg håber man en dag vil læse romanerne i sammenhæng,

ikke bare som 'kierkegaardsk' trilogi om de tre stadier, det æstetiske,

det etiske, det religiøse (der var der blot tale om et stativ jeg kunne

bruge, som om man ikke kan være æstetisk, etisk og troende på samme

tid) - men måske især som tre romaner om tre personer der repræsenterer

hver sit Europa: Hvor den allerede som gymnasiast 'franske' Møller kom

til at hade Tyskland, er P.W. Lund 'tyskeren', mærket som han er af

tysk romantisk naturfilosofi, men med et korrektiv af dansk mangel på

Schwung , Ørsteds sunde skepsis. Og Broder Jacob, franciskaneren uden

andre grænser end sin grænseoverskridende ordens.

'Hvordan jeg i dag har det med mine personer?' Føler at jeg skriver hvad

jeg før har sagt og skrevet bedre.

'Hvordan det føles når tvivlen melder sig: Kan jeg?'

Når tvivlen melder sig? Når jeg føler jeg aldrig har rejst mig fra den

bladbunke i Malmø? Når jeg ligger i toget på fuld fart op gennem Tyskland

og drømmer om det: At komme om på den anden side, sendt af sted i en

morfinrus - og så vågne og være rystende angst over at have drømt sådan?

Når jeg ikke engang kan føle bare lidt stolthed over hvad jeg har skrevet?

Hvorfor ikke sige: Dertil kom jeg, jeg kan ikke mere, må finde på noget

helt andet, blive gartner f.eks.: hvis du vil være lykkelig tre timer, så

drik dig fuld, hvis du vil være lykkelig tre dage, så gift dig, hvis du vil

være lykkelig tre uger, så slagt en gris, hvis du vil være lykkelig hele

livet, så bliv gartner, som det kinesiske ord-sprog siger.

Grinning back at the Devil : hvorfor ikke grine ad det alt sammen, også af

det der skete lige efter at jeg kom hjem fra Tyskland? Jeg kunne jo ikke

gøre for at de to mødte hinanden en novembereftermiddag i Queen's Pub, den

israelske forfatter Yoram Kaniuk og den brasilianske Fausto Wolff, unægtelig

en af 'mine personer' der var kommet til København, bl.a. i håbet om at

finde en oversætter til sin netop afsluttede, store selvbiografiske roman A

mao esquerda (Venstre hånd), hvor alle hans tro disciple fortæller om en

mærkelig Pérsio, der har levet før, nær bekendt med Leibniz, men også levet

nu, og ikke mindst levede i København i 60erne og 70erne og fik fat i alle

de piger han pegede på og blev ven med filosoffen Nikolay Gurdieff og

senere med en vis Henrick Panderson, i hvis Holberg-film han fik hovedrollen

for at ende som Pandersons dæmon i hans selvbiografiske roman Fjenden i et

eller andet, måske i forkøbet eller i brystet , eller hvad det nu var

Panderson fik skrevet ned i den lange vinter i det næsten tomme hus der

hørte ind under godset på Møn, sydende af raseri mod den ædle Pérsio

eller er det Percival han hedder, så godt er mit portugisisk ikke, men

jeg fornemmer alligevel romanen - morsom virker den - og jeg kan da

forstå så meget, at Panderson huggede både Pérsios danske pige og snød

ham under arbejdet med filmen ved at gøre sig til enevældig instruktør,

men Pérsio fik luft ved at kalde filmen c hato - flad.

Men ikke bare Panderson, også alle andre i København ville snyde Pérsio

eller Percival, denne fyrstesøn, hvis adelige forfædre kom til

Brasilien som flygtninge fra religionskrigene, snyde denne tyske Prinz

der kunne være blevet gift med vor Dronning, af finere stand som han er

end prins Henrik, om ikke der havde været så mange intriganter der

havde spærret ham vejen til hoffet.

Der, i Queen's Pub, kom de til at møde hinanden fordi Yoram Kaniuk kom

nogle timer for sent, omtrent samtidig med at jeg havde aftalt møde med

Percival von Traurigzeit, som vist må være hans rigtige navn ifølge

romanen, lige så høj som før, det samme ulvesmil, men også lige så tyk

som han for 20 år siden var tynd som en solodanser.

Vi fandt et hjørnebord, og jeg fortalte Percival om Yoram Kaniuk og om

den kronik han havde skrevet i Politiken om Danmark, med den frygtelige

titel Et kys uden læber - en beskrivelse lidt i familie med Percivals

egen, sagde jeg for sjov og håbede at mødet ville forløbe nogenlunde,

selv om jeg kendte til Percivals afsky for Israel og dybe kærlighed til

Arafat, som han havde besøgt og lavet et stort interview med i en

længere reportage om 'palæstinenserne som den tredje verdens jøder'.

Men næppe havde tjeneren været der, før Percival overfaldt den langt

mindre Yoram Kaniuk med en salve af spørgsmål og anklager:

' Have you personally killed anybody ?'

Videre: ' The Arabs came before the Jews !'

' The Jews own the newspapers in my country. And the television !'

' There were no rich Jews in Auschwitz !'

Umuligt for Yoram Kaniuk at svare. Pludselig dukkede hans nære ven

Herbert Pundik op, enten fra Politiken eller fra sit værelse på Hotel

Kong Frederik. Percival genkendte ham ikke fra dengang han fik ikke så

få artikler i Politiken. Percival nu lettere fuld. Så kom det

afsluttende hug:

' YOU JEWS CRUCIFIED JESUS CHRIST !'

Yoram Kaniuk rejste sig omgående og gik over til Herbert Pundiks bord.

Mig efter i fuld fart. Det hele havde taget mellem fem og ti minutter.

'Der er grænser der ikke overskrides,' sagde Pundik og gik sammen med

Kaniuk. Jeg gik tilbage til hjørnet og satte mig atter ved siden af

Prinz von Traurigzeit.

' So I put shame on my brother's head, as the Arabs say ! ' sagde han

med tordenrøst og lagde sin enorme hånd på mit hoved, som ville han

velsigne mig.

Det lykkedes mig at få Percival til meget mod sin vilje at skrive en

undskyldning, som jeg gik hen med til Palace Hotel hvor Kaniuk boede.

Fra hotellet ringede jeg også til Pundik på Politiken: Jeg forstod ikke

hvorfor. Et afsindigt uheld. Skrev også på hotellets brevpapir to eller

tre undskyldninger til ham og Kaniuk, skrev endnu et par stykker da jeg

var tilbage i Queen's Pub, en syndflod af undskyldninger.

Hvorpå Prinz von Traurigzeit og jeg gik ud på dødsruten - prinsen i håb

om at få fat i en blond fotomodel der lignede hans ungdoms udkårne i

København, jeg med den ønsketanke at mødet slet ikke havde fundet sted,

slet ikke, slet ikke, slet ikke. Vi gik vor ældgamle, totalt nedslidte

rute, fra Drop Inn til Palæ Bar, hvor nogle af de gamle hang ind over

baren, og 'Skønt at se dig igen, Percival' - og Percival: 'Jeg gir, er

færdig med mit nye mesterværk der snart vil sende rystelser gennem

København !'

VI GIK videre til Bobi Bar og derfra til Park Hotel i håb om at de var

ledige værelser til os, og det meste af vejen gled Percival von

Traurigzeit ustandselig på de glatte fortove og et sted på hovedet lige

ned i en snebunke. Storgrinende kom han til syne igen og slog sne og

grus fra panden, mere end trehundrede år på bagen giver styrke:

'De kan ikke lide mig længere, those bloody Danish females .'

'Vi er på vej mod de tres, Percival. Hvad forventer du?'

' Then I want to fuck your wife while I am here, like you fucked mine !'

20 år siden, tænkte jeg. Den mand glemmer intet. Op gennem Studiestræde

råbte han at det havde været tåbeligt af ham at komme tilbage til dette

idiotiske land, på denne idiotiske klode, i denne idiotiske galakse.

Også vi var blevet nyliberale alle sammen, kunne han lugte langt væk,

og gav sig til at skælde ud på de nye generationer der kun

interesserede sig for computerspil, karate og mineralvand.

' I am the last Communist !' råbte han.

Og Prinz von Traurigzeit lagde armen om min skulder, så jeg nær var

blevet mast ned i en snebunke, men vi kom dog frem til hotellet, og kun

fordi de kendte mig godt i receptionen så de gennem fingre med hvordan

Percival så ud.

Det meste af natten lå jeg halvvågen og tænkte på den gang for 20 år

siden da vi tre, Percival, filosoffen Nikolay Gurdieff og jeg, hærgede

den indre by og gik under tilnavnene Den gode, den onde og den

grusomme, fordi der ikke var de provokationer vi ikke afstedkom, især

når der var lilla bleer i nærheden, så kunne Nikolay finde på at smide

alt tøjet, mens Percival trak sin pik frem og sagde at større fandtes

de ikke og jeg nok var lidt mere tøset men alligevel fulgte Nikolays

eksempel og smed tøjet og følte mig herligt tilpas når de lilla bleer

rasende forlod os og hele Drop Inn blev vort private værtshus, hvor der

pludselig kunne dukke en helt anden type piger op der havde hørt om os.

Vi måtte da være spændende. Og Nikolay sagde at han ville have kussen,

røvhullet tilhørte Percival mens jeg selv kunne vælge. Nikolay kunne så

pludselig kaste sig ud i et vældigt foredrag om Plotin og at det er den

indre virkelighed der skaber den ydre, mens Percival protesterede vildt

og gav sig til at hylde den i sandhed ydre virkeligheds heroiske Fidel

Castro.

Da var det sjovt.

Næste morgen ringede jeg atter til Herbert Pundik, der sagde at jeg godt

kunne komme hen i Hafnias gårdhave og sige farvel til Yoram eller Yaaa

rum som Percival gentagne gange havde kaldt ham på vor tur rundt i

natten.

' You and your friend Yaarum! So him you like more than me?'

'The synagogue will put a curse on your head ,' svarede jeg, og da blev

Percival et øjeblik bange. Jeg vidste hvor overtroisk han er, hans

brasilianske opvækst med sort magi som daglig foreteelse, og jeg måtte

omgående trække tilbage hvad jeg havde sagt for at Percival ikke skulle

udfordre alle og enhver i det værtshus vi nu var havnet i. Spekulerede

på om jeg skulle tage en frokost sammen med ham efter at jeg havde sagt

farvel til Yoram Kaniuk, men i receptionen mistede jeg lysten, ikke

mindst fordi oldfruen fortalte hvor meget bøvl der havde været med

fyrsten natten igennem. Jeg ringede op og sagde farvel og fik at vide

at der altid stod en seng til mig i Rio.

Jeg gik hen til Hafnias gårdhave hvor vi hilste nogenlunde venligt på

hinanden, Yoram og jeg, og endnu en gang sagde jeg undskyld, undskyld,

kunne ikke gøre for det, men stadig var jeg ikke kommet til mig selv,

og det var et øjeblik som om Herbert Pundiks lille selskab blev til et

udpluk af det mosaiske trossamfund der sad ved samtlige borde og én for

én vendte ryggen til mig for til slut alle at forlade gårdhaven.

Jeg gik ind i Queen's Pub, hvor der ikke var en sjæl bortset fra Tom

Kristensen på Lars Hansens berømte foto, og jeg skålede med Tom og

mindedes dengang for 25 år siden da jeg interviewede ham i hans hjem på

Thurø. I den første time sagde han absolut intet, heller ikke hans

kone, og jeg følte der var noget galt med mig, at han simpelt hen ikke

kunne lide mig fra det øjeblik jeg ankom. Hele tiden kiggede han på sit

ur. Så udbrød han:

'Så er den fem , Bosse. Frem med øllerne!'

Ud på aftenen tog vi med den lokale vognmand til mit hotel i Svendborg.

Tom Kristensen var i et strålende humør og signerede Hærværk til mig.

Så kom vognmanden tilbage for at hente ham.

'Pas på København, ' sagde han hæst og nu en smule nedtrykt. 'Det er en

ond by!' Det var som om minder pludselig vældede op i ham.

Nogle dage efter skulle jeg under bogmessen i Forum tale om bogen om min

mor. Mine personer! Sagde det som det var at jeg ikke havde anlagt noget

synspunkt på hende. Endnu nogle dage gik som jeg tilbragte hos en god ven.

Så skulle jeg tale i Kulturministeriet i anledning af at jeg havde fået

Holberg-medaljen, og her improviserede jeg et rigtigt Synspunkt som

professorerne vist syntes var interessant. Det var Johan de Mylius fra

Odense Universitet der holdt talen for mig, og han gjorde en del ud af

Fjenden i forkøbet og min brasilianske dæmon med de mange svære navne. Men

ham var jeg faktisk heldigvis for længst blevet forsonet med.

'VIL DU virkelig påstå at du var lyrik anmelder? Du !' sagde en kendt

lyriker en dag til mig.

'Ja, det må jeg jo indrømme! Op til 63, var det vist,' svarede jeg og

føjede til som skammede jeg mig: 'Men så holdt jeg også op!'

Jeg havde fået 'de rette metaforer' på hjernen. Anders Bodelsen, Hans

Hertel og jeg var i 1960 blevet Ekstra Bladets nye, unge anmelderstab.

Jeg baksede med debatbøger og med romaner af bl.a. Iris Murdoch og Max

Frisch samt alle de nye digtsamlinger. Kulturredaktør Rachel Bæklund

syntes bag røgen af sin Punch-cerut at jeg var for knudret når jeg

skrev om de store romaner, for tøvende når jeg skrev om debatbøgerne,

men hun kunne lide mine lyrikanmeldelser fordi jeg her holdt mest af at

citere. Hør denne linie. Og denne her.

Det var i de år da Klaus Rifbjerg havde erobret Frank Jægers trone. Jeg

kunne godt indse at der måtte ske noget nyt efter tidsskriftet Heretica

(som Jæger jo slet ikke tilhørte med sin sjæl), og jeg roste Rifbjergs

Konfrontation, var især begejstret for digtet Nultime, lige ud af

Byrons storslåede Mørke. Men Camouflage brød jeg mig ikke om. En vred

Rifbjerg i telefonen: 'Mand!'

og jeg kom til middage hos ham og mødte Torben Brostrøm og udvalgte

60er-modernister, men følte mig dårligt tilpas. Følte at de alle sad

med 'de rette metaforer' i baghovedet. Det var alvor det her! Ny tid!

Revolutionen lige om hjørnet, det gamle på møddingen, vig fra os, I

skrækkelige rim!

Jeg søgte trøst hos chefredaktør Victor Andreasen, der belærte mig om at

verden desværre aldrig havde oplevet andet end nye tider, men sjovest

havde jeg det med Bro Brille der intet anede om de 'rette metaforer'.

Jeg nød at læse alle hans sladrehistorier fra det højere selskabsliv af

slagsen Balzac ville have taget til sig som ekstra inspiration til Den

menneskelige komedie.

Det lettede også at jeg kom med i Collage-truppen, stiftet af Hans

Christian Ægidius, Kirsten Stenbæk og Ekstra Bladets filmkritiker, Bent

Grasten. Sammen klippede vi citater fra pressen, kulturdebatten især,

og lod dem 'opføre' på Studenterscenen tilsat vores egne minitekster.

Det var her Ulf Pilgaard fik sin debut som skuespiller, og publikum

skreg af grin når de gennem hans mund hørte hvad det var for en masse

vrøvl de dagligt skulle tage stilling til. Og Ægidius! I stand til at

læse op af telefonbogen med så sigende pauser at det at hedde Hansen

kan blive til alt fra flad komedie ('Mit navn er Hansen.' - ' Nej ,

hvor mærkeligt! Det hed min morfar også!') til et rystende drama. Ikke

et sekund ønskede vi at moralisere, det var tungen lige i munden, i

stil med:

Pigen i den røde kjole ind :

Haves: teenagerlove, frustrationer og håndbøger i kønsliv.

Ønskes: lidenskab og kærlighed for voksne mennesker. (Ud)

Radioteater-boiinng

Speakerstemmen: Vor næste opførelse i rækken af Kjeld Abell-udsendelser

bliver en dramatisering af Dage på en sky .

Det hele endte med at vi i december 1963 lejede Allé-scenen og med

Turgenjevs En måned på landet som ramme fik lavet en professionel

forestilling. Vi trænger til en ny Collage-trup i dag. Nu skal I høre

hvad der står i avisen. Og vil I høre et digt, det absolut sidste nye,

med alle de rette sen-halvfemsermetaforer, skrevet med et skrig af

smerte i et frikvarter på forfatterskolen, men ikke desto mindre

uovertruffet i sin sproglige musikalitet, - hør:

Og jeg ser Ægidius stå midt på scenen og kigge tomt frem for sig.

Uden at mæle et ord. (Ud)

Poul Henningsen er en af 'mine personer'? Og kunne det have været ham

der i Bar des Artistes, hvor Queen's Pub nu ligger, en sen eftermiddag

hviskede til Tom Kristensen: 'Frygt sjælen og dyrk den ikke, den ligner

en last'?

Jeg var af Thaning & Appels Godfred Hartmann blevet opfordret til at

redigere et større udvalg af PHs artikler fra starten og til hans

foreløbig sidste kronikker i Politiken, hvori han forudså det livløse

organisationssamfund. Fem årtier, alt lige fra malerkunst og arkitektur

og byplanlægning og sex og Bellevue til retsopgøret og de tyske

flygtningelejre og opgør med nazismen også efter krigen samt den form

for kulturradikalisme der endte med at gå Sovjets ærinde. 'PH forstår

sig ikke på kommunismens sande væsen,' sagde de hårdkogte om ham, og

godt for ham: dræbermetafysik var aldrig hans sag, heller ikke den

'dialektiske'. Og naturfredning, dyrebeskyttelse?

Hitler ville indføre dødsstraf for fornærmelse mod dyr, skulle han have

sagt til Karen Blixen da hun uventet aflagde ham besøg i Usserød for at

klage over at han ville have nedlagt forbud mod schæferhunde. De to

kunne lide hinanden, men PH gav sig ikke. Selvom han ikke - som vennen

Otto Gelsted - ligefrem kaldte naturen for 'det billige skidt', var den

noget, der skulle bruges af mennesket som jo selv er natur. Men et chok

af dimensioner ville han i dag have fået, hvis han læste om

Kola-halvøen og kommunismens hensynsløse naturødelæggelse. Den tror jeg

ingen af de gamle radikalere havde forestillet sig, heller ikke de der

havde Lenin i hjertet.

Sommeren 63 tilbragte jeg dage og nætter hos PH og hans dejlige og altid

loyale Inger med at gennemlæse hans utallige sorte scrapbøger, der stod

på flere hylder i hans arbejdsværelse med PH malet med lilla neglelak

på ryggene. Jeg grinede så jeg nærmest hoppede i sofaen, hvor Inger,

når hun og PH skulle i seng, overlod mig PHs liv og meninger samt et

tæppe til når også jeg blev træt.

Hvordan i alverden kunne den mand dog forarge så meget og så længe?

Aldrig et rosende ord i omtalerne af ham. Det var måske slet ikke PHs

meninger der udfordrede? Var det hans stil? Det slog mig fra starten at

den mand skriver som man skal , hverken patetisk eller fladpandet,

hverken som et tågehorn eller med de rette modernistiske metaforer, men

kontant, vittigt, praktisk .

De nætter på sofaen begyndte jeg at sige farvel til teologien og al den

ulykkelighed den så let fører med sig. Livet er hver morgen du vågner

og føler en ubændig trang til at gribe dagen i dag. Tror aldrig PH var

taget et sted hen og faldet om i en bladbunke for at blive fri for

spekulationer der kun giver migræne. At være i hans bondehus var at

være et sted uden angst: er der ikke mere at skrive, er der en drage

der skal repareres eller en gyngehest der skal saves til eller

brøndkarse der skal plejes, og er der en Gud, så er det ikke op til os

at kravle op til ham ad den himmelstige der kunne findes i vor fantasi,

så vi ender med at styrte på hovedet ned i sjælens sorte nat. Livet er

en materiel affære, det er en glæde at vide det og i sit arbejdsrum at

have en hel væg med værktøj hvor der burde være bøger: dem kan man

altid få fat i, de bedste - dem der ikke belemrer en med mareridt - den

bedste : Anatole Frances Dronning Gåsefod, PHs yndlingsroman.

'Mareridt?' læspede han en dag. 'Dem overlader jeg til Branner og

Abell!'

Men ét mareridt tog han dog til sig: kapitlet i Ingen kender natten,

hvor Branner fremmaner et samfund hvor alt er i reklamens magt. Smid

ikke Branner på møddingen, sådan som visse kritikere har så travlt med

i disse år! Når han så, så han, med den angst PH var så velsignet fri

for.

Om nogen kunne PH have gjort den franske komiker Pierre Dacs ord til

sine: Hvem er jeg? Jeg er mig. Hvor jeg kommer fra? Hjemmefra. Hvor jeg

skal hen? Hjem igen.

Dansk frisind ankommer til Paris. De glade 60ere? Måske i London, måske

i Californien, måske herhjemme med fakkeltog for PH da han fyldte 70,

men absolut ikke i Paris: alvor hele vejen igennem. Anatole France?

Hvem - ham ? Ulæselig! 'Den nye roman' havde holdt sit indtog, og

strukturalisme, og semiologi, og Guy Debord der ikke bestilte andet end

at ekskludere alle sine medsituationister for til slut, for et par år

siden, at ekskludere sig selv i et øde hus på landet enten med reb

eller revolver.

Selv Sartre blev erklæret død og borte: litteraturen skulle renses for

genkendelighed, filosofien for tanker, maleriet for de absolut sidste

lighedspunkter, alt var universitet og magtkampe mellem de

intellektuelle. Hvem læser dem i dag, disse franske guruer der

erklærede humanismen for et levn fra en syg fortid? Bevar mig vel, hvis

man dengang ikke kunne dem på fingrene, ikke adopterede deres mangel på

livsglæde. Og tidsskriftet Tel Quel ! Den rene terror, Lenin, russisk

formalisme, sorte rande under øjnene, guillotinen for et smil for

meget. Heldigvis var der filmen.

Astruc: 'Vi ville skabe lidt lys i mørket ... '

Og der var den haitianske forfatter Sasha Soleil, der var tilknyttet

gruppen omkring tidsskriftet Tel Quel , men heldigvis uden at fortabe

sig alt for meget i dens teorier. Hvad der primært interesserede Sasha

var latinamerikansk barokkunst samt sex.

Som homoseksuel var han flygtet fra Castros Cuba, hvor han havde boet,

og jeg mødte ham første gang på en café i nærheden af forlaget Seuil,

hvor han holdt til sammen med telquel-isterne, som jeg udspurgte til et

interview til Politiken - uden nogen sinde at få skrevet det, fordi jeg

ikke forstod et kuk af hvad de sagde.

Sasha havde netop fået en roman oversat til dansk, som han senere gav

mig, og det viste sig at vi var næsten naboer i forstaden

Bourg-la-Reine. Jeg gav ham PHs Vi er selv historie og fortalte vidt og

bredt om PH, hans lamper, hans revyer, hans lyse demokratiske sind,

modsat de parisiske intellektuelles totalitære sortsyn.

Sasha blev mere og mere begejstret for mig og for det danske frisind -

frizinnn , som han kaldte det, og en aften inviterede han mig til

middag for at jeg kunne fortælle mere om dette friiisinnn. Jeg kom, og

han åbnede, og straks fik jeg et chok da han slog sin silkeslåbrok op

og hans jern pegede lige på mig. Men jeg tænkte: Hvorfor ikke? havde

ikke været i seng med en pige i umindelige tider, måske var jeg også

bøsse, vis dit frisind, PH vil være stolt af dig.

Aldrig er jeg blevet vartet så godt op. Sasha bredte et sort silketæppe

og silkepuder ud over gulvet, satte Marlene Dietrichs Lili Marleen på

grammofonen, lagde sig ved siden af mig og tog min hånd og førte den

ned til sit lem. Men jeg kunne ikke få mit til at stå. Vi kyssede

hinanden, vi kærtegnede hinanden, vi så hinanden dybt i øjnene, og han

sagde at hvis han var solen, så var jeg månen, jeg var det dragende

Norden, de tyske skove, Schwarzwald, en Heidegger, en ny PH, jeg var

alt det han savnede i det dystre Paris, han ville give mig alt. Men stå

kunne den ikke. Hans skægstubbe irriterede mig grænseløst.

På et tidspunkt gik jeg ud på toilettet. Sasha Soleil fulgte efter og

ventede lige udenfor.

'Tu te masturbe, Henrik!'

'Nej, jeg masturberer ikke, Sasha.'

'Si. Tu te masturbe! Tu penses à moi!'

'Nej, Sasha. Jeg tænker ikke på dig. Jeg læser Tel Quel her på tønden.'

Jeg blev færdig med både Tel Quel og mig selv, kom ud igen - hvorpå

Sasha Soleil sprang op på mig mens han fik sædafgang. Jeg løb ud i

køkkenet og havnede i en gryde med risotto til et nattegilde han skulle

holde for sine venner.

Således, efter en hurtig svamp der ikke hjalp stort, med haitiansk sæd i

en stråle hen over siden af min jakke og den ene fod sølet til med

risotto, kunne jeg tage ind til Lipp for at møde mine forældre der var

nogle dage i Paris.

'Hvor ser du glad ud, min egen!' sagde min mor. 'Er du forelsket?'

'Ja, og hun er fra Bourgogne. Lige ud af et maleri af Renoir!'

'Åh, min skat, du har da også altid held med kvinder.'

'Medgiften! Glem ikke at insistere på den,' sagde min far. 'Hvert år til

jul mindst én kasse bourgogne.'

Sasha Soleil forblev min ven i mange år efter. Hver gang jeg var i Paris

mødtes vi på Café Flore, ikke langt fra Roland Barthes' stambord, for

som regel at ende på en nyåbnet bøsse-natklub, holdt i pink og begsort

og med projektører i alle farver der for rundt i rummet. En stemning af

total eufori - og ensomhed. Hver gang præsenterede Sasha Soleil mig for

bartenderen som den førende repræsentant for dansk frizinnn , der dog

fortsat og af uforklarlige grunde nægtede at blive en homme complet -

en mand 'til begge køn'.

Trofast sendte Sasha Soleil mig sine romaner, hver gang 'Fra Solen til

Månen'. Den sidste bog fra ham, en kriminalroman fra bøsseverdenen, var

uden dedikation, sendt fra forlaget efter den liste han havde

udarbejdet kort inden sin død, efter sigende i armene på en af sine

mest intime venner, kun skind og ben.

Den epidemi som ingen i 60erne i sin vildeste fantasi havde forestillet

sig skulle ramme millioner, fra Haitis til de fleste af verdens

hovedstæder, havde også erobret Sachas smukke krop, hans 'væren i

verden', det der var hans stolthed langt mere end hans forfatterskab og

hans medlemskab af Tel Quel-gruppen var det.

.