Richard Ford

Sportsjournalisten

(Forlaget Tiderne Skifter 1995)

Oversat af Arne Herløv Petersen

Efter "The Sportswriter" (1986)

Uddrag

1

Jeg hedder Frank Bascombe. Jeg er sportsjournalist.

De sidste fjorten år har jeg boet her på Hoving Road 19 i Haddam i New Jersey i et stort hus i renæssancestil, som jeg købte, da en novellesamling, jeg havde skrevet, blev solgt til en filmproducer for en masse penge og tilsyneladende skaffede min kone og mig og vores tre børn - hvoraf de to ikke engang var født endnu - et godt liv.

Præcis hvad et godt liv var - det jeg havde ventet - kan jeg ikke fortælle dig præcis nu, selv om jeg ikke ville sige, at det ikke er blevet til noget, bare at der er sket så meget i mellemtiden. Jeg er for eksempel ikke gift med X mere. Det barn, vi havde dengang det hele begyndte, er død, men der er som sagt to andre, der er i live og nogle pragtfulde børn.

Jeg skrev halvdelen af en kort roman kort tid efter at vi flyttede hertil fra New York og lagde den i en skuffe, hvor den har ligget siden, og hvorfra jeg ikke regner med at tage den op igen, med mindre der skulle ske noget, som jeg ikke kan forestille mig nu.

For tolv år siden, dengang jeg var seksogtyve, fik jeg tilbudt et job som sportsjournalist af redaktøren for et sportsblad i New York, som I alle sammen har hørt om. Det var noget der skete på den blinde måde tingene skete på dengang, og det var fordi han kunne lide en freelance opgave, som jeg havde skrevet på en bestemt måde. Og til min og alle andres overraskelse holdt jeg op med at skrive på min roman og sagde ja.

Og siden da har jeg ikke arbejdet med andet end dette arbejde, bortset fra i ferierne og en periode på tre måneder, efter at min søn døde, hvor jeg tænkte på at starte på et nyt liv og fik et job som lærer på et lille privat college i det vestlige Massachusetts, hvor det endte med at jeg ikke brød mig om at være, så jeg var utålmodig efter at holde op igen og komme tilbage her til New Jersey og skrive om sport.

Mit liv har ikke været spor dårligt disse tolv år, og det er det heller ikke nu. På de fleste måder har det været helt vidunderligt. Og selv om der er flere og flere ting, der skræmmer mig, jo ældre jeg bliver, og selv om det bliver mere indlysende for mig, at der kan ske nogle dårlige ting for en, og at de faktisk også sker, så er der ikke ret meget, der virkelig bekymrer mig eller holder mig vågen om natten. Jeg tror stadig på muligheden for lidenskab og romantik. Og der var ikke ret meget, jeg ville have lavet om på, om overhovedet noget. Måske ville jeg have valgt ikke at blive skilt. Og min søn, Ralph Bascombe, ville ikke være død. Men det er stort set det hele af den slags.

Hvorfor skulle en mand opgive en lovende litterær karriere, vil du måske spørge - jeg havde endda fået nogle gode anmeldelser - for at blive sportsjournalist?

Det er et godt spørgsmål. Foreløbig vil jeg nøjes med at sige dette her: Hvis sportsjournalistik overhovedet lærer en noget, og der er både meget sandhed i det og også en masse løgne, så er det, at hvis ens liv skal være noget værd, så må man før eller senere se muligheden for frygtelig, svidende fortrydelse i øjnene. Men man må også kunne undgå den, for ellers bliver ens liv ødelagt.

Jeg tror, jeg har gjort disse to ting. Set fortrydelsen i øjnene. Undgået at blive ødelagt. Og jeg er her endnu og kan fortælle om det.

Jeg er klatret over metalhegnet til kirkegården lige bag mit hus. Klokken er fem langfredags morgen, den 20. april. Alle de andre huse i kvarteret ligger i skygge, og jeg venter på min ex-kone. I dag er det min søn Ralphs fødselsdag. Han ville være blevet tretten og begynde at blive en mand. Vi har mødtes her de sidste to år, tidligt, før dagen begynder, for at mindes ham. Før det kom vi bare herover som mand og kone.

En genfærdsagtig tåge letter fra kirkegårdens græs, og højt oppe i den lavere atmosfære kan jeg høre suset af gåsevinger. En politibil er kørt mumlende ind ad porten og stoppet, har slukket lysene og holdt mig under opsyn. Jeg så en tændstik flamme op et øjeblik inde i bilen, så politibetjentens ansigt, mens han så på en skriveplade.

I den anden ende af den "nye del" stirrer en lille hjort på mig, mens jeg venter. Nu og da blinker dens gule spejl ud af mørket og over mod den gamle del, hvor træerne er større og hvor tre af Uafhængighedserklæringens underskrivere ligger begravet inden for synsvidde fra min søns grav.

Mine naboer, mr. og mrs. Deffeye, spiller tennis og tæller points med dæmpet-høflige tidlig-morgenstemmer. - Undskyld. - Tak. - Fyrre nul. Pok pok pok. - Fordel til dig, skat. - Ja, tak. - Din. Pok pok. Jeg hører deres skurrende, skrattende åndedræt gennem næsen, deres skrabende fødder. De er oppe i firserne og har ikke brug for søvn mere, så de er oppe på alle tidspunkter af døgnet. De har installeret refleksfri bariumlygter, der ikke skinner ind i min have og holder mig vågen. Og vi er blevet ved med at være gode naboer, om ikke gode venner. Jeg har ikke meget til fælles med dem nu, og jeg bliver ikke inviteret med til mange af deres eller nogen andens cocktailparties. Folk i byen er stadig venlige på en fjern måde, og jeg betragter dem som udmærkede mennesker, konservative, ordentlige.

Jeg er begyndt at forstå, at det ikke er nemt at have en fraskilt mand som nabo. Kaos lurer i ham - den levedygtige sociale kontrakt bliver draget i tvivl af det slørede seksuelle aspekt. De fleste mennesker synes, de bliver nødt til at vælge, og det er altid det nemmeste at vælge konen, hvilket er det, de fleste af mine naboer og venner har gjort. Og selv om vi sludrer over indkørslerne og hækkene og over taget af hinandens biler på butikkernes parkeringspladser, selv om vi kommer med bemærkninger om hinandens tagudhængs og nedløbsrørs tilstand og sandsynligheden for en tidlig vinter og undertiden udkaster famlende planer om at ses, ser jeg dem næsten aldrig, og det tager jeg ganske roligt.

Langfredag i dag er en særlig dag for mig, bortset fra det andet særlige ved den. Da jeg vågnede i mørket her til morgen, med et hjerte der hamrede som en tamtam, syntes jeg det virkede som om en forandring var på vej, som om denne drømmende tilstand, farvet af forventning, som jeg nu har følt i nogen tid, løftede mig op i det kølige, skyggefulde daggry.

I dag rejser jeg herfra til Detroit for at begynde på en skildring af en berømt tidligere fodboldspiller, der bor i byen Walled Lake i Michigan og har siddet i kørestol siden en vandskiulykke, men som er blevet en inspiration for sine tidligere holdkammerater ved at vise mod og beslutsomhed, gå tilbage til universitetet, gøre sin eksamen i kommunikation færdig, gifte sig med sin sorte fysioterapeut og endelig blive æresformand for sit gamle hold. "Gør en indsats", er den vinkel jeg har på historien. Det er den slags historier, jeg kan lide og finder lette at skrive.

Men jeg bliver mere forventningsfuld end jeg ellers ville blive, for jeg tager min nye kæreste, Vicki Arcenault, med. Det er ikke længe siden, hun flyttede op til New Jersey fra Dallas, men jeg er allerede temmelig sikker på, at jeg er forelsket i hende (jeg har ikke sagt noget om det for ikke at skræmme hende). For to måneder siden, da jeg kom til at snitte min tommelfinger op, da jeg sleb bladet på en græsslåmaskine i min garage, var det sygeplejersken Arcenault der syede den sammen på skadestuen på Doctors Hospital, og så har det udviklet sig derfra. Hun blev uddannet på Baylor i Waco, og kom herop, da hendes ægteskab gik i stykker. Hendes familie bor rent faktisk nede i Barnegat Pines, ikke så langt væk, i et byggeri nede ved havet, og jeg skal være hendes store udstillingsnummer til påskemiddagen - en garanti for dem på, at hun har gennemført en vellykket omstilling til Nordøststaterne, fundet en sikker og rar mand og helt lagt de dårlige tider bag sig, inklusive ægtemanden Everett med daggertansigtet. Hendes far, Wade, er kontrollør ved Udgang 9 på Motorvejen, og jeg kan ikke vente, at han vil være glad for aldersforskellen mellem os. Vicki er tredive, jeg er otteogtredive. Han er kun i halvtredserne selv. Men jeg håber, jeg kan vinde ham over på min side, og jeg er så ivrig som jeg kan være efter omstændighederne. Vicki er en sød og rapmundet lille en med sort hår og fine, brede kindben, en bred texas-dialekt og en håndfast indstilling til kærlighedslivet, der kan få en mand som mig til at skrige højt af længsel om natten.

Man skal aldrig tro, at man frit og muntert kan rende rundt efter damerne, når man går ud af et ægteskab, eller at man kan leve et eksotisk liv, som man aldrig rigtig har kunnet fatte før. Det passer overhovedet ikke. Der er ikke nogen, der kan gøre sådan ret længe. Det har den klub for fraskilte mænd, som jeg er med i her i byen, bevist for mig om ikke andet - vi snakker ikke ret meget om kvinder, når vi er sammen, og føler os lettede over kun at være mænd. Det som jeg - og de fleste andre - kom ud i ved at forlade et ægteskab var cølibat og mere troskab, end jeg nogen sinde havde kunnet holde ud, selv om der ikke var nogen inden for rækkevidde at være tro mod eller cølibat for. Bare et langt og tomt øjeblik. Selv om alle mennesker burde leve alene på et eller andet tidspunkt af deres liv. Det er ikke sådan som når man er barn, om sommeren eller på et kollegieværelse på et eller andet elendigt universitet. Men når man er voksen. Så skal man være alene. Det kan være godt nok. Man kan ende med at være mere i ligevægt i sig selv, sådan som de bedste sportsmænd er det, og det er det værd. (En basketballspiller, der går efter sin patenterede ydre springer bliver intet mere end det enkle personificerede ønske om, at bolden skal ryge i kurven). Under alle omstændigheder er det ikke nemt at gøre det der er tappert, og det er heller ikke meningen, det skal være det. Jeg passer mit arbejde, og jeg gør det godt, og jeg bliver ved med at vente mig det bedste, uden at have den mindste anelse om, hvad det bliver for noget. Og det bonus, jeg får, er sådan en lille pakke som sygeplejersken Arcenault, der virker som om hun er sendt direkte fra himlen.

Det er flere måneder siden jeg har været ude at rejse sidst, og bladet har fundet masser af ting, jeg kan gøre i New York. Det blev sagt i retten af X's luskede advokat, Alan, at mine rejser var årsagen til vores problemer, især efter at Ralph døde. Og selv om det ikke teknisk set er sandt - det var en juridisk grund, som X og jeg fandt på i fællesskab - så er det rigtigt, at jeg altid har elsket de rejser, mit arbejde medfører. Vicki har kun set to landskaber i hele sit liv; de flade, ensartede og dystre prærier omkring Dallas, og New Jersey - noget sært, ujordisk noget nu om dage. Men jeg kommer snart til at vise hende midtvesten, hvor den gamle normalitet hænger tungt i den fugtige luft, og hvor jeg tilfældigvis studerede.

Det er rigtigt, at en stor del af mit arbejde som sportsjournalist er præcis det, man skulle tro: flyve med flyvemaskine, komme til og rejse fra lufthavne, skrive sig ind og ud fra hoteller inde i centrum, vente i timevis i korridorer og omklædningsrum, lege biler, konfronteres med uvenlige piccoloer. Drinks sent om natten i ukendte barer, altid op før daggry, sådan som jeg er oppe nu til morgen, i et forsøg på at få et perspektiv på tingene. Men der er også noget sikkert over det, som jeg ikke tror, jeg kunne leve lykkeligt uden. På et meget tidligt tidspunkt kommer man til at indse, at der aldrig er noget, der vil føre en væk fra en selv. Men i disse bogstavelige og anonyme byer i landet, i byer som Milwaukee, St. Louis, Seattle, Detroit, ja, selv i New Jersey, kan der ske noget uventet og noget, der giver håb. En kvinde jeg mødte på det universitet, hvor jeg underviste en kort overgang, fortalte mig engang, at jeg havde for mange valgmuligheder, at jeg ikke i tilstrækkelig grad blev drevet frem af den nøgne nødvendighed. Men det er ikke andet end en illusion og en fejl fra hendes side. Valg er alt hvad vi har brug for. Og når jeg bevæger mig ud og ind i disse amerikanske byers stenlabyrinter, så er det præcis det jeg føler. Masser af valg. Ting som jeg ikke ved noget om, men som jeg måske vil kunne lide, er her og venter muligvis på mig. Selv om de ikke gør det. Det opkvikkende ved ankomsten. Godt lys i en restaurant, man særlig godt kan lide. En taxichauffør med en interessant livshistorie at fortælle. En henkastet, syngende stemme, en kvinde man ikke kender, men får lov til at høre på i en bar, hvor man aldrig har været, på et tidspunkt, hvor man ellers ville have været alene. Disse ting venter på en. Og hvad kunne være bedre? Mere mystisk? Mere værd at se frem til? Intet. Ikke noget som helst.