FARVERIGT MELLEMSPIL

DET RØDE TÆPPE

Her ligger tæppet bredt, det persisk røde,

og tykt som mosser, skridende og bløde,

hvor solen vælder ned, og får det til

som hedede metaller dybt at gløde.

Den tindrer i det vilde, bundne flor

fra hede havers okkerrøde jord,

i hvide, grønne, sáfrangule roser,

og mellem dem, fontæners isblå spor.

En ild slår mod de lukte øjenlåge,

en hvirvlen af en lavagylden tåge,

fordunklet under skygger, og som blodet

du hører dumpt i dine årer koge.

Brisen har strejfet som en flig af silke,

luftige kærtegn af en klædnings silke,

hvor rislende den ånder svaling under

de lyse løvtag i et slyng af stilke.

Et slankt fontænespring i lyset suser,

som i sin egen dansen sig beruser,

slingrende i en hvid og klinger plasken

og skum, som kummens fligede blade knuser:

Et spejl af lysets tindren, himlens glød,

som sænker foråret i farveglød

og flygtiglysende drømme i sin flade

forklarede mod dyb pulserende glød.

DET HVIDE TÆPPE

En guldfugls fløjt i skyggehaver,

en pige ved sin leg med gaver,

smidig og kølig i bølgede slør

og blomsters hviskende palaver...

Aner hun mon karavanernes last,

basarers stabler, blanke slaver -.

En hingst, der dirrer som en pige,

en falk der vil fra handsken stige -

fyrsten er fjern i sin drøm ...

Her ser han ingen hede krige,

sletter der hærges og borge i brand,

og hører ingen angstfuldt skrige. -

Lukket i silken med kølende lugt

blomstrer her drømme, som aldrig bærer frugt;

tørke har hærget alle haver,

veje går øde bag rytternes jagt

hvor lyset stråler skarpt og nøgent:

her er kun drømmene, her er kun digt.