"Finnegans Wake" af James Joyce, der udkom
i 1939, regnes af mange mennesker for den betydeligste bog, der er skrevet
i det tyvende århundrede. Alligevel har dens indflydelse på
efterkrigstidens litteratur været underjordisk og indirekte, og forbavsende
få mennesker har overhovedet taget sig sammen til at læse den.
Det skyldes, at den i hele sin sprogbrug
betegner et afgørende brud med al tidligere litteratur. Ordene får
dobbeltmening, gennem ordspil, der lægges i lag oven på hinanden
- og som ikke er begrænset til engelsk, men også omfatter så
lidet kendte sprog som tibetansk, gælisk og oldnordisk - og man skal
undertiden sidde i timevis for at fatte den underliggende betydning af
et enkelt ord.
James Joyces teknik må nærmest
betegnes som en ordsammensmeltnings-teknik. Det er ikke ordspil for ordspillenes
skyld, men gennem ordspillene ledes man til at indse et grundlæggende
sammenhæng mellem ellers adskilte fænomener Dette sammenhæng
træder direkte frem i ordenes form, derved at hver enkelt ord kan
læses på flere forskellige måder. Og de forskellige tolkninger
er ikke mere eller mindre rigtige; de er alle rigtige, men siger bare noget
om forskellige erfaringsområder.
Joyce anvender for eksempel udtrykket
"penisolate war". Ordet "penisolate" leder umiddelbart tanken hen på
"peninsulate", og udtrykket skulle altså betyde "halvø-krigen".
Men det indeholder også sætningen "penis of late", den tidligere
penis' krig, hvorved Rabelaiske overtoner opfanges, og endelig kan udtrykket
tolkes som et udsagn om digterens ensomhed: "pen-isolated war", hvor "war"
kan læsas både som det engelske "krig" og det tyske "var".
De forskellige tolkninger er alle gyldige.
Det forekommer mig, at denne teknik kan
anvendes i poesi med stort held. Joyces bog er en fantastisk indviklet
roman med en intrige, der omfatter hele menneskehedens historie. Ved at
anvende hans ordsammensmeltnings-teknik i kortere lyriske digte opnår
man en større grad af umiddelbarhed og koncentration: Det er ikke
så uoverkommeligt at sætte sig ind i et digt på en halv
side som en roman på over 600 sider. Og teknikken forekoramer mig
velegnet netop til digte, fordi den i eminent grad er lyrisk.
Herved forstår jeg genspejlingen
af en stemning, i modsætning til den episke fortælling (hvor
handlingen er væsentlig) eller dramaet. I lyrikken ønsker
man koncentreret at gengive noget statisk. Man er ikke interesseret i handlingsforløbet,
men i dybderne i et tidsløst øjeblik. Af denne grund må
efter min mening brugen af verber begrænses stærkt i lyriske
digte da verber efter deres natur leder handlingen fremad.
I en samling ved navn "Ting", som jeg
udsendte som privattryk i 1965, har jeg forsøgt at anvende ordsmeltnings-teknikken
og parre den med det visuelle element. Jeg har opstillet sammensmeltende
ordrækker i mønstre, der svarer til figurer eller kinesiske
tegn. Herved har jeg opnået at eliminere tendensen til at læse
digtet som et tidsbestemt forløb - fra den ene linje og videre til
den anden. I et mønster eller et tegn er der ingen grund til at
begynde i øverste venstre hjørne - man kan principielt begynde
hvor som helst i digtet. Digtet er samtidigt: Det udtrykker ikke en episk
handling, men noget der altsammen foregår på samme tid og indeholdes
i samme stemnings-øjeblik.
Det har ikke været mig muligt i
disse digte at begrænse mig til det danske sprog Associationer forekommer
mig lige gyldige, hvilket sprog de end melder sig på, og jeg har
derfor ikke på nogen måde undgået relevante associationer
på andre sprog. Dette gør rauligvis bogen vanskeligere tilgængelig,
men det åbner samtidig for nye muligheder, der gør den anvendte
teknik langt mere smidig.
Det vil føre for vidt at prøve
på at gengive eller fortolke en del af disse "ting", men jeg kan
forsøge at fortolke nogle få linjer fra en "ting", der oprindelig
var sat op i en firkant med en prik indeni: Et tegn, der på kinesisk
betyder "sol", og som indeholder ældgamle associationer til det befrugtede
æg og livet oprindelse.
De første linjer af dette "sol-digt"
lyder, omsat i almindelig linje-rækkefølge:
rarisk eller selenitisk
presdustk, protuberansagende, solculos
nakeye
helleriste, jihvsalig, varmfuld, fortinbracing
liffy
zeuye, aztinct, rasurrection, rhadosfre
eqvelity.
Den første linje spiller på
dobbeltbetydningen ra(solgud)/arisk og selene(måne)/semitisk, men
er stillet op som et spørgsmål, ikke som noget bekræftet
udsagn. I næste linje er det første ord "presdustk", der indeholder
"pres"(nærved) dust (støv), dusk (skumring), at presse og
endnu flere ord på forskellige sprog. Det næste ord viser solen
som en magt, der søger ud i rummet med protuberanser og ransagende
fingre. Hvis dette billede skulle anverdes i et almindeligt digt, ville
det kræve en hel sætning, men her er metaforen trængt
sammen i ét enkelt ord, hvorved den bliver langt mere virkningsfuld.
De to sidste ord viser solen som et nøgent øje "sol", ”oculos"(og
okkult), "naked" og "eye".
I næste linje betragtes solen som
livgiveren. Den er "jihvsalig", ("jih" betyder "dag" på kinesisk),
den er "fortinbracing", overstrømmende som Fortinbras, "embracing"
og "fort" stærk) og "liffy" (floden Liffy i Irland, livlig, liflig).
Endelig omtaler den næste linje
solen som guddom. Zeus' øje, aztekisk (men med et spil på
at denne gud er død: extinct, aztinct). Men den vil rejse sig igen
hver dag, blive "resurrected" med ordspil på gudenavnet "Ra", solens
ø Rhodos vil blive givet som et offer til Ra ("rhadosofre") og der
vil opstå en ny lighed.
Man diskuterer for tiden meget ny-enkel
kontra konkret digtning. Jeg finder begge disse skoler så témmelig
uinteressante: Den ene siger mest noget, man ved i forvejen. Den anden
ofrer meningen i digtet for at hellige sig det strengt semantisk-sproglige.
Joyces mytologiserende, overstrømmende, altfavnende teknik, der
kræver nælæsning (og hvis man ikke kan forlange det af
et digt, hvor kan man så forlange det?) virker på mig langt
mere givende. Jeg føler mig temmelig sikker på, at Joyces
indflydelse i den kornmende tid vil vise sig mere og mere tydeligt, og
hans storværk "Finnegans Wake" vil blive læst og studeret langt
mere indgående end det er tilfældet nu.
(Tema. Kulturtidsskrift. Nr 1. 1967)