Arne Herløv Petersen

Simmer

Hovedland 2005. 179 s.

Simmer som e-bog

Uddrag af anmeldelser:
 

Arne Herløv Petersen skriver på et stort overskud, hans sprog er fuldt af finurligheder, og hans brug af ironi er på et muntert, fint niveau... "Simmer" er en bog, man har det rigtig godt med; så godt, at man bliver lidt ked af det, når sidste side er vendt.
                                                                                            Mette Winge, Politiken
 

Jamen tænk, jeg måtte grine højt! Det er ellers ofte tonefaldet i mange historiske romaner, der irriterer. Højtideligt eller bevidst "jævnt" og under alle omstændigheder blottet for humor. Så derfor er Arne Herløv Peteresens roman "Simmer" sådan en herlig overraskelse, for her må der gerne grines, skønt fortællingen er nok så grum... Arne Herløv Petersen skildrer dette i grunden mistrøstige kapitel af Danmarkshistorien med et spottende veloplagt sprog og en total respektløs humor... "Simmer" er bare en skøn roman, som jeg fornemmer, at Arne Herløv Petersen har moret sig prægtigt med at skrive. Han boltrer sig overgivent i det mest ødsle billedsprog.
                                                                                            Katinka Bruhn, Weekendavisen

**** - Gevaldigt underholdende er det
                                                                                            Hans Flemming Kragh, Ekstrabladet

***** - Historien fortælles med lune og smittende energi, og Herløv Petersen har en fremragende indføling i det middelalderlige menneskes sind, der vakler mellem hedenskab og kristendom. Sådan som det moderne sind faktisk også fortsat gør.
                                                                                            Knud Bjarne Gjesing, Fyens Stiftstidende

Simmer er en spændende bog med farverige person- og ikke mindst miljøskildringer. Den handler mest om datidens almindelige mennesker, der på mange måder lignede nutidsmennesket på godt og ondt. Det fornemmes tydeligt, at forfatteren "kan" sin middelalder, og har lagt stor research i forarbejdet til bogen. Historien er medrivende og elementært spændende.
                                                                                            Georg Zeuthen, Arbejderen

Skildringen af livet hjemme såvel som i leding er saftig og sanselig... Stilen er på en gang sagaagtig og nutidig med et stænk af Asterix, og man morer sig herligt, mens man får genopfrisket denne blodige historiske periode.
                                                                                            Margit Andersen, Kommunist

Arne Herløv Petersen har stor historisk viden. Og han formår at indarbejde den i en umiddelbar og fængende fortælling, hvis mange kraftfulde detaljer og tilsvarende metaforik opbygger en atmosfære, der er lige så ram og besk, som den er troværdig.
                                                                                            Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

**** - Drøj humor og underholdende vitalitet... Herligt bliver man underholdt.
                                                                                            Niels Houkjær, Berlingske Tidende

Det er en spændende historie, som Arne Herløv Petersen her fortæller, og han har valgt at berette om begivenheder og mennesker i en saga-agtig stil. Det er han sluppet godt fra. Sproget er mundret, og ordene falder, som de skal.
Spændende historisk roman fra tiden, da Danmark blev kristnet.
                                                                                            Annelise Vestergaard, Jyllands-Posten

Arne Herløv Petersen har skrevet en overbevisende historisk roman, der virker meget tro mod den tid, den foregår i. Læseren får et historisk, religiøst og samfundsmæssigt billede af Danmark i brydningen mellem vikingetid og middelalder. Miljøskildringerne og researchen er gennemarbejdet, og troværdigheden understreges af Arne Herløv Petersens historiske sprogbrug. "Simmer" er i sig selv en sprogligt læseværdig oplevelse, da den rummer adskillige finurlige og humoristiske formuleringer.
                                                                                           Monica Bruun, Litteratursiden

En herlig historisk gavtyveroman, der har sin styrke i skildringerne af landsbylivet og portrættet af de politiske rævekager.
                                                                                            Per Månson, lektørudtalelse
 

BT og Information har valgt ikke at anmelde bogen.

Uddrag af bogen

Oppe i Norge sad nu kong Olav Kyrre, der var gift med Knuds søster Ingrid, og derop drog Knud for at overtale norskekongen til at gå med på et fælles hærtogt mod England.

Olav var en trind og fredsommelig mand, der holdt mere af øl end af noget andet i denne verden, og han blev ikke uden grund også kaldt Olav Bonde. Knud pressede på og tilbød Olav, at han kunne blive anfører for den samlede flåde, men Olav ville langt hellere dø i frillearme i en høj alder end med engelsk stål i bugen på fremmed kyst, så han sagde, at alle tidligere norske forsøg på at erobre England var endt med gråd og jammer, mens danskerne dog flere gange havde haft lykken med sig, så Knud var utvivlsomt den rette mand til dette foretagende. Men for at vise sin gode vilje skulle han sende tres skibe med sværtbevæbnede mænd, når Knud kaldte til krig.

Knud sendte ligeledes bud til Edeles far, grev Robert af Flandern, der lovede at stille med seks hundrede skibe, og så måtte Knud jo selv få samlet tusinde for ikke at være til spot og spe.

De tusinde skibe skulle betales og udrustes af landets herreder, men man kunne dog påregne, at kongen også selv ville få betragtelige udgifter til sin krig, og det var derfor vigtigt med det samme at få statskassen fyldt op til randen med sølv.

Kongen fandt da på en ny og uhørt skat, der kaldtes nefgjald eller næsegæld og var en skat, der skulle erlægges af hvert menneske i riget, der havde en næse i hovedet, hvilket ville sige så godt som alle, der ikke var spedalske.

Kongens fogeder drog rundt og inddrev den nye skat med hård hånd. Kummerens og kvidens hyl steg fra bøndernes boliger, og man sagde at syv brødre oppe i det jyske efter aftale havde bidt næserne af hinanden for at slippe for kongens skat.

I Tryggelev var der adskillige bønder, der var ude af stand til at betale nefgjald, og Aske Vind kom da op fra den gård, han havde bygget sig i Nordenbro, rumlende af maven og hvislende luft ud af lutter iver, og bekendtgjorde, at han ville betale skatten i sølv for enhver bonde, der gav sig i fæste og for fremtiden skattede en tredjedel af høsten til ham, og mange blev da nødt til at gå ind på disse vilkår. Også Blakke betalte skat for nogle af de små bønder, der dermed gav sig i fæste under ham.

Næppe var nefgjald betalt, før kongen udskrev leding. Mens Langelands søndre herred tidligere havde skullet stille med ét skib, blev det nu opdelt i to skipæn. Blakke var da styresmand for det ene skib og skulle dertil udrede to mark sølv, mens Aske Vind påtog sig at udruste det andet skib, som han bemandede med sin hird af kronragede krigere, der brølede, at nu skulle alle englændere have bank.

Bønderne blev taget til krigstjeneste på Blakkes skib, uagtet de var midt i forårsarbejdet på markerne, og man sagde, at nogle måtte gå fra ploven midt i en fure, mens andre skyndsomt kastede sædekorn over upløjet mark i det håb, at dog enkelte aks ville nå at spire mellem vikke og klinte.

 

Det blev forsommer, og nu lå de seksten hundrede og tres langskibe og trængtes i Limfjorden ud for Humlum. Så tæt lå skibene, at man kunne springe fra dæk til dæk og komme helt over til Venø på den måde.

Hylden blomstrede, nattergalene sang og elverpiger dansede med flagrende slør gennem den lyse nat, mens mændene drak og råbte op, om hvilke krigskarle de var, og hvordan de skulle bukke begge ender sammen på englænderne.

Ovre i England traf kong Vilhelm sine forberedelser, for danskerne gik efter gammel skik altid i land på det samme sted af kysten, der var udpeget dem af forfædrene, så han kom dem da i forkøbet ved at hærge Northumberland, så de danske soldater måtte trave over nedbrændte marker og ind mellem forkullede ruiner, hvor byerne havde stået.

Alt var nu parat til den store færd, og den eneste, der ikke var mødt op til leding, var kong Knud.

Alle de mange styresmænd og bønder, der var skrevet i leding, skulle selv skaffe sig underhold, mens de lå og ventede på at sejle ud gennem sejlrenden i Agger Tange til Vesterhavet, og mangen en bonde gnavede sig forknyt i knoerne, mens han så, hvor det svandt i de sølvmønter, han havde med i en læderpung inde på maveskindet.

For Hardsyssels bønder gav ledingopbudet udsigt til vinding over al forstand, og de kom slæbende med vindtørre oldingehøns og selvdøde grise og fik afsat det hele. Men sommerens varme i forbindelse med det fordærvede kød udløste anfald af bugløb, der omdannede de side strandenge til stinkende vidder, og man kunne på lang afstand kende de hårdest ramte på, at stadige skyer af forventningsfulde spyfluer svirrede om dem.

Nede fra Hamburg ankom tre skibe lastet fulde af løse fruentimmere, der efter bystyrets påbud var iført kortskårne safrangule kjoler, der skulle tjene gudfrygtige mænd til advarsel og forhindre, at de blev forvekslet med agtværdige kvinder, men i de disede nørrejyske sommeraftener viste dette klædebon sig at være fremmende for forretningen, thi man kunne på lang afstand se skøgerne gløde som lygtemænd i skumringen.

Mange skibe med øl lagde til, og tønderne blev trillet i land og tømt den ene efter den anden. Mændene spillede tavl og kløede sig mod børneorm, mens de spurgte, hvor mon kongen dog blev af, så de kunne komme af sted.

Da den hede sommer knugede fjorden, opstod af krigernes gærede skarn og nattens urene vinde umådelige skyer af mitter, der føg mændene i næse og øjne som skyer af stikkende frostsne og satte vabler og blegner, der ved ihærdig kradsning flød sammen i væskende buler.

Mange af mændene blev grætne og trættekære, og kun nordmændene holdt modet oppe, da de havde lagt sig tæt om ølskibet og sang uendelige sange, dansede kædedans i sommernatten og erklærede, at så længe der var gilde, lod de sig ikke drive hjem med en kæp.

Men mens mændene led under den uendelige nordjyske himmel, der pressede sin lummerhede over dem, så vandet drev dem ud af kroppen og forstanden af hovedet, sad kong Knud nede i Slesvig by.

Dertil var han hastet, da han fik bud om, at ærkebiskop Liemer i Bremen sammen med fyrster og stormænd i det nordtyske agtede at udnytte rigets svaghed, når alle våbenføre mænd var draget over Vesterhavet, til at rykke op i Sønderjylland og så at sige sprætte Danmarks bløde bug op nedefra, tvinge kongen til at aflægge lensed til kejser Henrik og brandskatte og hærge som straf for kong Knuds støtte til den falske munk Hildebrands sag.

Kong Knud var blevet ved med at støtte paven, uagtet Gregor ikke blot havde lidt nederlag, men rent faktisk for nylig var død i Salerno, hvilket man kunne tage som udtryk for enten den troskab, der rækker ud over graven, eller for ufattelig dumhed.

Men mændene ved Limfjorden havde ingen besked fået fra Knud om, hvad årsagen var, til at han opholdt sig i Slesvig og ikke ved flåden, thi han anså det for under sin værdighed at forklare sine grunde for folk, der stod lavere end han selv.

Knud havde sin bror Erik hos sig i Slesvig, hvor de sad og lurede på, om tyskerne ville rykke frem, mens kongens anden bror Oluf havde opsynet med Limfjordshæren. Denne Oluf var en lille, sur mand, der havde giftet sig med sin halvsøster Ingegerd, med hvem det ikke var lykkedes ham at avle børn.

Han trippede nu rundt mellem mændenes madbål, og når styresmænd og høvdinge spurgte, hvad det vel kunne blive til, og om ikke kongen snart fandt det for godt at komme op til sin hær, slog han det hen og sagde, at Knud kom nok, når tiden var inde, og de skulle alle sammen væbne sig med tålmodighed.

Blakke var blandt de styresmænd, der plagedes af den lange ventetid i den trykkende sommervarme, for der var meget at gøre på gården derhjemme, og det pinte ham, at han skulle sidde her med hænderne i skødet og høre på nordmændenes drukne vrøvl, når han havde andet og bedre at tage sig til.

I de første uger havde han mødt mange ansete mænd fra landets forskellige egne, og han havde fundet glæde ved at tale med dem om rigets sager og om landbrugsspørgsmål, men nu gik enhver samtale trevent, folk spyttede langt og sukkede ned i ølhornet, mens de kløede og kradsede sig i varmen, og alle styresmændene tænkte kun på at komme hjem, før høsten skulle i hus.

Derimod havde det intet hastværk for Aske Vinds mænd at komme hjem til Langeland, for de havde opdaget, at det var lige så nemt at røve og plyndre blandt vestjyderne, som det var derhjemme, og som desagde kunne man alligevel ikke se forskel på den ene og den anden sølvpenning.
 
 

Da nu tiden gik, og skumle tordenskyer rugede over landet, så det var som om træernes stammer og blade blev til grønt lys mod himlens mørke, blev stemningen mere og mere mat i lejren. Bortset fra Askes hird havde kun få længere råd til de gulklædte, og Askes mænd var blevet så sløve af varmen, at de ofte faldt i søvn og trillede af skøgerne uden at huske, hvad de var kommet for. Mange måtte spare på maden og enkelte endog på øllet. Stadig oftere udbrød slagsmål mellem de forskellige skibsbesætninger, og det hændte, at kampene ikke blev afgjort ved nævekamp, men med stålet, så bondedrenge, der havde troet at vende hjem til far og mor kranset med hæder, endte som føde for Limfjordens ål.

Tiden faldt Blakke lang disse trykkende augustdage. Han trættedes ved snak og øl og sad ofte og stirrede op i den vældige nordjyske himmel, der kuplede sig over de flade strandenge, og i de drivende skyer syntes han, han så Gyda danse og lege. Når fuglesang vækkede ham ved daggry, lå han først en stund og smilede, fordi han troede at høre Gyda pludre lykkelig fra sin pude, men vågnede så med et savn i sjælen til virkeligheden. Han mindedes de mange nætter, de havde ligget i hinandens arme, og var vel dette en synd, var det dog den sødeste synd, man kunne tænke sig. Han tænkte på, at han vel aldrig kunne blive lykkelig mere, så det var lige så godt, at han faldt på engelsk jord, som at han døde af indvoldssyge her, for jo før han udåndede, jo før skulle han gense Gyda. Oppe bag skyerne sad hun nu i englenes kreds og smilede til Jesus med alle sine små pæne tænder, og Blakke følte et øjebliks svie af skinsyge mod Jesus, der kunne glædes ved at sidde lige ved siden af Gyda og mærke hendes åndes duft af æblekerner mod sit ansigt, mens Blakke hernede skulle traske om i mændenes skarn.

Styresmændene kaldte til møde, og de bød Oluf komme. Dette kan ikke vare ved, sagde de til ham. Vi har nu siddet uvirksomme i to måneder, og mændene bliver urolige. Det var slemt nok at trække dem ned til skibene, men det er da rent umuligt at blive ved med at holde på dem, når vi ikke kan byde dem på andet end udsigten til at sidde på hug i slam, omsværmet af fluer.
 

Oluf sagde igen, at de måtte se tiden an, og Knud kom nok, når han var færdig med det, han foretog sig, hvad så end det var.
Men nu trængtes rigets stormænd om Oluf, der ængstelig så op i deres vredladne ansigter, og da han følte, at han snart kunne blive klemt mellem skjolde, indvilligede han i at rejse ned til Slesvig og på en pæn måde spørge Knud, om han ikke snart ville komme op til sin krig.

Knud blev rasende, da Oluf stammende og trippende havde fremført sit ærinde. Hvad bildte han sig ind, sådan en undermåler? Skulle han komme og herse med sin konge? Nu skulle Knud vise Oluf, hvem der bestemte her i landet.

Læg ham i jern, sagde Knud til sine hirdmænd, og da de tøvede, fordi de ikke mente, de turde lægge hånd på en af kongeslægt, klappede Knud og hans bror Erik selv ankeljernene om Oluf, viklede svære kæder om hans hule bryst og surrede ham så grundigt sammen, at han kunne løftes op fra gulvet ved kæden og således bæres bort.

Knud gav nu ordre til, at Oluf skulle sættes på et skib, der sejlede til Flandern, og gav ham et brev med på vejen til sin svigerfar grev Robert, som han bad anbringe Oluf i et dybt og klamt fangehul, ophængt på væggen i sine jern, og sørge for, at han blev fodret med mugne brødskorper.

Men da Oluf ikke vendte tilbage til Limfjorden, mistede styresmændene tålmodigheden. Det var nu snart høsttid, og det er sværere at holde en flok bønder i leding, når der høstes, end det er at holde på en flok katte, når mus piler gennem kornet.

Blakke sagde til de andre styresmænd, at han fra sin tid i hirden kendte kongen, og det kunne ligne ham at kalde til krig og derefter glemme det hele igen. Lad os sejle hjem, sagde han. Det bliver alligevel ikke til noget i år.

Mange var også stærkt fortørnede over, at kongen uden ret eller billighed havde lagt Oluf i jern og sendt ham til Flandern, og de mente, at når kongen kunne handle således mod sin egen broder, bådede det ikke godt for dem selv, så de måtte hellere unddrage sig kongens vrede ved at vende tilbage til deres gårde.

De tusinde skibe sejlede da tilbage til rigets herreder, og også grev Roberts skibe sejlede hjem til Flandern. Tilbage i Venøsund blev kun Askes hird, der fandt det rimeligt, at de jyske bønder, der havde solgt selvdøde dyr til soldaterne, kom af med deres fortjeneste igen, og nordmændene, der havde stukket næserne så langt ned i øltønderne, at de end ikke opdagede, at alle de andre var sejlet bort.