Sildig opvågnen
 
Kulturredaktør Flemming Rose på Jyllands-Posten udmærker sig ikke ved tankens klarhed. I sin anmeldelse af Vibeke Sperlings bog ”Rusland i stykker” skrev han, at der ikke var noget odiøst ved at Jeltsin havde foræret Ruslands naturressourcer og de gamle stats- og kollektivt ejede virksomheder til en flok gangstere og spekulanter, for de tilhørte alligevel ikke nogen. Med samme blændende logik kan Kurt Thorsen eller Klaus Riskær sætte sig på postvæsenet og DSB. Det kan derfor ikke undre, at det var ham, der fostrede ideen om at kæmpe for ytringsfriheden ved at trampe på et mindretals følelser. Mere mærkværdigt er det måske, at det lykkedes ham at få sin chefredaktion til at hoppe på limpinden – selv om man på forhånd blev advaret af en fremtrædende religionshistoriker om de mulige konsekvenser.
   Det sidste par dage har Flemming Rose og Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste forsøgt at overgå hinanden i den sælsomme disciplin at sige undskyld, samtidig med at man forsikrer, at man ikke har gjort noget galt og ikke fortryder beslutningen om at bringe tegningerne.
   Flemming Rose bedyrer i et interview til den arabiske TV-station al-Jazeera, at han er ked af det, hvis nogen i den muslimske verden har følt sig krænket. ”Det var ikke vores intention med karikaturerne... Vores intention var at teste ytringsfrihedens grænser”. Jamen, er det dog ikke yndigt.  At afprøve ytringsfrihedens grænser ved at krænke andre er omtrent lige så heroisk som at kæmpe for den personlige frihed ved at slå en prut i domkirken. Ikke rigtig i Giordano Brunos format, bare dumt og ulækkert. Det drejer sig faktisk bare om at opføre sig som et civiliseret menneske. Men det kan Flemming Rose ikke fatte, så vi kan vel forvente, at Jyllands-Posten for fremtiden vil omtale Kofi Annan som en haleneger fra Ugga-buggaland og bringe karikaturtegninger af jøder, der skærer halsen over på kristne børn og drikker deres blod. Det har vi ret til, vil de sige. Og Ekstrabladet vil belønne dem med endnu en Victorpris, en forgyldt brosten af samme granitagtige beskaffenhed som de forenede redaktørers hoveder.
   Carsten Juste skriver i Jyllands-Postens ”undskyldning”: ”De tolv tegninger var efter vores mening sobre og var ikke tænkt som krænkende... Initiativet med de 12 tegninger er – måske på grund af kulturelt betingede misforståelser – blevet udlagt som en kampagne mod muslimer i Danmark og verden over. Det må jeg kategorisk tilbagevise... At det åbenbart alligevel er sket er altså utilsigtet”.
   Men hvordan blev tegningerne lanceret. I sin ledsagende tekst til tegningerne skrev Flemming Rose 30. september 2005, at muslimer må ”finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Det var udtrykkelig hensigten at håne og spotte muslimernes religiøse følelser.
   Og er tegningerne ”sobre”, som Carsten Juste bedyrer? Se for eksempel på den tegning, der er produceret af den med god grund ukendte Erik Abild Sørensen. Den minder ved første øjekast om de kradserier, man laver på en telefonblok, mens omstillingen spiller muzak. Men kradserierne er ledsaget af et smædevers, der ikke er til at tage fejl af: Profet med kuk og knald i låget – som holder kvinder under åget! Profeten Muhammed bliver altså udtrykkelig betegnet som sindssyg – hvilket ikke virker særlig sobert eller ædrueligt. Ser man nærmere på tegningen, kan man se, at den består af fem ens symboler. Det kunne godt være en slags galger, men skal nok snarere være kvinder med slør. I stedet for ansigt har de en islamisk halvmåne, som en israelsk davidsstjerne har sat sig tungt på. Den dybere symbolik i det kan nok kun forstås af Abild Sørensen.
   Det mindste man kan forlange af blasfemi er, at den skal være morsom og talentfuld. Målt med den målestok er Jyllands-Postens tegninger ikke engang blasfemiske, bare ynkelige.
   Men hvordan kan det komme så vidt, at Rose og Juste er fuldkommen blinde over for konsekvenserne af det, de foretager sig?
   Årsagen må naturligvis søges i den hetz- og hadkampagne, højrefløjen nu gennem mange år har ført mod alle indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed. Jyllands-Posten og Berlingske Tidendes ”Groft sagt”-klummeskrivere og Dansk Folkepartis mavedansere, europampere og sorte præster har gejlet hinanden op til hvem der turde komme med de mest hadske og menneskefjendske angreb på et mindretal. Og derfor har de efterhånden fuldkommen mistet fornemmelsen for, hvad det egentlig er de laver. Man kan betragte folk som Flemming Rose og Lars Hedegaard som en pendant til Milosevic, Radovan Karadzic og de andre serbiske nationalister. De storserbiske intellektuelle kunne være digtere, læger eller jurister, men de hidsede hinanden op til stadig mere hadske angreb på andre etniske grupper, indtil det endte med blodrus og etnisk udrensning. Man kunne måske også sende en tanke til Rwanda.
 
 
 
           Nu ser vi den muslimske verdens reaktioner på hetzkampagnen. Og en undskyldning uden oprigtig anger er – som enhver katekismus vil fortælle – ikke vejen til tilgivelse og forsoning.
   Lad os håbe, hadkampagnens bagmand ikke vil blive ved med at nøjes med floskler og tomme ord, der mere er dikteret af hensynet til oste- og smøreksporten end af den skade, de har gjort.
   Og lad os håbe, befolkningens flertal endelig vil se det uhyrlige i højrefløjens ønske om at skabe en steril etnisk monokultur i Danmark i stedet for livgivende pluralisme og mangfoldighed.
   Det er lidt sent. Sildig opvågnen, som Blichers novelle fra 1828 hedder. Men bedre sent end aldrig. Og det er aldrig for sent at føre forsoningspolitik. Når Sydafrika kunne, kan vi vel også.
 

(Nettidsskriftet Loke. 1.2.  2006)