Senecio
 
 

Dan Turell
 
 

 

Om mand eller kvinde

Ved ingen. Af betydning

Er det næppe. Men se - Mine øjne,

Syngende dig i møde. Den skæve centrering bevidst

Og brynene formørkede og dog lysende. Jeg er

Individet; min mund, mine læber: sammenpresset;

Hvad skulle kunne åbne dem? Hvilken grund

Vejer tungt nok til det?
 
 

Maske

Bærer jeg ikke. Bitterheden

Har trukket mit liv i langdrag. Dagligt

Afventer jeg en banken på døren

Og et flammesværd mod bruskkirtlerne.

 
 
 

Syngende øjne? Nej, vid - :

Stum er jeg. Dog synger min stumhed dig i møde

Som uglens skrig i baggården

Eller det malede kors på den kalkede mur.

 
 
 
 

Brødre

Har jeg. Alle

Er I mine brødre. Alle

Er I indeholdt i mig. Isoleret

Forekommer jeg ikke; jeg er ingen

That's - all.

 

 
 
 

Kunne jeg blot delagtiggøre jer i min stumhed,

Da ville noget måske være af værdi. Men til hvad nytte?

Hvad der os er skænket, bortfalder. Hvad nytte

Vi drager af erfaringer

Er rent illusorisk. Mit hverv da dette:

Sammenpresset at nægte dig oplysninger, blot lade jer vente

Til I mærker en banken på døren. For da

Vil I nikke genkendende ind i spejlet

og med en bitter krusning om læberne hilse: "Senecio!"  -

 

 
 
 

Dette

Er min gerning. Og anden

Ønsker jeg ikke. Selv er jeg forfulgt  - :

Mine kvalte skrig plager mit øre ...
 
 
 

Dette digt er - så vidt jeg ved - Dan Turèlls debut i bogform. Det står i "En sæson i helvede. Debut-antologi - Poesi og Prosa", redigeret af Søren Christensen og Claus Egerod. Chr. Erichsens forlag 1965.