Vinteraften i provinsbyen ...

D et er mørkt. Kun enkelte smaa Lys
er kommet ud og bevæger sig i Gaderne.
Det er Cyklelygter. - De brydes brat
af Lygtepæle, som med affarvet Glans

paa Jernstængernes Top staar stille i Mørket.
Saa forsvinder de bevægelige Lys
ud ad Landevejen. I Mørke og Sus
summer Telegrafpælene dér. Og Fred og Stilhed

raader. I Byen bag Mørklægnings-gardinerne
spiller nu Koner Kort med deres Mænd
og laver Te. Og paa en Stribe
af Lys i Gaden danser nogle Snefnug.

Og over Byen driver mørke Skyer
i Ro og Fred. Nu skændes Kvinder
med Mænd. En enlig Stjerne
staar lykkebringende og flammer, funkler

i rødt og blaat og hvidt. - Og fræk og blid
slaar Skøgen midt i Gaden Kjolen bort
fra Benet, mens hun staar i Sneen
til over Anklerne, i tynde Strømper,

og siger: 'Kom, kære - Verden er saa smuk',
og Stjernen er saa smuk, og Skøgen er min Kone.
Og vi gaar ind i Huset, og der tændes
to flammende Stearinlys bag en lystæt Rude.

Jens August Schade (1903-78) har engang defineret skøgen: 'et ærligt livsmodtagende menneske, der i et bordel løftede menneskeheden op i sin sengs sfære, til et lavt moralsk stade, hvor de var selv og intet andet'.

Hos Jens August Schade er erotikken et mirakel og sandt livsoverskud, skøgen bor ikke kun på bordeller, skøgen bor inden for hjemmets fire vægge, hun bor i hustruen. Jens August kender den dovne, behagelige vekslen mellem ægtefæller: Nu skændes der, nu elskes der.

Connie Bork