Arne Herløv Petersen

    Sange


                 Sange og viser om det politiske liv og livet i almindelighed.

     
              "Sange" er udgivet som e-bog af Saxo Publish og koster 16 kroner

     
     

    Louis Pio
    (mel.: Joe Hill)
     
     

    Jeg drømte, Louis Pio kom
    tilbage for at se,
    hvad hans parti er blevet til
    og hvad der nu skal ske.

    Og dér stod Helle Thorning Schmidt
    og sagde nok så stolt:
    Vi har skabt velfærd her til lands
    og alle løfter holdt.

    Vi kender ikke mere sult,
    vi æder os ihjel.
    Enhver kan gå sin egen vej
    og tænke på sig selv.

    Vi har en masse isenkram,
    de fleste har en bil.
    Et liv i overflod, det er
    den danske levestil.

    Men, Helle, sagde Pio så,
    så vidt jeg nu kan se,
    så går I den forkerte vej
    og svigter vor idé.

    Vi drømte om et fællesskab,
    vi skabte vort parti
    for frihed og for broderskab
    og for demokrati.

    Vi ville skabe en kultur
    der tror på sammenhold.
    En verden, der kun tror på ting,
    Er men’skefjendsk og kold.

    Vi drømte, alle folk på Jord
    stod sammen hånd i hånd,
    en verden uden had og krig
    i kærlighedens ånd.

    I stedet står I der som svin
    der trænges om et trug.
    Kun egoistisk snæversyn
    og endeløst forbrug.

    I bruger kun som sutteklud
    Den fane, der var rød.
    Jeg tror, at jeg skal være glad
    sa’ Pio, jeg er død.