Han tog bussen op til Grant Street, hvor han havde været med Sue nogle dage tidligere. Gaderne var fulde af opstemte festmennesker, der strøg ind og ud af de små mørke beatnikhuler. Mænd talte ivrigt, og kvinderne lo skingrende. En hel lille kø ventede foran hurtigtegneren i North Beach Art Gallery for at blive foreviget. De lejede beatniks gik rundt mellem bordene i "The Den" og kom med sjofle og kyniske bemærkninger om gæsterne, så damerne hvinede af fryd.
 
 

- Gå du hellere hjem og overlad den larve til mig. Den lille reje, du har, dur jo ikke til andet end at tisse med alligevel.
 
 

- Gud altså, hvor er de frække, sagde larven og lo skingrende. Hendes kavaler så først lidt vred ud, men besluttede sig så til at le med. Trods alt havde han jo betalt for at blive fornærmet.
 
 

Peter kikkede ind et par steder. Han havde lyst til at finde et sted, der var virkelig autentisk, men det lykkedes ham ikke. Overalt var der fyldt med velklædte efterteater-par, og kun enkelte steder sad en lille flok langhårede mænd i blue jeans med ryggen til de andre og diskuterede zen eller spontan kunst.
 
 

Til sidst gik han ned til "The Olde Spaghetti Factory", der ganske vist ikke var mere autentisk end de andre steder, men hvor man ikke sku betale entre, og hvor den obligatoriske espressokaffe var nogenlunde billig.
 
 

Gary, Robert og et par af de andre sad inde i sidelokalet sammen med en hel del andre hipsters.
 
 

- Ved du hvad, Peter, sagde Gary, jeg burde sgu tage dig med ud til en af vores mondæne kirkegårde en dag. Eller til Disneyland. Du har ikke set USA, før du har set en begravelse og Snehvide-slottet i Disneyland. Der har du Californien i renkultur. Se nu f. eks. Disneyland. Det er så godt lavet, at man tror, det hele er ægte, indtil man ser det nærmere efter, og så falder man helt hen i beundring over, at de har kunnet lave naturen så godt efter. Der ville ikke være spor ved det, hvis de havde; levende krokodiller og elefanter rendende rundt. Men deres papmacheelefanter er fantastisk virkelighedstro- meget bedre end rigtige dyr. Det er lissådan med alle de mennesker, du ser på gaderne. De render frem og tilbage mellem hinanden, og man kan næsten tro, de er rigtige levende mennesker, indtil man opdager den nøgle i ryggen, man trækker dem op med.
 
 

Og Forest Lawn-kirkegården er vort eneste virkelige nationale monument. Det er virkelig Iykkedes at gøre døden lækker. Der er en helt fantastisk dødekult herude på Vestkysten, men det har altid været lidt for ulækkert bare at grave døde mennesker ned og lade dem rådne. Selvfølgelig ku man hjælpe på det ved at fore kisterne med flæser og synge pæne salmer over dem, men man blev ved med at tænke på, at de lå dernede i jorden. Men på Forest Lawn er ligene uforgængelige, de blir balsamerede og klædt ud i selskabstøj med smykker og det hele, og så blir de hensat i et eller andet Iyserødt kapel, hvor en højttaler spiller små sentimentale melodier dagen lang. Det er blevet mondænt at være lig.
 
 

Du ved, alle mulige gamle mennesker fra hele landet strømmer herud for at dø. De sidder dagen lang ude på stranden og kikker ud over Stillehavet og skriver postkort hjem til Iowa, så alle de gamle venner siger: "Horace er fantastisk. Hvem sku tro, han var femogfirs", og så dør de og blir pænt balsameret.
 
 

Peter ku ikke finde på andet at svare end: "Ja, det må jeg virkelig se engang", og det ærgrede ham, at han ikke ku komme med kvikke og interessante bemærkninger, så de tilstedeværende piger kunne få øjnene op for ham.
 
 

CORE-organisatoren Geoffrey Duncan var der osse. Peter spurgte ham, hvordan det gik med kampen for borgerrettighederne. - Det er meget svært at få negrene til virkelig at indse, at det er deres sag, vi kæmper for, sagde Duncan. De er så vant til, at alle mulige filantropiske foreninger render rundt mellem dem for at hverve proselytter, at de efterhånden tror, at alle hvide, der agiterer mellem dem, er forklædte Frelsens Hær-folk. Og desuden er mange af dem fantastisk bange for at blive skadet på en eller anden måde, hvis de går ind i politik, så de foretrækker helt at holde sig tilbage. Og de af dem, der endelig er aktivt interesserede i politik, er tit Black Nationalists, der vil udrydde alle de hvide. Men det går da langsomt fremad. Men spørg ellers Elise der. Hun har lige været i Mississippi for at overtale folk til at lade sig skrive på vælgerlisterne.
 
 

Elise var en lille lyshåret pige, som Peter ikke havde lagt mærke til før. Det overraskede ham meget at høre, at hun var med i politisk arbejde. Hun så ud som en sød lille nipsfigur.
 
 

- Er det ikke farligt? spurgte han. Og får man noget ud af det?
 
 

- Som Duncan sagde, er det forfærdelig svært, fordi de hvide har undertrykt negrene i sa mange hundrede år, at de har opbygget en forsvarsbarriere, man næsten ikke kan trænge igennem. De tænker uvilkårligt: "Hun er hvid, der må være noget skjult i det, hun vil. Hun må have en bagtanke med at ville have os med til at stemme. Det er nok ikke noget for os". Det er det forfærdelige med et land med racefordomme, at ingen kan undgå at blive smittet af dem. Det kan jeg for den sags skyld heller ikke selv. Man blir altid lidt overrasket, når man møder en dygtig maler eller komponist, der er neger. Og man kommer tit til at anse negre, der er nogle dumme svin, for at være bedre, end de egentlig er, simpelthen fordi man er bange for at ha racefordomme.
 
 

- Og hvordan er det i Mississippi. Er det ikke lidt aú en politistat?
 
 

- Jeg var i fængsel dernede.
 
 

- Hvordan var det?
 
 

- Det var selvfelgelig ikke rart. Vi stod på et gadehjørne og delte nogle løbesedler ud, og det må man ikke i Mississippi. Så blev vi smidt i fængsel tre uger. Der var en overbetjent, der hele tiden spurgte os tre piger: "Og hvor mange negre har I så været i seng med?" Det var det eneste , der interesserede ham. Han ku ikke forstå, man ville have negrene til at stemme, hvis man ikke gik i seng med alle dem, man så. Og da så en af mine veninder, der var med dernede, en pige, der hedder Dorothy, blev syg af den rådne mad, de fodrede os med. og vi sagde, hun havde forfærdelig ondt i maven, grinede han bare og sagde: "Hun er nok bare gravid". "Men De må gøre noget. Hun har forfærdelig ondt i maven", sagde jeg, og så trak han sit brede læderbælte ud og sagde: "Ville det hjælpe noget, hvis jeg gav hende en i maven med dette her". Da vi endelig kom for en dommer, var der noget, der virkede fuldkommen mærkeligt på os, og vi ku ikke komme på, hvad det var først. Men så så vi, at det var det amerikanske flag, der hang bag dommerne. Vi havde helt glemt, at det var USA, vi var i.
 
 

- Det må da have været forfærdeligt, sagde Peter.
 
 

- Tja. Men forbandet nødvendigt.
 
 

Peter ville have fortsat med at tale med Elise. Han beundrede hende naturligvis for det, hun havde gjort, selv om det osse forvirrede ham, at sådan en sød lille pige kunne være med til politiske aktioner. Og desuden var hun så pæn, og han kunne vældig godt lide hendes stemme. Men hun syntes åbenbart ikke, han var interessant nok at snakke med. for hun vendte sig om til Geoffrey Duncan og spurgte ham om noget, og kort efter gik de.
 
 

Da Elisa og Duncan gik, sa Peter på uret og opdagede, at han ikke mere kunne nå den sidste N-bus hjem til Oakland. Han skyndte sig at tage afsked for om muligt at nå en eller anden bus, der kørte nogenlunde samme vej.
 
 

På vejen ind til San Francisco Bus Terminal tænkte han på Gary og Elise og Geoffrey Duncan, og han syntes, at deres oplevelser og det, de sagde, var meget mere spænndende end Sues beretninger om, dengang hun kom til at sprøjte hårlak i øjet; og Hanks beklagelser over endnu ikke at pulet Lucy.
 
 

- Jeg må se dem lidt mere, tænkte han. Gary spurgte mig jo faktisk sidst, om jeg ville være med til hans håbløse "Finnegans Wake"-projekt. Det tror jeg, jeg vil. Og der er jo fest på mandag. Det blir nok sjovt. Bare Elise kommer.
 
 

Den eneste bus, han kunne nå over Bay Bridge, kørte til Downtown Oakland, og det var over fem kilometer fra, hvor han boede.
 
 

- Men det kan da ikke være så slemt at gå hjem derfra, tænkte han. Faktisk er det et mægtigt godt vejr til at gå i gaderne om natten og tænke over tingene.
 
 

Der var naturligvis ikke andre fodgængere i gaderne; han havde aldrig set folk, der gik i gaderne om natten. Nogle steder ved nedkørslen fra broen ku man overhovedet ikke komme over de brede freeways. Man måtte luske over motorvejen trods strenge forbudsskilte, og håbe på, at der ikke kom en bil imens, for der var sikkert ingen, der ville tænke på at stoppe op. Hvis der var kaniner eller pindsvin på vejen, plejede man bare at køre dem over, selv om man så dem i tide. Hank plejede faktisk at køre dem over, selv om han skulle dreje en lille smule ud af sin bane for at komme til. Det lød så sjovt. Og en fodgænger var et så usædvanligt syn, at bilisten næppe ku nå at reagere, før det var for sent. Et andet sted gik vejen ned i en tunnel, og der var ingen fodgzngersti, så Peter måtte klatre et langt stykke over jord og grusrabatter for at komme videre frem.
 
 

Det var dejligt stille. Kun en gang imellem kom en bil susende forbi. En mand standsede og tilbød at tage Peter hen til benzintanken, han gik ud fra, at han var løb et tør for benzin . Peter forklare de, at han bare gik en tur, og han syntes, det var rart at gå om natten. Manden kikkede forbløffet på ham og gentog sit tilbud. Da Peter stadig afslog, blev manden sur og sagde noget om "utaknemmelige unge mennesker", hvorefter han kørte.
 
 

Han kom ind på en bred øde vej, der var lidt forsænket i terrænet, så man ikke så andet end høje betonkanter. Der kom næsten ikke flere biler forbi. Det var lidt kedeligt at blive ved med at gå uden at se huse eller sidegader, men Peter vidste fra tidligere bilture, at man måtte gå et par kilometer endnu, før der kom en sidevej.
 
 

Omtrent midtvejs på denne strækning kørte en lav, sort bil op på siden af ham.
 
 

En uniformeret mand kom ud, tog til kasketten og sagde: Godaften, det er politiet. Hvad laver De ude på denne tid af natten?
 
 

- Jeg går bare.
 
 

- Hvor går De hen?
 
 

- Ikke nogle særlige steder. Hjem vel.
 
 

- Hvor bor De?
 
 

- Ved MacArthur Boulevard.
 
 

- Der er mere end fire kilometer. Så langt kan De da ikke gå.
 
 

- Jo, det kan jeg da.
 
 

- Kom herhen.
 
 

Politibetjenten lyste ind i hans ansigt med en lommelygte. Så sazde han: - Åbn munden.
 
 

Peter syntes, det var lidt latterligt, men man havde aldrig lyst til at brokke sig over for amerikanske betjente. De havde sådan nogle skrækindjagende pistoler hængende i bæltet.
 
 

Politimanden bøjede sig frem og lugtede til Peters ånde.
 
 
 
 

- De har jo drukket.
 
 

Peter syntes, det var fabelagtigt, at betjenten ku lugte den smule whisky, han havde drukket tidligere på aftenen, og ku i øvrigt ikke rigtig forstå, hvad det kom sagen ved.
 
 

- Må jeg se Deres identitetskort, sagde betjenten.
 
 

Peter halede sit pas frem. Betjenten granskede det længe og sagde "1942" grundende, som om der var noget galt ved det.
 
 

Endelig gav han ham passet tilbage.
 
 

- Hop så ind. Så kører jeg Dem hjem, sagde han.
 
 

- Jamen, jeg har tilfældigvis lyst til at spadsere.
 
 

Betjenten kikkede granskende på ham, som om han var helt sindssyg og egentlig burde overmandes og spændes fast.
 
 

- Hop så ind, gentog han, og Peter blev nødt til at sætte sig ind på bagsædet. Betjenten kørte ham op til hjørnet af den gade, han boede på, og lod ham gå derfra. Politibilen blev holdende lidt og lyste efter Peter for at se, om han nu også gik ind i et hus og låste sig ind med en almindelig nøgle.
 
 

Onkel Thomas sad i slåbrok i en lænestol og røg en cigaret. Da Peter kom ind, rejste han sig og begyndte at skælde ham ud, fordi han ikke var kommet hjem i ordentlig tid.
 
 

- Da du ikke var kommet hjem klokken 2 endnu, ringede jeg til Reichhofers, og Sue sagde, du var gået derfra længe før. Hvor i alverden har du været al den tid. Er du klar over, at klokken er over fem? Hvad er det overhovedet for en tid at komme hjem på?
 
 

- Det må du undskylde. Jeg glemte helt at se på uret.
 
 

- Tante Janice og jeg har været urolige for dig. Du burde i det mindste have ringet. Der er ingen undskyldning for at komme hjem på denne tid af morgenen. Til straf får du ikke lov til at gå ud i morgen aften, og du skal op klokken 8, så du kan mærke, hvordan det er at komme for sent i seng.
 
 

- Jeg er da 22 år...
 
 

- Jeg er fuldkommen ligeglad med. hvor gammel du er. Albert skulle altid være hjemme klokken 23, lige indtil han blev gift. Nu bliver det, som jeg har sagt, og så i seng med dig.
 
 

Peter gik ind på sit værelse med bøjet hoved.
 
 

- Nu kender jeg tre af onkel Thomas' ansigter, tænkte han, da han gik i seng. Det joviale, det triste og det indignerede. Gud ved, hvordan han er i banken, over for kunderne og over for sine overordned.