Af Arne Herløv Petersen, 11 år (Bernadotteskolen)

Denne roman, der er skrevet af tjekoslovaken Karel Capel, er en strålende ironisk bog om nazismen. Handlingen begynder på den lille ø Tana Masa, vest for Sumatra, hvor en tjekoslovakisk kaptajn, J. van Toch, finder en salamanderart, som de indfødte er meget bange for, da de tror, det er djævle. Han lærer dem at kende og giver dem våben mod hajerne, til gengæld giver de ham perler, som de fisker. Alle andre tror han er gal. Dernæst hører man om en filmmagnats søn, hans ven og begges kærester. Filmmagnatens søn, Abb, og dennes kæreste finder de salamandre, som kaptajn van Toch satte ud ved alle øerne i Stillehavet for at få flere perler. De optager en kortfilm af salamandrene, men kun de 2 billeder bliver vellykkede og kun på det ene ser man salamandrene. Dette billede går så gennem verdenspressen og vækker stor opsigt.
Nogle videnskabsmænd finder ud af, at det er en salamanderart som levede i miocentiden, og som man troede var uddød for længst. Den kommer i de forskellige zoologiske haver, men bliver ikke rigtig kendt før en dyrepasser i London zoo opdager, at dyrene kan tale og i det hele taget er i besiddelse af en vis intelligens. Fra den dag er der sort af mennesker foran burene. Dyrene kunne endog lære at læse. – Så fandt man ud af, at de kunne bruges som billig arbejdskraft i havnene, til bygning af dæmninger o.lign. under havet. J. van Toch og en tjekoslovakisk millionær, G.H. Bondy, grundlagde den første salamander-trade, der havde monopol på at forhandle salamandre til hele Jorden.
Dyrene bliver mere og mere intelligente. Det var en stolt dag, da den første salamander tog den juridiske doktorgrad. Samtidig formerer de sig grusomt, og i løbet af temmelig kort tid er der flere salamandre end mennesker på Jorden. De kan jo til sidst ikke mere være i havene og bliver nødt til at ødelægge menneskenes fastlande for at skaffe sig mere plads (Hvad ville vi selv have gjort?) Til sidst kommer de op at slås, de gamle uciviliserede salamandre, kaptajn van Tochs ”tapa-boys”, mod de mere civiliserede vesteuropæiske salamandre. De ødelægger sig selv og uddør. Menneskene kommer tilbage fra bjergene, hvor salamandrene har trængt dem op, til de igen udtørrede have, der flyder med stinkende salamanderlig.
Salamandrene forestiller nazisterne, som man i begyndelsen støttede, men som hurtigt vendte sig mod England, Frankrig og allierede.
Jeg synes særlig godt om denne bog, da den på én gang er spændende, ironisk og humoristisk. Særlig sjove er nogle indlæg til en diskussion i nogle aviser,  om salamandrene havde en sjæl.
Jeg forlanger ikke, at en bog skal være hverken særlig spændende, eller at dens handling skal ligge tæt op ad min egen hverdag, bare handlingen er fængslende. Den kan så være sjov, spændende eller ironisk. Denne bog er imidlertid alle tre dele.

(Social-Demokraten, 18. oktober 1954)