Vandene synger

"Vandene synger" er ikke kun en beskrivelse af en rejse i Surinam og Guyana 1987-88, men et forsøg på at forstå landene ud fra deres historie og kultur.

Bogen er udkommet som e-bog på Saxo Publish og koster 60 kroner.

Uddrag af bogen:

Furet og foldet rejser bjerget Roraima sig lodret af savannen. Så fjernt og gammelt, at det er som et levn fra de første tider. En kindtand i Guds kæbe. Vi står i San Francisco de Yuruani og ser mod det blågrå bjerg. Klodeskyer med flad bund glider hen over en sortblå himmel og labber om det flade bjerg. På dette bjerg mødes Guyana, Venezuela og Brasilien. Vi køber nogle flettede kurve og et kogger med bambuspile. Bussens medchauffør springer ned mellem nogle hytter og kommer tilbage med en bue for at demonstrere pilene for os. Han spænder buen og slipper pilen, der flyver mod himlen. Vi følger pilens flugt, men blikket fanges ind af Roraima og ude mod venstre et andet taffelbjerg, Mata Hui eller Kukenaam.

Roraima er et levn af det sandstensplateau, der er Guyanas hjerte. Det er mindst 1,8 milliarder år gammelt. Hvis Roraimas alder var et døgn, rejste de første abemennesker sig på to ben på den østafrikanske savanne for et minut siden, og pyramiderne blev bygget for et kvart sekund siden. Det stod der, før selv de mest primitive livsformer var opstået i havene. Roraima var mere end en milliard år gammelt, da de første dyr kravlede op på land. Det udgjorde en halvø på urkontinentet Gondwanaland.

Gondwanaland brækkede midt over for 135 millioner år siden og blev til Afrika og Sydamerika, men der er stadig spor af den gamle forbindelse. Bjergene i Vestsahara består af samme sandsten som Roraima. De er to halvdele af samme flækkede sten.

Resten af Sydamerika steg langsomt op af havet og lagde sig til Roraima. Da den sydamerikanske kontinentalplade bøjede og bukkede, sprækkede Roraima. Det meste af det gamle sandstensplateau smuldrede og skyllede ud med floderne. Tilbage stod de flade taffelbjerge eller tepui'er, der rejser sig med stejle sider som øer af den omgivende savanne. "Tepui" betyder "Åndernes bolig".

Tepui'erne står isoleret fra hinanden, som øer af tid. De strækker sig fra Canaima Nationalpark i Venezuela til Kanaima bjergene i Guyana. Fra åndeverden til åndeverden. Fra Auyan Tepui med verdens højeste vandfald, Salto Angel, der styrter 980 meter lodret ned, til Pakaraima bjergene og det brølende, hesteskoformede vandfald Kaiateur, der kunne få selv den stortalende Allan i Lethem til at dæmpe stemmen og sige med dump ærefrygt: - Der er ikke noget mandigt over det... eller kvindeligt. Det er bare... vældigt.

Walter Ralegh hørte beretninger om Pakaraima, men ikke om Roraima. Først Robert Schomburgk beskriver taffelbjerget, hvis navn på det caribiske pemón-sprog betyder "Vandfaldenes sang": "Dette bemærkelsesværdige bjerg rejser sig i en højde af otte tusinde fod over havet, og danner mod toppen en stejl mur af 1400 fods højde, fra hvis top flere floder kaster sig ned for foden af den murlignende klippe".

I november 1842 prøvede Richard Schomburgk at bestige Roraima, men ekspeditionen blev ramt af ulykke allerede ved starten. Richard Schomburgk skulle lige til at springe over en lille bæk, da han opdagede en orkidé, han ikke havde set før, og bøjede sig ned for at plukke den. Indianerkvinden Kate fulgte i hælene på ham. Hun lo ad ham og sagde, de aldrig ville komme frem, hvis han skulle snuse til hver eneste blomst på vejen. Hun gik forbi ham på den smalle sti og sprang over bækken.

I samme øjeblik hendes fod ramte den modsatte bred, huggede en slange hende i foden. En trigonocephalus atrox, der havde ligget netop der, hvor også Schomburgk ville have sat sin fod, hvis ikke orkidéen havde stoppet ham. Kates ben svulmede op, og i løbet af få minutter mistede hun bevidstheden. Hun blev båret tilbage til ekspeditionens udgangspunkt, men døde 63 timer efter uden at være kommet til bevidsthed.

Til trods for ulykken fortsatte ekspeditionen. "Vild og gruopvækkende forekom mig denne masse, når jeg så op i de svimlende højder," skriver Richard Schomburgk. "Omkring mig lå i dæmonisk forvirring kæm-peblokke, der havde revet sig løs, og hvorimellem splintrede stumper af træer stak frem... Den hele tid under opstigningen voksede i mig tanken: Nu styrter den overhængende top ned og begraver dig under sine sønderknusende kræfter."

Til sidst stoppede ekspeditionen ved selve den lodrette bjergmur. "Hvilke botaniske skatte skjuler mon denne stejle mur og bjergvæggenes overflade?" spørger Richard Schomburgk. "Men de er sikrere bevaret af umuligheden ved at stige videre op, end selv Jordens indre er det."

Alligevel fandt Everard im Thurn i 1884 en vej op gennem en kløft og nåede lige før jul toppen af taffelbjerget. "Den sidste dag af mit ophold der på stedet var juledag," skrev han, "som vi tilbragte i Teroota, en arekuna landsby ved foden, hvorfra man har den mest forbløffende og storslåede udsigt over tvillingebjergene Roraima og Kukenaam... Da så mørkets frembrud skjulte denne, begyndte indianerne, under indflydelse af den mest bemærkelsesværdige religiøse mani, der netop da på den mest vidunderlige vis havde bredt sig over disse fjerne egne - og mens de fejrede jul med meget drikkeri uden ophør fra solnedgang til daggry uafladelig at råbe og juble: "Hallelujah! Hallelujah!"

Det var Bichiwungs disciple, der hilste bestigningen af det hellige bjerg Roraima. "Til trods for det ugæstmilde klima, er indbyggerne stolte af Roraima, som de betragter som menneskehedens vugge," skriver Theodor Koch-Grünberg i 1916.

Koch-Grünberg fortæller, at man kun om morgenen har et klart udsyn over Roraima og da kan se, at bjergets sider er rosa. Op ad dagen samler tordenskyer sig om bjerget, og om eftermiddagen ligger det i dyster belysning. Ved femtentiden kommer gerne uvejr med kraftige regnskyl. Med tordnende brusen, der kan høres på lang afstand, styrter vandet hundreder af meter ned over den stejle væg. Roraima danner en barriere mellem det fugtige skovland og den tørre savanne, skriver han.

Hans ekspedition startede i regn og storm fra en landsby 1300 meter over havets overflade. Temperaturen var ikke mere end 11° . "Så langt vi kan se, er toppen flad og dækket af klippeblokke i groteske former, erosionsdannede, der snart stiger op som kæmpemæssige paddehatte, snart er mangetakkede og gennemskåret af kløfter," skriver han. "Roraimaplateauet, der udviser en kummerlig, men for det meste enestående, flora, er nogle steder forsænket, og danner et kæmpemæssigt reservoir, der sender talrige vandårer ned til de store flodsystemer Amazonas, Orinoco og Essequibo. Det ville være meget farligt at overskride plateauet i hele dets udstrækning, da man let ville kunne fare vild i det uhyre klippevirvar og ikke finde vej tilbage... Vi klatrede stejlt op gennem skoven, der dryppede af væde. Snart kravlede vi over klipper og rådne træstammer, snart mavede vi os besværligt frem under dem, snart sank vi ned i forræderiske huller, der er let dækket af rådnende løv. Ved slimede rødder og tynde lianer, der tit gav efter for kroppens vægt, trak vi os op meter for meter... Vi hev efter vejret, mens vi arbejdede os videre igennem tropeskovens umådelige virvar. Jo højere vi kom, jo mere ejendommelig blev vegetationen. De lave træer er dækket med et tykt lag af mos og... blomstrende orkideer. Imellem dem vajer kæmpemæssige bregner, hvis brede flader snart skyder direkte op af jorden, snart breder sig ud fra høje, svajende, palmelignende stammer. Den yppige vegetation dækker over den grufulde afgrund, som man kun kan se gennem enkelte smalle åbninger... Til venstre det skrækkelige dyb, nådigt hyllet i skyer, til højre den himmelstræbende bjergvæg. Over glatte klipper, i hvis sprækker vi med rystende hænder hagede os fat, klatrede vi opad."

Fra officiel guyansk side vil man tilsyneladende hverken anerkende Im Thurns eller Koch-Grünbergs bestigning af bjerget. I hvert fald står der på det guyanske landbrugsministeriums kort ved Roraima: "Besejret den 11. november 1973".

Men Koch-Grünberg har heller ikke først og fremmest indskrevet sig i Roraimas historie ved at hænge i slimede lianer på bjergets side, men ved at indsamle de omkringboende stammers myter. Han beklager ganske vist, at indianerne har "obskøne træk i ellers alvorlige fortællinger" og meddeler panderynkende, at indianerne endda har det med at juble allerhøjst, når elementer af menneskenes kønsliv og fordøjelsesprocesser trækkes ind i beretningerne.

Det er Koch-Grünbergs fortjeneste, at han, til trods for sit mishag og samtidens fordomme, bider tænderne sammen og genfortæller de rabelaiske historier, som de er. Det er mere end man kan sige om dr. Josefine Hüppertz, der har set det som sin opgave at luge anstødelige udtryk ud af Koch-Grünbergs eventyr i sin samling "Geister am Roraíma" fra 1956.

Koch-Grünberg har sine eventyr fra arekuna indianeren Mösewaípu og taulipang indianeren May¦luaípu. Historierne falder i tre hovedgrupper: Historierne om den snu og frygtløse Konewo, de groteske, ofte improviserede og for det meste møgsjofle historier om Kalawunseg og skabelsesmyterne om den store kulturhero Makunaíma. Hertil kommer så dyrefabler og forskellige oprindelsesmyter.

En typisk dyrefabel handler om, hvordan en skildpadde kan fange en tapir. Jo, det er ikke så svært som det lyder. Skildpadden siger bare til tapiren: Åh, jeg er så tørstig. Vil du ikke lige pisse mig i munden? Så siger tapiren: Åbn munden. Og skildpadden siger: Du må stikke pikken helt ind i munden på mig, for jeg er tør langt ned i halsen. Så gør tapiren det, og skildpadden bider sig fast. Tapiren løber hylende ind gennem skoven og smækker skildpadden mod alle træerne, men skildpadden hænger fast, og så dør tapiren.

En oprindelsesfabel kan handle om, hvordan månen har fået sit tilsmudsede ansigt. Solen og månen var gode venner, og månen var meget smuk og havde et klart ansigt. Han forelskede sig i solens datter og var sammen med hende hver nat. Men det blev solen sur over, så han befalede sin datter at smøre menstruationsblod i hovedet på månen. Siden da har de været fjender. Månen holder sig langt væk fra solen og er stadig smurt til i ansigtet.

Efter arekunaernes opfattelse danner plejaderne sammen med Aldebaran og Orions bælte stjernebilledet "den etbenede mand", ¦ilikawaí. Det var hans utro kone, der huggede det andet ben af, og forbitret steg han op til himlen, hvorfra han styrer regntiden. Når ¦ilikawaís hoved, plejaderne, forsvinder i vest, begynder regntiden. Når hovedet dukker op i øst, begynder tørtiden.

En historie om den snedige Konewo beretter om, hvordan han overlistede jaguaren. Konewo sad og knækkede en tucumafrugt mellem to sten, han havde mellem lårene. Så kom jaguaren og sagde: Hvad laver du der? Jeg smadrer bare mine nosser og spiser dem, sagde Konewo. Smager de virkelig godt? spurgte jaguaren. Konewo gav jaguaren en tucumafrugt, han havde knækket, og jaguaren sagde: Ja, de smager vel nok godt. Så lagde jaguaren sine nosser op på en sten og smadrede af alle kræfter en anden sten ned over dem. Og så faldt den død om.

Konewo dræbte alle de store og farlige dyr. Men hans overmod førte ham i ulykke, og han blev selv dræbt af et af de uanseligste dyr i skoven. Engang klatrede Konewo op i et højt træ og sked ned på jorden. En gødningebille kom pilende og begyndte at æde hans lort. Konewo klatrede ned og skubbede til den. Han sagde: Der er ikke ret meget lort der. Hvis du vil æde lort, så har jeg meget mere herinde. Så proppede han gødningebillen op i røven, og billen åd først alt det lort, han havde i sig, og så åd den alle tarmene med.

Konewo døde.

Myten om Roraima er sagnet om, hvordan verdenstræet blev fældet.

Engang ved verdens begyndelse boede Makunaíma sammen med sine brødre i skoven. De sultede altid. Agutien fandt verdenstræet inde i skoven. Det var et træ, der bar alle slags frugter: Bananer og mamao og appelsiner og majs og cashewnødder voksede alt sammen på verdenstræet. Agutien gik ud til træet hver dag og spiste sig mæt, men den sagde ikke noget til Makunaíma og hans brødre. Men Makunaíma åbnede agutiens mund, engang den sov, og så en lille stump frugt mellem dens fortænder, og så vidste han, at agutien havde fundet noget at spise.

Makunaíma sagde til sin bror Manápi, han skulle følge efter agutien ud til verdenstræet. Det gjorde han, og han så, hvordan træet var fuldt af frugter.

- Lad os fælde træet, sagde Manápi, da han kom hjem til sine brødre. - Så kan vi få alle slags frugter.

- Nej, sagde agutien. - I må ikke fælde træet. Hvis I fælder træet, kommer de store vande op af jorden.

Men Manápi ville ikke høre på agutien. Han gik ud til træet og begyndte at hugge løs på det. Hans økse bed ikke i verdenstræet, men så sagde han: - Bliv til et mamaotræ. Mamaotræets ved er blødt, og nu kunne han hugge løs på træet.

Men agutien proppede frugtskræller og bivoks i alle sprækkerne, hver gang Manápi huggede løs. Det hjalp bare ikke. Manápi huggede sig stadig længere ind i træet.

Så fik agutien Manukaímas og Manápis bror Anjikílang til at hjælpe. Anjikílang kaldte træet ved navnet på et træ, der har ved så hårdt som jern, og Manápis økse sad fast. Men Manápi kaldte igen træet mamaotræ, og så huggede han det om.

Træet faldt sådan, at kronen faldt mod nord, og derfor ligger alle de frugtbare bananlunde mod nord. Men folkene omkring Roraima fik ingen af frugterne.

Alle jordens vande stod op af træets stub, og fisk af alle slags strømmede ud.

Men vandene fra træets indre kom fra de dybeste undersøiske kilder og blev ved med at løbe og løbe. Makunaíma og hans brødre dækkede træstubben med en flettet kurv, så vandene ikke skulle løbe over.

Men den nysgerrige abe Iwarriha løftede kurven af, og så strømmede vandene ud over hele verden.

Makunaíma og hans brødre steg op i et højt træ, og blev der, mens vandene bredte sig over Jorden.

Efter syndfloden tørrede jorden langsomt ud igen, og brødrene steg ned. Men så kom den store ild over Jorden. Alle vilde dyr kunne slippe ned i et hul i jorden, og på den måde reddede de sig fra branden. Men i dag ved man ikke mere, hvor hullet i jorden er.

Den store brand var så voldsom, at den sved alle sten og bjerge af. Det er derfor, man kan finde kulstykker i jorden.

Alle mennesker var druknet eller brændt op. Nu formede Makunaíma nye mennesker af voks. Men de smeltede i solen. Så skabte han mennesker af ler, og de blev hårde i solen. Så kunne Makunaíma puste liv i dem.

Men verdenstræets stub står der endnu. Det er bjerget Roraima.

Myten om Makunaíma, verdenstræet og syndfloden findes i mange varianter. Akawaioerne siger, det var Makunaímas søn Sigu, der fældede verdenstræet, fordi han ville plante stiklinger af det ud i alle lande. Hos andre stammer kom menneskene ned fra Himmelverdenen og kunne ikke finde noget at spise, og tapiren var den eneste, der vidste hvor verdenstræet stod. Macusierne siger, at deres stamme var den eneste, der overlevede syndfloden. Efter syndfloden skabte Makunaíma og hans brødre skel mellem nat og dag. De kastede frø over jorden, så den atter blev frugtbar. Da deres arbejde var udført, fulgte de lyden af et konkyliehorn og forsvandt efter hornets kalden ind i et bjerg. Man kan stadig se deres fodspor ind i bjerget, men ingen har set noget til dem selv, siden de gik ind i bjerget.

Fælles er dette: Verdenstræet kunne give mad til alle, så længe man ikke fældede det. Da det blev fældet af begærlighed, førte det til en katastrofal syndflod. Efter syndflodens ødelæggelse genskabte skaberen Makunaíma orden på jorden. Derefter forsvandt han fra sit skaberværk, og vi er alene tilbage. Men vi kan stadig se skaberens fodspor og stubben af verdenstræet, Roraima, der i dag er åndernes bolig.

En fransk videnskabsmand citeres af Jan Stage i Politiken 26.7.87 for denne udtalelse: "Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Når jeg rejser op ad floderne og stirrer på Auyan Tepui, ser jeg klippefladerne og junglens grønne hav, men når jeg så senere får mine billeder fremkaldt, har kameraet opfattet og registreret noget, som var mine øjne nægtet: Store stenansigter som betragter mig fra klippesiderne, hænder der rækker ud efter mig, træstammer med menneskekroppens former, ja, der er et sted langs Auyan Tepuis rand, hvor en hel hær af kæmper synes forstenet, lige inden den styrtede i afgrunden."

I 1984 blev en gruppe engelske og amerikanske forskere sat ned på tepui'en Neblina med helikopter. De fandt en isoleret verden med planter og dyr, der ikke findes andre steder.

"Tepui'erne er fastlandets Galápagos", siger insektforskeren Roy McDiarmid. Livet her oppe har ikke været i kontakt med livet i resten af Sydamerika de sidste hundrede millioner år. Her er lave træer, der ligner store åbne artiskokker, kæmpemæssige taranteledderkopper, larver der ligner lyserøde klumper candyfloss og mosarter og frøer, hvis nærmeste slægtninge findes i Afrika. Både mosset og frøerne er overlevende fra Gondwanaland på begge halvdele af det brækkede kontinent.

Forskerne mener, at 98 procent af plantearterne på tepui'ens top ikke findes noget andet sted i verden.

Uwe George beretter i "National Geographic Magazine" og "Geo" i 1989 og 1990 om tilsvarende landsætninger på Roraima. Det er farligt at færdes hen over taffelbjergets top. Den er gennemskåret af dybe sprækker, der ofte er tildækket af plantevækst. På den måde er Roraima en slags tropisk jøkel. Når som helst kan man træde gennem et tyndt lag og styrte ned i afgrundsdybe spalter.

På Roraima som på de andre tepui'er findes en verden af planter og dyr, der ikke kendes andre steder fra. Enestående orkidéer og primitive frøer, der ikke kan springe. Mulden bliver skyllet bort af regnen, så planterne må spare på næringsstofferne. Det gør de for eksempel ved kun at skyde ganske få blade og sikre dem mod insektangreb med gifte som fenoler og tannin. De nedfaldne blades tannin, garvesyre, giver bække og søer samme farve som te. Andre planter skaffer sig næringsstoffer fra andre kilder end jordbunden. Der er flere insektædende planter end andre steder. Nogle af dem ligner lillarøde søanemoner. Nogle planter foretrækker i stedet for at æde insekterne at leve i symbiose med dem. Myreplanterne lever af rester af myreæg og pupper og affald fra den myretue, de giver plads til. Ligesom orkidéerne, der lever i symbiose med svampe, viser myreplanterne, at darwinismen ikke kun handler om alles kamp mod alle, men lige som meget om forskellige organismers samarbejde. Survival of those best fitted to cooperate. Nogle har set naturens orden som krig på kniven og sagt, at vi må efterligne denne blodige konkurrence i vores menneskelige samfundssystem. Nogle siger, at naturens lov er kloens og tandens, og netop derfor må vi gøre det modsatte som mennesker. At menneskelig stræben efter organsiation, negativ entropi, dybest set er imod naturens orden, men at det er det, der gør os til mennesker. Atter andre siger som Kropotkin, at naturens orden først og fremmest er samarbejde. I virkeligheden er naturens orden, som Stephen Jay Gould siger, alt dette og mere til. Vi kan bruge eksempler fra naturen som illustration, men vi kan ikke få naturen til at fortælle os, hvordan vi skal indrette vores samfund. Om vi vil ligne fluefangere eller orkidéer.

Arthur Conan Doyle brugte Everard Im Thurns beretning fra Roraima som inspiration til sin roman "Den forsvundne verden" fra 1912.

Professor Challenger fører en ekspedition fra Manaús og op til et mystisk bjerg i urskoven: "Det var et sted, der gjorde et højtideligt indtryk, for bjergvæggene var så gigantiske, og den blå himmelsprække så smal og så tildækket af en dobbelt kant af plantevækst, at kun et svagt og skyggeagtigt lys sivede ned til bunden". Det lykkes at komme op på bjerget, og her løber ekspeditionen ind i en flok pterodaktyler, flyveøgler: "Hele dalbunden var levende af deres unger og afskyelige mødre, der rugede på gullige, læderagtige æg. Fra denne kravlende, flaprende masse af obskønt reptilliv kom den buldrende larm, der fyldte luften, og den grufulde, forpestede, mugne stank, der indgød os kvalme." Senere finder de en allosaurus, en stor kødædende øgle, der ellers uddøde for 65 millioner år siden. Og til sidst en flok abemennesker. Professor Challenger fortæller, at der findes 36 abearter i Sydamerika, men ingen menneskeaber. Ikke desto mindre finder de senere hundredevis af "lodne, rødhårede væsener, mange af dem kæmpestore og alle frygtelige at se på."

Det er selvfølgelig vild fantasi. Der kan være sære larver og frøer på toppen af tepui'erne. Men dinosaurer og abemennesker? Næppe.

Uden at påstå, der måske også er flyvende tallerkener og efterkommere fra Atlantis på Roraima, kan jeg dog lige nævne, at der er nogle, der mener, at Conan Doyle havde mere ret end han selv troede. Uwe George fortæller, hvordan man ved Roraima har fundet mærkelige tretåede fodspor. De kan enten være sat af øgler, man ellers troede var uddøde for længst. Eller af en tapir. Men det ville være lige så sensationelt at finde en tapir, der normalt lever i sumpet lavland, på Roraima som at finde en tyrannosaurus.

På en lille ø ved Auyan Tepui har den firsårige lette Alexander Laime boet som eneboer i årtier. Når han ikke læser Gandhi, strejfer han rundt på tepui'en. Han har fundet en hidtil ukendt klatrevej op til toppen. Auyan Tepui har et mildere klima end Roraima og en meget frodigere vegetation. Overfladen er endnu mere forreven og gennemskåret end Roraimas, med mange floder og dybe slugter og søjlelignende tinder. Og heroppe har Alexander Laime ved en bæk i Cañon Aonda set nogle langhalsede dyr med luffelignende forlemmer og lange krybdyrhoveder, fortæller Uwe George. Efter Laimes beskrivelse drejer det sig om allosaurer. Præcis de øgler, Conan Doyle påstår findes i "den forsvundne verden".

Kun på ét punkt adskilte Laimes allosaurer sig fra dem, vi kender fra forsteninger. Urtidsøglerne var tretten meter lange, fire en halv meter høje og vejede op til to tons. Allosaurerne på Roraima er firs centimeter lange. Han så dem i mere end ti minutter på femogtyve meters afstand, men da han gik tilbage for at hente sit kamera, sprang de i vandet og forsvandt, siger han.

At Laimes allosaurer er så små, får historien til at lyde mere sandsynlig. Hvis en dinsoaurusart skulle have overlevet på Roraima, er det sandsynligt, at den har udviklet sig til en mindre art.

Det er ikke helt umuligt, man kan finde så forholdsvis store ukendte dyr som en meterlang øgle, siger Uwe George. Så sent som i 1970'erne fandt man i den sydamerikanske regnskov en peccary-art, man troede var uddød for længst.

Man vil måske være tilbøjelig til at ryste på hovedet ad en gammel eneboers beretninger. Men biologen Armando Michelangeli fra Caracas universitet har ifølge en udsendelse i tysk fjernsyn i december 1991 selv set fire allosauruslignende øgler på størrelse med svaner i en lagune oppe på Auyan Tepui. Det lykkedes ikke at filme dem. Men Michelangelis ekspedition fandt og filmede en anden hidtil ukendt øgle på tepui'en.

Den var kun femten centimeter, men havde rygskæl og bugpanser som en krokodille. Biologerne mente, det var en unge, og at denne øgle i fuldt udvokset tilstand ville måle omkring en meter og tyve. Så noget er der om snakken.

Uwe George siger ikke noget om abemennesker på Roraima. Men den schweiziske geolog François de Loys påstod, at han fandt en hidtil ukendt menneskeabe i Maracaibo lagunen i 1920. Det kunne man selvfølgelig grine ad, hvis det ikke lige var fordi, han også fotograferede den. Jeg er ikke zoolog, så jeg kan ikke sige, hvor overbevisende Loys' billede er. Jeg synes, hans abe ligner King Kong, men det kan næppe bruges som bevis på noget.

Myter om abemennesker og menneskeaber er ikke ukendte i Sydamerika. Pedro de Cieza de Leon fortæller i "Crónica del Perú", at der visse steder "findes langhalede aber, der bor i træerne og som de indfødte (fristet hertil af Djævelen, der søger at udfinde hvor og hvorledes, han kan få menneskene til at begå de afskyeligste synder) bruger ganske som kvinder, og det hævdes, at disse aber føder uhyrer, der har et menneskes hoved og kønsdele, men en abes hænder og fødder... De er behårede og ligner deres fader, Djævelen. Man siger også, at de ikke har andet sprog end en klagende jamren eller hylen." Edward Bancroft beretter i 1769 om en "orangutang" i hjertet af Guyana, meget større end den orientalske. "Indianerne beskriver dem som næsten halvanden meter høje og oprejste og i menneskeskikkelse med et tyndt dække af kort sort hår; men jeg formoder, at deres højde er overdrevet af indianerne, der nærer stor frygt for dem."

I museet i Merida på Yucatán kan man se stenfigurer, der ligner abemennesker. "De har fremtrædende øjenbrynsbuer, bred brystkasse og bøjet ryg", skriver Georges Montandon, citeret i Bernard Heuvelmans' "On the Track of Unknown Animals".

Og for at komme tilbage til Roraima. Charles Barrington Brown skriver i 1868, at indianerne i Britisk, Venezuelansk og Brasiliansk Guyana har beretninger om mystiske abemennesker, de kalder "didi". En didi er dækket af hår over hele kroppen og bor inde i skoven. De kommer med langtrukne fløjtelyde og færdes altid i par.

Den britiske fredsdommer på Rupununi savannen, mr. Haines, beretter at han i 1910 oppe i urskoven lige øst for Roraima, der hvor Konawaruk løber ud i Essequibo, så to sære væsener, der stod på bagbenene. De havde mennesketræk, men var helt dækket af rødbrun pels. Haines tilføjer, at indianerne har mange beretninger om disse didi og siger, de altid optræder i par. Hvis man dræber en, vil den anden hævne sig. De fleste sydamerikanske aber lever i store flokke, så også i denne henseende er didierne anderledes end de kendte aber.

Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg nu hverken på kæmpeøgler eller afskyelige skovmænd på Roraima.

Derimod tror jeg, der er mange ånder.

Vi kunne høre dem kalde efter os, da vi kørte nordpå. Og vi kunne kun slippe fri ved at lægge en stump af vores sjæl i pant. En del af os blev liggende ved foden af Roraima. Vi kommer tilbage og henter den.

Og sådan er det jo at rejse. Små flager af en selv skaller af og bliver hængende derude. Og små stumper af verden klæber ved som burrer på sjælen og kommer med hjem. Man blander sind med verden. Ved at rejse skaber man rum. Man udvider de mulige verdener. Man ser nye tanker og får andre øjne.

De steder, man har besøgt, er aldrig mere fremmede. Man bliver så næn om de mennesker og steder, man har kendt. Selv den mindste notits i avisen eller det mindste indslag i fjernsynet bliver så nært og personligt som et brev fra en gammel ven. Man kan ikke være ligeglad med krig eller katastrofer i et land, man har rejst igennem.

'En rejse er en kærlighedserklæring.

Og, for at citere den guyanske digter Martin Carter:

Kærlighedens sammenkædede kraft

holder den rastløse vind,