Jean-Joseph Rabearivelo

Næstendrømme

oversat af Arne Herløv Petersen

Påvirkninger

Dit klare lys har mættet mine sange,

oh, Imerinas himmel, blå og stor

og gennem dem dit væsen altid fór

et stadigt skift af farver og af klange.

Men mine sanges mål jeg gerne giver

til floden, himmelhvælvet selv skal ægte,

at de i smidig ynde skulle slægte

på mørke bredder, solen genopliver,

så jeg kan ære dette fremmedsprog

min sjæl intuitivt har søgt at nå

og som jeg uden anger går i møde

når jeg på højdedraget finder fred

og med bevæget blik ser mod hvert sted

med fuldendte skønhed, land af mine døde

En anden

Smeltet sammen alle stjerner

i tidens digel,

derefter kølet i havet

til en stenblok af facetter.

Den døende stensliber, Natten,

lagde hele sit hjerte deri,

al sin sorg over at se sine slibesten

smuldre, smuldre

som aske for vinden,

og skar med kærlighed prismen.

Men en lysende stele

skal kunstneren rejse

på hendes usynlige grav.

Oversat fra natten

- Jules Supervielle

Hvilken usynlig rotte

er kommet ud af nattens mure

og gnaver af månens mælkekage?

Når morgenen kommer

og den er flygtet

vil der være spor af blodige tænder.

I morgen tidlig

vil de, der har drukket sig fulde om natten

og de der kommer ud fra kortspil

se op på månen

og mumle dette:

"Hvis mønt er det,

der ruller over bordets grønne filt?"

"Åh," vil en af dem tilføje,

"vores ven har tabt alt

og taget livet af sig!"

Og de vil alle grine hånligt

og vakle og falde.

Men månen er der ikke mere:

Rotten har trukket den ned i sit hul.

III

Den sorte kohud er strakt ud,

strakt ud men ikke sat til tørre

strakt ud i den syvfoldige skygge.

Hvem har slagtet den sorte ko,

der døde uden brøle, døde uden at klage,

døde uden at være jagtet

hen over denne eng der blomstrer af stjerner?

Her ligger den hen over halvdelen af himmelen.

Udstrakt er huden

over vindenes klangbund,

der er formet af søvnens ånder.

Og trommen er rede

når den befriede kalvs horn

smykkes med sværdliljer

og den springer afsted

og græsser af bakkernes urter.

Dér skal den brøle påny

og dens kalden blive til drømme

til det øjeblik, hvor den sorte ko genopstår

hvid og rosa

foran en flod af lys.

VI

En fugl uden farve og navn

har foldet vingerne sammen

og hakket himmelens eneste øje ud.

Den sætter sig i et træ uden stamme,

i fuldt løv

der ikke røres af vinden,

et træ, hvis frugter man ikke plukker med åbne øjne.

Hvad udruger den?

Når den atter flyver op,

er det haner, der klækkes ud.

Alle landsbyernes haner

der besejrer og spreder

dem, der galer i drømmene

og pikker stjerner.

VII

Havlysets synken.

De flygtende blæksprutter

farver sandet sort

med deres tyktflydende slim,

men utallige små fisk

der ligner sølvkonkylier

slipper ikke væk

og slår om sig;

de fanges i net,

hængt ud af den mørke tang

der bliver til lianer

og gror op over himmelens skrænter.

Hendes øjne er prismer af søvn

og vipperne tunge af drømme,

hendes fødder stikker dybt i havet

og hun trækker sine klæbede hænder op

fulde af koraller og blokke af gnistrende salt.

Hun lægger dem i små dynger ved en tågebugt

og deler dem ud til nøgne sømænd

hvis tunger er hugget af,

lige til regnen falder.

Da er hun ikke længere synlig

og man ser ikke andet

end hendes hår, der spredes af vinden

som et tangklump der filtres ud

og måske nogle få saltkorn uden smag.