Francesco Petrarca

DAGENS DIGT DEN 22. JUNI 1997...

Politikens Sommermagasinet bringer som nævnt også i sommersæsonen et dagens digt. Fælles for deres udvalg er at digtene har kærlighed som tema. Kærligheden i dens mange facetter er naturligvis et altid yndet digterisk sujet.

Kærlighedserklæringen og den forherligende tilbedelse af den elskede udarter ikke sjældent i den klassiske verdenslitteratur til den rene forgudelse, således at denne figur udødeliggøres igennem denne glødende poesi - det gælder sågar i de tilfælde, hvor døden grumt når at bortrane den elskede eller andre forhold umuliggør den sjælelige eller kødelige forening. Tag for eksempel Dante og hans Beatrice, tag Lamartine og hans livs Elvira (Elvire) tag Shakespeares sonetter (nogle er henvendt til en ung adelsmand, andre til en fortryllende mørkøjet og mørkhudet kvinde - se i øvrigt Dagens Digt den 13.6) - eller tag nu Petrarca og hans Laura. Her er nogle sonetter (hvor hendes navn dog ikke nævnes) fra denne forelskede renæssancedigter. Oversætter af de to første er Jens Louis Petersen, den sidste er oversat af K. Gundelach.

FRANCESCO PETRARCA (1304 - 1374)

Hvis jeg ej elsker nu: hvad er da dette?

Og elsker jeg: af hvad kan jeg det vide?

Hvis kærlighed er god: hvorfor da lide?

Hvis ond: hvad gør da pinslerne så lette?

Hvis ej: hvad gavner da al gråd og kvide?

Oh, sære sot! Hvis jeg mod dig vil stride,

hvor kan du da så helt mit sind besætte?

Med uret jamrer jeg, hvis jeg dig følger.

På dybet driver uden ror og anker

min svage båd i storme lunefulde,

af dårskabs dødvægt tung og tom for tanker.

Ak, viljesløs jeg kastes mellem bølger;

ved vinter varm, ved sommer stiv af kulde.

Lad Amor, os den herlighed beskue,

mod hvis mangfoldighed naturen blegner.

Se, hvordan blidhed over hende regner,

se denne glans af lysets himmelbue.

Se hendes klædnings gyldne purpurlue,

med hvilken kunst den hendes væsen hegner.

Og denne lethed, hvormed foden tegner

sit spor hen over dalens bløde tue.

Det blanke græs, de spæde blomster skælver

og drømmer sødt i egetræets skygge

om blot et kærtegn af de fødder nøgne.

Med glimt af guldlys sommerhimlen hvælver

sig over hende, tindrende af lykke

ved at bestråles af så skønne øjne.

Velsignet være måneden og året

og ugen, dagen, timen og sekundet

den fagre egn, den plet af Amor kåret,

hvor skønne øjne har mig tryllebundet!

Velsignet smerten, mig i kødet båret,

hin første, søde stund, hans sejr var vundet,

og buen, pilene som har mig såret

og deres brod, som har mit hjerte fundet!

Velsignet luften, mine lunger ødte,

hver gang jeg råbte hendes navn, det kære

og suk og tårer, som min længsel fødte

og disse mine ark, hvor evig dvæler

min Dames hæder - og velsignet være

min kærlighed, som hun med ingen deler!