Stolen, Kim Il Sung sad i, er pa museum
Efter jeg er kommet hjem fra Nordkorea
og Kina, har mange mennesker spurgt mig, om jeg ikke fandt personkulten
kvalmende. I Kina virkede det egentlig ikke trykkende, for Mao Tsetung,
der jo er en gammel mand, viser sig aldrig offentlig, og portrætterne
af ham er mange steder erstattet med hans digte (der er fortrinlige) og
forskellige slogans. Egentlig var det forbløffende sjældent,
man overhovedet hørte Mao omtalt. I reglen var det folket og partiet,
der blev snakket om.
I Nordkorea er situationen en noget anden.
Marskal Kim II Sung, der altid omtales som »den elskede og respekterede
leder« er genstand for en. persondyrkelse, der næppe findes
mage til i verden. På en fabrik, vi besøgte, var der indrettet
en særlig mindehal for hans besøg der. En stol, han havde
siddet i, og en telefon, han havde snakket i, var straks blevet fjernet
og udstillet i glasmontrer. Endnu mere tragikomisk var det dog at se en
værktøjskasse, han havde rost. Han havde snakket med en arbejder
og rost ham for den orden, han havde i sin værktøjskasse og
taget forskellige instrumenter op. Men så snart Kim II Sung var ude
af døren, havde man altså snappet værktøjskassen
fra den stakkels arbejder og sat den på udstilling.
Alt i Korea tilskrives Kim Il Sung. På
moderne maskiner alle vegne står der gerne »Dette er en gave
fra Kim II Sung«, og alle produktionsfremskridt tilskrives hans ledelse,
hans utallige besøg og telefonsamtaler. En fabriks-bestyrer i Wonsan
ved østkysten sagde, at Kim II Sung tit ringede midt om natten,
for at høre om arbejderne nu også havde det godt og ikke var
blevet forkølede af havgusen. Det er den slags, der alle vegne omtales
som »Kim II Sungs faderlige omsorg«. Selv i Zoologisk have
fik Kim II Sung hele æren.
- Kim II Sung har været på
besøg og fortalt os, vi skal holde elefanterne varme omn vinteren,
fordi de er vant til et andet klima, sagde zoo-direktøren gravalvorligt.
Det er den slags, man kan le eller græde
ad som man vil.
Men selvfølgelig er der også
grunde til perskonkulten, hvor meget man end kan synes den er gået
over gevind. Kim II Sung var vitterligt partisanleder i masser af år
og stod for store dele af befolkningen som en slags Robin Hood, der tilsidst
besejrede japanerne (med kraftig russisk hjælp). Under Koreakrigen
vandt ham en taktisk sejr over amerikanerne (hjulpet af kineserne, men
det kommer som regel ikke frem i de koreanske bøger). Og siden har
Nordkorea under hans ledelse udviklet sig til en slags asiatisk velfærdsstat,
der sikkert har den højeste levestandard i hele Asien uden for Japan.
Der kan altså være grunde
nok til at befolkningen sætter stor pris på deres leder. Men
som udenforstående må man nok alligevel sige, at gudedyrkelse
og socialisme går forbandet dårligt sammen.
****
Hun spiste æble under operation
- I skal til lægen, sagde vores tolk
til os på hotellet i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.
- Hvorfor det? Jeg synes da ikke jeg fejler
noget. Hjemme i Danmark går folk kun til lægen, når de
føler sig syge.
- Jamen, så er det da for sent,
sagde tolken med alle tegn på forbløffelse. Her er vi alle
sammen til lægeundersøgelse hjemme eller på en klinik
mindst to gange om året. Jeg har f. eks. fået at vide, jeg
vil få mavesår om 5-10 år, hvis jeg ikke tager nogle
bestemte piller hver dag. Så det gør jeg da.
Det er den indstilling, man har til sundhedsplejen
i Nordkorea og Kina, der antagelig har nogle af de bedste forebyggende
sundhedssystemer i verden. Vi besøgte et hospital i Hamheung i Nordkorea,
hvor der var en lang række moderne apparatur - fra røntgen
til gaskromatografer.
Fantastisk mange lidelser blev tilsyneladende
behandlet med ultralyd. Men derudover bruger man også traditionel
koreansk urtemedicin, og sære ting som pulveriserede hjortetakker
og bjørnegalde, der siges at være særlig virksomt over
for leversygdomme.
I Kina besøgte vi en såkaldt
barfodslæge - en bondepige, der havde gennemgået et
halvårigt samariterkursus. Hun tog
sig af 4-500 kolleger på gården og kunne klare alle banale
småinfektioner, forkølelser og lign. Desuden fungerede hun
som en slags vagthund, der fik sendt folk til en rigtig læge, når
der var mere galt med dem. På den måde var alle mennesker kommet
under næsten konstant lægeopsyn. Samtidig underviser barfodslægerne
bondebefolkningen i hygiejne og børnebegrænsning.
På Chao Yang-hospitalet i Peking
så vi fem operationer med akupunktur - den ældgamle nålestiksmetode,
der i de sidste år er udvidet til en bedøvelsesmetode. En
kvinde skulle steriliseres og fik to nåle stukket i det ene øre.
De blev sat fast til et 6-volts-batteri og stod og snurrede tyve minutter.
Så var bedøvelsen i orden og kirurgen skar underlivet op på
hende og bandt æggelederne op. På et tidspunkt stod han med
hele hånden inde i hende. Kvinden lå imens og spiste et æble.
- Jamen, gør det da ikke ondt?
spurgte jeg hende helt forbløffet.
- Næ. Det er lidt ubehageligt -
en strammere fornemmelse over maven. Men ondt - nej, det gør det
da ikke.
Hun fortalte videre, at de havde tre børn,
og at hendes mand og hun var blevet enige om, at det var bedre, hvis hun
lod sig sterilisere.
Akupunktur bruges også til at helbrede
døvstumme. Som bekendt kan man i vesten slet ikke helbrede døvstumhed,
men i Kina har man i løbet af de sidste år udviklet en teknik,
der fører til helbredelse i ca. 30 pet. af tilfældene. Børn
kommer ind på døvstummeskolen, når de er ni, og bliver
så behandlet med nålestik bag det ene øre nogle timer
om ugen. I løbet af et halvt års tid begynder de at høre.
- Vi ved ikke, hvad der egentlig sker,
kun at det virker, sagde en af lærerne på Døvstummeskole
Nr. 1 i Peking. Tilsyneladende går blodcirkulationen raskere, efter
at vi begynder med akupunktur, men det er også alt, hvad vi kan sige.
De 70 pet. af børnene, der ikke kan helbredes ved akupunktur, lærer tegnsprog, der vist nok er internationalt. Dog kender man næppe i andre lande det særlige kinesiske tegn for »Formand Mao«: En pegefinger op til højre tinding.
***
Fire procent af lønnen til husleje
Udefra så arbejderboligerne ved Pekings
bomuldstøjfabrik nr. 3 fantastisk ind-bydende ud. Smukke rækkehuse
med store legepladser og parker imellem. Et dansk boligselskab ville have
været stolt over dem. Når man kom ind i opgangen, kunne man
imidlertid nok se, at Kina endnu ikke har nået europæiske levestandardsforhold.
Opgangen var skrabet cement, og inde i
lejligheden var gulvene også af cement og væggene lidt kedeligt
hvidkalkede. Peng Zeming, der er væver og cirka fyrre år gammel,
tog imod os. Han fortalte, at hans kone, der også var væver,
var på fabrikken, mens han havde et andet skift i dag. Parret boede
med deres tre børn i en to et halvt værelses lejlighed. Inde
i stuen stod en stor dobbeltseng og en mindre enkeltseng. Der var et standur
og en lidt gammel-dags symaskine. På væggen hang familiefotografier,
en kalender og et portræt af formand Mao. Lejligheden var på
25 kvm. plus køkken. Der var centralvarme og toilet.
- Jeg tjener 75 yuan (officielt 225 kr.)
og min kone 70 yuan om måneden, fortalte Peng. Huslejer ligger på
ca. 4 pct. af vores samlede løn, og det er med lys, gas og varme.
Til mad bruger vi her i familien omkring 70 yuan om måneden, og »så
går der lidt til forskellige ekstra fornødenheder, men vi
køber kun de ting, vi virkelig har brug for, så vi kan spare
15-20 pet. af vores indtægt op om måneden. De penge, vi sparer
op, bruger vi bl.a. til rejser til min familie, der bor helt oppe i Nordøstkina.
- I sommerferien?
- Sommerferie? Det er da kun skolebørn,
der har sommerferie. Nej, jeg må søge orlov, hvis jeg vil
rejse. Det får jeg vel hvert andet eller tredje år.
Vi kom ind på, hvordan tilværelsen
havde ændret sig siden kommunisterne overtog magten i 1949, og Peng
Zeming fortalte, at han dengang havde været barnearbejder på
en tekstilfabrik i Manchuriet.
Han arbejdede dengang 12 timer om dagen
(mod otte nu), og lønnen var så lav, at han for en månedsløn,
kun kunne købe præcis 15 kg groft korn af en kvalitet, der
nu kun bruges til husdyrfoder. Tøj var der aldrig til, så
han måtte gå i tilfældige pjalter. Han anede ikke hvad
kommunisme var før magtovertagelsen, og kunne hverken læse
eller skrive. Det havde han først lært senere, ved at gå
på aftenkursus.
- Hvis en kvinde blev gravid dengang var
det en katastrofe, sagde han, for så blev hun fyret. Nu får
min kone otte ugers orlov med fuld løn.
- Så er tilværelsen altså
blevet langt bedre?
- Der er overhovedet ingen sammenligning
mellem det liv, jeg havde som barn, og mine børns liv nu.
Peng Zeming taler sig varm og nikker over
mod portrættet af formanden. Og det kan vi altsammen takke partiet
for, siger han.
***
Studentereksamen ikke nok på universitetet
Qinghua tekniske universitet er det største i Peking med 12.000 studerende. Det er et gammelt og berømt universitet, men det har gennemgået fantastiske forandringer i de senere år. I trediverne krævede man, at studenterne skulle lære den amerikanske forfatning udenad, og hele undervisningen var lagt an på at skole overklassens børn i at overtage magten - i samarbejde med de udlændinge, der i stort tal fandtes i Kina. Nu er universitetet naturligvis rent kinesisk, og man er i de senere år gået bort fra de gamle akademiske idealer. En studentereksamen er ikke længere nok, hvis man vil studere. Man skal enten have studentereksamen plus to år på fabrik eller gård eller man skal have arbejdet fem år på en fabrik, hvorefter man kan komme ind uden studentereksamen, hvis man bliver anbefalet af sine arbejdskammerater.
Kulturrevolutionen har fejet hen over Qinghua
og helt forandret opbygningen. Hvor professorerne før var enerådende,
styrer nu et råd, sammensat af professorer, andre lærere, studenter,
rengøringspersonale, ansattes familie-medlemmer og repræsentanter
for byens arbejdere og soldater.
- Før kulturrevolutionen var mange
elever bange for professorerne, siger en af de unge lærere. Under
kulturrevolutionen var der til gengæld en del professorer, der var
bange for studenterne, der kritiserede dem skarpt, men nu har vi fundet
sammen i frugtbart samarbejde.
- Som for eksempel?
- I alle klasser har vi kritik og selvkritik
lærere og studenter imellem et par timer om ugen.
- Og fører det så til konkrete
resultater?
- Jeg kan nævne et eksempel fra
for nylig, siger en lærerinde i ventilationsteknik. Jeg har et hold
»veteranarbejdere«, der ikke har boglig uddannelse, og de kunne
ikke forstå min undervisning, fordi den var for abstrakt. Det snakkede
vi så sammen om, og vi fandt ud af, at arbejderne med deres praktiske
erfaring fra fabrikkerne kunne bygge en model af de systemer, jeg snakkede
om. Den er vi så begyndt at bruge i undervisningen, og nu går
det meget bedre.
- Det styrende råd har 31 medlemmer,
men deraf er kun 5 studenter. Er det ikke for lidt?
- Det er studenternes fornemste pligt
at studere, siger Chang Shuqin, en tidligere landarbejderske, der nu studerer
opvarmningsteknik.
Hun sidder selv i det styrende råd
som studenterrepræsentant.
- Jeres kolleger i vestlige lande ville
næppe være enige.
- Jamen, sådan synes vi. Og desuden
stemmer vi næsten aldrig. Vi snakker videre, til alle er enige. Så
i og for sig havde én studenter-repræsentant været nok.
- I siger, professorerne var meget autoritære
før i tiden, og de ikke er det mere. Men mange af dem er jo ældre
mennesker, der sikkert har svært ved at stille sig om. Hvad gør
I så ved dem?
Chang Shuqin ler, så hendes lange
fletninger hopper:
- Ja, vi havde én, som vi kaldte
»ham den gamle stædige«. Han blev ved med at råbe
op på den gamle måde. Men så sagde vi også: Han
lever nok ikke evigt. Så vi lader ham bare fortsætte. Det kan
da også være han finder ud af det før eller senere.
Men, forstår I: I den slags sager hjælper det ikke noget med
tvang. Man kan ikke overtale folk ved at tvinge dem.
(Aktuelt. 6.8. 1972)