DAGENS DIGT DEN 1. maj 1997.

Saint-John Perse er pseudonym for den franske digter Marie-René Aléxis Saint-Léger. Han levede fra 1887 -1975. Fik Nobelprisen i 1960. Muligvis er han i dag lidt glemt (som så mange andre nobelpristagere), men en gang (f. eks. hvis man slår op i samtidige franske leksika) regnedes han for et af dette århundredes største poeter.

Han havde tillige en imponerende karriere som diplomat og nåede flere høje poster i den franske udenrigstjeneste, bl. a. som ambassadør flere steder og som generalsekretær for udenrigsministeriet på Quai d'Orsay.

Hvor forbløffende i grunden med en sådan parallel superbureaukrat, højtstående embedsmandskarriere. Men mesteren Perse kunne utvivlsomt, dersom man bad ham derom, "have været i stand til at omskrive selv det mest snørklede lov- og paragrafsprog fra kancellistil til den højeste og pureste poesi", som oversætter Bent Blom funderer.

Dagens digt er taget fra hans berømte Exile-digtsuite. Saint-John Perse, der nægtede at tjene Vichy-regimet, opholdt sig under krigen i USA. Dette stykke, der er det sidste i Exil er således skrevet i New York i 1944. Eksileringen er altså ganske konkret. Digtet er dediceret til moderen i hjemlandet. Første del beskriver New York. Anden del beskriver landskaberne nord og vestpå under snefaldet. Tredje del er rettet mod Perses aldrende moder på den anden side af havet. Fjerde del samler de øvrige deles stof i en bevægende hyldest til moderen.

Saint-John Perses digtning betragtes som vanskeligt tilgængelig over overordentlig gådefuld. Flere kritikere har kaldt den direkte uforståelig i gængs intellektuel forstand. Det synes jeg imidlertid ikke, at der er nogen grund til at lade sig afficere af. Som hans danske oversætter Bent Blom skriver: "Hvorfor egentlig altid takle digte ud fra et rent intellektuelt forståelsesniveau? Hvorfor ikke forsøge at betragte ordbilledernes form og farver - at lytte til ordenes og klangbilledernes musik og rytme - at relatere digtets handlingsmønster til menneskets historie i tid og rum?"

Sne stammer fra "Digte i eksil", Husets forlag, 1990.

God fornøjelse med denne mærkelige, forunderligt velskrivende mand!!

Venligst n. i.

NEIGES/ SNE

Til Françoise-Renée Saint-Léger Léger

I

Og så faldt sneen, fraværets første sne, på de store lærreder vævet af drøm og virkelighed ; og ved undfangelsen af al lidelse fra mindets mennesker var der en friskhed af rent linned på vore tindinger. Og det var om morgenen, under morgengryets grå salt, lidt før den sjette time, ligesom i en skæbnens havn, en nådens og barmhjertighedens boplads, hvorfra sværmen af stilhedens store oder afmønstres.

Og hele natten igennem - uden vort vidende, under denne høje fjerpragt, som bærer sjælens spor og byrde højt til vejrs - er de højt ragende pimpstensbyer gennemborede af lysende insekter ikke ophørt med at vokse og udmærke sig, i forglemmelse af deres egen vægt. Og de alene viste noget om dette, de - hvis erindringer er tvivlsomme, de - hvis beretninger er afvigende. Hvilken rolle ånden spillede i disse bemærkelsesværdige ting, er vi uvidende om.

Ingen har overrasket, ingen har oplevet, på den højeste stenfrontal, det første skær af denne silkeagtige time, den første berøring af denne ting så skrøbelig og ubetydelig, som et strejf af øjenvipper. På belægningerne af bronze og på opadstræbende kromstrål, på byggestenene af klangløst porcelæn og på teglstenene af tykt glas, på søjlen af sort marmor og på sporen af hvidt metal, ingen har overrasket, ingen har fordunklet.

denne em af ånde ved dens fødsel, ligesom den første kuldegysning foran en blottet kårdeklinge...Det sneede, og bemærk, vi skal berette vidunderlige ting: om hvordan morgengryet tavst i sin fjer, lig en stor, fabuløs ugle på rov under åndens vejrtrækning, svulmede op i sin krop af hvide georginer. Og vi var til alle sider omgivet af undere og fest. Og saluteringen skal lyde fra forsiden af terraserne, hvor Arkitekten, den sommer, viste os natravnens æg!

II

Jeg ved, at skibe i havsnød i denne vide, blege østersyngel udstøder deres brølen som fra døve dyr imod menneskers og guders blindhed; og hele verdens elendighed kalder lodsen ud fra de brede flodmundinger. Jeg ved, at de mægtige floders vandfald indgår besynderlige alliancer mellem himlen og vandet: sløruglers hvide brylluppper, vårfluers hvide fester. Og på de vældige - af daggry røgfyldte - jernbanestationer, lig palmelunde under glas, avler den mælkeagtige nat en misteltenfest.

Og der er også denne sirene fra fabrikkerne, lidt før den sjette time og morgenskiftet, deroppe i de vældige søers land, hvor værfterne lyser op hele natten ved at udspænde en lang, siderisk vinranke tværs over himlens espalier : tusinde lamper feterede af sneens råsilketingester... Store perlemorsdannelser i vækst, store fejlfri perlemorsdannelser, mediterer de over deres svar på vandenes største dybder? - o alle ting skal genfødes der, o du fuldgyldige svar! Og visionen omsider uden fejl og uden mangler!...

Det sner på støbejernsguderne og på stålværkerne pisket af korte liturgier ; på slaggerne og på skidtet og på dæmningernes græs: det sner på feberen og på mændenes værktøj - sne finere end korianderfrøet i ørkenen, sne friskere en den første mælk fra unge kreaturer i april... Det sner et eller andet sted derude mod vest, på siloerne og på kvægfarmene og på de vidtstrakte, uhistoriske sletter, skridtet ud af elmaster; på omridsene af ufødte byer og på den døde aske fra opbrudte lejre;

på de højt beliggende, udyrkede jorder, forgiftede med syrer, og på horderne af sorte grantræer afgrænset af ørnenes pigtråd, ligesom krigstrofæer... Hvad havde du at sige, pelsjæger, til dine fyrede to hænder? Og hvilken foruroligende blidhed har i nat anbragt sin kind på pionerens økse?...Det sner uden for kristendom på de yngste tornebuske og på de nyeste dyr. Verdens brud, min tilstedeværelse! ...Og et eller andet sted i verden, hvor stilheden kaster lys over et lærketræs drøm, hæver tristheden sin tjenstvilligheds maske.

III

Det var ikke nok at så mange have, det var ikke nok at så mange landområder havde splittet vore livs forløb. På den nye kyst, hvor vi haler nettet med vore vejs voksende byrde ind, var det endnu en gang nødvendigt med hele denne sneens gregorianske kirkesang for at berøve os færten af vore fodspor... Langs vejene i vor vidtrækkende verden strækker du meningen med og målet for vor færden, sneens ødslen med fraværet, sneens grusomhed mod kvindernes hjerter, hvor håbet hentæres?

Og Hende, som jeg tænker på blandt alle min slægts kvinder, hun løfter fra dybet af sin høje alder sit blide ansigt mod sin Gud. Og det er den rene afstamning, der bevarer hendes nåde i mig. "Lad os blive overladt begge to, til dette ordløse sprog, som du har behersket, o du fuldstændige tilstedeværelse, o du fuldstændige tålmodighed! Og som et stort nådens Ave over vore fodspor synges sagte vor slægts meget rene sang. Og i så uendelig lang tid har denne sødmens kval holdt nattesæde i mig...

En Dame af høj herkomst var din stumme sjæl i skyggen af dit kors; men en skrøbelig kvindes kød, i hendes høje alder, var dit levende kvindehjerte, der piner alle kvinder ... I hjertet af det skønne, trælbundne rige, hvor vi skal brænde tornen, er det den rene ynk for de kvinder i alle aldre, hvem mændenes arme svigtede. Og hvem vil da lede dig, i denne større enkestand, til dine underjordiske Kirker, hvor lampen er frugal og bien guddommelig?

... Og i al denne min tavsheds tid i en fjern verdensdel har jeg - på brombærbuskenes glansløse roser - set dine øjne blive endnu mere glansløse roser - set dine øjne blive endnu mere glansløse. Og du alene ejede denne stumheds nåde lig en sort sten i mandens hjerte ... Thi vore år er jordbesiddelser, som ingen har i forlening, men som et stort nådens Ave følger sangen af ren afstamning i vore fodspor i det fjerne; og i så uendelig lang tid har denne sødmens kval holdt nattesæde i os...

Sneede det, denne nat, i den del af verden, hvor du folder dine hænder?... Her er der voldsom støj af lænker i gaderne, her - hvor menneskene løber om kap med deres skygger. og ingen vidste, at der stadig var så mange lænker i verden til ekviperingen af hjulenes flugt mod dagen. Og der er også en voldsom larm af spader ved vore døre, o vægtere! Negrene på vejarbejde går på jordens trøske ligesom folk fra saltskattevæsenet. En lampe.

overlever nattens cancer. Og en fugl af rosenrød aske, som har glødet hele sommeren, oplyser pludselig vinterens krypter, ligesom Fasens Fugl i Tidebogen År Et Tusinde... Verdens brud, min tilstedeværelse, verdens brud, min forventning! Må løgnens friske ånde tryllebinde os endnu en gang! ... Og i menneskene bor menneskenes tristhed, men også denne styrke, som er navnløs, og - til tider - denne nåde, som nødvendigvis må have fået dem til at smile."

IV

Ene gør jeg regnskabet op, fra højden af dette hjørneværelse omgivet af et Ocean af sne. - Øjeblikkets usikre gæst, menneske uden bevis eller vidne, skal jeg søsætte min lave seng som en kano fra dens vig? ...De - der hver dag slår lejr endnu fjernere fra deres fødested, de - der hver dag haler deres båd op på andre bredder - kender de ulæselige tings kurs bedre dag for dag; og følgende floderne op mode deres udspring er de pludselig - gennem en verden af grønne fremtoninger - indfanget af det skærende lys, der får alt sprog til at miste sin magt.

Således forfølger mennesket halvnøgen på sneens Ocean, pludselig sønderbrydende den umådelige svingning, en enestående plan i hvilken ordene ophører med at fænge. Verdens brud, min tilstedeværelse, verdens brud, min besindighed! ...Og drejende med dagen henimod de oprindelige kilder, ligesom den rejsende, ved nymåne, hvis retning er usikker, og hvis gang er afvigende, er det nu min plan at strejfe om mellem de ældste lag i sproget, mellem de højeste fonetiske partier: lige til de fjerneste sprog, lige til de mest helstøbte og mest sparsommelige sprog,

ligesom disse dravidiske sprog, som ikke havde distinkte ord for "i går" og for "i morgen"...Kom og følg os, som ingen ord har at sige: vi stiger op til den rene, uskrevne, nydelse, hvor den antikke menneskelige frase strømmer; vi bevæger os mellem klare elisioner, resterne af ældgamle præfikser, som har mistet deres initial, og foregribende lingvistikkens mesterværker, baner vi vore ny veje helt frem til disse uhørte udtryksmåder, hvor aspirationen viger bagom vokalerne, og vejrtrækningens modulation forplanter sig efter visse halvtone labialers forgodtbefindende, under eftersøgningen af rene vokaliske finaler.

... Og det var om morgenen, under den reneste orddannelse, et smukt land uden had eller gerrighed, et nådens og barmhjertighedens sted for opstigningen af ufejlbarlige åndevarsler; og ligesom et stort nådens Ave over vore fodspor, har vi den store hvide rosenhave af al sneen omkring os... Friskhed af skærmblomster, af halvskærmsplanter, friskhed af frøkappe under bønnen, å! så mange oblater endnu på den omstrejfendes læber! ... Hvilken ny flora, på et friere sted, giver os absolution fra blomsten og fra frugten? Hvilken benskyttel i meget gamle kvinders hænder, hvilken elfenbensmandel i meget unge kvinders hænder

vil væve os friskere linned til de levendes brandsår? ... Verdens brud, vor tålmodighed, verdens brud, vor forventning!...Å! hele drømmens sommerhyld direkte i vort ansigt! Og endnu en gang, o verden! tryllebinder din friske ånde af usandhed os! ... Der, hvor floderne endnu er vadbare, der, hvor snemasserne endnu er vadbare, vil vi denne aften passere en ikke vadbar sjæl... Og hinsides denne har vi drømmens store lærreder og al den fungible velstand i hvilken skabningen engagerer sin skæbne....

For fremtiden denne side på hvilken intet mere er skrevet.

New York 1944