Arne Herløv Petersen

    Perronens længsel efter luftskibe

    Digte om mosskorpioner og melankoli, haletudser og himmelen, kongegrave og kirsebærblomster.

    "Perronens længsel efter luftskibe" udkom i 2015 på Det poetiske Bureaus forlag.
    Den koster 150 kroner og kan købes her.


              "Perronens længsel efter luftskibe" er udgivet som e-bog af Saxo Publish og koster 60 kroner

     

    Anmeldelser

    Forfatterens styrke er det beskrivende, legende, naivistiske billedsprog, der kalder klare billeder frem på læserens nethinde. Underfundigheden og interessen forn naturen har Arne Herløv Petersen tilfælles med digteren Eske K. Mathiesen.
    Lotte Klemens Thomhave, Lektørudtalelse.

    Som lyriker er Arne Herløv Petersen tæt forbundet med naturen... Så er det godt, vi har Arne Herløv Petersen, for han ænser alt. Som en spændt flitsbue, en kvarts-antenne, en seismograf registrerer han bittesmå forskydninger i menneskets jordskorpe. Det er drømmen om en konkret verden, der beskrives.
    Gert Poder, Arbejderen.

    Opulent, finurlig... Et stort, seriøst broget forfatterskab.
    Lars Bukdahl, Weekendavisen.

     
     
     

    Fløjten
     
     

    Her, hvor jeg sidder og venter på bussen
    præcis her
    sad en hyrdedreng for 800 år siden
    og spillede på benfløjte
    da koen rev sig løs,
    den spættede, trepattede
    der var så knarvorn.
    Han tabte fløjten,
    da han benede efter koen.

    Fløjten ligger i jorden endnu,
    langt nede under sædet i læskuret.
    Ingen kan se den,
    Ingen ved den er der
    andre end mig.
    Jeg kan mærke den dernede.

     Da de sidste toner
     skulle til at trille ud af fløjten,
     kastede drengen den fra sig.
     Tonerne blev liggende
     og trykkede sig sammen.

     De prøver stadig på at komme ud.
     Man kan høre dem pibe og hvæse lidt,
     men de kan ikke
     ikke af sig selv.

     Jeg mærker de indespærrede toner
     som en durren i sædet under mig.
     Små forknytte toneklumper nede i jorden.
     De havde sådan glædet sig til at komme ud
     svæve i arabesker over græsset
     og opløses som den sidste dis
     der smelter for solen over engen.

     Kom så bare med jer
     I kan komme op gennem mig, siger jeg.
     Jeg skal nok åbne munden.
     så kan I komme ud den vej.

     En dame kommer gående med sin datter,
     en lille håndunge i knæhøjde.
     Moar, siger pigen.
     Der sidder en tosset mand og synger
     inde i skuret.
     Må han vel det?
     
     

    ******
     
     

    Giro 413
     
     

    Da de venlige mænd
    i de hvide jakker
    trak mig ud i bilen,
    var det et dræbende slag
    mod dansk populærkultur.

    Jeg havde aldrig gjort andet
    end det, de bad mig om.
    Jeg smilede til en solsort
    og fløjtede til en stær.
    Jeg plukkede anemoner i december

    Jeg gik op på rådhuset
    og insterede på at jeg ville giftes med farmand,
    og jeg nægtede at forlade rejsebureauet
    før de fortalte mig
    hvordan jeg sejlede fra Engeland til Skotland.
    Jeg købte gaver til Bamses fødselsdag
    og kidnappede en negerdreng
    som elefantungen kunne bruge som rangle.
    Jeg fortalte min bankrådgiver,
    at jeg ville eje millioner, hvis tårer var guld.

    De spurgte om mit navn,
    Og jeg svarede: Den glade vandrer kaldes jeg.
    Jeg tilføjede,
    at jeg kaldte alle dyrene ved navn
    - Morten, Marianne, Thorbjørn –
    og tog dem i min favn,
    mosegrise, ørentviste og blåmejser mellem hinanden.
    mens jeg rørt sang for dem
    falderi faldera faldera

    Jeg meddelte de hvidklædte, at jeg ikke havde noget ur.
    Jeg brugte syrenbuske i stedet
    og lige nu sa’ de hvide syrener, et år er forbi.
    De så bare på mig
    så jeg sagde til dem
    vi alle var i samme båd
    og det var en båd med bananer
    og mit skib gik ned, men skæbnen var mig nådig.
    Jeg tilkaldte som vidner
    min kammerat, solen
    og min bedste ven, himlen blå,
    men de kørte med mig alligevel.
     

    *****
     

    Ingenting
     
     

    Forestil dig ingenting
    Begynd med fravær af alt.

    Høgen flyver ind over dig
    i det skarpe lys.
    Så tæt på
    du ser fjerenes tagskæl
    på den lyse bug
    og de krummede kløer.
    Du dukker dig
    med et atavistisk gys
    fra kultidens sumpe
    da du var gnaver.

    Der er ingen høg
    og ingen mus.

    Lyset forsvinder
    men mørket kommer ikke.
    Mørket er heller ikke til.

    Alt det, du ikke kan se,
    er uden betydning.
    Der er ikke noget at se.

    Dit hjerte dunker ikke længere
    op i halsen.
    Der er ingen hals og intet hjerte.
    Du mærker ikke din krop.
    Din krop brænder de
    og røgen driver bort.

    Du er ikke ingenting
    Du er ikke tomrum i et tomrum.
    Ikke engang det.