Georges Perec (1936-82) udgav i 1969 en af de mærkeligste romaner i dette århundrede, "La disparition". Bogen, der er på næsten 300 sider, er et lipogram. Bogstavet "e" forekommer ikke i bogen. Da Perec havde skrevet "La disparition" brugte han alle de e'er, der blev til overs, til romanen "Les revenentes", der udkom i 1972. I denne bog forekommer ingen andre vokaler end e.

Man skulle tro, det var umuligt at oversætte "La disparition", men det er alligevel blevet gjort. Romanen udkom på engelsk i 1994, oversat af Gilbert Adair, under titlen "A Void".

Her følger et kort uddrag af romanen på dansk, højsangen til Anastasia.

Til Anastasia

(fra: La Disparition)

af Gorgas Paryk

omsat til dansk af Arno Hårløv Patursson

Din krop, hin båd som drog mig ud på langfart, chalup, brig som gav sig og slog op imod mig i mit favntag.

Dit ansigt, fort hvorimod mit udfald gik, bastion og fæstning, som skal slås i grus af min passions stormløb.

Din tragt, hvori du har hørt altings lyd, musling og konk, spiral hvor min færd gik i labyrintisk krumning.

Cilia, vibration af hår, glimt af dit blink.

Dit bryn, oh bugtning foran bundløs brønd af sort krystal.

Din mund i sang, atol, purpur-koral, som så mig kvalt i skum.

Din hals, borgtårn i hvidt, kasbah af talkum, vægt på mit åg, ring om mit luftrør, strangulator.

Din arm, ræling og takling, stramning af tovværk om min drift.

Din hånds livstræ, sampan, båd, pram, skib i krydsning mod luvart, til du går i tilfældig vugning mod min krop som sank mat mod bund.

Din rygs kyststrækning, opskylning, saltsump, jævn og plan, dalrunding, krumspændt i hug af fryd.

Din hud, åh din hud, hvalskind så blødt som sorg, værn i mit liv, skind hvorpå min hånd til min død skal slå min sang om dit navn.

Din bugs skælving, som slog op på vid gab for mig hin strand, hvorpå min landgang var og hvor mit signalblus skal stå tændt.

Omphalos, rosin som stak ud, min hob af løs kaolin, pokal som aldrig var fyldt af vin.

Dit skød, ført som skjold for navnløs slægt, dog nu som natlig flod, oh port som svang om min krumtap.

Din røv, min frugt fuld af saft, kødfuld og fyldig, mit livs abrikos.

Din dusk, guldskind som stod for mig i min drøm, som for Jason som år på år udholdt storm og orkan, din uld, min guddoms krat, mit favntags bryn, oh krølhår, dun som på stork og flamingo, paradisisk foring for lyst og attrå.

Dit hul, din lotusgrøft, din grav hvori alting forsvandt, hvor alt gik til, din Nirvana-grav, hvor aldrig død kan nå mig, og om så min død kom til mig, dog født påny, og påny ført opad til altings udspring i fryd.

Din knop, hvor alt skal dø, trykknap på din fæstnings port, hvor du har oplsugt mig, skjult mig i hin brunst som altid går mod sol, springvand af liv mod hint hvælv, hvor vi har tabt hvad vi har haft af krop og står klædt i ny og tosidig hud.