Han drager efter en vintersol

og genner kvæg ad en kold, rød vej.

Han kalder til dem, en røst de kender.

Han driver dyrene over Cabra.

Stemmen fortæller dem, hjemmet er varmt.

De muher og laver dyremusik med klovene.

Han genner dem foran sig med en blomstrende gren

og røgen kranser deres pander.

Bondetamp, hjordens slave,

stræk dig ud i nat ved bålet!

Jeg bløder ved den sorte bæk

for min knækkede gren!

Mens åren i vandet hugger

kalder de højt på kærligheds dage,

og steppegræsserne sukker,:

Tilbage - aldrig tilbage!

Oh, hjerter og græs i sommer.

Bannerne må forgæves klage,

for aldrig den vilde blæst kommer

tilbage, aldrig tilbage.

Spæd er rosen, spæd er

den hvide hånd der gav,

en sjæl der vissen træder

ned i tidens grav.

Rosenspæd, dog spæder@

er dine øjnes garn,

der dækker over glæder.,

blåårede barn.

Trieste 1913

.

Regn over Rahoon, der falder, stille falder

over den, jeg fik kær.

Sorg i hans stemme, der kalder på mig, kalder

i det grå måneskær.

Kære, hør du

hvor stille, i sorg hans stemme kalder,

kalder

og aldrig far svar, mens regn falder,

mørk regn falder

dengang som nu.

Og som hans hjerte skal vore ligge i kulde

i en afsides egn

under de månegrå nælder, dybt under mulde

og mumlende regn.

Trieste 1914

En himmel fugletom, en skumringsstjerne.,

der blinker hvid,

som du, mit hjerte husker elskovs fjerne

og svundne tid.

Det klare unge blik, den rene pande

og hårets duft,

det hår, der faldt, som stilhed nu mod vande

i skumringsluft.

Hvorfor begræde denne svundne dag

så sød og fin,

når dog den kærlighed, hun gav,

omtrent var din.

Trieste 1914

Vind hviner, gruset følger.

Så stønner molens krop.

Hver sølvslimsten har havets bølger

senilt talt op.

Mod kuldens skrig, det bitre

grå hav jeg får ham varm.

Jeg mærker skulderbladet sitre,

en drengearm.

Omkring os frygten falder,

i mørket frygt som sne.

Jeg føler, dybt i hjertet kalder

kærligheds ve.

Trieste 1914

Af kølig dug og lysets garn

har månen vævet dette net

om havens stilhed, hvor et barn

plukker de urter, der står tæt.

Bestjernet hår af månedug,

en pande, månen kysser nu.

Hun synger dette hjertesuk:

Så skøn som bølgens brus er du!

Oh, var af voks mit øre blot

og lukket for en barnesang,

og var mit hjerte pansret godt

mod den, der sanker urt i vang.

Trieste 1915

Den mætte brænding nu ved flod

der vugger guldbrun blæretang

mens vinger over vande stævner mod

en dag så lang.

Og bølgen ryster vild og vred

sin tangbesatte mankes pragt,

hvor dagen dystert ser mod havet ned

i mat foragt.

Oh, gyldne tang med frugt som vin

for elskovs flod, svaj op og ned,

thi den er vild og grum og mild som din

usikkerhed!

I natten stum

de blege stjernefakler

vendt om sig selv.

De fjerne genfærdslys fra himmelrum

mod kirkeskibets kakler.

syndsorte hvælv.

Serafers hær, fortabte stemmer klinger

til andagt klar.

Den mørke nat, der sluger hver især

når månen lydløst svinger

røgelseskar.

En klokkes gny

med nattens hvælv formæles

ved mørkets rand.

En velduftsrøg der stiger sky på sky

mod tomhed op fra sjæles

øde land.

Måneflettet, gyldengråt

nattens net.

Om søens lamper vinker vådt

guldregnranker let.

Siv der hvisker ud i nat

hendes navn.

Min ganske sjæl af fryd er mat.

af skam og savn.

Måneflettet, gyldengråt

nattens net.

Om søens lamper vinker vådt

guldregnranker let.

Siv der hvisker ud i nat

hendes navn.

Min ganske sjæl af fryd er mat.

af skam og savn.

De taler elskovs sprog

og skærer vildt

de tretten tænder. Flå

dit glubske kød, din kløe og din brunst.

l ord som sang,, al kærlighed forbi

sur katteånde,

hæse skrig.

Grå blikkes flugt,

der aldrig lyver. Ben

09 hud. Lad smurte læber kysse. Ikke én

vil vælge kvinden., du har savlet på.

En sulten stunds begær.

Pluk hjertet ud, blodsalt, en tårefrugt.

Pluk og fortær!

Zürich 1917

De spotske øjne viser vej,

når aftensolen bliver bleg.

Grå vej, et violet signal.

En stjernes blinken, afskedskval.

Oh, ondskabs stjerne, stjerneskrig.

Højsindet ungdom er forbi,

End ikke viis, så jeg forstår,

de tegn, der spotter, hvor jeg går.

Zürich 1918

Igen!

Kom, giv og yd mig al din kraft!

Langt borte fra et ord slår mod mit sind

med grusom ro og tvangs elendighed,

der dæmper frygten i den førte sjæl.

Ti, tavse kærlighed! Min lod!

Blind mig med denne mørke nærhed. Vis

barmhjertighed, min viljes elskte fjende!

Jeg vover ikke modstå dette kolde greb,

jeg frygter.

Træk dette liv

af mig. Bøj endnu dybere dit hoveds trussel.

Husk, stolt over mit fald., på ham der er

og ham der var, og vis medlidenhed!

Igen!

De ligger sammen, foldet tæt af natten.

Langt borte fra slår hendes ord imod mit sind.

Kom! Jeg giver efter. Bøj dig ned,

thi jeg er her.

Betvinger, gå dog ej. Eneste glæde, ene

smerte.

Tag mig, frels mig, trøst, oh, skån mig!

Paris 1924

Af tidens mørke

et barn er født.

Af sorg og glæde

har hjertet blødt.

I ro i vuggen

og svøbt i liv.

Oh, Kærlighed,

ham nåde giv.

Det ny livs ånde,

skæbnens spil.

En ufødt verden

bliver til.

Et barn der sover,

en død i løn.

Forladte fader,

forlad din søn.

1932