Høje bregneskove dækkede Antarktis. Kæmpeøglerne luntede over savannen i et tropisk Grønland. I den mættede luft svævede meterstore guldsmede, pterodaktylerne baskede på lædervinger over et mylder af pattedyr på størrelse med egern og åd sig mætte i vores forfædre.
 
Klimaet ændrede sig, og kultidens dyr og planter blev presset til lag af kulbrinter, der blev dækket af nye tiders aflejringer.
 
Hundrede millioner år senere gravede menneskene sig ned til lagene af kul, gas og olie, der engang havde været bregnetræer og dinosaurer.

På hundrede år brændte vi årmillioners kulbrinter af og fyldte atmosfæren med kuldioxid.
 
Det ændrede klimaet, så Jorden blev varmere. Tænk, hvor dejligt, vi får middelhavsklima, sagde folk i Norden. Det blev stadig varmere og folk sagde til hinanden: Nu kan vi snart dyrke bananer.
 
Planter og dyr døde omkring menneskene. Det er godt nok varmt, sagde de til hinanden. Men ikke så varmt som en sommereftermiddag i Sahara.

 Indlandsisen smeltede, og havene steg. Folk flyttede op på højsletterne.

 Da temperaturen blev ved med at stige, begyndte mange at blive bekymrede.

 Hvad skal vi gøre? sagde de. Vi kan jo ikke leve uden vores biler.

 Det kom de så heller ikke til.

 Menneskene uddøde ligesom frøerne, tigrene og gråspurvene.

 Jordens planter og dyr indeholdt enorme mængder af kulbrinter, der blev presset sammen og dækket af nye aflejringer.

 Der var ikke længere liv på den faste jord. Fisk og blæksprutter var forsvundet fra havene.

Svøbet af biomasse om kloden havde fungeret som den termostat, man kalder Gaia. Da menneskene dræbte Jordens mylder af liv, gik termostaten i stykker, selvforstærkende mekanismer satte ind, og temperaturen kom ud af kontrol. Men Gaia er en sej tøs. Omkring koghede svovlkilder og vulkanske sprækker dybt nede i havene groede måtter af ekstremofile bakterier. Meterlange rørorme strakte sig opad uden at ane, at de og bakterierne snart var klodens eneste liv.

Det blev stadig varmere, og til sidst begyndte havene at koge. Kun de organismer, der altid havde levet i hundrede graders varme, overlevede. Da havene var kogt bort, krøb de overlevende frem fra deres sprækker og bredte sig ud over det fastland, der nu dækkede kloden.

Vanddampen fra de forsvundne have fortættedes til skyer, der dækkede solen. Det blev langsomt køligere. Varmekrævende bakterier tilpassede sig nye tider. Rørormene udviklede børster, så de kunne bevæge sig.

I millioner af år regnede det, og havene fyldtes igen. Nye arter udviklede sig. Bakterier klumpede sig sammen i kolonier, der fik en slags sanseorganer og kunne bevæge sig frit. Der opstod væsener, der kunne flyve, og væsener, der kunne svømme i de nye have. Da der var tilstrækkelig mange af dem, begyndte de at fungere som en termostat, der regulerede klodens temperatur.

Hundrede millioner år efter opstod en art, der nedstammede fra svovlkildernes rørorme. Den lignede ikke noget, som menneskene nogen sinde havde set. Men også disse nye væsener kunne se mod stjernerne og drømme om storhed.

De gravede sig ned til geologiske lag af kulbrinte. De gravede sig igennem aflejringer af sammenpressede mennesker, sommerfugle og bøgetræer og opdagede, at de havde fundet en værdifuld energikilde. På hundrede år fyrede de kulbrinten af.

 Og Jorden blev varmere.