Mig og prinsesse Alexia
Nu hvor vi er på vej ind i et år,
hvor den royale feber vil blive pisket op til nye højder, når
vor kronprins indgår ægteskab med en reklameuddannet ung dame
fra Tasmanien, føler jeg trang til at se tilbage på min glorværdige,
men kortvarige karriere som hofreporter.
Det var i juli 1965, og Anne-Marie, der
på det tidspunkt endnu var hellenernes dronning, nedkom med sin førstefødte
– en lille pige, der var vort kongepars første barnebarn.
Jeg var ansat på Aktuelt, og den
gamle arbejderavis, der i årtier havde agiteret for republikkens
indførelse, var helt exet af lykke. Det var prinsessefødsel
på alle siderne, reportager fra vor udsendte medarbejder på
slottet Tatoi og kommentarer og baggrundsstof fra samtlige medarbejderne.
Arne, sagde vor chefredaktør. Gå
ned ad Strøget sammen med en pressefotograf og spørg folk,
hvad de siger til, at Anne-Marie har fået en datter.
Det gjorde jeg så. Jeg frasorterede
alle, der så ud som turister, men fik alligevel gaflen i en del udlændinge.
De fleste af dem takkede for oplysningen, men syntes åbenbart ikke,
det var noget, de følte særlig trang til at knytte kommentarer
til.
Derimod var der en del danskere, der havde
kommentarer af forskellig art, men ikke alle sammen egnede sig til at blive
trykt. Det rager mig en høstblomst hørte til i den mildere
ende. Men der var selvfølgelig også en del ældre damer,
der gik temmelig meget op i sagen og havde fulgt historien i radioen, lige
fra vandet gik på majestæten.
Jeg skrev min enquête og troede,
jeg havde gjort min pligt. Men nej. Chefredaktøren opdagede, der
var et hul i morgendagens avis. En af rapporterne fra åstedet havde
været mere kortfattet end ventet, så der skulle lige stikkes
en trespalter ind på side tre. Arne, sagde han. Find lige på
noget om fødslen. Det skal ikke handle om slægtsforholdene
– dem har vi. Og ikke noget om det græske kongehus’ stilling – det
har vi også. Heller ikke mere om folks reaktioner. Find på
noget andet. Noget helt andet.
Der sad jeg så på mit kontor.
Men noget måtte der jo ske, så jeg fik fat i Spocks ”Bogen
om barnet”. Jeg faldt over en tabel, hvor man kunne regne barnets fremtidige
længde og kropsvægt ud, når man havde fødselsvægten.
Og den havde jeg. Anne Marie havde gået temmelig længe over
tiden, så ungen var en ordentlig klump. Med Spock ved hånden
satte jeg mig til at regne. Tabellen var ikke lang nok i den ene ende,
så jeg måtte ekstrapolere, men så havde jeg også
en overskrift, der gav genlyd.
Det var blevet sent, så min artikel
gik ikke den sædvanlige gang gennem redaktionssekretariatet. Den
røg direkte op i sætteriet og blev anbragt i det ventende
hul på side tre.
Næste morgen blev jeg kaldt ind
til chefredaktøren. Han sad med dagens avis og så sørgmodig
ud. Jeg smilede til ham og fulgte hans blik. Han sad og så på
min prinsesseartikel, der havde overskriften ”Når prinsesse Alexia
fylder atten, er hun to meter lang og vejer 140 kilo.”
Chefredaktøren kom med nogle bemærkninger.
Jeg kunne få lov til at fortsætte på bladet. Men jeg
måtte love aldrig mere at skrive kongestof. Det løfte har
jeg holdt indtil nu.
(14. december 2003)