OLDTIDEN. Det var før den 6. august 1945. Livet nu er væsenforskelligt fra dengang. Jernalderen er afløst af atomalderen. I vore knogler oplagres dødsensfarligt Strontium 90 i stadig større mængder. Hvis der nu kommer en krig, vil det virkelig blive ”Krigen der gør alle fremtidige krige umulige”, omend på en noget anden måde end idealisterne forestillede sig i 1914-18. Kun visse mos- og lavarter vil overleve en krig. Ingen magt kan i dag vinde en krig. Og derfor er krig en umulighed. Men den kan bryde ud ved en fejltagelse. 2 grågæsflokke over Alaska. En pilot, der gribes af momentan sindssyge. Et tryk på en knap, der ikke skulle have været trykket på . .

2½ milliard mennesker går og venter. Venter på kaos. Imens fabrikeres flere nye bomber. 1000. 5000. 10.000. 50.000. 100.000.
Det kan blive et pænt stort knald, der udsletter 2½ milliard mennesker og langt flere dyr. Vi venter. Ungdommen 1959 er ungdommen, der måske må nøjes med sin ungdom. Vi ved ikke, om der nogen sinde bliver nogen alderdom for os. Vi kan kun sidde og vente. Hvis vi vil, kan vi melde os ind i politiske organisationer, vi kan protestere, vi kan kræve, at man respekterer vores mening. Men der er alligevel ikke nogen, der retter sig efter vores mening, så vi kan såmænd lige så godt lade være. Vente med hænderne i skødet. Denne ventetid må nødvendigvis fremkalde en særlig psyke hos os. En altopgivende indstilling, der aldrig før er kendt.

Endnu er vi kun lige ved begyndelsen, men man begynder allerede hos nogle at kunne spore selvopgivelsens store fortvivlelse. Måske eksploderer det hele i morgen. Hvorfor så ikke få noget ud af dagen i dag? Det ville da være synd og skam, hvis man skulle dø uden at have prøvet at køre på motorcykel. Så hvorfor ikke hugge en nu og prøve? Hvorfor ikke… ..
Jeg vil ikke påstå, at motorbøller tænker sådan. Men indstillingen ligger i luften.

Når man ikke ved, om man har nogen fremtid, så må man dog sørge for at få en nutid.
Kun en ringe brøkdel af ungdommen sukker under velfærdsstatens tyranni. De fleste af os har ikke nær velfærd nok endnu; kun de priviligerede klasser kan tillade sig at være kede af, at de har det for godt. Kun forfattere med bopæl i Ordrup eller Charlottenlund kan skrive moderomaner om ”generationen, der har det godt og selv ved det”. Det er ikke alle, der har det så frygtelig godt. Det er ikke den dræbende ro, vi frygter først. Det er kaos. Og hvem ved, måske er kaos nær.

Aktuelt, 21.6. 1959