Sawdust in the Heir

Første og eneste side af en af indlysende årsager aldrig fuldført kriminalroman
 

The bandits' bands tied up the town as tight as a g-string. It was as though someone had organized a massive band aid.

Private I. Hughes had a strange sensationalist feeling in the pit of his stomach. Could his superior and superb colonel O. Truth be involved in this curse?

Why had colonel O. Truth been awash in loose women and broad amounts of currency since the kidnapping of the millionaire heir Andrew Pershing Mellow?

Private Hughes always drank his Scotch plain. He had to, as he could seldom afford a glass.

Now he pondered over the ambergris-colored liquid that brought so many memories to his backbone.

What did he know about the kidnapped young scion of the Welsh family?

Only what the lurid reporters had reported in their usual contrived style.

Andrew Pershing Mellow was a less than promising young student of an envy league university.

He was worse than a railway catastrophe on the tracks. He played golf like a gopher. His football had no balls at all.

He looked exactly like an intellectual, but happened to lack the brains for which he substituted money.

He wore glasses with lenses as thick as a telephone directory, albeit for a very small rural community. He only needed them when he was confronted with bad weather and saw dust in the air.

His classmates had elected him most likely to succumb.

Two weeks ago the young man had been forcefully abducted. He had disappeared from his room, while his roommate was out on a double-date with two young co-eds from a nearby women's cuddlidge.

Only small traces of mysterious slime down the halls of ivy showed where the unfortunately heir had been dragged.

Indeed the whole case was mysterious and empty. Like private Hughes' case of whisky, bought from a shady character called Faughtlesborough less than five days ago.

(17. december 2005)
 

Im Hintergrund schmatzen die Katzen

Es war ein knusprig Winter
im Wald der Harfenstreng.
Dort sassen wir wohl hinter
die Ochsen der verdräng.

Ein Pfarrer kommt vom Osten
und holt ein liebes Zeug.
Ich wollte ohne Prosten
ein glücklich Schimmerleug.

Ich war ein mühlsam Schwunkel
im Herbst der Sonnenschein.
Doch wurde ich noch dunkel
bevor ich war so klein.

Mit glührig' sanft erloben
kam knopfrich Klammerknurf,
die wollten nur gehoben
was Altertum entwurf.

Was konnten mir auch ahnen
vom Blätterausgehang?
Dort wehten keine Fahnen
die ganze Zeit entlang.

Gewaschen sind wir alle
im Kirschenholz gestoppt.
Die kleinsten in der Pfalle
hat wieder angekloppt.

Im grossen und im ganzen
das Ringlein brach entzwei.
Es schüttert die Schimpanzen,
sie kratzen sich dabei.

(17. maj 2004)
 

• Informations chefredaktør har fyret kuturredaktøren og søger en ny, der skal udfordre læserne og brænde efter selv at komme til orde. Så det er bare med at få fyret ansøgningen af: 


 

Ansøgning om stilling som kulturredaktør på Information

 

Jeg er en vilter krøltop på tres. Der er ingen mentale hentehår her, det gror frodigt alt sammen af samme karske bund.

 

Så det job som kulturredaktør er lige mig. Hvad var det, der stod i jobbeskrivelsen? ”Vores avis skal gå på to lige stærke ben”. Sådan skal det være. Jeg behøver ikke gå med den ene fod i rendestenen, fordi benene er ulige. De er præcis lige lange og så stærke som bare det. I vil stimulere læserne? Jeg kan byde på stimulanser af hidtil uset format. I vil have en redaktør, der udfordrer og udforsker. Bare kom til mig. Jeg udfordrer alt og alle. Jeg ikke bare udforsker, men gransker, snuser og mimrer. I vil have en redaktør, der brænder for selv at komme til orde. Jamen helledusse, jeg brænder mit lys i hver eneste ende og kan snakke fra nu af til gardinerne blafrer.

 

Der skal ikke blive sten på sten tilbage af vaneforestillingerne, hvis jeg kommer til. Mit motto skal være: Ingen døgnets flane, rendt fra nål og tråd. Her skal verden anskues under evighedens kolde stjerner. Hvad siger ikke Georg Johannesen? Tu Fus digte udkom for 1200 år siden. ”NATOs norske aviser kommer ud hver dag… I en fornuftig verden ville det være omvendt: Tu Fu blev trykt hver dag mens ”Verdens Gang” bare fik komme ud med 1200 års mellemrum”.

 

Og kender du ikke Johannesen og Tu Fu, så skam dig. Her skal ikke lefles. Jeg holder fanen i sky og går ind for kultur med stort Q.

 

Væk med døgnmusik og parnassets udstoppede sælhunde. Ind med synspunkter, der ridser mere end de renser. Hvorfor skrive om det alle har hørt om, når man kan skrive om Vanuatus trommedans eller fønikernes festligheder? Intet er for fjernt eller for småt for mig. Ringormenes peristaltik er mig kærere end Mikkelsens mukkerier.

 

Er det tidsånd, I vil have, så skal jeg ånde, så ikke er øje løber tørt. Hvis tiden skriger på branding, holder jeg brændejernet glødende, så jeg kan hakke mit mærke i hver en dorsk flæskeside. Skal det være networking, fletter jeg net af de sejeste lianer i skoven.

 

Jobbeskrivelsen forestiller sig en ansøger, der kan styre, pleje og motivere. Jeg har styr på det hele, plejeinstinkterne skyder knop i mit sind og jeg kan hælde den ene spand kul efter den anden på motiveringen. Jeg bemærker, at jobbekrivelsen ikke nævner talent, viden eller erfaring. Idealet synes at være den højtskrigende narcissist. Nuvel, så lad mig skrige til himlen og spejle mig i medarbejdernes beundrende blikke.

 

Kom trygt til mig. Diskretion ingen hindring. Lad hundrede koste feje. I har intet andet at miste end jeres rænker. I har en verden at vinde.

 

Kærlig hilsen,

 

Ps. Hvad synes I om skriften?

(1. februar 2003)
 
 

Da man ikke længere mener, nutidens børn kan læse HC Andersens eventyr i originalversionen, udkommer der bearbejdede udgaver for de små analfabeter. Hermed et beskedent bidrag til denne tidens trend - en genfortælling i énstavelsesord, der skulle sikre det mindst mulige lixtal.
 

Der var en prins, der gik ud for at få sig en viv. Men den viv, der ej er en sød tøs, er en slet viv. Han så sig om i øst og vest, men hvor han end så hen, var hver viv nok en tøs, men sød var hun ej. Hvor han end gik hen, så han blot fejl på fejl. Og med sorg i sit sind gik han da til sit hjem.

En nat kom da et vejr, der fór om land med lyn og regn. Der kom en strøm af regn, så hver mand så, at det var så slet, så slet. Da der der et bank på en port. Den grå drot gik ud for at få den port op.

Dér stod en tøs midt i al den regn. Men gud hvor så hun ud af regn og vildt vejr. Vand løb ned ad hvert hår og af alt tøj. Det løb ned i hver sko og ud ad hver hæl, og så så hun den grå drot.

- Jeg er en sød tøs.

Den grå drots viv så nok, der stod en tøs. Men var hun vel sød? Ja, nu får vi se!
Hun tav og gik ind til den seng, som den grå drot gav den små tøs. Hun tog en ært. Den stak hun ned i den små tøs' seng. Så fik hun lagt ti og ti og ti og ti blå vår af hør på den grå ært.
- Det er din seng for i nat, min ven.
- Tak tak.

Hun sov.
- Sov du godt? lød det da, da det blev dag.
- Oh, så slet, så slet. Jeg sov så slet. Gud ved, hvad mon lå i den seng? Jeg lå på en hård ting, så min krop er helt brun og blå. Det har gjort så ondt.

Så så de nok, den tøs var sød, for hvis man er øm, ja, så er man sød. Den sag er dog klar.

- Du skal få min hånd! For man kan da se, at du er en sand sød tøs.

Men den ært, der var så hård, blev vist frem i en sal, og der er den den dag i dag, tror jeg nok.

Se det var et sandt sagn. Sat ned i lix, så hvert et ord er kort, af
Ar Ne Her Løv Pe Ter Sen.

(7. januar 2002)