Nu hvor vi er på vej ind i et år, hvor den royale feber vil blive pisket op til nye højder, når vor kronprins indgår ægteskab med en reklameuddannet ung dame fra Tasmanien, føler jeg trang til at se tilbage på min glorværdige, men kortvarige karriere som hofreporter.

Det var i juli 1965, og Anne-Marie, der på det tidspunkt endnu var hellenernes dronning, nedkom med sin førstefødte – en lille pige, der var vort kongepars første barnebarn.

Jeg var ansat på Aktuelt, og den gamle arbejderavis, der i årtier havde agiteret for republikkens indførelse, var helt exet af lykke. Det var prinsessefødsel på alle siderne, reportager fra vor udsendte medarbejder på slottet Tatoi og kommentarer og baggrundsstof fra samtlige medarbejderne.

Arne, sagde vor chefredaktør. Gå ned ad Strøget sammen med en pressefotograf og spørg folk, hvad de siger til, at Anne-Marie har fået en datter.

Det gjorde jeg så. Jeg frasorterede alle, der så ud som turister, men fik alligevel gaflen i en del udlændinge. De fleste af dem takkede for oplysningen, men syntes åbenbart ikke, det var noget, de følte særlig trang til at knytte kommentarer til.

Derimod var der en del danskere, der havde kommentarer af forskellig art, men ikke alle sammen egnede sig til at blive trykt. Det rager mig en høstblomst hørte til i den mildere ende. Men der var selvfølgelig også en del ældre damer, der gik temmelig meget op i sagen og havde fulgt historien i radioen, lige fra vandet gik på majestæten.

Jeg skrev min enquête og troede, jeg havde gjort min pligt. Men nej. Chefredaktøren opdagede, der var et hul i morgendagens avis. En af rapporterne fra åstedet havde været mere kortfattet end ventet, så der skulle lige stikkes en trespalter ind på side tre. Arne, sagde han. Find lige på noget om fødslen. Det skal ikke handle om slægtsforholdene – dem har vi. Og ikke noget om det græske kongehus’ stilling – det har vi også. Heller ikke mere om folks reaktioner. Find på noget andet. Noget helt andet.

Der sad jeg så på mit kontor. Men noget måtte der jo ske, så jeg fik fat i Spocks ”Bogen om barnet”. Jeg faldt over en tabel, hvor man kunne regne barnets fremtidige længde og kropsvægt ud, når man havde fødselsvægten. Og den havde jeg. Anne Marie havde gået temmelig længe over tiden, så ungen var en ordentlig klump. Med Spock ved hånden satte jeg mig til at regne. Tabellen var ikke lang nok i den ene ende, så jeg måtte ekstrapolere, men så havde jeg også en overskrift, der gav genlyd.

Det var blevet sent, så min artikel gik ikke den sædvanlige gang gennem redaktionssekretariatet. Den røg direkte op i sætteriet og blev anbragt i det ventende hul på side tre.

Næste morgen blev jeg kaldt ind til chefredaktøren. Han sad med dagens avis og så sørgmodig ud. Jeg smilede til ham og fulgte hans blik. Han sad og så på min prinsesseartikel, der havde overskriften ”Når prinsesse Alexia fylder atten, er hun to meter lang og vejer 140 kilo.”

Chefredaktøren kom med nogle bemærkninger. Jeg kunne få lov til at fortsætte på bladet. Men jeg måtte love aldrig mere at skrive kongestof. Det løfte har jeg holdt indtil nu.

(14. december 2003)

Der var statsbesøg i Danmark i november 1954. Æthiopiens kejser Haile Selassie kom til landet med stort følge af prinser og godtfolk. Jeg var elleve år og lige blevet udnævnt til første redaktionssekretær på Social-Demokratens børneavis Miniavisen, og jeg syntes selvfølgelig, vi skulle dække begivenheden.
 
 

Jeg rottede mig sammen med Kirsten Jacobi, der var tolv år og vist nok den af os, der først var kommet på tanken. Hun boede i Glostrup og var vild med kongelige. Senere prøvede hun at komme til at interviewe dronning Elizabeth men blev afvist med den begrundelse, at hun ikke var adelig.
 
 

Helst ville vi have en længere samtale med kejseren. Og hvorfor ikke? Jeg havde lige interviewet Københavns overborgmester HP Sørensen, der fortalte om engang, han fik fem klaps i den bare. Når han kunne, kunne Haile vel også, mente jeg.
 
 

Men det var ikke helt det samme. Dag efter dag gik jeg ind ad porten i bladhuset i Nørre Farimagsgade 49, op ad trappen under de manende ord: Du være de fattiges værner, du være de riges ris. Da får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers pris. Op til de cigarbrune gange, de små beklumrede kontorer, op at plage de voksne, der kunne gøre noget for at skaffe Cobi og mig vores drømmeinterview.
 

Og det lykkedes. Næsten da. Vi fik tilsendt store programmer på tykt bøttepapir med nøjagtige oplysninger om, hvornår hver enkelt i hele følget var hvor de dage, besøget varede. Programmerne var smykket med silkebånd i de æthiopiske farver, og skriften var en udhævet kursivskrift, ligesom på visitkort. Og der – under punktet ”Modtagelse på Københavns rådhus” – kunne vi måske klemmes ind. Overborgmesteren havde sagt god for os. Interviewet havde været genoptrykt i forskellige socialdemokratiske blade, og han syntes vist, det var sjovt.
 

Aviserne fortalte, hvordan kejseren på sine besøg på institutioner og virksomheder havde strøet om sig med ægte guldmønter, som var han maharajaen af Pengostan i et Anders And-hefte. Måske ville han også hælde nogle guldmønter ned i vores lommer.
 
 

Vi fik at vide, at det ikke kunne blive til et interview. Kongelige lod sig ikke interviewe, og så gjorde kejserlige det da slet ikke. Men vi kunne komme til at hilse på ham, og vi kunne få hans autograf, hvis vi ville. Jeg gik straks op til kiosken og købte en ny autografbog, med røde og hvide striber og billede af Jan fra Jan-bøgerne på forsiden. Jeg havde en uklar fornemmelse af, at kejsere skulle have en autografbog for sig selv. De kunne ikke skrive i samme bog som lederen af frimærkeklubben eller min klassekammerat Ole med de to striber grøn snot.
 
 

Den store dag oprandt og iført min nye duffelcoat tog jeg s-toget til Vesterport og gik ned til Rådhuspladsen. Der viste der sig et problem. Der stod tæt af folk, der ville se et glimt af kejseren, når han kom. Jeg prøvede at mase og puffe mig igennem, men folk blev bare sure og skubbede mig tilbage igen. Jeg var ikke ret stor, så jeg færdedes nede mellem alle enderne og baksede og fægtede. Jeg kunne mærke, jeg var ved at få tårer i øjnene. Jamen, jeg skal op og tale med kejseren. Jeg har en aftale, hvinede jeg med min falsetstemme. Jeg kunne godt selv høre, det ikke lød overbevisende.
 
 

En kæmpestor mand, der var murstensrød i ansigtet og udsendte en tung duft af humle, greb fat i min duffelcoat. Lad ham slippe igennem, så vi kan se ham blive smidt ud, sagde han. Og jeg krablede og kantede mig frem mellem frakkerne, frem til en uniformeret politibetjent. Jeg viste ham mit indbydelseskort, og han gjorde honnør og banede vej videre frem for mig. Jeg kastede hoverende et blik tilbage mod den murstensrøde, men jeg så ham ikke.
 

Oppe på Rådhuset sad Cobi og jeg på en træbænk i en lille niche i forhallen og ventede sammen med den pressefotograf, vi havde taget med. Jan, der var femten år og også ansat på børneavisen. Og ventede. Men så skete der noget. Betjente kom ud og stillede sig op. Der blev gjort tegn til os om, at vi gerne måtte komme frem. Og så kom en ganske lille lysebrun mand ud fra forhallen sammen med overborgmesteren, formanden for borgerrepræsentationen, kong Frederik og dronning Ingrid og en hel flok andre. Vi blev vinket frem, vi strakte vores autografbøger frem mod kejseren, han skrev sit navn med sving og snørkler og guirlander, og vi sank lidt tilbage, mens blitzpærerne lynede omkring os. Jan skulle tage det helt rigtige billede, men en mand stod i vejen. Hov du der, kan du lige komme lidt væk, sagde han og gav manden et puf. Det var kong Frederik, men han tog det meget pænt.
 
 

Dronning Ingrid hilste på os og gav hånd. Det var et underligt håndtryk, hun havde. Som vådt wienerbrød. Men kongelige var selvfølgelig anderledes end os andre. Man skulle ikke tage fat i dem og lave knokkelknuser-håndtryk, sådan som man kunne med drengene i klassen.
 
 

Vi fik ingen guldmønter. Og jeg tror ikke, kejser Haile Selassie opfattede, hvorfor lige vi skulle have hans autograf. Han så næsten ikke på os.
 
 

Men jeg har da hans autograf endnu. Hvis jeg engang kommer til Jamaica, skulle jeg måske tage den med. Der betragter folk ham som en gud, så måske kan den skaffe mig et bedre bord på restauranterne.
 

(21. januar 2002)