Der er ikke noget i vejen med kvaliteten. Det er en interessant bog om et forfulgt folk.... Arne Herløv fortæller godt og ikke ukritisk... og han tager læserne med de mest forbløffende steder.

John Njor - Politiken
 
 

Arne Herløv Petersen lægger i sin rejsebog om Armenien ikke skjul på mange slags kritik over for sovjetiske forhold... Min viden om Armenien er begrænset. Og derfor kan jeg ikke med sikkert grundlag imødegå Herløv Petersens kritik. Det må andre og mere vidende folk gøre. Jeg tillader mig at undres.

Eske K. Mathiesen - Land og Folk
 
 

"Gylden oktober" kan absolut anbefales. Den er blevet bedre end ideologen bag den måske ønskede det, fordi forfatteren og journalisten heldigvis tager magten fra ham.

Ravn - Kristeligt Dagblad
 
 

- Rigdom er ikke alt. Penge skaber ikke lykke, sagde ingeniør Sergej Khristoforovitsj Sjakhnazarjan fromt.

- Næ, sagde jeg. Men med penge kan man i hvert fald være ulykkelig på en behagelig måde.

Ingeniøren lo hjerteligt.

- Ja, ja, vi lider ingen nød, sagde han.

Det kan man roligt sige. Sammen med sine to kompagnoner, brødrene Aleksandr og Ruben Oganesovitsj Saakjan har han gennem de sidste år tjent en millionformue på byggebranchen.

De tre ingeniører har siden 1961 udviklet nye metoder for etageløftning og fladehejsning ved byggeri i jordskælvszoner og har fået 25 patenter herfor.

Samtidig er de direktører for Byggeinstituttet i jerevan, der er enestående i sin art i hele Sovjetunionen. Instituttet er vokset frem af deres forskellige projekter og kontroherer byg- geriet i jerevan-området.

Ved stort set alt byggeri anvendes direktørernes patenterede metoder.

I Sovjetunionen får en patentindehaver 2% af den økonomiske besparelse ved at anvende den nye metode de første fem år. De tre ingeniører regner med, at hvert af deres patenter i gennemsnit har indbragt dem 20.000 rubler til deling. Det giver i alt 500.000 rubler eller fire millioner danske kroner. Hertil kommer deres løn som direktører.

Det må siges at være ganske pænt, når skatten kun er 13%. De tre direktører bruger da også megen tid på at rejse. Ruben Saakjan var for tiden i Japan, så det var de to andre, jeg talte med.
 
 

- Vores største lykke er at tage ud og se på byggeriet her i Jerevan, sagde Aleksandr Saakjan, og se hvordan det hele lykkes. Det er også interessant at se på byggeriet andre steder i verden. Det er hovedgrunden til, at vi rejser så meget.
 
 

Hans og kompagnonens øjne spillede, de smilede polisk til hinanden, hver gang de sagde noget om deres indtægter. Smilene sagde: Ja, vi har klaret den godt.
 
 

Sjakhnazarjan er en lille skaldet mand med runde, brune øjne. Han er måske 60 år. Aleksandr Saakian er 10-15 år yngre med bølget hår og en ingeniørs ansigt. Vi sad på direktionslokalet og snakkede og drak kaffe. Det var et flot stort lokale med højglanspolerede mørke borde. Rundt omkring stod modeller af deres byggeprojekter. På væggene (hvis grønne puds var revnet) hang fotokopier af alle patenterne.
 
 

Vi var blevet vist ind til direktørerne af en meget smart og effektiv sekretær i forværelset. Direktørernes navneplader på mahognidøren var af mat, guldskinnende metal.
 
 

Jeg syntes det var utroligt, at man som ingeniør kunne samle sig en millionformue i Sovietunionen og spurgte om deres koner og børn kunne arve efter dem. Ja, selvfølgelig.
 
 

- Men kun de officielle koner, tilføjede Sakjan leende.
 
 

Etageløftning og fladehejsnings-byggemetoden er ret fantastisk at se. Man lægger alle gulvene i et højhus oven på hinanden som en lagkage. Der er huller i alle fire hjørner og gennem de huller stikker høje betonpiller. Så hejser man med kraner etagerne op over betonpillerne til de er kommet til det sted, de skal være. Derefter lægger man facadebeklædningen på oppefra og ned. Facadebeklædningen er i Jerevan næsten udelukkende lyserød tuf. Den giver hele byen et varmt, rosa skær.
 
 

Man har kendt denne særprægede byggemetode til højhuse de sidste 25 år, men den har ikke tidligere kunnet bruges i jordskælvszoner. Det er her, de tre Jerevan-ingeniørers patenter kommer ind. De har giort metoden sikker til anvendelse i seismisk urolige områder.
 
 

Forleøbig har de bygget 300.000 kvadratmeter gulv med deres nye metode, og de planlægger hele bydele ad gangen.
 
 

For halvtreds år siden boede i Jerevan 30.000 mennesker i lerstampede huse. Nu bor der over 800.000 mennesker, og de fleste huse er moderne. Men der er stadig stor boligmangel.
 
 

Enhver fabrik eller anden virksomhed har sit eget boligudvalg med en liste over de ansatte, der har brug for en større boLig. Dette boligudvalg bestemmer, hvem der skal have ny lejlighed, hvor og hvornår og hvor stor den skal være. Hovedreglen er nu, at der skal være ni kvadratmeter pro persona. Dette tal skal snart sættes op ul tolv. Køkken, wc, korridor osv. er ikke regnet med i tallet. I den nærmeste fremtid skal alle nybyggede leiligheder stå færdige med alt køkkenudstyr monteret. De sanitære installationer er faste og kan ikke flyttes. Det kan væggene heller ikke. Men arkitekterne bestemmer ikke, hvilken farve folks gardiner skal have.
 
 

Boligen er billig i Sovjetunionen.
 
 

- I de kapitalistiske lande kan huslejen ofte sluge 40-45% af lønnen, sagde Saakjan. Her er huslejen fastsat til 13 kopek pr. kvadratmeter, eksklusive køkken, toilet osv. Det bliver højst ul 4-5% af lønnen.
 
 

Ved at anvende den nye byggemetode med etageløftning sparer man ca. 20% i materiale, arbeidskraft og andre omkostninger i forhold til den traditionelle metode.
 
 

- De penge, vi sparer, kan vi bruge til service og bekvemmeligheder til lejlighederne, sagde Saakjan.
 
 

Og til afgifter til patenindehaverne, selvfølgelig.
 
 

Jeg sagde, at mange vesteuropæiske arkitekter er gået bort fra højhusene og foretrækker tæt lavt byggeri, som man mener kan give lige så stor udnyttelse af arealet. Det mente byggeinstitutdirektørerne, hvis patenter alle er knyttet til højhusbyggeri, ikke.
 
 

- Vi har ikke så meget plads her i Armenien, sagde Sakhnazarian. Den vestlige del af Jerevan ligger nær ved vinmarker, der nødig må inddrages ul byggeri. Derfor bliver vi nødt til at gå i højden.
 
 

- Men kommer folk ikke let ul at føle sig isolerede i højhusene?
 
 

- Alle lejlighederne er grundigt lydisolerede fra hinanden. Alle værelser er også lydisolerede fra hinanden, men ikke helt så tæt. Der er egen indgang til hvert værelse.
 
 

Jeg forklarede, at det ikke var helt det, jeg havde ment.
 
 

- Nå, sådan. Hver familie har selvfølgelig sin egen lejlighed, men det er almindeligt med kontakt mellem de enkelte familier. De besøger ofte hinanden.
 
 

De sagde, at der i deres højhusbyggeri kun boede 700 mennesker pr. hektar. Mellem højhusene er der parker, legepladser og sportsanlæg. Tagpladsen udnyttes også. Alle stueetagerne er optaget af butikker, og derudover findes der specielle buukshuse rundt om i højhusbebyggelserne.
 
 

Jeg talte videre om tæt lavt byggeri.
 
 

- Det er jo en gammel tanke, sagde Sakhnazarian. Frank Lloyd Wright gik oprindelig stærkt ind for den, men i sine sidste år blev han bekymret over befolkningstilvæksten og lavede planer om femhundrede meter høje huse med ekspreselevatorer.
 
 

I år 2000 er der otte milliarder mennesker på Jorden. Industrien kræver stadig mere plads, og der må spares på land brugsiorden. Det er umuligt at anbringe lige så mange familier pr. hektar i tæt lav bebyggelse som i højhuse. Derfor ma vi bygge højhuse.
 
 

Her i Armenien er befolkningspresset særlig stærkt, fordi vi har et meget højt fødselstal. Og det kan vi jo som ingeniører ikke rigtig gøre noget ved.
 
 

- Tja, sagde Saakjan, vi kunne selvfølgelig gøre sengene strømførende...
 
 

Jeg syntes stadig, jeg havde hørt fra danske arkitekter, at tæt lavt byggeri kunne give en lige så høj udnyttelsesgrad. Et par dage senere snakkede jeg på hotellet med lederen af Genèves Byggeinstitut, arkitekten og byplanlæggeren Jean Duret og spurgte ham om sagen. Han mente, at tæt lavt byggeri var lige så effektivt som højhusbyggeri og miljømæssigt langt at foretrække.
 
 

- Men når direktørerne i Byggeinsuituttet her tjener en masse på deres højhuspatenter, og det er dem, der bestemmer hvad der skal bygges, er det jo ikke så underligt, de ikke vil indse det her, sagde han.
 
 

Vi var gået fra hotellet til instituttet, og havde tænkt os at gå tilbage igen, men da Sjakhnazarian hørte det tilkaldte han en af instituttets chauffører og gav dem besked på at køre os tilbage til hotellet i en stor, skinnende sort Volga.
 
 

På vejen tilbage spurgte jeg Pjotr om man virkelig kunne arve en formue. Det kunne man da sagtens. Pjotrs onkel havde haft et lille hus. Da han og konen var døde, havde de fem børn arvet huset. De ville ikke have det selv, så de solgte det bare og delte pengene. Jord kan man ikke købe - den får man tildelt - men huse kan man eje og sælge.
 
 

Skulle man så ikke betale arveafgift? Næ, arveafgift havde han aldrig hørt om. Man skulle betale et par kopek for de nødvendige blanketter. Det var det hele.
 
 

Formueskat findes heller ikke. Men jeg måtte tænke på, at ingeniørerne allerede havde betalt skat af deres penge efter højeste sats - 13%. Sa ville det da være urimeligt, hvis de skulle betale formueskat eller der senere skulle betales arveafgift af de samme penge.
 
 

Laveste skattesats er 8%. Man skal betale 13, hvis man kommer op over ca.250 rubler om måneden.
 
 

Pjotr kunne ikke se noget forkert i, at patentindehaverne kunne tiene så mange penge. De tre ingeniører havde ganske vist tilsammen fået udbetalt 500.000 rubler, men samfundet havde alene på de første fem år, man anvendte deres metode, sDaret 25 millioner rubler. Patenindehaveres stilling svarede til kunstneres. Og forfattere, komponister og malere i Sovjetunionen kunne jo også blive millionærer.
 
 

Han kunne heller ikke se noget forkert ved, at de samme mennesker bestemte, hvilken byggemetode der skulle anvendes, og havde økonomisk interesse i en bestemt metode. Forskellige råd og komiteer havde opsyn med sagen, og misbrug ville bestemt ikke forekomme. Det ville blive opdaget og straffet hårdt. Så når man anvendte direktørernes patersterede metoder, måtte det være fordi, de virkelig var de bedste.
 
 

Det er selvfølgelig også muligt, men jeg synes alligevel, at sammenblandingen af patentindehaver- og direktørrollen i hvert fald rummer en fare for misbrug, selv om der sikkert ikke er tale om noget i den retning i det aktuelle tilfælde.
 
 

I Kina og Albanien siger man, at Sovietunionen ikke mere er noget socialistisk land, og at en ny klasse har overtaget magten. Ingeniørerne Sakhnazarjan og Saakjan ville utvivlsomt blive regnet med til denne nye klasse. Jeg har også i Albanien fået fortalt, at direktørerne ved en sovjetisk fabrik tjener halvtreds gange så meget som en almindelig arbeider, men det blev stærkt dementeret af en af lederne for den økonomiske planlægning, Gosplan, som jeg talte med i Jerevan.
 
 

- Det er helt hen i vejret, sagde han. Hvor i alverden har De dog hørt det?
 
 

- I Albanien.
 
 

- Ja, det er fantastisk, hvad de finder på af løgnehistorier om os. På de fleste fabrikker er der arbejdere, der tiener mere end direktøren.
 
 

Jeg sagde, at man i Albanien også havde sagt, at direktøren på en sovjetisk fabrik kan ansætte og afskedige arbeidere efter forgodtbefindende. Det er heller ikke rigtigt.
 
 

- Det sker meget sjældent en arbejder overhovedet afskediges, men det kan naturligvis forekomme - f. eks. på grund af kronisk alkoholisme. I det tilfælde skal det ske med fagforeningens samtykke. Hvis en direktør prøvede på egenmægtigt at afskedige en arbejder, skulle han nok få fagforeningen på nakken med det samme.
 
 

Gosplan omfatter alle grene af livet, ikke kun økonomien, men også uddannelsen og alt muligt andet. Den armenske plan er en del af fællesplanen for hele Sovietunionen. Planen diskuteres af komiteer i de forskellige republikker. Når planen er godkendt ef den Højeste Sovjet i Moskva, ophøjes den tjl lov. Planen bygger på arbejdsdeling mellem republikkerne. Armenien bliver for eksempel nødt til at indføre korn fra andre republikker, men producerer ti gange så meget vin og tobak, som man selv har brug for. Der indføres træ fra den russiske sovjetrepublik, men udføres en del tuf til facadebeklædning.
 
 

Man hører meget om, at Sovjetunionen bliver nødt til at importere store mængder korn fra USA og Canada, men i 1973-74 var der tale om en netto-korneksport. Ganske vist importerede man en del, men man sendte endnu mere ud til u-landene.
 
 

I Armenien fandtes der næsten ingen industri, da sovjetmagten blev proklameret, men nu findes alle slags industri udviklet, blandt andet elektronisk og radioteknisk industri. Næsten alle grundstoffer er repræsenteret i de armenske bjerge, selv de sjældneste. Armenien er en af Sovietunionens største producenter af molybdænkoncentrater. Den kemiske industri er godt udviklet, og Armenien ligger på tredjepladsen i USSR i produktion af præåsionsinstrumenter. Industrien tegner sig for fire femtedele af Armeniens samlede produktion.
 
 

Forudsætningen for industrialisering er, at kraftforsyningen er i orden, og her ligger Armenien fint. Det var den første republik i Sovjetunionen, hvor alle landsbyer blev forsynet med elektricitet. I 1973 produceredes i det lille Armenien 11 milliarder kWh; det er det samme som i hele Sovjetunionen i 1930.
 
 

I de senere år har de enkelte fabrikker fået større autonomi end tidligere, men de kan ikke producere hvad de vil. De skal rette sig efter Dlanerne.
 
 
 
 

Hvis planerne overholdes, udbetales der efter den økonomiske reform i 1965 bonus til arbeiderne. Noget af overskuddet går også til specialfonds, byggefond og andet. Arbejderne er interesserede i at disse fonds vokser, og er derigennem og gennem deres bonus økonomisk interesseret i at overholde eller overopfylde planen. Man bruger altså materielle sumuli. Det synes man er naturligt i et land, der bygger på den materialistiske filosofi.
 
 
 
 

En fabrik skal efter den økonomiske reform have overskud. Men når man beregner overskuddet, går man ikke ud fra varernes udsalgspriser, men deres fremstillingspriser. En del varer sælges nemlig for en lavere pris end produktionsprisen. Staten skyder det manglende beløb til.
 
 

Jeg spurgte den økonomiske planlægger, om der findes filialer af udenlandske virksomheder i Sovjetunionen.
 
 

- Vi er tilhængere af økonomisk samarbejde med alle lande i verden, sagde han. I Sibirien har vi for eksempel en del naturgas. Vi får udstyr fra Japan til at udnytte denne naturgas bedre, og betaler med råvaren. På samme måde er vores samarbejde med Fiat til fordel for begge parter. Vi producerer flere biler end vi ellers ville have giort, og Fiat tjener på aftalen.
 
 

- Men vil det så ikke sige, at der finder en eksport af merværdi sted? Vil det ikke sige, at sovjetiske arbejdere er med ul at skabe profit til vestlige kapitalister?
 
 

Jeg måtte gentage spørgsmålet et par gange, før den økonomiske planlægger forstod, hvor jeg ville hen. Så lo han.
 
 

- Det er der overhovedet ikke tale om, sagde han. Vi har ikke direkte filialer af udenlandske virksomheder her i landet. Fiatfabrikken har vi købt. Den ejes nu af den sovieuske stat. Det samme gælder alle de andre virksomheder, vi har opbygget med udenlandsk hjælp. Der er tale om et ganske almindeligt handelsforhold. Og vi har haft handel med kapitalisuske lande, så længe Sovietunionen har eksisteret.
 
 

Da nyhedsbureauer APN og jeg i fællesskab tilrettelagde mit besøg i Armenien, lagde vi planer om mange ture rundt i landet. Selv om den armenske sovjetrepublik er mindre end Jylland, varierer forholdene meget, og man kan ikke med rette sige, man har et dækkende indtryk af republikken, hvis man kun har set et hjørne af den. Da jeg kom til Jerevan viste det sig imidlertid, at man ikke kunne regne med, at planerne holdt. Der blev hele tiden lavet om på dem, og alle ture længere væk blev sløjfet eller udsat i det uendelige. journalisterne på APN kunne sagtens forstå, jeg ikke var begejstret for at blive i hovedstaden hele tiden, men det kunne bureaukraterne fra uden- rigsministeriets presseafdeling ikke.

- Området omkring Jerevan er det mest frugtbare i hele Armenien, sagde de. Hvorfor skulle man dog ønske at komme til fattigere og mere tilbagestående områder?

Pjotr havde utallige møder med udenrigsministeriets lokale repræsentanter og talte min sag, men engang imellem var også han ved at køre helt fast. Han kom hovedrystende tilbage fra møder på fem eller seks timer, hvor han havde stillet det ene forslag efter det andet om udflugter nordpå eller sydpå uden at opnå andet end at rende panden ind i en mur, og sagde:

- Der findes en del bureaukrati i Sovjetunionen. Men jeg tror, de i Armenien har deres eget ekstra bureaukrati, de lægger oven i det almindelige sovjetiske.

Da det havde fortsat på den måde i knap tre uger, og jeg stadig ikke var kommet længere væk fra Jerevan end et halvt hundrede kilometer, gik jeg i strejke. Jeg nægtede at deltage i flere planlagte arrangementer og besøg i Jerevan og gik op på mit hotelværelse, hvor jeg agtede at forblive, indtil der var lagt videregående planer, der kunne holde.
 
 

- Når man kan udarbejde en detalieret femårsplan for et land, der dækker en sjettedel af verdens landareal, må man også kunne tilrettelægge et besøg på en måned for en enkelt udenlandsk journalist, sagde jeg.
 
 

Det hjalp. Inden aften var planerne lagt, og et par dage senere kørte vi op til det yderste nordøstlige hjørne af Armenien, Gugark-området. Jeg ville også gerne have været ned sydpå til Zangezur, et vildt og ufremkommeligt bjergområde, hvor folks levevis endnu på mange måder er præget af århundredegamle traditioner, og hvor vejene er så ufremkommelige, at der er landsbyer, man kun kan komme til på æselryg. Men Zangezur ligger ved grænsen til Iran og vestlige besøgende er af sikkerhedsgrunde forment adgang hertil. Det må man selvfølgelig bøje sig for.
 
 

Gugark er bjergland som de tre fjerdedele af Armenien. Men der falder mere regn deroppe end de fleste andre steder, så derfor er bjergene ikke nøgne og gråbrune, som i den mellemste del af landet. De er dækket af skove med millioner af vilde frugttræer - pære, æble, blomme, mispel og kornel. I skovene kan man finde hjorte, vildkatte, vildsvin og syriske bjørne, der holder særlig meget af de små og hårde, men søde pærer. Blommerne bruges til pastekh, en slags sur chutney der anvendes meget til krydring af maden.
 
 

Vi kørte derop i fast-rute-taxi fra taxistationen i Jerevan. Bilerne kører ad bestemte ruter og tager så mange passagerer med. der er plads til. Det er en billig måde at rejse på - man kan køre flere hundrede kilometer for 3-4 rubler - men man risikerer at skulle vente temmelig længe, før chaufføren mener der er passagerer nok til, at det kan betale sig for ham at køre.
 
 

Det første stykke nordpå fra Jerevan var øde med monotont gråbrune bjerge uden anden bevoksning end sparsomt, xerofilt græs og blågrøn lav. Det var overraskende, hvor mange får og kvier man så græsse selv på disse meget golde jorder. Ind imellem var der små jordlodder, der var omhyggeligt pløjet selv på de mest utilgængelige steder op ad bjergsiderne. Armenierne siger, at deres situation på en vis måde minder om hollændernes. Hollænderne har måttet erobre hver fodsbred agerjord fra havet, armenierne har måttet erobre hver stump dyrkbar jord fra bjergene.

Vi kom forbi et par kurdiske landsbyer, hvor de ældre kvinder stadig går med folkedragter - de havde silkeskørter i voldsomme knaldblå, røde og irgrønne farver. Udenfor de kurdiske landsbyer lå ejendommelige kirkegårde, hvor gravstederne er hele templer og pagoder med metalgitre for.

Vi kom også gennem russiske landsbyer, hvor nybyggere nordfra har slået sig ned for hundrede år siden. Her var husene af træ og malet i røde og rustbrune nuancer.
 
 

Før krigen fandtes der også et par tyske landsbyer, men beboerne herfra blev i begyndelsen af fyrrerne tvangsevakueret til Kazakhstan og Østsibirien.

Spitak er en lille by med en halv snes tusinde indbyggere. Den ligger i den sydligste del af Gugark. Her passerede vi et stort begravelsestog. Forrest gik seks mand, der bar en åben kiste med en død pige på omkring ti år. Kisten var flad og blev holdt skråt som en præsenterbakke, så man rigtig kunne se liget. Den døde pige var fint pyntet, men hendes hud var uhyggeligt voksgul, og hun lignede mere en dukke end et menneske. Bag de seks mand med kisten fulgte mindst hundrede til fods, mange grædende.

På vejen fra Spitak blev landskabet mere frugtbart. Træer dukkede op på bjergsiderne, først enkeltvis og spredt, så i tætte klynger. Og man så mere dyrket jord.

Efter nogle timers kørsel var vi i Kirovakan, der er på størrelse med Odense og Armeniens tredjestørste by efter Jerevan og Leninakan. Her overnattede vi på byens største hotel, hvor jeg fandt værelsespriserne overraskende billige. Man kan sove på sovesal for 60 kopek (fire en halv krone) og det bedste eneværelse koster to en halv mbel.
 
 

Næste dag gik turen videre til Idzjevan for at se på tæppefabrik. Jeg havde læst i turistbrochurerne om den enestående smukke skovsø Platzlich, der skulle ligge der i nærheden, så jeg ytrede ønske om at se den. Vi kørte ti kilometer ad snoede skoweje for at komme op til søen, og det var en fantastisk tur gennem den flammegule efterårsskov. Store sorte ravne fløj lavt hen over os, og vi kom forbi mægtige flokke af stridbørstede svin, der bliver jaget op fra landsbyerne for at gå på olden. Armenierne siger, at kødet fra disse svin smager meget bedre end kødet fra svin, der er blevet på gården, og det tror man gerne. Men selve søen var ikke det helt store og imponerende. Den var væsentligt mindre end Peblingesøen, og selv om det da var pænt at se træernes gule blade speile sig i det blå vand, måtte man som forvænt dansker nøjes med at sige: Nå ja, det er en nydelig lille skovsø... Men i Armenien er søer meget sjældne, så hver gang der er så meget vand på et sted, at indtil flere mennesker kan sidde ved bredden på en gang, begynder de lokale digtere at skrive vers om det.
 
 

Da vi i Idzjevan havde set, hvordan man væver tæpper fuldautomatisk, kørte vi op til den lille bjerglandsby Khatsjtarak, hvor vi blev privat indkvarteret hos skolelærerparret Avetisjan.
 
 

De to dage, vi var i landsbyen, gik vi stort set direkte fra det ene overdådigt veldækkede bord til det andet.
 
 

Lige efter ankomsten gik vi en tur mndt i landsbyen for at samle appetit til middagen. Selve landsbyen Khatsitarak ligger mellem 800 og 1000 meters højde, så alle veje går stejlt op og ned. Hvis man altså vil kalde dem veje. Det er hullede og stenede jordstier, og jeg havde svært ved at følge med de lokale, der pilede op og ned som gemser. De fleste af husene er af træ, og mange af dem virker temmelig faldefærdige.
 
 

Khatsjtarak er en sovkhos, altså et statsbNg. I Rusland og Ukraine har man store sovkhozer, der omfatter fem eller ti landsbyer, men denne sovkhoz omfatter kun Khatsjtarak, der har 2000 indbyggere. Heraf er de 600 direkte beskæftiget i landbruget. De fleste af de øvrige er børn. Folkeskolen i landsbyen har 500 elever.
 
 

Sovkhozens område er på 1500 hektar, men kun de 320 er opdyrket. Man dyrker først og fremmest tobak, der tegner sig for fire femtedele af de samlede indtægter. Derudover vindruer, mais, korn og kartofler. I år har man planer om at rydde endnu 30 hektar for sten, så man kan få udvidet tobaksarealet, men det er et meget stort arbeide. Udover jordbruget har man en del græsgange til i alt 800 køer.
 
 

På en sovkhoz arbejder folk 41 timer om ugen ligesom på fabrikkerne, og bønderne har ferie og pensionsordning. Gennemsnitslønnen er 120 rubler om måneden, men da der her, som alle andre steder, arbeides efter akkord, kommer nogle op på over det dobbelte.
 
 

Husene er privatejede, og ul hvert hus hører en privat jordlod, man kan dyrke i sin fritid. Avl til hiemmebrug er skattefri, og overskuddet kan man sælge på markedet. Det kan give et tilskud på op til 50% til den faste løn.
 
 

Den vigtigste opgave, man står overfor i Khatsjtarak, er at få lavet bedre veje i landsbyen. I 1975 installeredes der gas. Derimod er der endnu ingen planer om vand- og kloakledninger. I 1974 blev der installeret et lokalt telefonsystem, som så at sige alle har ulsluttet sig.
 
 
 
 

Sovkhozen gav 100.000 rubler i overskud sidste år, og efter at en del var lagt væk til forskellige fonds, fik bønderne udbetalt bonus.
 
 

På vores tur rundt i landsbyen kom vi forbi en have, hvor nogle gamle mænd sad forsamlet om en stenovn med en kølerende ud i den ene ende. Det var et destillationsapparat. De var i færd med at fremstille kizil-vodka, en slags lokal slivovicz. Kizil er en særlig art af kornel (cornus mas), der kun findes i Armenien. De røde bær har en stram og astringerende smag, ligesom slåen, men de smager udmærket, når de bliver syltet. Og den vodka, man kan lave af dem, har en meget fin aromatisk smag.
 
 

- Jamen, har man virkelig lov til at destillere for sig selv? spurgte jeg undrende.
 
 

- Nej, det har man vel strengt taget ikke, sagde min vært, Mkolaj Avetisjan. Men så længe de ikke ligefrem sælger af det inde i byen, er der såmænd ingen, der tager sig af det.
 
 
 
 

De gamle mænd ville dog ikke fotograferes. Man kunne aldrig vide, hvad sådan et billede ville blive brugt til. Vi snakkede med en af dem, der var 77 år og hed Vagan Akop-Sjanjan. Han fortalte om gamle dage i landsbyen. Før revolutionen boede næsten alle mennesker i jor&uler uden tag. Der var ingen godsejere der i distriktet, så bønderne var sådan set selvejere, men da jorden var så dårlig, sultede næsten alle. Akop-Sjanjan syntes ikke, der var fremtidsmuligheder i landsbyen, så han rejste til Baku, hvor han blev lærling. Der kom han ind i politiske kredse gennem nogle af de andre arbeidere, der samledes hemmeligt og diskuterede politik. Han var med til at organisere propagandakampagner og strejker og kom i 1920 ind i det kommunistiske parti. På det tidspunkt havde man netop udråbt sovietmagten i Idzjevan i Nordarmenien og Akop-Sjanjan tog tilbage til sin fødeegn, hvor han kæmpede i den røde hær mod Dashnak-regimet. I 1929 besluttede bønderne i Khatsitarak at organisere en kolkhoz, et kollektivbrug. De samlede deres redskaber og arbeidsheste i en pulie og dyrkede jorden i fællesskab. Man fik udelukkende udbytte efter arbeidsindsatsen, ikke efter hvor meget jord eller hvor mange redskaber, man havde skudt i fællesskabet.
 
 

I 1971 blev det på et fællesmøde besluttet at gå fra kolkhoz til sovkhoz-formen.
 
 

På vejen rundt i landsbyen snakkede vi også med en kvinde på 100 år, der først for fem år siden var holdt op med at arbeide. Avetisian fortalte, at hendes eneste søn var faldet i krigen. En anden enke havde haft fem sønner. De var alle fem faldet. Selv om tyskerne aldrig nåede frem til Khatsjtarak, faldt 170 unge mænd fra landsbyen i krigen, mere end en tiendedel af byens daværende befolkning.
 
 

Efter rundturen i landsbyen gik vi hiem til Avetisjan, der bor i et pænt lille stenhus, der ser nyt ud. Stuerne er smukt indrettet med blankpolerede møbler, tæppe på væggene, bogskab med glasdør og stor nøddetræsvitrine med glas. Der er telefon og radio, men ikke vand, gas eller kloak. Lokummet er et lille skur i baghaven med hul i gulvet.
 
 

Der var dækket stort op til aftensmaden med koldt fårekød, kylling, mange slags grøntsager og urter. Til ethvert stort måltid i Armenien hører hakket løg, grønne løgskud, kotem, hor, uiak og rehan. Kotem ligner brøndkarse, og hor kan i duften minde om oregano. Ujak er dild eller fennikel. Rehan er en violet urt med en aromatisk duft. Ordet oversættes tit "basilikum", men den ligner ikke de basilikumplanter, jeg har set. Den er meget populær i Armenien, og man spiser store mængder af de friske, saftige planter. Den vestarmenske forfatter Krikor Zohrab var så begeistret for rehan, at han skrev en hel novelle om urten. Han fortæller, hvordan han fulgte en ukendt pige til hendes hus gennem Istanbul. Da hun var kommet ind, blev han stående og ventede. Han kunne ikke se hende tydeligt i mørket, men kun skelne hendes pragtfulde hår i vinduet. Det gav ham trøst at se hende så ubevægelig. Når hun ikke forlod vinduet, måtte hun være lige så længselsfuld som han, så han blev stående.
 
 

"Minutterne gik, og pludselig begyndte morgenlyset at falde på hendes hårpragt... en pragtfuld buket havegræs - duftende basilikum, der hedder rehan og har givet navn til mangen en pige - stod der og vajede i vinden.
 
 

Og det var denne buket, der havde ventet på mig lige til morgen. Tænk at jeg virkelig ikke havde set det! Jeg måtte le ad mig selv. Og samtidig kunne jeg ikke lade være med at vredes over min dumhed.
 
 

Nu er der gået mange år siden den dag, og jeg velsigner denne rehan, dette duftende basilikumgræs, der med en så øm trofasthed fortsatte at glæde mig en hel lang nat.
 
 
 
 

Du tog en piges skikkelse for at narre mig... og alligevel beklager jeg ikke de henførte drømme, som dine blade så villigt fremlokkede hos mig."
 
 

Til maden var der cognac og kizil-vodka. Min tallerken fik så lidt som mit glas lov til nogen sinde at blive tomt, så vi var mætte, glade og trætte, da vi efter en sidste lille gåtur i stierneskær krøb ind under de tunge, landlige dyner.
 
 

Næste morgen vågnede vi til mere af det samme. Koldt kød, rehan, kotem, kizil-vodka og det hele. Direkte fra morgenmaden gik vi over til en af Avetisians venner, der havde slagtet et helt får til ære for os og var ved at lave sjasjlik - den armenske nationalret: Får på spid. Der var mere kizil-vodka og dynger af kød. Folk kunne ikke forstå, at jeg tilsyneladende havde mistet lidt af appetitten.
 
 

Der er et armensk ordsprog, der hedder: "Spis alt hvad du orker om morgenen, så meget du bliver budt til middag, men kun så meget, du bliver nødt til, om aftenen."
 
 

Efter en mndgang på partihovedkontoret og skolen, skulle vi så på skovtur. Ad de mest fantastisk hullede og stenede jordveje kørte vi i lastbil langt op i bjergene til en lysning i spredt skov. Vi havde middagsmaden med i snor i form af et levende får. Da vi kom op til det sted, vi skulle spise, holdt to mand om fåret, mens en anden skar halsen over på det med en lommekniv. Det fandt sig forbløffende sagtmodigt i det, men spjættede dog vildt ud med bagbenene, efter at hovedet var skåret af. Hovedet lå i græsset og virrede lidt for sig selv. Den mand, der havde skåret halsen over på fåret, hængte det op i et træ i det ene bagben og flåede det med samme lommekniv. Andre havde fundet lange, tynde grene, som de spidsede til og sat te køds tykkerne på , efter at have overdrys set dem med rød peber, salt og tørret rehan. Lever- og lungestykkerne blev sat på spid for sig selv. Fedtet blev proppet i de rengjorte tarme og ristet over bål sammen med spiddene.
 
 

Mens maden blev lavet, gik jeg lidt rundt og så på skoven oz den helt utrolige udsigt over biergene. Skoven var fuld af

vilde frugttræer, valnøddetræer, kiziltræer og brombær. Der var masser af vilde jordbær. Luften var frisk og iltrig - helt anderledes end nede i Jerevan, hvor den godt kunne være det, Andersen Nexø ville have kaldt muffig.
 
 

Vi var syv mand: Avetisjan, viceskoleinspektør Voskanjan, to ledere af sovkhozen, direktøren for en fabrik inde i Idzievan, Pjotr og jeg. Foruden fåret var der en stor jerngryde med kogt kød med tomater og løg, nødder og frugter, bær, grønne løgskud og rehan. Af drikkevarer havde man medbragt to flasker cognac, tre flasker kizil-vodka og en plasticdunk med ti liter lokal hvidvin.
 
 
 
 

Vi spiste og skålede og snakkede om Armenien og om Danmark. Vi kom til at diskutere politik, og da jeg sagde, jeg var kommunist, blev folk meget begejstrede og ville se min partibog. Det var lidt vanskeligt for dem at forstå, jeg var partiløs kommunist, men jeg forklarede, at forholdene måske var lidt anderledes i Danmark end i Armenien.
 
 

Da det meste af fåret var forsvundet, kørte lastbilchaufføren ned efter nye forsyninger og kom tilbage med kolde kyllinger, tomater, peberfrugter, hvidløg og en hel tavle honning, der smagte fint sammen med den syrlige kvark, han også havde med.
 
 

Det var mørkt, før vi brød op for at køre ulbage til Jerevan. Da vi kom hiem ul hotellet, opdagede vi, at vores værter havde proppet bagagerummet fuldt af hvidvin, kizil-vodka og poser med kyllinger, koldt fårekød og tomater.
 
 

Khatsjtarak er ikke nogen særlig rig landsby. I det frugtbare område omkring Jerevan kan bønderne tjene betydeligt mere. Vi var ude og se på Oktober-kolkhozen, der ligger et halvt hundrede kilometer vest for Jerevan. Kolkhozens landsby er temmelig stor, med 5000 indbyggere. 800 mennesker arbeider direkte i landbrugsproduktionen og er medlemmer af kolkhozen. Oktober-kolkhozen har et område på 1500 hektar og dyrker vindruer, frugt og meloner. Desuden er der en del kvæg- og hønseavl.
 
 

Før i tiden fik kolkhozens medlemmer deres andel udbetalt på årsbasis, men nu er der fastsat en garanteret løn på 120150 rubler om måneden. Det svarer til mindst to mbler pr. "norm". En norm er en normalarbejdsdag, men i høsttiden arbejder bønderne to-tre normer om dagen, mens de om vinteren kan komme ned på under en. Hertil kommer kolkhozens overskud, der fordeles som årsbonus. Med bonus kommer gennemsnitslønnen op på 250 mbler om måneden. Hertil kommer tillæg i form af naturalier.
 
 

Det er i virkeligheden en meget høj løn. Hvis der gennemsnitligt er to-tre lønarbejdere i hver familie - ut er der mange flere - tiener familien 4-6000 danske kroner om måneden, praktisk taget skattefrit. Hvortil altså kommer naturalierne. Hvor mange danske bondefamilier kan prale af en tilsvarende løn?
 
 

De fleste bønder i Oktober-kolkhozen har da også privatbil og fjernsyn, og alle ejer deres eget hus.
 
 

Til hvert hus hører en privatlod, der her er omkring 2000 kvadratmeter. Produktiviteten er tilsyneladende meget højere på privatiorden end på kolkhozjorden. I 1973 havde staten købt 10.000 tons vindruer fra privatlodderne i området og kun det dobbelte fra kolkhozen, selv om der er ti gange så meget kolkhoz- som privatjord. Det er ikke engang hele udbyttet fra privatlodderne, bønderne sælger til staten. Meget sælger de på det private marked, hvor priserne retter sig efter udbud og efterspørgsel, og som regel ligger over statsbutikkernes.
 
 

Armenien er en af de tættest befolkede sovietrepublikker, men der er ikke megen jord, der kan opdyrkes. Næsten halvdelen af landområdet er golde bjerge, der ikke kan bNges til landbrug. En fjerdedel er græsgange. Hertil kommer 129b skov, så kun 17% er lagt ud til egentlig agerbrug, mens 2% er vingårde og frugtplantager og 1% private jordlodder.
 
 

Mange af de opdyrkede marker ligger på stærkt skrånende terrøn, og halvdelen af det samlede areal ville ikke kunne udnyttes uden kunstig overrisling. Før man byggede dæmninger over floderne og anlagde store systemer af overrislingskanaler i trediverne, var landbrugsudbyttet i Armenien lavt, men nu kan man komme op på 20-25 tonsmajs og kartofler og 10-15 tons vindruer pr. hektar, selv i tidliegre helt golde områder.
 
 

Bønderne fra Jerevans opland kan tage ind til den store markedsbygning i byen og sælge produkterne fra deres private jordlodder. Der er ingen kontrol med de priser, der tages for varerne, og det tør svagt antydes, at prisskmen får alt, hvad den kan tage. Man forlanger uden blusel to rubler for tre små grønne åtroner. Det er mere end fem danske kroner pr. stk. I Moskva importerer man citroner fra Armenien, og der koster de 15 kopek stykket, men hernede, hvor de vokser, er prisen altså den fire-femdobbelte. Dadelblommer og andre frugter koster for det meste fire til seks rubler kiloet. Altså op uil et halvt hundrede danske kroner eller en god armensk dagløn for et kilo frugt. For at mildne prischok'et for forbrugerne er der betænksomt anbragt en række stader med billig hvid- og portvin ind mellem frugtboderne.
 
 

I de statsejede grøntforretninger mndt om i byen er priserne ganske anderledes billige end på det private marked. Men hvorfor nøjes folk så ikke med at købe der? Dels fordi kvaliteten ofte er noget bedre på det private marked end i statsbutikkerne, men først og fremmest fordi statsbuukkernes ud-zalg er alt for ringe. Forsyningsvanskelighederne er ulsynelaSende store, og der bliver ikke gjort tilstrækkeligt meget for at afhjælpe problemerne. Det ene sted efter det andet, jeg var inde, havde de ikke andet i grøntbutikken end dynger af kålhoveder og kartofler. I oktober måned lykkedes det mig ikke i en statslig frugtbutik i vinlandet Armenien at finde friske vindmer. Valnøddetræerne bugner, men jeg fandt ingen valnødder udenfor det private marked. På det private marked

fandt jeg masser af grøntsager og frugter, som jeg efter udligere besøg i statsbuukkerne ikke anede dyrkedes i Armenien - dadelblommer, grønne appelsiner, courgetter, okra og meget andet.
 
 

Ikke kun for frugt og grønt, men på alle områder kniber det tilsyneladende med forsyningerne ul de statslige butikker. Og ekspeditionsformen virker bureaukratisk og omstændelig. Jeg ville for eksempel købe et stykke sæbe og gik ind i en buuk, hvor der lå store dynger håndsæbe. På mit bedste skolerussisk sagde jeg, jeg gerne ville have et stykke sæbe. Ekspeditricen forstod udmærket godt, hvad jeg mente, men kom med en længere forklaring, som jeg ikke forstod noget af. Det fremgik dog tydeligt, at jeg ikke kunne købe den udstillede sæbe. Jeg spurgte om den var rationeret eller der var nogen anden påviselig grund, men det var der ikke. Jeg blev stående foran disken en halv snes minutter med armene over kors, mens jeg med mellemrum sagde, at jeg ikke havde tænkt mig at gå uden et stykke sæbe i hænderne. Damen læste et ugeblad. Da hun efter endt læsning så, at jeg stod der endnu, hostede hun lidt, dukkede op over skranken og gav mig efter en flok armenske bebrejdelser og lydelige suk sæben i hånden, hvorefter hun pegede over på kassedamen, der var ved at studere et atlas over Sovjetunionen. Jeg ventede på, at hun skulle blive færdig med sine kartografiske studier og betalte så 14 kopek, hvorfor jeg fik en lille bon stukket i hånden. Med bon og sæbe gik jeg ud på gaden, men blev stoppet af vild banken på butiksruden. Det viste sig så, jeg havde glemt at aflevere kassebon'en til sæbeudleveringsdamen, der skulle sætte den på et stort søm.
 
 

Shampoo måtte jeg totalt opgive at købe, og tandpasta havde de ikke i de førende stormagasiner, kun på hotellet.
 
 

Det var ikke meget nemmere at købe ind i boghandlerne. Jeg ville meget gerne købe bøger om Armenien på engelsk, tysk eller fransk, men de fandtes ikke. I mangel heraf ville jeg gerne have billedværker om Armenien på armensk eller russisk, men det var der heller ikke meget af. Jeg forsøgte således i dagevis at få en bog med de mønstre og ornamenter. man har brugt til folkedragterne. En sådan bog udkom i Jerevan for ex par år siden, men blev udsolgt med det samme, og siden har den ikke været ul at opdrive.
 
 

Man lærer kort sagt at købe, hvad de har, ikke hvad man oprindelig havde tænkt sig. De små vestlige forbrugerdjævle i en lægger sig fladt ned med alle fire lemmer i vejret og opgiver ånden. Man kan have den samme uier på sig i ugevis uden at forfalde ul overdreven shopping.
 
 

Til gengæld er varerne i statsbutikkerne billige, når de altså er der. Et enormt stort brød, som to-tre af vore, koster 30 kopek. En LP-plade koster halvanden mbel. Et sort-hvidt fjernsyn koster fra 300 mbler og et farvefjernsyn fra 600. En udmærket habit koster 60-70 rubler. Bomuldsstof koster nogenlunde det samme som i Danmark: halvanden rubel meteren. Derimod er strikkegarn og sytråd ejendommeligt dyrt, og kamgarnsstof koster op til 20 mbler meteren.
 
 

Vinen koster fra 70 kopek flasken for den lokale hvidvin, mens prisen på spiritus bevidst er sat højt: omkring 5 rubler for en halv liter vodka og 7-8 rubler for en halv liter cognac.
 
 

Det, man ikke kan finde i statsbutikkerne, kan man søge efter på det frie marked, og det er fuldt legalt. Det, man heller ikke kan finde på det frie marked, opsøger mange på den sorte børs, og det er selvfølgelig ulovligt. Men det sorte marked er åbenbart ikke sådan at udrydde. Pjotr fortalte et eksempel fra Moskva. I 1933 udkom en bestemt serie frimærker med billeder af stratosfæreballoner. De sælges i de statsejede frimærkehandler ul 300 rubler for et sæt (det er meget mere end de samme mærker koster i Danmark). Men de er næsten aldrig til at få fat på, og trappen op til frimærkebutikkerne er altid fuld af sortbørshandlere, der tilbyder dette sæt til 500 rubler til folk, der har måttet gå forgæves.
 
 

Jeg var selv ude for et helt klassisk eksempel på gaden i Jerevan. En lapset klædt ung mand kommer hen til mig og spørger på fransk, hvor jeg kommer fra. Ordet "Danmark" får hans øjne til at lyse op som to små blitzpærer.

- Aha, Danmark, siger han. Jeg har hørt, De har mange meget interessante udsskrifter i Danmark.
 
 

- Ja da, siger jeg. Jeg abonnerer på en del af dem.
 
 

Han så lidt irriteret på mig. Jeg var åbenbart så utilgiveligt dum, at jeg skulle have alting skåret ud i krydsfiner.
 
 

- Tidsskrifter om... sex, kommer det lavmælt. Med billeder af kvinder. Nøgne kvinder.
 
 

- Ja, dem er der også nogle af.
 
 

- Har De nogle med? På hotelværelset?
 
 

- Næ.
 
 

Da han ikke kunne købe porno, begyndte han at byde på mit tøj. Ville jeg ikke sælge de cowboybukser, jeg havde på? Det ville jeg faktisk ikke, for det ville være sådan en klam fornemmelse at gå mndt uden bukser. Men havde jeg ikke noget tøj på hotellet? Ikke mere end jeg havde brug for.
 
 

Der bliver fremstillet cowboybukser i Armenien, der for et utrænet øje ser ud præås som de vestlige. Men der står ikke "Lee" eller "Wrangler" på baglommen, og det er disse små læderlapper - ikke så meget bukserne - der koster penge.
 
 

Han forsøgte videre med at forhøre, om jeg havde taget beatplader med. Der var næsten ingen grænser for, hvad jeg kunne få for dem. Dem havde jeg heller ikke nogen af. Endelig prøvede han at overtale mig ul ulovlige valutatransaktioner. Han ville give det dobbelte af den officielle kurs. Da jeg heller ikke ville veksle vestlig valuta, rystede han på hovedet og viftede med en hånd, der var besat med adskilige guldringe. Jeg var altså ikke rigtig klog.
 
 

En af de vigtigste grunde til den store efterspørgsel efter vestlig valuta er, at der findes dollarbutikker og -barer på hotellerne, hvor man kan købe masser af varer, der aldrig kommer ud i butikkerne, først og fremmest skotsk whisky og amerikanske ågaretter.
 
 

Det private initiauv udfolder sig også indenfor hyrevognsbranchen. Der er for få statstaxier i Jerevan, så hver anden mand, der har fået sig en privatbil, kører privatkørsel. Man stopper en tilfældig vogn på gaden, aftaler en pris og bliver kørt hen til det sted, man har sagt. Eller i visse tilfælde til et ganske andet sted, hvor man så står og kan prøve at finde hjem igen.
 
 

En hel del korrupuons- og bestikkelsesskandaler i de senere år i Armenien med påfølgende afskedigelser af højtstående funktionærer har vist, at det private iniuauv ikke er begrænset til pornohajernes og piratchaufførernes kreds.
 
 

At priserne kan være så enormt høje, som tilfældet er, på det frie marked, og at man kan sælge amerikanske bukser og rockplader ul fantasipriser tyder på en vis pengerigelighed blandt folk. Lønnen er ganske god, men udvalget i statsbuukkerne lille. Så har man penge tilovers, og da man nu engang ikke kan investere i akuer eller jord, kan man kaste sig ud i konkurrencepræget luksusforbNg, via den sorte børs.
 
 

Pengerigeligheden får man også et levende indtryk af på Je revans restauranter. Dem er der mange af, og de er altid propfulde. Høje priser gør ulsyneladende ikke noget - der bliver bestilt ind i lange baner alligevel.
 
 

Det er meget almindeligt i Armenien at drikke vodka og især cognac til maden. Det vænnede jeg mig aldrig rigug til, så jeg bestilte som regel en flaske vin. Når vi spiste sammen med armeniere, undrede de sig gerne over, at jeg ikke drak vin og vodka afvekslende til måltidet. Og når man kiggede rundt ved bordene, så man, at det ikke var spor usædvanligt, at der blev sat en flaske cognac foran hver spisende.
 
 

På hotellernes restauranter var maden for det meste vestligt præget og ikke særlig spændende. Dog kunne man næsten alud få armensk sjasjlik og lulakebab, der er en slags farsruller med rå, hakkede løg. Man kunne også få "koteletter", der dog ikke var koteletter, men store frikadeller. På restauranter som Vaagn har man en del andre armenske specialiteter, såsom røget, fladbanket kylling, der serveres med store pandekagebrød, løg, tomater og rehan. Men den helt rigtige armenske mad får man kun i privathjem.

Den lokale armenske vin er udmærket, selv om den nok ikke kommer helt på højde med den grusiske. Jeg syntes særlig godt om den lette Hrædanhvidvin, der minder om en ung østrigsk vin, en heuriger. Den er oven i købet billig. Man skal passe lidt på, hvis man sidder og drikker vin med en armenier. Hvis man holder om sit glas med venstre hånd, er det en blodig fornærmelse. Endnu værre er det at række flasken over bordet ved at holde om halsen på den. Det betyder: Jeg vil kvæle dig. Man skal holde nede om etiketten.
 
 

På de internationale hotellers restauranter kommer både den lokale befolkning og armenierne. Som udlænding bliver man mødt med en enestående gæstfrihed, og nej gælder ikke for et svar, når der skænkes vin op. Ens glas bliver hele uden fyldt op. så hvis man vil kunne finde tilbage til værelset ved egen kraft, skal man nøjes med at nippe.
 
 

I Jerevan er der store hoteller af international standard, først og fremmest Hotel Armenia på Leninpladsen og Hotel Ani, hvor jeg boede. Der kommer en del delegationer fra mange forskellige lande, og armenske foreninger i udlandet arrangerer grupperejser hjem til fædrelandet for udlandsarmeniere. Jerevan er også med på mange vestlige bureauers ruter, men i de fleste tilfælde er man kun en dag eller to i Armenien, før turen går videre til Samarkand eller Baku. Det er synd, for man kan sagtens få en måned ul at gå i Armenien uden at kede sig.
 
 

Hvis man i Armenien vil gøre en indsats for at lokke turister til, burde man nok gennemgå hotellernes indretning lidt nøjere. Selv om hotellerne er nye og ser imponerende ud, er byggekvaliteten ikke lige fremragende hele vejen igennem, og det er irriterende, når vandforsyningen til badeværelserne svigter, eller når man skal vente en time eller to i restauranten på at få serveret. Man burde nok også sende en gruppe ingeniører til Vesteuropa for at se, hvordan elevatorerne er indrettet på vestlige hoteller. På Hotel Ani var det lidt af et lotteri at trykke på elevatorknappen. Med alt for mange nittere. Jeg boede på trettende etage og har sikkert haft godt af den motion, jeg fik ved at løbe op og ned ad trappen, når jeg efter et kvarters tid blev træt af at vente på elevatoren. Men det er ikke sikkert, alle vesteuropæiske og amerikanske turister vil se på sagen på samme måde.
 
 

Hvis man vil satse på turisme, burde man måske også overveje at åbne større dele af republikken for turisttrafikken. Som det er nu, kan man kun vælge mellem relativt få udflugter. Selvfølgelig spiller sikkerhedsmæssige hensyn også ind i et grænseområde, men jeg mener alligevel, man kunne gøre lidt mere ved sagen, end man foreløbig har gjort.