Sejlads

E fter at have elsket ligger vi tæt sammen
og på samme tid med afstand mellem os
som to sejlskibe der nyder
deres egne linier i de mørke vande, de skiller
så intenst, at deres skrog
er lige ved at åbne sig af ren og skær fryd
mens de sejler om kap, ud i det blå
under sejl, som nattevinden fylder
med blomsterduftende vind og måneskin
-uden at et af dem på noget tidspunkt
forsøger at sejle det andet agterud
og uden at afstanden mellem dem
formindskes eller forøges en smule.

Men der er andre nætter, hvor vi driver af sted
som to klart illuminerede luxuslinere
der ligger side om side
med maskinerne slået fra, under en fremmed stjernehimmel
og uden en eneste passager om bord:
På hvert dæk spiller et violinorkester
til ære for de lysende bølger.
Og havet er fuldt af gamle, trætte skibe
som vi har sænket i vores forsøg på at nå hinanden.

ODE TIL BLÆKSPRUTTEN. I 1975 skrev Henrik Nordbrandt en hel digtsamling med bar kærlighedspoesi: Ode til blæksprutten. En frodig, spontan hyldest til kvinden.

Åbningsdigtet er spektakulært. Digtet løber over af lutter pointer, ligesom resten af digtsamlingen gør det. Hvis jeget engang skal spises af et dyr, må det gerne være en blæksprutte.

I dagens digt sejler to skibe ude på havet. De nyder deres egne linier så meget, at deres skrog er lige ved at åbne sig af ren og skær fryd. I sin seneste digtsamling har Henrik Nordbrandt forladt vandets element -og er gået på landjorden: 'Ormene ved himlens port' (1995). Connie Bork