Kvinderne i København

N u har jeg igen forelsket mig fem
gange i fem forskellige kvinder på en
tur med bus nr. 40 fra Njalsgade til
Østerbro. Hvordan får man styr på sin
tilværelse under de forhold? En af
dem var i pels, en anden i røde gum-
mistøvler. Den ene læste Ekstra Bladet,
den anden Heidegger - og gaderne
drev af regn. Ved Amager Boulevard
steg en drivvåd prinsesse ind, euforisk
og hidsig, hende faldt jeg pladask for.
Men hun sprang ud ved Polititorvet og
blev afløst af to dronninger med flam-
mende tørklæder, som talte sking-
rende sammen på pakistansk hele ve-
jen til Kommunehospitalet, mens bus-
sen kogte af poesi. De var søstre og lige
smukke, derfor tabte jeg mit hjerte til
dem begge to og planlagde prompte
en ny tilværelse i en landsby nær
Rawalpindi, hvor børnene vokser op i
en duft af hibiscus, mens deres despe-
rate mødre synger hjerteskærende i
skumringen over de endeløse paki-
stanske stepper.
Men de så mig ikke! Og hende i pels
græd bag sin handske, da hun steg ud
i Farimagsgade. Pigen, der læste Hei-
degger lukkede pludselig sin bog og så
direkte på mig med et hånligt smil,
som om hun med ét fik øje på hr.
Hvemsomhelst i egen lusede person.
Og således brast mit hjerte for femte
gang, da hun rejste sig og stod af sam-
men med alle de andre. Så brutal er
tilværelsen! Jeg fortsatte to stoppeste-
der, før jeg gav op. Og sådan ender det
altid: Man står alene ved kantstenen
og suger på en cigaret, højstemt og let-
tere ulykkelig.