Himlen over havnen havde samme farve som et fjernsyn, der er indstillet på en død kanal.

- Det er ikke fordi jeg junker, hørte Case en eller anden sige, mens han maste sig frem gennem mængden omkring indgangen til Chat. - Det er bare som om min krop er blevet helvedes hooked af sig selv.

Det var en Sprawl-stemme og en Sprawl-vittighed. Chatsubo var en bar for professionelle udlandsamerikanere; man kunne sidde og drikke der en uge uden at høre to ord på japansk.

Ratz passede baren, og hans kunstige arm spjættede monotont, mens han fyldte Kirin fra fad i en bakkefuld glas. Han fik øje på Case og smilede med tænder, der var et puslespil af østeuropæisk stål og brunt forfald. Case fandt en plads ved bardisken, mellem en af Lonny Zones unaturligt solbrændte ludere og en høj afrikaner i nystivet marineuniform og med kindben dækket af præcise rækker af stammear.

- Wage var herinde før, med to af sine gorillaer, sagde Ratz og skubbede en fadøl over bardisken med sin gode hånd. - Tror du, det var dig, han skulle snakke forretninger med, Case?

Case trak på skuldrene. Pigen til højre for ham fniste og puffede til ham.

Bartenderens smil blev bredere. Han var så grim, at der gik myter om det. I en tid, hvor folk havde råd til at blive smukke, var der noget heraldisk ved ikke at være det. Den antikverede arm knirkede, da han rakte ud efter endnu et krus. Det var en russisk militærprotese, en syvfunktions krafttilbagekoblings-manipulator indfattet i snusket, lyserødt plastic. - Du er nok lidt for meget af en artist, herr Case, gryntede Ratz; det var den lyd, han brugte i stedet for latter. Han kløede sin hvidskjortede ølvom med en lyserød klo. - Stor artist - ekspert i lidt for smarte krumspring.

- Ja ja, sagde Case og nippede til sin øl. - Nogen skal jo være smarte her omkring, og dig er det fanden galeme ikke.

Luderens fnisen røg en oktav op.

- Det er sgu heller ikke dig, søster, så tag lige og smut, ikke? Zone er en nær personlig ven af mig.

Hun så Case i øjnene og kom med den svagest tænkelige spyttende lyd, næsten uden at bevæge læberne. Men hun gik.

- Kors, sagde Case. - Hvad fanden er det for et hul, det her. Man kan ikke drikke en øl i fred.

- Ha, sagde Ratz og tørrede det skrammede træ med en klud. - Zone giver provision. Dig lader jeg arbejde hernede som ren underholdning.

Da Case løftede sit glas, sænkede denne sære stilhed sig over lokalet, der var som om hundrede ubeslægtede samtaler på samme tid var nået frem til den samme pause. Så lød luderens fnisen igen, med en vis understrøm af hysteri.

Ratz gryntede. - En engel gik gennem stuen.

- Kineserne, brølede en fuld australier. - Det er satan galeme kineserne, der har opfundet nervesplejsning. Hvis man skal have gjort noget ved nerverne, så skal man ind på fastlandet, siger jeg. Du kan tro, de kan, makker...

- Det..., sagde Case til sit glas, og al bitterheden vældede pludselig op i ham som galde, - ... det er simpelthen det værste pis at høre på.

Japanerne havde allerede glemt mere om neurokirurgi, end kineserne nogen sinde havde vidst. De sorte klinikker i Chiba var helt på forkant med udviklingen, hele grene af teknikken blev udskiftet hver måned, men alligevel kunne de ikke reparere den skade, han var blevet udsat for på det hotel i Memphis.

Et år havde han været her, og stadig drømte han om cyberspace, selv om håbet svandt for hver aften der gik. Hvor meget han end tog speed, hvor meget han end snoede sig og lavede numre i Natbyen, blev han alligevel ved med at se matrix'en, når han sov, logikkens lysende fletværk der foldede sig ud hen over det farveløse tomme rum... Sprawl var langt væk på den anden side af Stillehavet nu, og han var ikke keyboardkunstner mere, ikke længere cyberspace cowboy. Han var bare en lille plattenslager, der prøvede at fægte sig igennem. Men drømmene foldede sig ud i den japanske nat som elektrisk voodoo, og han græd af længsel, græd i søvne og vågnede alene i mørket, krummet sammen i sin kapsel på et kistehotel med hænderne kradsede ud efter sengepladen og skumplast mellem fingrene, mens han prøvede at række ud efter det keyboard, der ikke var der.

- Jeg så din pige i går aftes, sagde Ratz og rakte Case hans anden Kirin.

- Sådan en har jeg ikke, sagde han og drak.

- Miss Linda Lee.

Case rystede på hovedet.

- Ingen pige? Ikke noget som helst? Ikke andet end forretninger, min artistven? Dyb hengivenhed over for handelen?

Bartenderens små brune øjne sad dybt inde mellem rynkerne. - Jeg tror egentlig bedre jeg kunne lide dig, da du var sammen med hende. Du lo mere. Nu er der nogle aftener, hvor du måske bliver lidt for artistisk; du risikerer at ende i tanken på en af klinikkerne, som reservedele.

- Du får mig simpelthen til at tudbrøle, Ratz.

Han drak ud, betalte og gik, med høje, smalle skuldre ludende frem under hans vindjakkes regnplettede khakinylon. Mens han banede sig vej frem gennem Ninseis menneskemængder, kunne han lugte sin egen sure sved.

Case var fireogtyve. Da han var toogtyve var han cowboy, hestetyv, en af de bedste i Sprawl. Han var blevet trænet af de bedste, af McCoy Pauley og Bobby Quine, der var myter inden for branchen. Han havde kørt i et næsten permanent sus af adrenalin, et biprodukt af ungdom og dygtighed, koblet på et almindeligt cyberspacekonsol, der projicerede hans kropsløse bevidsthed over i den fælles hallucination, der var matrix'en. Han var en tyv, der arbejdede for andre og rigere tyve, arbejdsgivere der udstyrede ham med de specielle programmer, der skulle til for at trænge gennem virksomhedssystemernes brogede mure og åbne vinduer ind mod frodige datamarker.

Han havde lavet den klassiske fejl, den fejl han havde svoret på aldrig at lave. Han havde stjålet fra sine arbejdsgivere. Han havde beholdt noget for sig selv og prøvet at få det overflyttet gennem en hæler i Amsterdam. Han var stadig ikke sikker på, hvordan han var blevet afsløret. Ikke fordi det betød noget mere. Han havde regnet med at dø, men de havde bare smilet. Jamen, han var da selvfølgelig velkommen, sagde de til ham, han var da velkommen til de penge. Og han fik så sandelig også brug for dem. For - sagde de stadig smilende - de skulle nok sørge for, han aldrig kom til at arbejde mere.

De skadede hans nervesystem med en russisk svampegift fra krigens tid.

Han lå fastspændt til en seng på et hotel i Memphis, og hans talent blev brændt ud mikron for mikron, mens han hallucinerede i tredive timer.

Skaden var ganske lille, subtil og totalt effektiv.

For Case, der havde levet for cyberspaces kropsløse ekstase, var det Syndefaldet. I de barer, hvor han var kommet som den store cowboy, lå der en vis afslappet foragt for kroppen i elitens holdning. Kroppen var kød. Case faldt ned i sit eget køds fængsel.

Hans samlede aktiver blev hurtigt vekslet til nye yen, et fedt bundt af de gamle papirspenge, der cirkulerede i det uendelige gennem verdens sortbørsers lukkede kredsløb, som trobriandernes muslingeskaller. Det var svært at afslutte legitime handeler med kontanter i Sprawl. I Japan var det allerede ulovligt.

I Japan ville han kunne finde en kur, havde han vidst med en sammenbidt og absolut sikkerhed. I Chiba. Enten på en indregistreret klinik eller i den sorte medicins skyggeland. Chiba var synonym med implantationer, nervesplejsninger og mikrobionik og en magnet for Sprawls tekno-kriminelle subkulturer.

I Chiba havde han set sine nye yen forsvinde under en to måneders runde med undersøgelser og konsultationer. Mændene på de sorte klinikker, hans sidste håb, havde beundret den ekspertise, hvormed han var blevet lemlæstet, og havde så langsomt rystet på hovedet.

Nu sov han i de billigste kister, dem nærmest ved havnen, under de kvarts-halogenprojektører der oplyste havneområdet natten igennem som en enorm scene; et sted hvor man ikke kunne se Tokyos lys for fjernsynshimlens grelle skær, ikke engang Fuji Electrics tårnhøje hologram-logo, og Tokyobugten var en sort flade, hvor mågerne hvirvlede rundt over flydende revler af hvidt plasticskum. Bag havnen lå byen, hvor virksomhederskubernes enorme terninger ragede op over fabrikskuplerne. Havn og by var adskilt af et smalt grænseland af ældre gader, et område uden officielt navn. Natbyen, hvis hjerte var Ninsei. Om dagen var barerne ned ad Ninsei tilskoddede og ensartede. Neonskiltene var døde, hologrammerne lå ubevægelige og ventede under den forgiftede sølvhimmel.

To gader vest for Chat skyllede Case nattens første pille ned med en dobbelt espresso i et tehus, der hed Jarre du thé. Det var en flad, lyserød, ottekantet pille med stærk, brasiliansk dexedrin, som han havde købt af en af Zones piger.

Jarre havde spejlvægge, hvert panel indrammet af rød neon.

Til at begynde med var han kørt ind i en skure, hvor han kørte løs på en helt syg måde, da han stod alene i Chiba uden ret mange penge og med endnu mindre håb om at finde en kur. Han havde lavet penge med en kold intensitet, der virkede som om den tilhørte en anden. I løbet af den første måned havde han dræbt to mænd og en kvinde for pengesummer, der ville have forekommet ham latterlige et år før. Ninsei sled ham ned, indtil gaden selv kom til at virke som en udprojicering af en eller anden dødsdrift, en hemmelig gift, han ikke havde vidst, han havde på sig.

Natbyen var som en afsindigt eksperiment med socialdarwinisme, konstrueret af en forsker der kedede sig og hele tiden holdt tommelfingeren på Fast Forward-knappen. Hvis man holdt op med at slå plat, sank man ned uden at efterlade spor, men hvis man bevægede sig en lille smule for hurtigt, brød man sortbørsens skrøbelige overfladespænding; i begge tilfælde var man væk, og der var ikke andet tilbage af en end eller anden tåget erindring i hovedet på sådan nogle af de faste som Ratz, selv om ens hjerte eller lunger eller nyrer måske overlevede hos en fremmed, der havde nye yen til klinikkernes tanke.

Forretningerne her var en konstant summen lige under sansegrænsen, og døden var den almindeligt accepterede straf for at være doven, sjusket, ikke opføre sig ordentligt og forsynde sig mod de indviklede reglers krav.

Case sad alene ved et bord på Jarre de thé, mens den ottekantede begyndte at virke, så sveden piblede frem i dråber på hans håndflader, og han pludselig kunne mærke hvert eneste prikkende hår på armene og brystet, og han vidste, at han på et eller andet tidspunkt var begyndt at spille et spil med sig selv, et meget gammelt spil, der ikke har noget navn, en sidste kabale. Han var holdt op med at gå med våben, han traf ikke længere de mest elementære forsigtighedsregler. Han lavede de hurtigste og mest skødesløse handeler ude på gaden, og han havde ry for at kunne skaffe alt, hvad man ville have. En del af ham vidste, at hans selvdestruktions bue stod lysende klar for hans kunder, der blev færre og færre hele tiden, men den samme del af ham frydede sig over at vide, at det kun var et spørgsmål om tid. Og det var den del af ham, den der tilfreds ventede på døden, der hadede tanken om Linda Lee allermest.

Han havde fundet hende en nat i regnvejr i en spillehal.

Under lysende genfærd, der brændte gennem en blå dis af cigaretrøg, hologrammer af Troldmandens Slot, Panserkrig Europa, New York Skyline... Og nu huskede han hende sådan, med ansigtet badet i det flakkende laserlys, med træk der var svundet ind til en kode; hendes kindben flammede ildrødt, da Troldmandens Slot brændte, hendes pande blev badet i azurblåt, da München faldt for Panserkrigen, hendes mund strejfedes af glødende guld, da den glidende cursor slog gnister af en skyskraberkløfts vægge. Han kørte bare løs den aften; et kilo af Wangs ketamin var på vej til Yokohama, og han havde allerede pengene i lommen. Han var kommet ind fra den varme regn, der sydede hen over fortovet på Ninsei, og på en eller anden måde var hun blevet valgt ud for ham, et ansigt ud af de snesevis, der stod rundt om spillemaskinerne, opslugt af det spil, hun var i gang med. Det udtryk, hun havde haft i ansigtet lige da, var det samme, han havde set på hendes sovende ansigt timer senere i en kiste nede ved havnen, med en overlæbe som den bølgelinje, børn laver, når de skal tegne en flyvende fugl.

Han gik ind gennem hallen og stillede sig ved siden af hende, høj af den forretning han havde lavet, og så hende kigge op. Grå øjne kantet af udtværet sort stangsminke. Øjnene på et dyr, der er spiddet af en fremstormende bils forlygter.

Deres nat sammen strakte sig ud i morgenen og videre til billetter i flyvebådshavnen og hans første tur over bugten. Regnen blev ved, den faldt over Harajuku og lagde sig i dråber på hendes plasticjakke, mens Tokyos børn traskede forbi de berømte modebutikker i hvide tennissko og klyngekapper, indtil hun til sidst stod sammen med ham i en pachinko spillehals midnatsklapren og holdt ham i hånden som et lille barn.

Det varede en måned, før den verden af stoffer og spænding, han bevægede sig gennem, havde forvandlet disse evig forbløffede øjne til brønde af refleksiv trang. Han havde set hendes personlighed splittes, set den kælve som et isbjerg, så stumper af den flød væk, og til sidst havde han set narkomaniens nøgne trang, dens grådige panser. Han havde set hende snuse sig frem til det næste fix med en koncentration, der mindede ham om de knæler, de solgte i boder på Shiga ved siden af akvarier med blå muterede karper og fårekyllinger i bambusbure.

Han stirrede på den sorte ring af kaffegrums i sin tomme kop. Den dirrede af det speed, han havde taget. Bordets brune laminat var mat af en patina af små bitte kradsemærker. Mens dexen suste op gennem hans rygrad, så han de utallige tilfældige stød, der skulle til for at lave sådan en flade. Jarre var indrettet i en navnløs, forældet stil fra sidste århundrede, en usikker blanding af traditionel japansk stil og bleg Milano-plastic, men alt virkede som om det havde en umærkelig hinde, som om en million kunders dårlige nerver på en eller anden måde havde angrebet spejlene og den engang skinnende plastic og fået alle flader til at tåge ud med noget, der aldrig kunne tørres af.

- Hej, Case, gamle dreng...

Han så op og mødte grå øjne, kantet af stangsminke. Hun havde en falmet fransk satellitdragt på og nye hvide gummisko.

- Jeg har ledt efter dig, mand.

Hun satte sig over for ham, med albuerne på bordet. Ærmerne på den blå lynlåsdragt var revet af ved skuldrene; han så automatisk på armene for at lede efter tegn på depotpiller eller nålemærker. - Vil du have en cigaret?

Hun gravede en krøllet pakke Yeheyuan filtercigaretter frem fra en ankellomme og bød ham en. Han tog den og lod hende tænde den for sig med et rødt plasticrør. - Sover du ellers godt, Case? Du ser træt ud.

Hendes dialekt stammede fra et sted sydpå i Sprawl, nede i nærheden af Atlanta. Huden under hendes øjne var bleg og så usund ud, men hun var stadig glat og fast i kødet. Hun var tyve. Nye smerterynker var begyndt at blive præget permanent omkring hendes mundvige. Hendes mørke hår var strøget tilbage og holdt på plads af en malet silkebånd. Mønstret kunne forestille mikrokredsløb eller et bykort.

- Ikke hvis jeg husker at tage mine piller, sagde han, mens en helt håndgribelig bølge af længsel ramte ham, og lyst og ensomhed kørte sammen ind på dexedrinens bølgelængde. Han huskede duften af hendes hud i det overophedede mørke i en kiste i nærheden af havnen, mens hendes fingre knugede sammen om hans lænd.

Alt det kød, tænkte han, og alt hvad det vil.

- Wage, sagde hun og kneb øjnene sammen. - Han vil gerne se dig med et lille hul i hovedet.

Hun tændte selv en cigaret.

- Hvem siger det? Ratz? Har du snakket med Ratz?

- Nej, med Mona. Hendes nye tyr er en af Wages drenge.

- Det skylder jeg ham ikke nok til. Og hvis han knalder mig, får han ikke pengene alligevel.

Han trak på skuldrene.

- Der er lidt for mange, der skylder ham penge nu, Case. Det kan være, han vil statuere et eksempel med dig. Helt ærligt, så må du hellere passe lidt på.

- Det skal jeg nok. Hvad med dig, Linda? Har du nogen steder at sove?

- Sove.

Hun rystede på hovedet. - Det har jeg da, Case.

Hun rystede og ludede ind over bordet. Hendes ansigt var dækket af en hinde af sved.

- Her, sagde han og gravede ned i sin vindjakkelomme og kom op med en krøllet halvtredser. Han glattede den automatisk ud, under bordet, foldede den sammen to gange og stak hende den.

- Den skal du selv bruge, skat. Du må hellere give den til Wage.

Nu var der noget i de grå øjne, som han ikke kunne læse, noget han aldrig havde set dér før.

- Jeg skylder Wage meget mere end det. Tag den nu. Jeg får nogle flere, løj han, mens han så sine nye yen forsvinde ned i en lynlåslomme.

- Så snart du får de penge, så må du hellere se at finde Wage i en fart, Cage.

- Vi ses, Linda, sagde han og rejste sig op.

- Ja.

En millimeter hvidt viste sig under hver af hendes pupiller. Sanpaku. - Pas på ryggen, mand.

Han nikkede, ivrig efter at komme væk.

Han så tilbage, da plasticdøren svingede i efter ham og så hendes blik spejlet i et bur af rødt neon.

Fredag nat på Ninsei.

Han kom forbi yakitori boder og massagesaloner, et kædecafeteria der hed Beautiful Girl, en spillehals elektroniske torden. Han gik af vejen for at lade en sararimand i mørkt jakkesæt komme forbi, så snart han så Mitsubishi-Genentech logoet tatoveret hen over mandens højre håndryg.

Var det ægte? Hvis det er godt nok, så får han det ikke nemt. Hvis det ikke er ægte, så har han også rigtig godt af det. M-G's ansatte over et vist niveau fik implanteret avancerede mikroprocessorer, der styrede mutagenniveauet i deres blodomløb. Den slags apparater kunne man godt blive rullet for i Natbyen, man kunne blive rullet hele vejen ind på en sort klinik.

Sararimanden var japaner, men ellers var menneskemængden på Ninsei gaijin. Grupper af sømænd, der kom op fra havnen; enlige, anspændte turister på jagt efter fornøjelser, som ingen guidebog skrev om; store drenge fra Sprawl der viste trans- og implantationer frem og en halv snes forskellige slags plattenslagere, der alle sammen gled rundt på gaden i en indviklet dans af begær og handel.

Der var utallige teorier for at forklare, hvorfor Chiba City fandt sig i Ninsei enklaven, men Case troede mest på den om, at Yakuzaen bevarede stedet som en slags historisk mindesmærke, der kunne minde den om dens ydmyge oprindelse. Men han kunne også se en vis logik i tanken om, at blomstrende teknologier har brug for zoner uden for loven, at Natbyen ikke var der for sine beboeres skyld men som en bevidst ikke overvåget legeplads for teknologien selv.

Havde Linda ret, tænkte han, mens han stirrede op mod lyset. Ville Wage få ham dræbt for at statuere et eksempel? Der var ikke meget fornuft i det, men Wage handlede mest med forbudte biologiske stoffer, og man sagde, man skulle være sindssyg for at gøre det.

Men Linda havde sagt, at Wage ville se ham død. Cases grundlæggende forståelse af gadehandelens dynamik gik ud på, at hverken køberen eller sælgeren i virkeligheden havde brug for ham. Det er mellemmandens sag at gøre sig selv til et nødvendigt onde. Den tvivlsomme niche, Case havde ryddet til sig selv i Natbyens kriminelle økologi, var hugget ud med løgne, gravet ud én nat ad gangen med forræderi. Nu kunne han mærke, at dens vægge begyndte at smuldre, og han følte udkanten af en sær eufori.

Ugen før havde han forsinket overførslen af et syntetisk kirtelekstrakt og solgt det videre med større profit end han plejede. Det vidste han godt, Wage ikke havde brudt sig om. Wage var hans hovedleverandør. Han havde været ni år i Chiba og var en af de få gaijin handlende, der havde haft held til at knytte forbindelse til den stift hierarkisk opdelte kriminelle organisation uden for Natbyens grænser. Genetiske materialer og hormoner sivede ned til Ninsei gennem en kompliceret kæde af stråmænd og vildledningsmanøvrer. På en eller anden måde var det lykkedes for Wage at spore noget tilbage, og nu nød han godt af faste forbindelser i en halv snes byer.

Case opdagede, han stod og stirrede ind gennem en udstillingsrude. Butikken solgte små, skinnende genstande til sømændene. Ure, springknive, lightere, lommevideoer, simstimspillere, manrikikæder med lodder og shuriken. Shuriken havde altid fascineret ham, stålstjerner med knivskarpe spidser. Nogle var forkromede, andre sorte og atter andre behandlet med en regnbueflade som olie på vand. Men det var de forkromede stjerner, der holdt hans blik fast. De var monteret på knaldrødt ultraruskin med næsten usynlige løkker af nylonfiskesnøre, og i midten var de præget med drager eller yinyangsymboler. De opfangede gadens neon og forvred det, og det slog Case, at det var de stjerner, han rejste under, at hans skæbne stod skrevet for ham i et spejlbillede af billigt krom.

- Julie, sagde han til sine stjerner. - Det er på tide at snakke med gamle Julie. Han ved, hvad der skal gøres.

Julius Deane var et hundrede og femogtredive år gammel, med et stofskifte der omhyggeligt var forkvaklet af en ugentlig formue i sera og hormoner. Hans vigtigste forsvar mod alderdommen var en årlig pilgrimsfærd til Tokyo, hvor genetiske kirurger omstillede hans DNA's kode, en proces der ikke fandtes i Chiba. Så fløj han til Hongkong og bestilte årets jakkesæt og skjorter. Han var kønsløs og umenneskeligt tålmodig, og hans vigtigste drift lå tilsyneladende i en hengivenhed til esoteriske former for skrædderkult. Case havde aldrig set ham gå med det samme jakkesæt to gange, selv om hans garderobe så ud til udelukkende at bestå af omhyggelige rekonstruktioner af klædedragter fra det foregående århundrede. Han koketterede med at gå med brilleglas med styrke, med et edderkoppetyndt guldstel, og slebet af tynde plader af lyserød syntetisk kvarts, facetslebne som spejlene i et victoriansk dukkehus.

Hans kontor lå i et pakhus omme bag Ninsei, der til dels så ud til at være blevet spartansk indrettet mange år før med en tilfældig ansamling af europæiske møbler, som om Deane engang havde tænkt sig at bo der. Neo-aztekiske bogreoler samlede støv langs den ene væg i det værelse, hvor Case ventede. Et par løgformede bordlamper i Disneystil stod usikkert på et lavt Kandinsky-sofabord i rødlakeret stål. Et Dali-ur hang på væggen mellem bogreolerne, med en forvredet skive, der hang ned mod det nøgne betongulv. Dets visere var hologrammer, der forvandlede sig, så de passede til skivens snoninger, mens de drejede rundt, men som aldrig viste rigtigt. Hvide fiberglas pakmoduler, der udsendte en skarp lugt af syltet ingefær, stod stablet op i værelset.

- Du ser ud til at være clean, min dreng, sagde Deanes kropsløse stemme. - Kom endelig ind.

Magnetiske bolte sprang ud af stilling rundt om den massive dør af imiteret rosentræ til venstre for bogreolerne. JULIUS DEANE IMPORT EXPORT, stod der ned afskallede store selvklæbende bogstaver henover plasticfladen. Hvis de møbler, der stod spredt rundt i Deanes improviserede forkontor, antydede slutningen af det sidste århundrede, så selve kontoret ud til at høre hjemme i dette århundredes begyndelse.

Deanes glatte, lyserøde ansigt betragtede Case fra en cirkel af lys, der blev kastet af en antik messinglampe med en firkantet skygge af mørkegrønt glas. Importøren sad sikkert beskyttet bag et kæmpestort skrivebord af malet stål, flankeret på begge sider af høje kartoteksskabe af en eller anden lys træsort. Det var sikkert sådan nogle, man engang havde brugt til at opmagasinere nedskrevne optegnelser af en eller anden art i, formodede Case. Skrivebordet var oversået af kassetter, ruller af gulnede udskrifter og forskellige dele af en eller anden slags mekanisk skrivemaskine, en maskine, som Deane tilsyneladende aldrig fik taget sig sammen til at samle igen.

- Hvad skylder vi så æren, min dreng? spurgte Deane og rakte Case et smalt bolsje, der var pakket ind i blåt-og-hvidternet papir. - Prøv en. Ting Ting Djahe, de allerbedste,

Case sagde nej til ingefæren og tog plads i en slingrende drejestol af træ og kørte en tommelfinger ned over den falmede søm på sit ene sorte bukseben. - Julie, jeg hører, at Wage vil slå mig ihjel.

- Aha. Nå. Og hvor har du så hørt det fra, om jeg må spørge?

- Folk.

- Folk, sagde Deane med et ingefærsbolsje i munden. - Hvad for en slags folk? Venner?

Case nikkede.

- Det er ikke altid så nemt at finde ud af, hvem der er ens venner, vel?

- Jeg skylder ham faktisk en slat penge, Deane. Har han sagt noget til dig.

- Jeg har ikke været i forbindelse med ham her på det sidste.

Så sukkede han. - Men hvis jeg havde, så kunne det selvfølgelig godt være, jeg ikke var i stand til at fortælle dig om det. Sådan som sagerne er, forstår du nok.

- Sagerne?

- Han er en vigtig forbindelse, Case.

- Tja. Vil han slå mig ihjel, Julie?

- Ikke det, jeg ved af.

Deane trak på skuldrene. De kunne have diskuteret prisen på ingefær. - Hvis det viser sig, det er et grundløst rygte, så kig ind om en ugestid eller så, min dreng. Så skal jeg lade dig få lidt af noget, der kommer fra Singapore.

- Fra Nan Hai Hotel i Bencoolen Street?

- Du er for åbenmundet, min dreng! sagde Deane med et stort smil. Stålskrivebordet var propfuldt af en formue i apparater, der sikrede mod aflytning.

- Vi ses, Julie. Jeg hilser lige på Wage.

Deanes fingre kom op og strøg over den perfekte knude i hans lyse silkeslips.

Han var mindre end en husblok fra Deanes kontor, da den slog ham, den pludselige bevidsthed inde i cellerne om, at der var nogen efter ham, og meget tæt på.

Opdyrkningen af en vis tam paranoia var noget, Case tog for givet. Det, det kom an på. var ikke at lade den løbe amok. Men det kunne være temmelig besværligt, når man havde taget en hel stak af de ottekantede. Han tvang den stigende bølge af adrenalin ned igen og lagde sine smalle træk i en maske af tomhed og kedsomhed, mens han lod som om han lod mængden føre sig afsted. Da han så et mørkt udstillingsvindue, lykkedes det ham at stoppe op foran det. Det var en kirurgisk butik, der var lukket på grund af modernisering. Med hænderne i jakkelommerne stirrede han gennem ruden på en flad rhombe af tankdyrket kød, der lå på en udskåren piedestal af imiteret jade. Hudens farve mindede ham om Zones ludere; den var tatoveret med et lysende digitaldisplay, der var forbundet med en subkutan chip. Hvorfor have det besvær med operationer, kom han til at tænke, mens sveden løb ned over hans ribben, når man bare kunne gå rundt med det i lommen?

Uden at bevæge hovedet, så han op og studerede spejlbilledet af folk, der gik forbi.

Dér.

Bag sømænd i kortærmede khakibluser. Mørkt hår, spejlglasbriller, mørkt tøj, slank...

Og væk.

Så løb Case, foroverbøjet, ind og ud mellem kroppe.

- Kan du leje mig en pistol, Shin?

Drengen smilede. - To time.

De stod sammen i lugten af friske, rå rejer bag en sushibod på Shiga. - Kom tilbage to time.

- Jeg skal have en nu, mand. Har du noget lige nu?

Shin rodede omme bag tomme toliterdåser, der engang havde været fulde af pulveriseret peberrod. Han trak en tynd pakke i grå plastic op. - Taser. En time tyve ny yen. Tredive depositum.

- Pis. Den har jeg ikke brug for. Det er en pistol, jeg har brug for. Som hvis jeg nu skulle skyde en eller anden, ikke?

Tjeneren trak på skuldrene og stak taseren ned bag peberrodsdåserne igen. - To time.

Han gik ind i butikken uden at gide se på udstillingen af shuriken. Han havde aldrig kastet en i sit liv.

Han købte to pakker Yeheyuan med en Mitusbishi bankchip, der opgav hans navn som Charles Derek May. Det var da bedre end Truman Starr, det bedste han havde kunnet klare på et pas.

Den japanske kvinde ved terminalen så ud, som om hun var et par år ældre end gamle Deane, og ikke havde kunnet nyde godt af videnskaben til nogen af dem. Han tog sit tynde bundt nye yen op af lommen og viste hende dem. - Jeg vil gerne købe et våben.

Hun slog ud med hånden mod en montre fuld af knive.

- Nej, sagde han. - Jeg kan ikke lide knive.

Hun fandt en aflang æske frem under disken. Låget var gult pap, stemplet med et primitivt billede af en sammenrullet cobra med opsvulmet hoved. Inden i lå otte ens cylindre pakket ind i silkepapir. Han så til, mens de spættede brune fingre fjernede papiret fra den ene. Hun holdt det op, så han kunne se på det, et mat stålrør med en lædersnor i den ene ende og en lille bronzepyramide i den anden. Hun greb fat i røret med den ene hånd, tog pyramiden mellem den anden tommel- og pegefinger og trak til. Tre smurte, stramme springfjedre gled ud som et teleskop og låste sig sammen. - Cobra, sagde hun.

Bag Ninseis neonflimmer havde himlen denne ondskabsfulde grå farve. Luften var blevet værre; det virkede som om den havde tænder i aften, og halvdelen af menneskene på gaden gik med filtermasker. Case havde tilbragt ti minutter på et pissoir i et forsøg på at finde en bekvem måde at skjule sin cobra på; til sidst havde han nøjedes med at stikke håndtaget ind under livremmen i sine bukser, med røret skråt hen over maven. Den pyramideformede spids stak op mellem hans ribben og foret af hans vindjakke. Det føltes, som om det kunne falde raslende ud på fortovet ved hans næste skridt, men det fik ham til at føle sig roligere.

Chat var ikke rigtig en pusherbar, men hverdags aftener tiltrak den folk fra miljøet. Det var anderledes fredag og lørdag. De faste kunder kom stadig, de fleste af dem, men de druknede i en strøm af sømænd og de specialister, der snyltede på dem. Da Case maste sig ind gennem døren, så han efter Ratz, men bartenderen var ikke at se nogen steder. Barens faste luderkarl, Lonny Zone, så til med et faderligt blik i sine glasagtige øjne, mens en af hans piger gik i krig med en ung sømand. Zone tog en slags sovepiller, som japanerne kaldte Skydansere. Case fangede alfonsens blik og gjorde tegn til ham om at komme op til baren. Zone flød frem gennem mængden i slow motion. Hans lange ansigt var slapt og fredsommeligt.

- Har du set Wage i aften, Lonny?

Lonny betragtede ham med sin sædvanlige ro. Han rystede på hovedet.

- Er du sikker, mand?

- Måske i Namban. For måske to timer siden.

- Havde han nogen af sine drenge med? En af dem en tynd en, mørkhåret, måske med sort jakke?

- Nej, sagde Zone omsider, og hans glatte pande rynkedes for at vise, hvilken anstrengelse det kostede ham at huske så mange meningsløse detaljer. - Store nogle, transplanterede.

Der var ikke ret meget hvidt at se i Zones øjne og endnu mindre iris; under de hængende øjenlåg var hans pupiller kæmpestore og udspilede. Han stirrede Case i ansigtet i lang tid og sænkede så blikket. Han så stålpiskens bule. - Cobra, sagde han og hævede et øjenbryn. - Skal du smadre nogen?

- Vi ses, Lonny.

Case forlod baren.

Han blev skygget igen. Det var han sikker på. Han følte et stik af jublende fryd. De ottekantede og adrenalinen blandede sig med noget andet. Du nyder det jo, sagde han til sig selv. Du er sindssyg.

For på en eller anden sær og omtrentlig måde mindede det om at køre gennem matrix'en. Man skulle bare trække den langt nok ud, komme ud i nogle desperate men underligt tilfældige vanskeligheder, og så var det muligt at se Ninsei som et dataområde, på samme måde som matrix'en engang havde mindet ham om proteiner der indgår i forbindelser for at lave særlige celleegenskaber. På den måde kunne man kaste sig ud i det og glide og kure afsted i fuld fart, totalt engageret men samtidig uden for det hele, og alle vegne omkring en dansede det hele, informationer flettede sig sammen, data blev til kød i sortbørsens labyrinter...

Gå til den, Case, sagde han til sig selv. Sug dem til dig. Det er det sidste, de venter. Han var en halv husblok fra den spillehal, hvor han havde set Linda Lee første gang.

Han kastede sig over Ninsei, så han spredte en gruppe slentrende sømænd til alle sider. En af dem skreg efter ham på spansk. Så var han kommet ind ad døren, og lyden slog sammen over ham som brænding, mens undertonerne dunkede dybt nede i maven på ham. En scorede en timegatons pletter i Panserkrig Europa, og en simuleret eksplosion i luften druknede spillehallen i hvid lyd, mens en holografisk ildkugle i grelle farver skød op i en paddehat. Han drejede til højre og løb op ad en trappe med umalede spånpladetrin. Han var kommet her engang med Wage for at diskutere en handel med illegale katalysatorhormoner med en mand, der hed Matsuga. Han kunne huske korridoren, det plettede gulvtæppe, rækkerne af ens døre, der førte ind til små bitte kontorbåse. En af dørene stod åben nu. En japansk pige i ærmeløs sort t-shirt kiggede op fra en hvid terminal. Bag hendes hoved hang en rejseplakat fra Grækenland med ægæisk blåt oversået med strømlinjede japanske tegn.

- Få sikkerhedsfolkene herop, sagde Case til hende.

Så spurtede han ned ad gangen, væk fra hende. De sidste to døre var lukkede og formodentlig låst. Han svingede rundt og hamrede sålen på sin nylonløbesko ind i den blålakerede kompositdør længst nede. Han smadrede igennem den, og den billige blikplade i den faldt fra den splintrede karm. Der var mørkt indenfor, den hvide kurve af et terminalkonsol. Så kastede han sig over døren til højre for den, med begge hænder om det gennemsigtige plasticdørgreb og maste indad med alt, hvad han havde i sig. Der var noget, der gav efter, og han brasede ind. Det var her, han og Wage havde mødtes med Matsuga, men hvad for et dækfirma, Matsuga end havde haft, var det væk igen forlængst. Ingen terminal, ingenting. Lyset fra baggyden bag spillehallen sivede ind gennem tilsodet plastic. Han kunne skelne en slangeagtig løkke af fiberoptik, der stak ud fra en vægkontakt, en dynge kasserede madbeholdere og en elektrisk ventilators bladløse motorcelle.

Vinduet var en enkelt plade billig plastic. Han vred sig ud af jakken, pakkede den sammen om højre hånd og slog til. Ruden revnede, men der skulle to slag mere til for at få den ud af karmen. Over det dæmpede kaos fra spillene, begyndte et alarmsignal at hyle, aktiveret enten af den knuste rude eller af pigen for enden af gangen.

Case vendte sig om, trak i jakken og trykkede cobraen ud i fuld længde.

Da døren var lukket, regnede han med, at hans skygge ville gå ud fra, at han var gået ind ad den dør, han havde sparket halvt af hængslerne. Cobraens bronzepyramide begyndte at vugge blidt; fjederstålskaftet blev sat i bevægelse af hans hamrende puls.

Der skete ikke noget. Der lød ikke andet end alarmsignalets svingende hylen, spillenes larm, hans hjertes hamren. Da frygten kom, var den som en halvvejs glemt ven. Ikke dexedrin-paranoiaens kolde, hastige mekanisme, men den simple, dyriske angst. Han havde levet så længe på randen af nervøsiteten, at han næsten havde glemt, hvad virkelig angst var.

Det lille indelukke var et af den slags steder, hvor folk døde. Han kunne dø her. Måske havde de pistoler...

Et brag fra den anden ende af korridoren. En mandsstemme, der råbte et eller andet på japansk. Et skrig, skinger rædsel. Endnu et brag.

Og fodtrin, uden hastværk, der kom nærmere.

Forbi hans lukkede dør. Stoppede op, mens hans hjerte slog tre hurtige slag. Og vendte tilbage. En, to, tre. En støvlehæl skrabede over tæppet.

Det sidste af den dumdristighed, de ottekantede havde givet ham, brød sammen. Han skød cobraen tilbage i skaftet og væltede over mod vinduet, blind af angst, med skrigende nerver. Han var kommet op, ud og faldt, før han var klar over, hvad han havde gjort. Stødet da han ramte sendte dumpe stænger af smerte op gennem hans skinneben.

En smal kile lys fra en halvt åben servicelem indrammede en dynge gammel fiberoptik og kassen til et kasseret konsol. Han var faldet med ansigtet ned over en våd spånplade. Han rullede rundt, ind i skygge af konsollet. Kontorvinduet var en kvadrat af svagt lys. Alarmen hylede stadig. Lyden var mere gennemtrængende her, hvor bagmuren dæmpede den brølende lyd af spillene.

Et hoved dukkede frem i vinduet, belyst bagfra af lysstofrørene i korridoren, og forsvandt igen. Det kom tilbage, men han kunne stadig ikke skelne trækkene. Sølvglimt hen over øjnene. - Pis, sagde en eller anden, en kvinde, med dialekten fra den nordlige del af Sprawl.

Hovedet forsvandt. Case lå under konsollen, mens han langsomt talte til tyve og rejste sig op igen. Han havde stadig stålcobraen i hånden, og det tog ham et par sekunder at komme i tanke om, hvad det var. Han haltede ned ad baggyden og undgik at træde for hårdt til med venstre fod af hensyn til anklen.

Shins pistol var en halvtreds år gammel vietnamesisk efterligning af en sydamerikansk kopi af en Walther PKK, med automatisk fremføring efter første skud og en meget stram aftrækker. Den brugte kaliber .22 riffelpatroner, og Case ville hellere have haft blyazid sprængkapsler end de simple kinesiske dumdumkugler, Shin havde solgt ham. Men det var da i hvert fald et skydevåben, og der var ni skud til, og da han gik ned ad Shiga fra sushiboden, holdt han om det i jakkelommen. Skæftet var af knaldrødt plastic, præget i et ophøjet dragemotiv, noget man kunne køre tommelfingeren hen over i mørke. Han havde smidt cobraen i en skraldespand på Ninsei og slugt en ottekantet til uden vand.

Pillen fik kredsløbene i ham til at lyse op, og han kørte på suset ned ad Shiga til Ninsei og videre over til Baiitsu. Han sagde til sig selv, han havde rystet skyggen af sig, og det passede ham fint. Han havde forskellige steder at ringe hen, forretninger at lave, og de kunne ikke vente. En husblok nede ad Baiitsu mod havnen lå en karakterløs tietages kontorbygning af grimme gule mursten. Vinduerne var mørke nu, men hvis man strakte hals, kunne man se et svagt lysskær oppe fra taget. Et utændt neonskilt ved hovedindgangen sagde BILLIGT HOTEL under en række japanske tegn. Hvis hotellet havde et andet navn, kendte Case det ikke; man omtalte det altid som Billigt Hotel. Man kom ind fra en sidegade fra Baiitsu, hvor en elevator stod og ventede i bunden af en gennemsigtig skakt. Elevatoren var ligesom Billigt Hotel noget, der var kommet til senere, klasket på bygningen og holdt fast med bambus og epoxy. Case gik ind i plasticstolen og brugte sin nøgle, en stiv umærket stump magnetisk tape uden.

Case havde lejet en kiste her på ugebasis lige siden han kom til Chiba, men han havde aldrig sovet på Billigt Hotel. Han sov billigere steder.

Elevatoren lugtede af parfume og cigaretter; elevatorstolens sider var skrammede og fulde af udtværede tommelfingeraftryk. Da elevatoren gled forbi femte sal, kunne han se lysene på Ninsei. Han trommede med fingrene på pistolskæftet, mens elevatoren satte farten ned med en stigende summen. Som altid stoppede den helt med et voldsomt ryk, men det var han indstillet på. Han trådte ud i den gård, der fungerede som en slags mellemting af en reception og en græsplæne.

Midt på det kvadratiske tæppe af grønt plasticgræs sad en japansk teenager bag et C-formet konsol og læste en skolebog. De hvide fiberglaskister stod stablet op, indrammet af et industrielt stillads. Seks rækker kister over hinanden, ti ved siden af hinanden. Case nikkede over mod drengen og haltede hen over plasticgræsset til den nærmeste stige. Gården var overdækket af billige laminerede plader, der klaprede i den kraftige vind og var utætte i regnvejr, men det var rimeligt svært at komme ind i kisterne uden nøgle.

Strækgitter-løbebroen svingede under hans vægt, mens han kantede sig frem hen langs tredje lag til nummer 92. Kisterne var tre meter lange, de ovale sluser var en meter brede, og de var lige lidt under halvanden meter høje. Han stak nøglen i sprækken og ventede på at huscomputeren skulle godkende den. Magnetiske bolte dunkede beroligende, og låget gled lodret op med knirkende fjedre. Lysstofrør tændtes flakkende, mens han kravlede ind og lukkede slusen efter sig og klaskede på det panel, der aktiverede den manuelle lås.

Der var ikke andet i Nummer 92 end en standard Hitachi lommecomputer og en lille hvid kølebox af skumplast. Køleboxen indeholdt resterne af tre tikilos plader tøris, der omhyggeligt var pakket ind i papir for at forsinke fordampningen og en laboratoriekolbe af aluminiumsvæv. Case satte sig på hug på den brune isoplastmåtte, der var både gulv og seng og tog Shins kaliber .22 op af lommen og lagde den på køleboxen. Så tog han jakken af. Kistens terminal var indbygget i den ene konkave væg, over for et panel med husreglerne på syv sprog. Case tog den lyserøde modtager af gaflen og tastede et Hongkongnummer efter hukommelsen. Han lod den ringe fem gange, før han lagde røret på igen. Hans køber til de tre megabytes varm RAM i Hitachien tog ikke mod opringninger.

Han tastede et Tokyonummer i Shinjuku.

En kvinde svarede et eller andet på japansk.

- Er Slangemanden der?

- Det var rart at høre fra dig, sagde Slangemanden, der tog telefonen på et ekstraapparat. - Jeg havde ventet en opringning fra dig.

- Jeg har den musik, du gerne ville have.

Han kastede et blik over på køleboxen.

- Det er jeg meget glad for at høre. Vi har et lille kontantproblem. Kan du lægge ud?

- Åh, mand, jeg står virkelig og har brug for de penge...

Slangemanden lagde røret på.

- Din lille lort, sagde Case til det brummende telefonrør. Han stirrede på den lille, billige pistol.

- Usikkert, sagde han, - det ser alt sammen meget usikkert ud i aften.

Case kom ind på Chat en time før solopgang, med begge hænder i jakkelommerne. I den ene holdt han den lejede pistol, i den anden aluminiumskolben.

Ratz sad ved et bord omme bagi og drak apollinaris af en ølkaraffel. Hans hundrede og tyve kilo dejagtige krop var lænet skråt ind mod væggen på en knirkende stol. En brasiliansk fyr ved navn Kurt stod ved baren og tog sig af en lille flok, mest tavse fulde mænd. Ratz plasticarm summede, da han løftede karaflen og drak. Hans glatbarberede isse var dækket af en hinde af sved. - Du ser elendigt ud, min artistven, sagde han og smilede, så man kunne se de våde ruiner af hans tænder.

- Jeg har det fint, sagde Case og smilede som et dødningehoved. - Superfint.

Han sank ned på en stol over for Ratz, stadig med hænderne i lommerne.

- Og du vandrer frem og tilbage i dit transportable beskyttelsesrum af sprut og speed, hvad? Isoleret mod voldsomme følelsesudslag, ikke?

- Kan du ikke dæmpe din interesse for mig lidt, Ratz? Har du set Wage?

- Isoleret mod angst og ensomhed, fortsatte bartenderen. - Prøv at høre på angsten. Måske er den din ven.

- Har du hørt noget om et slagsmål nede i spillehallen i nat, Ratz? Er der nogen, der er kommet noget til?

- En eller anden skør kugle knaldede en sikkerhedsvagt.

Han trak på skuldrene. - En pige, efter hvad de siger.

- Jeg må snakke med Wage, Ratz. Jeg...

- Ah.

Ratz' mund blev smal, den trak sig sammen til en enkelt linje. Han så forbi Case, hen mod indgangen. - Det tror jeg, du kan komme til med det samme.

Case så et pludseligt glimt af den shuriken i deres vindue. Speeden sang i hovedet på ham. Pistolen i hånden var glat af sved.

- Herr Wage, sagde Ratz og rakte langsomt sin lyserøde protese frem, som ventede han, man skulle trykke den. - Mig en fornøjelse. Det er så sjældent, man har den ære.

Case drejede hovedet og så op i Wages ansigt. Det var en solbrændt maske, uden særlige kendetegn. Øjnene var tankdyrkede søgrønne Nikon-transplantationer. Wage var iført et jakkesæt af metalblå silke og et enkelt platinarmbånd om hvert håndled. Han var flankeret af sine gorillaer, næsten ens unge mænd med arme og skuldre, der svulmede af indtransplanterede muskler.

- Hvordan går det så, Case?

- Mine herrer, sagde Ratz og tog det overfyldte askebæger fra bordet op i sin lyserøde plasticklo. - Jeg vil ikke have noget ballade her.

Askebægeret var af tykt, brudsikkert plastic og reklamerede for Tsingtao øl. Ratz knuste det roligt, skodder og splinter af grøn plastic faldt i en kaskade ned over bordet. - Forstået?

- Hej, skat, sagde en af gorillaerne, - kunne du tænke dig at prøve det nummer med mig.

- Du skal ikke gøre dig nogen ulejlighed med at sigte efter benene, Kurt, sagde Ratz i et konverserende tonefald. Case kastede et blik gennem lokalet og så brasilianeren stå oppe på bardisken og sigte på de tre med et Smith & Wesson skræmmevåben. Våbnets løb, der var lavet af en papirstynd legering, pakket med en kilometer glastråd, var bredt nok til at sluge en knytnæve. Man kunne se fem fede orangefarvede patroner i det skeletagtige magasin, subsoniske sandsækgelébomber.

- Teknisk set er den ikke dødbringende, sagde Ratz.

- Du, Ratz, så skylder jeg dig en til en anden gang, sagde Case.

Bartenderen trak på skuldrene. - Du skylder mig ikke noget. De her burde vide bedre.

Han så skulende på Wage og hans gorillaer. - Man knalder ikke nogen på Chatsubo.

Wage hostede. - Hvem er det, der siger noget om at knalde nogen? Vi vil bare gerne snakke forretninger. Case og mig, vi arbejder sammen.

Case trak sin .22 op af lommen og sigtede efter Wages skridt. - Jeg har hørt, du kunne tænke dig at rydde mig af vejen.

Ratz' lyserøde klo lukkede sig om pistolen, og Case slap grebet.

- Ved du hvad, Case, kan du lige fortælle mig, hvad fanden, der er i vejen med dig, flipper du ud eller hvad? Hvad fanden er det for noget pis med at jeg prøver at slå dig ihjel?

Wage vendte sig om mod fyren til venstre for sig. - I to kan gå tilbage til Namban. Vent på mig.

Case så til, mens de gik gennem baren, der nu var helt tom, bortset fra Kurt og en fuld sømand i khakitøj, der lå sammenkrummet om foden af en barstol. Smith & Wessson'ens løb fulgte de to hen til døren og svingede så tilbage for at dække Wage. Magasinet i Cases pistol faldt skramlende ned på bordet. Ratz holdt pistolen op i sin klo og rystede skuddene ud af kammeret.

- Hvem er det, der har fortalt dig, jeg ville knalde dig ned, Case? spurgte Wage.

Linda.

- Hvem var det, der sagde det, mand? Er der nogen, der prøver at lokke dig ud i noget?

Sømanden stønnede og brækkede sig eksplosivt.

- Se at få ham ud, råbte Ratz til Kurt, der sad på kanten af bardisken nu med Smith & Wesson'en liggende i skødet, mens han tændte en cigaret.

Case kunne mærke vægten af natten falde ned over sig som en sæk våd sand der væltede ned bag hans øjne. Han tog kolben op af lommen og rakte den til Wage. - Alt hvad jeg har. Hypofyser. Du kan få fem hundrede for dem, hvis du sælger dem hurtigt. Jeg skød resten af pengene i noget RAM, men det er væk nu.

- Er der noget i vejen, Case?

Kolben var allerede forsvundet ind under det metalblå revers. - Jeg mener, det er da fint, det her, så står vi lige igen, men du ser elendigt ud. Totalt flad. Du må hellere kravle et eller andet sted hen og sove.

- Ja.

Han rejste sig op og kunne mærke, hvordan Chat svajede rundt. - Nå, men jeg havde en halvtredser, men den gav jeg til en anden.

Han fniste. Han tog 22'erens magasin og den ene løse patron op og stak det i den ene lomme og pistolen i den anden. - Jeg skal lige over til Shin og have mit depositum tilbage.

- Gå hjem med dig, sagde Ratz og flyttede på sig på den knirkende stol med noget, der så ud som forlegenhed. -Gå hjem med dig. Artist.

Han kunne mærke, hvordan de betragtede ham, mens han gik gennem lokalet og puffede sig ud ad plasticdøren.

- Møgkælling, sagde han til det rosa lysskær over Shiga. Nede på Ninsei forsvandt hologrammerne som genfærd, og de fleste af neonskiltene var allerede kolde og døde. Han nippede til tyk sort kaffe fra en gadesælgers skumplastkrus og så solen stå op. - Smut med dig, skat. Sådan nogle byer som den her er for folk, der kan lide at ryge på røven.

Men det var heller ikke rigtigt, og han fandt det sværere og sværere at holde følelsen af at være forrådt varm. Hun ville bare have en billet hjem, og det kunne hun få for den RAM i hans Hitachi, hvis hun ellers kunne finde den rigtige hæler. Og det med den halvtredser; hun havde næsten afslået at tage mod den, fordi hun vidste, hun ville bøffe ham for alt, hvad han ellers havde.

Da han stod ud af elevatoren, var det det samme dreng, der sad ved skranken. En anden skolebog. - Min fine ven dér, råbte Case hen over plasticgræsset. - Du behøver ikke fortælle mig det. Jeg ved det i forvejen. Der kom en smuk dame på besøg og sagde, hun havde min nøgle. Pæn lille drikkeskilling til dig. Halvtreds nye, for eksempel, ikke?

Drengen lagde bogen fra sig. - Kvinde, sagde Case og trak en linje hen over panden med sin tommelfinger. - Silke.

Han smilede bredt. Drengen smilede tilbage og nikkede. - Tak, dit røvhul, sagde Case.

Ude på løbebroen havde han problemer med låsen. Hun havde ødelagt den, da hun rodede med den, tænkte han. Amatør. Han vidste, hvor man kunne leje en blackbox, man kunne åbne alt i Billigt Hotel med. Lysstofrørene tændtes, da han kravlede ind.

- Luk den luge meget langsomt, min ven. Har du stadig den lille pistol, du lejede af tjeneren?

Hun sad med ryggen til væggen i den anden ende af kisten. Hun havde trukket knæene op og hvilede håndledene på dem; en pileskyders lille peberbøssemunding stak ud fra hendes hænder.

- Var det dig nede i spillehallen?

Han trak lågen ned. - Hvor er Linda?

- Tryk på knappen til låsen.

Det gjorde han.

- Er det din pige? Linda?

Han nikkede.

- Hun er væk. Tog din Hitachi. Frygtelig nervøs pige. Hvad så med den pistol, mand?

Hun havde spejlglasbriller. Hendes tøj var sort, hende sorte støvlehæle gravede dybt ned i isoskummet.

- Jeg leverede den tilbage til Shin og fik mit depositum igen. Solgte kuglerne tilbage til ham for det halve af det, jeg selv har givet. Vil du have pengene?

- Nej.

- Vil du så have noget tøris? Det er alt, hvad jeg har lige for øjeblikket.

- Hvad gik der af dig i aften? Hvorfor lavede du det nummer nede i spillehallen? Jeg blev nødt til at ordne en lejestrømer, der kom efter mig med sine nunchucks.

- Linda sagde, du ville slå mig ihjel.

- Sagde Linda? Jeg har ikke set hende for mine øjne, før jeg kom herop.

- Arbejder du ikke for Wage?

Hun rystede på hovedet. Det gik op for ham, at brilleglassene var kirurgisk implanteret, så de lukkede for øjenhulerne. Sølvlinserne så ud som om de voksede frem af glat, bleg hud over kindbenene, der var indrammet af det mørke hår, der var klippet i en tjavset frisure. Fingrene, der knugede om pileskyderen, var slanke og hvide, med bourgognerøde lakerede negle. Neglene så kunstige ud. - Jeg tror, du flipper helt ud, Case. Her kommer jeg, og så passer du mig bare ind i dit billede af virkeligheden.

- Nå, men hvad vil du så have, dame?

Han sank bagover mod lågen.

- Dig. Et styk levende krop, en hjerne, der stadig er mere eller mindre intakt. Molly. Case. Mit navn er Molly. Jeg samler dig ind til den mand, jeg arbejder for. Han vil bare gerne snakke med dig. Der er ingen, der vil gøre dig noget.

- Det var da godt.

- Men engang imellem kan jeg godt gøre nogen noget, Case. Det er sikkert bare sådan, jeg er skruet sammen.

Hun havde stramme sorte handskelæderbukser på og en stor sort jakke af et eller andet matteret stof, der så ud som om det sugede lyset til sig. - Hvis jeg lægger pileskyderen her fra mig, vil du så slappe lidt af, Case? Du ser ud, som om du kan finde på at tage nogle dumme chancer.

- Så så, jeg er meget nem at have med at gøre. Helt ligetil. Ikke noget problem.

- Det er jeg glad for, mand.

Pileskyderen forsvandt ind i den sorte jakke. - For hvis du prøver på at tage røven på mig, så tager du en af de dummeste chancer, du har taget i hele dit liv.

Hun rakte hænderne frem med håndfladerne op og de hvide fingre spredt lidt ud, og med et næsten lydløst klik gled ti dobbeltslebne, fire centimeter lange skalpeller ud af deres skeder bag de bourgognerøde negle.

Hun smilede. Knivene gled langsomt ind igen.