Det passede ikke ind i min selvopfattelse, at jeg var sådan en, der havde højdeskræk, så det måtte jeg se at gøre noget ved. Nogle måneder efter var jeg i Firenze, På en måde var det nemmere, nu hvor jeg ikke var derhjemme. Måske foresvævede der mig noget om, at hvis jeg faldt ud, ville jeg være mere anonym,

De har en domkirke i Firenze. Denne domkirke har en meget høj kuppel, der udvendig er belagt med røde sten. Man kan komme helt op under kuplen. Når man kommer op, er der en løbegang hele vejen rundt. Der er måske 140 meter ned til gulvet dernede. Der er selvfølgelig et rækværk, men det er så nogenlunde i knæhøjde, så hvis man bliver svimmel, kan man sagtens tippe over kanten.

Der begav jeg mig op. Man skulle op ad en ugudelig masse smalle trapper for at komme helt op, og man var jo ikke alene. Horder af glade turister med svingende kameraer maste og aste sig op og puffede en i røven bagfra, så det var bare med at følge med. Øverst var der ligesom en glug, man skulle igennem, og så stod man der på løbegangen. Nu skulle det være. Er man mand eller mus?

Jeg gik kækt ud og fortsatte nogle skridt. Så kom jeg til at kigge ned. Det skulle jeg ikke have gjort.

Hele domkirken blev til én, kæmpestor sugende mund. Og det var mig, den ville sluge. Jeg kunne mærke blodet suse i ørerne. Det flimrede for øjnene. Langsomt blev mine knæskaller forvandlet til kit, og jeg sank ned.

Jeg var kommet så langt, at der ikke var nogen  mening i at gå tilbage. Desuden kunne jeg kun komme tilbage, hvis jeg gik uden om alle de turister, der var på vej lige efter mig. Og hvis jeg gik uden om dem, på ydersiden, ville der ikke gå et minut før jeg skvulpede ud over kanten.

Så jeg kravlede. På alle fire kravlede jeg frem med blikket stift rettet mod gulvet. Japanske turister trådte mig over fingrene, men jeg bed smerterne i mig og fortsatte, til jeg i blinde var kommet helt rundt og kunne kravle gennem gluggen til trappen og kante mig ned igen, drivvåd af sved.

Halvandet år senere havde jeg sammen med nogle andre købt et sejlskib, en gammel skonnert, der var bygget i Marstal i 1903. Vi sejlede skibet gennem Kielerkanalen og over Nordsøen til England. Et sejlskib har sejl, og sejlene sidder på master. Masterne er høje. Sejlene skal tages ned og sættes op igen hvert andet øjeblik. Det kan man kun gøre, når man kravler op i masten.

Jeg var jo ikke med som passager, så jeg kravlede. Ned med kludene. Op med dem igen. Skibet gyngede imens, det gjorde det ikke nemmere. Det var midt om vinteren, der var glat og vådt og tiliset alle vegne. Men der var ikke andre, der tog sejlene ned for os.

En aften sad jeg nede i kahytten og drak kaffe. Så slog det mig pludselig. Jamen, havde jeg ikke højdeskræk engang? Nåh jo, det havde jeg vist. Havde jeg det nu? Næ. Hvorfor ikke? Jo, fordi nu var det jo noget andet. Nu var det noget, der bare skulle gøres. Og så gjorde man det da.