Den første bog, jeg udgav under pseudonymet Mikkel Fossmo, fik gode anmeldelser og Kunstfondens produktionspræmie. Det sidste blev et par anmeldere meget fortørnede over. De præmier skulle jo gå til deres egne små kæledægger, som de selv havde formet og modelleret.
Forlaget tog pænt mod Fossmo-manuskript nummer 2, selv om den moderlige forlagsredaktør, der troede jeg var en ung mand, der sad i Venezuela, opfordrede mig til at komme hjem og finde ind i det rette miljø, for "de unge er så gode til at hjælpe hinanden frem". Ja, sådan er det jo, som Vestager ville have sagt.
Bog nummer to, "Muldvarp og pelikan", udkom og fik en begejstret modtagelse af lektøren, af Sissel-Jo Gazan i Femina og et par steder på Nettet. Men der kom ingen anmeldelser i dagbladene. Ikke én, og det er ret uhørt for en udgivelse fra Gyldendal-gruppen. Så jeg formoder, at de fortørnede anmeldere har besluttet, at også Fossmo skulle ties ihjel.
Næste gang, jeg henvendte mig til forlaget med en Fossmo-bog fik jeg afslag med den udtrykkelige og eksplicitte begrundelse, at der ikke havde været nogen dagbladsanmeldelser, og at salget derfor ikke havde været tilfredsstillende.
Den lære, man kan drage af Fossmo-projektet, er derfor: At den første bog udkom, selv om forlagsgruppen havde sagt nej til alt, jeg havde sendt ind de sidste tredive år - at man gerne ville udgive noget, jeg havde skrevet, hvis der stod et andet navn på bogen - viser efter min mening, at forlaget ser mere på navnet end på bogen.
Og den lære, man kan uddrage af Muldvarpens levnet og endeligt er, at det ikke er nok, at man ikke er fravalgt - sådan som jeg er fravalgt under mit eget navn. Man skal også være tilvalgt. Man skal have anmeldernes gunst, og den får man kun gennem det, der så smukt kaldes networking og også bærer navnet nepotisme.
 
 
 

Anmeldelser

Mikkel Fossmo debuterede i 2007 med den sprogligt særdeles veloplagte digtsamlig Vækstlaget. Den nye samling følger i den førstes fodspor og præsenterer læseren for en stribe sprudlende og ofte meget morsomme digte om alt mellem himmel og jord.. Mikkel Fossmos digte vækker mindelser om både Benny Andersen, Dan Turèll og F.P. Jac. Desuden kunne mange af de skarpe iagttagelser i teksterne lede tankerne i retning af satirikerens hvasse hudfletning af sin samtid og dens sære skikke… Blandingen af genkendelighed og uforudsigelig magi i digtene skaber en slagkraftig helhed, som uden tvivl vil holde til mange gennemlæsninger.
Lektørudtalelse

Her i årets sidste boganmeldelse skal der gøres opmærksom på en lille digtsamling, der på samme tid er humoristisk og alvorlig og med perspektiv. En digter, der bestandig - med en overraskende sprogbrug - kan få os til både at le og tænke over, om tingene nu også er det, de giver sig ud for at være…
Mikkel Fossmo er helt og holdent sin egen, men bl.a. Piet Hein, Benny Andersen, Dan Turéll dukker op i tankerne…Mikkel Fossmo ser livet i Danmark gennem helt sit eget prisme. Måske skyldes det, at han er bosat i
Venezuela og kan se og opfatte noget, som vi andre, der muldvarper os rundt, ikke helt har fået øje på
(Paul Hegelund i DKNyt)

Der ligger måske noget interessant i det, at Fossmo er bosat i Venezuela. I hvert fald er det svært at få øje på unge digtere i Danmark, der skriver så løjerligt frækt som ham.
Som digter kan han minde om en vittighedsfortæller, men med et langt større register.
Man kan få fornemmelsen af, at tonen er indstillet på let og tør underholdning, men der er hele tiden en lurende skyggeside med i linjerne. Han kan dreje af, når det passer ham og tage en omvej gennem et par drømmende linjer. På den måde bliver stilen så uambitiøst opløftende.
Det kan ligne et eksperiment for Fossmo at se, hvor langt han kan gå som spradebasse i sproget og få digtene til at vibrere med den løse sludrende fortælling. På den måde virker bogen hele tiden frisk og grænsesøgende.
Sentura

Med stor spændstighed, inderlig flabethed og en perlerække af dybt originale sprogbilleder, tager lyriker Mikkel Fossmo læseren med ud på en hæslig, smuk og latterfremkaldende rejse i sin nye digtsamling Muldvarp & Pelikan.
Man slår en skraldende havnearbejderlatter op, som man ikke anede man havde i sig, man kniber en tåre, man rynker en pande.
Jeg elsker, når lyrik er hands-on og formår at skabe historier i læseren på lige fod med en god roman. Det er så blæret! Få sider, næsten ingen ord, og alligevel bliver de store, arkaiske historier foldet ud.
Og samtidig kan lyrik noget, som kun de færreste romaner kan. Piske med ord og pløkke med sømpistol, så der bliver prikket hul på ellers utilgængelige poetiske lag. P.t. gør Mikkel Fossmo netop det bedre end nogen anden dansk digter. Jeg er fan.
Sissel-Jo Gazan Femina (6 F’er – højeste karakter)
 
 

Uddrag af bogen

.
Sol

Nybodergule domkirke
med det hule tårn
hvor klokken hænger
stum af bronze
Pladsen belagt
med små buttede brosten
lige til bide i
Alle mennesker klamrer sig til skyggerne
glider langsomt frem
som fisk i et akvarium
fyldt med flydende lys
Over kirke og klokke
brosten og mennesker
solen
Aztekisk i sin gru
skraber den en kniv
over øjeæblet
Dens stråler
bleger kraniet
under issehuden.
 

Hørt i bussen

Hun sidder i den anden ende af bussen,
men jeg skal love for, at den pige har gode lunger.
Det er ikke bare det, der er udflåd,
men det at det er så klumpet,
runger hun hjerteligt til mobilveninden
så ruderne klirrer i bussen hele vejen ned.
Det ligner italiensk salat.
Her sidder jeg og læser Aarestrup; det er ikke fair konkurrence.
Decembermånens kugle med skyen sig bedækker. Og som en streng på buen langtude isen knækker
A hva, sagde han. At det var mig han havde det fra.
Det er fucking ham, der har smittet mig. Ja, jeg sagde også, han godt ku fucke off.
og lang og spydig hænger en istap fra altanen.
Det viser sig, hun også har haft et alvorligt maveonde.
Og kan du vel forlange mer stilhed, mere øde
Og klamydia oven i hatten. Så det var bare fucking too much. Så jeg kom kun gennem det fucking lort, fordi jeg tror på Gud. På GUD, for helvede, ikke på Knud, er du døv, din spasser?
Formanden for Forlæggerforeningen skrev i en kronik i går, at den smalle litteratur har trange kår.
Jamen, manden har jo fuldkommen ret.
 

Det var sådan, det begyndte

Jeg kan forestille mig det begyndte en dag i Himmelen.
Et kæmpemæssigt åbent kontorlandskab
med billeder af de forskellige galakser på væggene
og udsigt til evig fryd ud ad alle vinduerne.
De har siddet i afdelingen for mindre planeter og kedet sig,
men pludselig kommer Gammelfar Himself og kigger ind.
- Hvordan går det nede på Jorden, har han så spurgt. - Jeg har ikke haft noget med den at gøre siden de sømmede min søn op på et par brædder. Er den der endnu?
- Ja ja, siger kontordamerne. - Det er den da. De er ganske vist ved at gå til i lort, men så har vi en Plan B om at lade myrerne overtage resterne, så det flasker sig.
- Nå, men jeg er i godt humør, siger Gud. - Jeg giver et mirakel. Find et eller andet tilfældigt kræ dernede. Så får han et af dem i Klasse A plus med creme og roulade. Skidt pyt, de sidste de fik var alligevel ikke andet end klipper med indlagt vand og et par ildsøjler i ørkenen, så lad bare et par af dem få den store tur i karussellen.
Og så har de siddet dér med lukkede øjne og talt ælle bælle og pludselig pegede de ned på mig.
Og så implanterede de en dybvandsbombe af følelser langt inde i mig. Og ganske langsomt eksploderede den i vild lykke og undren.
Og dér stod du og så på mig med præcis samme måbende udtryk i øjnene som mig. Her havde vi vadet rundt i masser af år uden at møde hinanden.
Og så var vi der bare. Lige over for hinanden. Og inde i hinandens liv. Hvor vi havde været siden Big Bang var et lille pift.
- Novra, sagde vi så i munden på hinanden. Og meget mere var der heller ikke at sige om den sag.

Himmel over Hammel

Da Thormod fra glycerinfabrikken
ved høstballet 1878
klemte en svedig snotklud
op i armhulen
fordi færten af karlfolk
efter sigende gav kællingerne kriller
anede han ikke, hvad han gik ind til.
Denne forførende himmel over Hammel
hyld og høstakke
Thormod og Vera
Vi lader dem ligge og baske
Og som direkte følge af snotkluden
sidder jeg på en bænk
og ser en pelikan
lette fra en stolpe
med næbposen tung af fisk
Hvem havde siddet her
i stedet for mig,
hvis Vera den aften
var tæt og stoppet i næsen?
Det kunne være en sømand fra Haiphong
der så samme fugl flyve
og i stedet for at mumle "pelikan"
mumlede "chim bo-nong".
Mens jeg
tynget ned af sild
spændte vingemusklerne til det yderste
 

Kravlenisser

Hvert år i december lå de på lur
og hvert år i december slap min mor dem ind.
Jeg har sat kravlenisser op i hele stuen, sagde hun.
Det er nu så hyggeligt. Tænk, jeg har haft dem med fra mit barndomshjem.
Det er ikke rigtig jul uden dem.
De hang som fugleederkopper på billedrammer og reoler.
De glinsede af ondskab og mordlyst
Deres smil var sprækker ind til mørket
Jeg gik på wc for at undgå dem
og en hvid kvast stak ud af medicinskabet.
Jeg kunne ikke nænne at sige det til min mor.
Om natten lå jeg med krampagtigt lukkede øjne
og hørte dem pusle.
En nisseklo hagede sig ind gennem dørsprækken
de gnæggede forventningsfuldt under sengen.
Lige når jeg var ved at falde i søvn
kom de kravlende ind over mig
og deres ånde lugtede
af smeltet smør og vandgrød.
Jeg er aldrig sluppet af med dem
Hver gang jeg blev forelsket
lurede tophuen på bunden af hendes blik.
Så var de der igen, de ville kravle ind i mine tanker
tage bidder af mine drømme.
Det var nok derfor jeg flygtede ud i verden
hvor ingen har hørt om kravlenisser,
Crawling goblins? Really? Very interesting, siger folk
mens de tænker: Æder han også ringsæler rå
og pudser næse i dugen?
Jeg trak vejret dybt, hørte palmerne rasle på stranden
den hvide og nissefri strand.
Men når jeg engang imellem kommer hjem
er de der allerede i Kastrup.
Ha ha, Mikkel, kan du mærke det prikke i huden?
Nu kommer vi kravlende
kravlende
kravlende
 

Myresluger

Der er mange ting, sproget savner ord for.
For eksempel den sammensatte fornemmelse man får, når man ser på en myresluger.
På den ene side et stænk af misundelse og længsel.
Tænk at labbe rundt der og sutte myrer i sig. Ingen bekymringer i verden. Hverken med værnepligt eller skat. Hvis myreslugere møder op på session, bliver de afvist på forhånd. Man har aldrig hørt om at kongens foged kommer med en låsesmed og vader ind til en myresluger. De har ikke betalt til tiden, har De nogen værdier vi kan skrive op, jaså, ikke andet end en lille myretue... Javelså...
Ingen bekymringer i verden. Og når den ene myresluger møder den anden, så er det de grundlæggende ting i livet, de snakker om. Var det en god aften i går? Fik du nogle gode myrer? Er du gal, mand, en hel liter af de røde skovmyrer, så den fik så hatten passede. I dag nøjes vi med lidt gule engmyrer.
Et misundelsesværdigt liv. Men så på den anden side, ingen glæde over solnedgangen. Hvordan lyder Telemann i ørerne på en myresluger? Sikkert som oldenborrers kradsen. Hvordan opfatter en myresluger en digtsamling af Trakl? Som et sært hylster man kan prøve at sutte på for at se om der sidder en myre i bindet.
Så følelserne ved at se en myresluger er en af de ting, sproget ikke har ord for.
En anden er min angst for døden.
En tredje er min kærlighed til dig.