"Morgensol og glasskår" udkom på Gyldendal i 1963.

                                                                                                Morgensol og glasskår som e-bog

                                                                                           Læs hele bogen som PDF-fil på Scribd

                                                           Anmeldelser
 
 

Der er både en nøgtern, skarp beskrivelse og en stilfærdig protest i bogen. Den er på en måde Knud Sønderbys "Midt i en jazztid" rykket tredive år frem i t iden... Sammenligningen med Knud Sønderby kan også holde et stykke, når det gælder Arne Herløvs evner som kunstner.

Hakon Stangerup - BT

Nu ved vi lidt mere om hvad der foregår rundt omkring på de små værelser og de små værtshuse.

Klaus Rifbjerg - Politiken

Foreløbig vil vi først og fremmest prise Herløv Petersen for hans vid. Det spænder fra det dramatisk direkte til det underfundigt indirekte.

Leif E. Christensen - Aktuelt

Arne Herløv Petersen, der er 20 år, må vække beundring ved den afstand, han er i stand til at lægge mellem sig og sine personer... Hans bog er.. en vittig analyse af et ungt miljø.

Stig Krabbe Barfoed - Aalborg Stiftstidende

Romanens kunstneriske utformning, dens rent fonetiske dialog og gjengivelser, og selve måten den er skrevet og komponert på, er ganske utmerket. Den som blir sjokkert over forfatterens blomstrende underlivsspråk får heller bli det.

Ragnar Kvam - Verdens Gang

Yderst ringe... Jeg havde i grunden bedre tanker om de unge atomdemonstranter.

Pastor N.J. Rald - Kristeligt Dagblad
 
 

1

Han sad krumbøjet, med hodet halvt skjult i sin store sweater foran nedgangen til Nørreport Station. En mængde forædte duer vraltede afsted mellem benene på ham og sked på hans sko.

Solen skinnede alt for klart, med et antiseptisk søndagslys. Armbåndsuret var gået i stå, han havde glemt at trække det op, men uret på Nørreport Station viste ti minutter over fem. Det var nu, hundrede tusinde folkevogne og citroënvarevogne med papegøjeplader var på vej hjem ad Strandvejen, stoppet til bristepunktet med søvnige og urimelige unger og tomme thermoflasker. Langsomt rejste han sig. Han ku føle hjernemassen skille som sur mælk, da han svajende gik hen til en lille hvid vogn, hvor der solgtes popcorn og jordnødder.

- Mjåfå non jordnødder, mumlede han og gravede besværligt i alle lommerne efter penge.

- Saltede eller ikke saltede? spurgte damen. Hun flyttede hodet lidt tilbage, og et lille krøllet smil ormede sig hen over hendes læber. Hun så ud som om hun var ved at blive kvalt af den tunge spritbrise der stod ud af gabet på ham.

- Kom De bare noget salt på, lille dame, sagde Jakob, vluta for pengene, ikk'osse?

Han fniste tåbeligt og gravede 97 øre i småpenge frem fra højre bukselomme. De lå fedtede og snuskede på den tyndslidte gummimåtte.

- Der mangler tre øre, konstaterede damen.

- Mjik nok skylde dem?

Det måtte Jakob gerne. Han grinte åndssvagt-venligt over til smørrebrødsmanden, der grinte igen. Han havde faderlige øjne og så ud som om han tænkte: Akja, de stormfulde ungdomsdage. Jeg var pinedød heller ikke noget søndagsskolebarn.

Med pinlig omhu, for ikke at virke beruset, gik Jakob tilbage til sin bænk. Næsten alle nødderne faldt ned på jorden, da han forsøgte at åbne plasticposen.

Plasticposer er ikke beregnet til at blive åbnede. De skal bare ligge på disken og se forbrugerrigtige ud.

Alle duerne væltede sig hen over benene på ham og åd hans jordnødder. Han hældte de sidste direkte fra posen ind i munden. Saltet var modbydelig bittert.

Nogle duer flaksede op og satte sig på skuldrene af ham. Han børstede dem af og rejste sig igen.

Pladsen gyngede lidt op og ned i kanten, som en mønt man har kastet, men tilsidst lå den nogenlunde stille.

Langsomt, værdigt gik han op ad Frederiksborggade. Ved Søtorvet svingede en knallert til højre, lissom han sku over. Han havde gået og kikket ned i asfalten hele tiden, men nåede lige at hoppe fremad. Forhjulet snurrede rundt, skrabede ham på det ene ben. Han havde fået mandens ene albue hårdt ind i ryggen.

- Hvon fan er det du fumler rundt? sagde knallertkøreren, chokeret og fortumlet endnu.

Jakob stirrede på ham med et stort tomt mongoleransigt.

Hans øjne blev lyseblå af foragt og han hævede øjenbrynene. "Bonderøv", tænkte han, men han sagde ikke noget.

Hovedrystende kørte knallertmanden videre.

Nogle friske unge mennesker roede ind under broen. De havde lange solbrændte arme med hvide hår på. Solbriller og åbentstående bluse. Jakob gik langsomt videre, mens han gnubbede sig mellem skulderbladene hvor han var blevet ramt.

Omsider nåede han hjem til Frederik d. VII.s gade, hvor han havde lejet et værelse. Det var møbleret med verdens mest elendige mølædte klunkesofa med blankslidte årtusindgamle fedtpletter og små huller overalt. Desuden var der et poleret bord med ben, drejet af en schizofren snedker i en fjern fortid. En bedrøveligt sammenfaldet lænestol med meget individuelle fjedre komplementerede møblementet.

Han betalte 165 kroner om måneden for det, og var egentlig ganske glad for at have sit eget sted at være. Hjemme var væggene af pap og han havde delt værelse med sin fjortenårige lillebror. Det var meget upraktisk når man havde pigebesøg.

Heldigvis havde Jakob egen indgang fra køkkentrappen og hans vært var halvgammel og meget fredelig, så der var alle muligheder for at holde interessante små selskaber på hans værelse. Engang havde der været seksten: Det havde mindet ham om amerikanske collegestudenters kappestrid om at proppe flest mulig ind i en telefonbox.

Han stod og svajede frem og tilbage på den skimlede køkkentrappe og forsøgte at låse døren op. Sommetider holdt han fast på nøglen med begge hænder. Så måtte han pludselig holde sig på panden eller maven med den ene hånd, og så fandt han på også at holde på dørhåndtaget.

- Ved lejlighed burde jeg få låsen og nøglen magnetiseret, tænkte han, det ville gøre det hele nemmere.

Hele opgangen drev af fugt, og man ku lugte at dem ovenpå skulle ha noget med kål til middag.

Gennem en støvet rude ud til gården ku han se et hjørne af himlen. En stor svedig sky knugede månen sammen, så kun små afbidte stumper skinnede frem.

Nogle unger løb rundt mellem tørrestativerne og legede ettagfat. Deres rungende søndagsstemmer blæste ind mod ham.

Omsider lykkedes det ham at komme ind i sit værelse. Han stod lidt og overskuede situationen. Gulvet var gråt og støvet. Øletiketter og glasskår var trampet ned. Nogle knuste glas var af en eller anden betænksom sjæl blevet fejet ind under sofaen.

En skov af tomme flasker groede op af bordet. På den sofa han plejede at sove på, var puderne kastet rundt mellem hinanden og en eller anden havde fisket hans lagen frem. Nåja, det var Torsten der sku lege spøgelse.

Der havde været en 7-8 mennesker deroppe lørdag aften. Noget skulle man jo lave, når man havde arbejdet en hel uge og det var alt for dyrt at gå på værtshus. Desuden ku man ikke råbe så meget op og ha det så skægt som hjemme.

Han erindrede vagt, at han havde fulgt en eller anden pige ned til stationen engang imorges. Han havde hele aftenen forsøgt at tackle hende og alt hvad han havde fået ud af det var et farvelkys.

Han ku ikke huske hvordan hun så ud, eller hvor hun var kommet fra, men han havde en uhyggelig fornemmelse af at hun havde været ganske enestående grim. Alle de piger der så nogenlunde ordentligt ud var optaget.

Der var en del sjatter tilbage: dovent øl og endda noget rødvin. Træt hældte han det hele ud i vasken, bare at tænke på rødvin gav ham sure opstød. Alle de glas der ikke var blevet knust stablede han op ved siden af. Der stod endnu nogle uvaskede glas fra sidste lørdag. Jaja, en af dagene måtte han se at få vasket op lidt. Måske sku gulvet osse ha en omgang. En eller anden dag.

Han bevægede sig langsomt. Da han hældte sjatterne ud, kom han til at se sig selv i spejlet. Huden var grønlig og hang løst. Hans hals var foldet som en skildpaddes. Han stak tungen ud og så på den, den var helt groet til og grå og væmmelig.

Øjnene var meget lyseblå og rundt om iris næsten lyserøde. Hjertet hamrede fuldkommen vanvittigt. Der var små modhager på hans hjerne ag lange metallodder faldt hele tiden ned gennem ham og stødte mod mavesækken.

Med slæbende sutteskoskridt gik han hen og satte sig i den lillabrune sofa. Han pressede en hånd mod brystet og efter at trukket uret op, tog han sin puls. Hundredeogtyve.

Guvé hvornår de sidste var gået. Der var en to-tre stykker tilbage endnu da han gik ned til stationen ved syvtiden.

Han nøs et par gange og gravede fortvivlet rundt efter et lommetørklæde. Det sku ikke undre ham hvis han osse var blevet forkølet af at ha siddet på en bænk i ti timer.

Heldigvis var der ingen der havde brækket sig denne gang. Det var værre sidst.

Langsomt, mismodigt klædte han sig af. Efter at skoene var dumpet ned på gulvet sad han længe og stirrede trist på sine flossede tånegle.

Da han lukkede øjnene gyngede værelset langsomt rundt og store mørke gardiner af søvn strømmede nedover ham.

2

Der var diskussion om atomvåben i Studentersamfundet.

De fleste i kresen var gamle kampagnefolk: græd ikke mere når Scharnberg talte.

Henrik var den ivrigste af dem allesammen. Han havde taget en middelmådig studentereksamen i juni og bestilte ingenting nu. Sommetider sad han nede på kontoret og tog mod telefonbesked med en overlegen mine som en ældgammel byrokrat. Når én ringede derned og ville tale med hans sidemand ved skrivebordet, sagde han ikke: "Et øjeblik, nu skal jeg kalde på ham," men "Nu skal jeg stille Dem om" og uden at sige et ord til sin sidemand, stillede han samtalen om, så den andens telefon, halvanden meter fra hans egen, ringede.

Ellers gik størstedelen af Henriks tid med at rakke rundt i byen på sin gamle skrammede velosolex, der var overklistret med mærkater. Jørgen og Jakob var mere moderate. De gik mest med mærket fordi det så så pænt og designet ud. Og Jakob styrtede ud på alle marsjer for at finde piger af den rigtige kampagnetype. Æventyr på fodrejsen. Endelig var der Torsten, der slet ikke var med. En historiker bør ikke interessere sig for politik, sagde han, så kan man ikke være objektiv. Og for marsjerne havde han kun foragt tilovers. "Børnekorstog" snærrede han bare.

Men Jakob havde fået trukket ham med til denne diskussion ved at love, at der kom en mængde piger med løsthængende hår, håndtegnede anorakker og sundhedssandaler.

- Hej, hvor er så alle de forpulede piger, sagde Torsten, hvad fanden er det for en samling små fortyggede underskolepiger, der sidder her?

- Njae, det er måske ikke den helt store aften i aften.

- Wow, der er sgu én der. Jakob, mand. Se hende der. Lad os sætte os ved siden af hende.

- Det dér. Det kan du da ikke mene. Nåja, så kom da.

På første række sad en lille mørkhåret pige ved siden af en meget hæslig veninde.

Det synes at være noget af en naturlov, at pæne piger altid har meget grimme veninder. Måske fordi de derved kan stille sig selv så meget desto mere i relief.

Jakob satte sig først ind, lige ved siden af den mørkhårede, mens Torsten måtte nøjes med pladsen ved siden af ham igen.

Jakob kiggede nærmere på pigen. Han lagde mærke til, at hendes hår ikke var løsthængende, men sat op med clips der skinnede. Det så frygtelig grimt ud, syntes han.

Hendes ansigt var heller ikke det helt store. Hun havde meget pæne øjne, nærmest blå, men næsen var for kort og spids. Det bedste ved hende var næsten hendes tøj. Hun havde en mørkeblå fløjlskjole på og rundt om halsen hang en lille udhamret messinghånd i en lang kæde. Ved siden af hende på stolen lå hendes skuldertaske. Den var overmalet med et meget stort kampagneemblem og indskriften "Holbæk - København. 1960. 1961. 1962".

Så det var altså en veteran. Eller en pralhals.

Pigen kikkede kort op på de to nyankomne, men så så uinteresseret væk igen.

Hun gravede ned i sin skuldertaske og fandt et stort rødt æble frem. Efter at ha taget en enorm bid rakte hun det over til sin veninde. Jakob fulgte lidt hypnotiseret det glødende æble. Veninden, der var lyshåret, havde en klumpet næse og snuskede øjne, der fik ham til at mindes sin sidste lørdagspige. Hun tog æblet, huggede en lille musebid i sig og rakte det tilbage til den sorthårede.

Hun kikkede over på Jakob.

- Ha en bid? tilbød hun.

- Mnn, tak. Han tog en forsigtig bid for ikke at virke grådig og rakte det tilbage.

Ved nærmere eftertanke var hun alligevel ikke helt dårlig, den lille. Hun ku ikke være ret gammel. Han bedømte hende til omkring femten-seksten år. Det var naturligvis en fordel. Hans lolitakomplex var legendarisk i kresen.

- Været med i kampagnen længe? spurgte Jakob intelligent og nikkede ned til hendes skuldertaske. Kender du en fyr der hedder Henrik Enevoldsen.

- Nn, stort brød, ikke? Han sidder inde på kontoret.

- Det er en af mine bedste venner. Har du kendt ham længe?

- Både og. Jeg kom sammen med ham engang.

Der fulgte nu en længere samtale om Henrik, der kun interesserede Jakob for så vidt som han ku bruges som konversationsmateriale. Heldigvis ku Jakob huske et par næsten ukendte historier om underlige ting Henrik havde lavet til fester og han fortalte dem med stor fryd.

Der var fx. dengang han var med til en fest hos Anders, ude i villaen i Jægersborg. Anders' far kom hjem ved 1-tiden og gik ind for at hilse pænt på gæsterne og trykke dem i hånden.

- Goddag, unge mand, sagde han til Henrik og greb ham fast og venligt i hånden.

- Brwahp, sagde Henrik og brækkede sig ud over mandens jakkesæt. Siden den tid tillod Anders' far kun hvad han kaldte "stuerene mennesker" at komme i sit hjem. Dette udelukkede både Henrik og Torsten, mens Jørgen flittigt kom derude og drak Anders' whisky. Da diskussionsdeltagerne, en konservativ og en SF-folketingsmand, ankom, hviskede Torsten misundeligt.

- Den klarede du sgu godt. Vil det sige at jeg skal tage hende det hæslige stativ?

- Jeg er da ligeglad, hviskede Jakob tilbage. Tag du bare hende den lille.

Da mødet var forbi sagde Torsten meget højt:

- Nå, skal vi lige gå et smut over i Rådhuskroen?

Og med et af sine bekendte tandsmil sagde han til pigerne:

- Har I forresten ikke lyst til at gå med? og det lød næsten som om det var en guddommelig inspiration, der lige var dukket ned i ham.

- Det vil jeg da gerne, sagde den grimme pige. Hvad sir du?

- Nåja så. Men jeg skal være hjemme snart.

- Hvad hedder du forresten? sagde Torsten til den grimme.

- Else.

- Og du?

- Mette.

- Udmærket. Let's go.

De gik ned til Rådhuskroen ad de gamle snoede gader, forbi spændende pibebutikker, der fik Torsten og Jakob til at udveksle et par kenderbemærkninger.

De kom osse forbi en butik med præservativer. Som regel stod de stille foran dem og betragtede imponeret den udstillede maskine, der ved trykluft afprøvede kondomerne. Men denne gang hastede de af hensyn til de mindreårige pigers sædelige vandel forbi.

Da de kom derned var der allerede næsten fuldt af folk, der var kommet derover lige efter mødet, men det lykkedes dog at få et lille bord, dekoreret med et væltet askebæger og et nummer af "Land og Folk".

- 4 grønne, bestilte Torsten uden at rådføre sig med de andre.

- Jeg vil hellere ha en cocacola, sagde Mette.

- Øl til mig, sagde Else og fnisede dumt.

- Altså 3 grønne og en cola.

Jakob havde naturligvis regnet med at måtte tage sig af Else, så han begyndte at sige nogle almindeligheder til hende, spørge hende om hvor hun gik i skole, komme med et par kommentarer om folk han kendte, der var tilsted? i lokalet og sådan noget.

Imens lænede Torsten sig ind over Mette og skruede al sin charme på. De fik øl og Torsten skålede med Mette mens han så hende dybt i øjnene.

- Jaja, på den igen, tænkte Jakob træt og vendte sig mod Else. Lidt senere lagde han mærke til at Torsten under bordet greb efter Mettes hånd, men han lagde også mærke til at hun trak den til sig som om hun var blevet brændt og lagde begge hænder dydigt op på bordet.

Det gav ham fornyet håb og han genoptog sin samtale med hende. Ligegyldig smalltalk, men hvert ord syntes nu pludselig at dække over uanede afgrunde af betydning.

Hun beklagede sig over sine tyranniske forældre. Sommetider fik hun husarrest hvis hun havde været for længe ude.

Jakob skruede det sympatisk-forstående smil på og rystede lidt på hodet over forældres tåbelighed. Det etablerede lissom en særlig forståelse mellem dem, som de to andre var lukket ude fra.

- Ja, mine forældre er også nogle skrækkelige gamle høns, sagde han. De var i virkeligheden vældig frisindede og moderne, men han syntes han hellere måtte vise sin forståelse ved at gøre hendes problem til noget alment.

Torsten opdagede, at der ikke var noget at gøre, så han vendte sin opmærksomhed til Else, der var betydelig mere lydhør.

Efter tre øller sad han og legede med Elses lange fedtede hår og hun lagde en hånd på hans ene lår.

Imens sad Mette og Jakob og snakkede sammen. Efterhånden blev der mindre og mindre afstand mellem deres hoder.

- Min mor tror jeg er en skrækkelig hetære, sagde Mette. Jeg holdt en fest i lørdags; og så kom min mor brasende ind midt i det hele. Ikke fordi der var noget at se, men hun er så frygtelig gammeldags. Hun truede med at gi mig en endefuld. Har du hørt noget lignende? Endefuld.

Jakob tænkte et øjeblik på hendes lille faste ende, der vuggede under den løsthængende fløjlskjole når hun gik og han nikkede og virkede som én der ordløst forstod hendes problemer.

Deres hoder nærmede sig mere og mere hinanden og de kom tilsidst til at støde næserne sammen.

- Rolig, gamle dreng, rolig, tænkte Jakob.

Uendelig langsomt, roligt, forsigtigt gnubbede de næser som eskimoer. Rokkende frem og tilbage glemte de alle andre mennesker. De smilede til hinanden med øjne, der så meget nære og tågede ud.

- Nå, men jeg må hjem, sagde Mette. Gider du følge mig ned til sporvognen.

- Selvfølgelig, sagde Jakob. Går I med?

- Jeg har en halv øl endnu, sagde Torsten. Hvad sir du, Else?

- Åe, vi ses i morgen, ikke Mette? Farvel du dér.

Da de var kommet ud på gaden tog Jakob Mette i hånden. Hun gav hans hånd et lille fortroligt tryk og de gik videre med sammenflettede fingre.

Uheldigvis kom der en sporvogn lige da de nåede ned til stoppestedet, så Mette rev sig løs fra ham.

- Hej, har du telefon? råbte han efter hende så folk i sporvognen kikkede interesseret efter dem.

- Yep, hylede hun oppe fra bagperronen. Byen 1991 y.

- Jeg ringer i morgen, skreg han. Sporvognen var allerede i gang. Med løse lemmer gik han hjemad. Der var temmelig lang vej at gå, men det var rart at gå når vejret var mildt og fløjlsagtigt. Han havde lyst til at nynne en eller anden melodi og prøvede at fløjte "Twelfth Street Rag". Det gik ikke særlig godt, blev nærmest en serie umelodiske gråspurvefløjt.

Han var lidt tom i hodet, varm på panden, små sveddråber der isnede i blæsten. Øllerne stod ham op til kravebenet og skvulpede behageligt.

Hyggelig aften.

3

Som en slags beskæftigelsesterapi vendte Jakob sig omkring og studerede indgående de forskellige små billeder var sat op på hendes opslagstavle. Der var nogle fotografier af folk han ikke kendte og et par avisudklip af forskellig art.

Der var blå gardiner for vinduet så luften blev kølig.

Mette kom ind gennem døren med en stor bakke i hånden og satte den ned på det lave bord foran divanen. Te og knækbrød.

Med tilfredshed bemærkede Jakob, at tepotten var en uglaceret lerpotte, der ku opsuge garvesyrerne gennem sin porøse væg. Tekultur var noget umådelig vigtigt, næsten lisså vigtigt som pibekultur.

Han løftede låget og snusede med ægyptisk profil, lukkede øjne og fremskudt næse, til tedampene. Lapsang sochong, uden tvivl.

- Hej, det er vidunderligt. Det er en pragtfuld te.

- Synes du. Ja, jeg kan osse godt li den.

- Du må osse komme hjem til mig engang og smage noget darjeeling, jeg har.

- Nn. Vil du ha ost på knækbrødet?

- Sig mig engang. Hvad laver du egentlig? Går du i skole?

- Ja, fjerde mellem på Sortedam.

- Så er du ikke ret gammel?

- Lige fyldt femten.

Jakob sagde ikke, at han selv var tyve. Det ku måske virke selvhævdende, hvis han sagde det nu.

Han kikkede ud af vinduet og så ned i gården. Der var bindingsværk på baghuset og nogle porcelænsblå duer vraltede hen over brostenene. For den sags skyld ku det godt være 1862.

Jakob syntes det var en vidunderlig lejlighed. Den lå i Teglgårdsstræde, midt i den gamle by. Det var en temmelig lille lejlighed, men Mette var enebarn, så der var plads nok. Gulvet var slidt lavest på midten, gamle gråbrune gulve, som folk havde gået henover i masser og masser år. Teen havde imidlertid trukket nok, så han tog tehætten af og skænkede op, først til sig selv. Det dampede op fra de vidunderlige flade kopper, hun havde.

- Hvor jeg egentlig hadede at gå i skole, sagde Jakob. Især gymnastik.

- Det kan jeg heller ikke li. Jeg pjækker altid mindst fem gange om måneden.

- Jeg var simpelthen så elendig til gymnastik.

- Jeg hader at gå i skole. Det eneste skægge er når man lave grin med lærerne.

- Som for eksempel?

- Som at spørge om noget fuldkommen åndssvagt og se læreren stå og glo. I dag til engelsk spurgte Plütz, min lærer: Er der nogen, der har nogen spørgsmål? Så rakte jeg fingeren op og spurgte dødalvorligt: Spiser trolde mayonnaise?

Du sku ha set manden stå og glo, fuldkommen paf. Han mimrede lidt med næsen, og tilsidst tog han sig sammen (Stakkels pige, tænkte han åbenbart, nu slog det klik) og sagde med tilkæmpet ro: Ja, men kun store trolde.

Jakob gumlede knækbrød med store skiver ost. Da han havde spist et stykke lænede han sig bagover og lagde en hånd på Mettes skulder. Hun stak fødderne op under sig og krøb ind til ham, lille og blød lå hun og trykkede sig ind til ham.

Han kyssede hende først på øret og derefter på munden. Hun lukkede øjnene da han kyssede hende og han kom til at tænke på en verslinje:

- Se, dine øjenlåg flyder som rosenblade på et hav af glemsel.

Hun lagde sine små kattepoter op på hans skuldre og kyssede ham langsomt og nydende.

- Så, sagde hun, skal jeg lave mere te?

- Behøver du ikke.

Han gav hende et sidste lille fortroligt tryk med fingerspidserne på skulderen. Så lænede han sig frem mod bordet og tog sin pibe, stoppede den langsomt og omhyggeligt og lænede sig bagover igen mens han tændte den. En tynd søjle af drømmeblå røg stod op mod loftet.

- Du er student, ikke? spurgte Mette.

- Faneme nej. Gad ikke.

- Jeg tror heller ikke jeg gider. Jeg går nok ud til sommer. Men mine forældre vil jo gerne se mig med huen og alt det der.

- Gudfaderbevares. Men tal med Torsten om det. Han har været gennem trædemøllen.

- Jeg tror jeg vil gå på Kunsthåndværkerskolen, hvis jeg kan komme ind. Hvad synes du om det?

- Storartet. Hvad vil du lave? Reklametegner?

- Nej, hellere stoftryk eller sådan noget. Har du set min anorak? - Yep, har du selv lavet den?

- Nn.

- Den er sgu god. Du blir jo fremragende. Designer eller sådan noget. Du, forresten, skal vi ikke lave et eller andet i aften? Biografen eller sådan noget?

- Det ved jeg ikke rigtig. Jeg må jo strengt taget heller ikke gå til film der er forbudt for børn. Hun smilede ironisk.

- Næ, så får du bare onde drømme.

- Hoho. Det kommer sgu an på hvorfor de er forbudt. Måske får jeg netop behagelige drømme.

Jakob kikkede lidt forundret på hende. Han havde ikke troet hun ku komme med sådan nogle bemærkninger. Måske havde han i lidt for høj grad betragtet hende som en pæn nipsfigur.

- Vi ku osse ringe til nogle af mine venner og finde på et eller andet, sagde Jakob.

- Ja, gør det. Jeg vil gerne se dine venner. Jeg har kun set den store forfærdelige rødhårede. Hvad er det nu han hedder?

- Torsten. Han er sgu ellers meget flink. Hvor har I telefonen?

- Ja, hallo, det er Jakob. Må jeg tale med Torsten?

- Nå, er det dig din syfilisbefængte hanrotte. Fik du noget ud af det i forgårs?

- Egentlig ja. Jeg er hjemme hos hende nu.

- Jamen, jeg mener: Fik du noget på den dumme?

Jakob ku ikke li at tale om Mette på den måde. Desuden ku hun måske høre ham. Så han nøjedes med at svare:

- Næ. Og du?

- Jo tak. Den er sgu helt øm endnu. Jeg har aldrig været ude for sådan en jabeda i mit liv. Men det var vel ikke for at diskutere mit sexualliv du ringede?

- Næ, jeg tænkte bare om vi sku gå i byen i aften eller sådan noget?

- Hvorfor ikke. Apoteket?

- Ikke på vilkår. Jeg løb fra regningen sidst, så der tør jeg ikke sætte mine ben mere.

- Nåja, så er det vel ikke værd. Piets Bar, da?

- Der har jeg aldrig været, men hvorfor ikke. Gider du ringe til Jørgen, så ringer jeg til Henrik og Michael.

- OK. Klokken 8.

- 8. Du må ha det.

- Nå, skal vi finde på noget at spise mens vi venter? Mine forældre kommer ikke hjem før sent.

- Det må vi nok hellere.

De gik ud i det lille skæve køkken. Der var et trækøkkenbord, der i årenes løb var blevet helt sort af væde. Ved siden af var et lille komfur med to gasblus. Der var ikke køleskab, bemærkede Jakob. Mette hentede en gammel brødskærer frem og huggede nogle stykker af til ham. Duftende, tykt rugbrød, så meget bedre end det triste pakkerugbrød de plejede at spise hjemme hos ham.

Mette smurte madderne, mens han stod og hang og ventede. Han kikkede interesseret på den ferme, husmoderlige måde hun smurte på. Han plejede altid at tvære smørret ud i store klumper.

Lidt senere sagde hun:

- Du, jeg synes det er skægt, du er så gammel. Jeg har aldrig kendt nogle fyre der var så meget ældre end mig.

Jakob havde lyst til at spørge hende om hvor mange fyre, hun da egentlig havde kendt, men han gjorde det ikke. Han vidste kun besked om Henrik, der var to år yngre end ham selv.

Klokken halv-otte bankede det på døren. Torsten stod udenfor, stor, rødhåret og grinende, med Else under armen.

- Syns lissågodt jeg ku gå her op først og følges med jer derover.

- Jaja, kom indenfor. Jakob var lidt ærgerlig, fordi han lige havde spist og regnet med bagefter at ku udnytte tiden på bedre vis alene sammen med Mette. Det var ikke altid han ku tage Torstens kyniske bemærkninger, heller.

- Forresten Torsten. Mette ved ikke om hun skal være student. Hvad sir du?

- Gudfaderpålokum. Lad dog endelig være med det. Jeg kan endnu huske den gang vi havde læseferie. Jeg har aldrig været så sløv og dvask i mit liv. Der er ingenting der er så fordummende som eksamenslæsning. Jeg følte det fuldkommen som om formørkelsen strimede i lange gardiner ned over øjnene på mig. Det var som at gå i en stor kulkælder dagen igennem.

- Jamen du ved, huen og sådan. Mine forældre vil gerne se mig med den på, sagde Mette.

- Huen? Det er sgu ikke noget. Som en tornekrone eller noget. Jeg skammede mig som en hund over at gå med den på gaden. Så alt folket ku se at dér var sgu en idiot, der havde spildt en sjettedel af sit liv med at terpe grammatik.

- Nå. Jeg tror nu heller ikke jeg gider. Men i det mindste er det da meget godt at ha uddannelsen. Kvalifikationerne og sådan.

- Hæ. Det sku sgu ikke undre mig om jeg gik i Sortedamssøen en dag i en brannert. Hele lortet spildt. Pengene tilbage. Min lillesøster synes det ville være skidemorsomt. Hun gider nemlig heller ikke gå i gymnasiet. Når telegrafbudet kommer med sørgebudskabet omvundet med sort flor vil hun lægge sig på ryggen som en oldenborre og skrige af grin. Bagefter vil hun gå hen på lighuset og få sig en sund og hjertelig latter dér. Søsterkærlighedens triumf, du ved.

- Nå, har I fået snakket nok om studentereksamen? sagde Jakob, der var lidt udenfor samtalen. Skal vi se at gå?

- Ya, kom her. Torsten fløjtede efter Else som efter en hund, og hun fulgte ham lydigt.
 
 

Da de kom ind, mylrede en servitrice hen til dem og nærmest skubbede dem ind i et baglokale. Det var ikke usædvanligt, at de blev behandlet på den måde på steder hvor de ikke var vant til at komme. Især Torsten vakte som regel opsigt, når han kom. Stor, rødhåret og grinende, i cowboybukser, Lee-skjorte og arbejdsjakke. "Gud, hvad er det for en, en mekaniker?" sagde Tove, Jørgens pige, første gang hun så ham. Inde i baglokalet var der en forladt bardisk med nogle høje stole omkring og et hjørnebord. Ved bordet sad allerede Michael, Henrik og Jørgen om nogle portere. De var blevet opfordret til at tage piger med, men det var åbenbart ikke lykkedes dem med så kort varsel.

- Damen sagde at vi hellere måtte gå herind allesammen, sagde Michael. Hun er vist bange for at nogle af twistpigerne aborterer af skræk hvis de ser os.

- Ja, hun skubbede osse os herind, sagde Torsten.

De var egentlig meget stolte af så afgørende at skille sig ud fra hoben, det var altid en ekstra nydelse at blive behandlet som nogle underlige nogle.

- Dame, pils på bordet, råbte Jakob.

- Hej Henrik, sagde Mette.

- Dav med dig. Hvordan finder du på at komme herned?

Mette nikkede over mod Jakob, og Henrik løftede megetsigende øjenbrynene og fløjtede.

- Det er sgu længe siden, sagde han. Hvordan går du ellers og har det?

- Meget godt. Det er hare dødkedeligt i skolen. Men nu er det heldigvis osse snart forbi.

- Ja, det må være rart. Jeg går og laver ingenting.

- Det ved jeg. Nede på kontoret, ikke?

- Jo.

Damen kom ind og tog mad bestillinger. Grønne til alle. Det var tradition, også.

- Hvorfor går vi egentlig på værtshus, sagde Michael, det er meget dyrere end at sidde hjemme og man kan ikke udfolde sig nær så frit.

- Det er sgu meget muligt, sagde Jakob, men jeg skal i hvert fald ikke ha jer allesammen hængende hver dag. Og desuden kan vi vel udfolde os så frit det skal være her. Hvad med et extemporalspil?

- Skabelsesmyten?

- Hvorfor ikke. Det var da et forslag. Jeg vil være slangen. Så kan Michael være Gud. Torsten er Adam, Jørgen træet.

- Hvad så med mig? spurgte Henrik.

- Kundskabens æble. Og Else kan være jorden, der blir skabt først.

- Så skal Mette altså være Eva?

- Naturligvis.

De ryddede gulvet inde i baglokalet og skabelsesmyten begyndte at tage form. Michael stod tynd og lang og spredte armene ud. Det ødelagde lidt af illusionen at han havde en bajer i hånden som han hele tiden drak af. Henrik kravlede rundt og grinte tåbeligt og sagde: "Der er gået orm i mig". Jakob ormede sig rundt i uanstændige vridninger på gulvet, og Else lå passivt på ryggen og sov. Det var lissom en der hed Villads, der plejede at være jorden. Han tog altid de nemmeste roller, når de spillede deres elskede balletagtige pantomimer til festerne. Da de spillede "Antigone" var han døde bror.

- Hvad fanden, mand. Hvor ser du sjofel ud, sagde Michael til Jakob. Vil du straks holde op med det.

- Ikke på vilkår. Skal en slange måske ikke krybe på sin bug?

- Den bug kan du sgu ikke krybe på, højst rulle.

- Jeg har aldrig set en så absurd slange i mit liv, sagde Henrik.

- Stop den mand, sagde Jørgen.

- Hvad fanden. Er der ikke kunstnerisk udtryksfrihed? pippede slangen.

- Ikke på vilkår. Michael tog en æske tændstikker op af lommen og tændte en. Han nærmede den til Jakobs ene øre. Men Jakob holdt ikke op med at orme sig rundt før hans ene øre næsten var brændt af. Eller før han næsten havde brændt sig i hvert fald.

- Hvordan klarede Torsten og Mette forresten deres rolle, sagde Jakob. En pludselig tanke skød ned i ham.

- Tak du, sagde Torsten, udmærket. For at demonstrere det lagde han faderlig en stor lab op på Mettes skulder, men hun børstede den af, omtrent som man børster krummer af dugen, og sagde:

- Du er ikke morsom.

- Der er en jukebox inde foran, sagde Jakob. Hvis I ikke vil lade mig spille ordentligt kan vi da i det mindste danse. Mette, vil du danse twist?

- Hvordan gør man det?

- Aner det ikke. Men lad os bare prøve.

De satte en twistplade i gang. Et andet par, der så ud til at være gamle kendinge af stedet, bugtede sig straks ud på gulvet og dansede en enormt hurtig og vanvittig twist. Det var Jakob og Mette slet ikke i stand til.

Jakob havde engang opfundet en særlig variation af twist, som han efter sin grandonkels hjemsted kaldte Masnedø-twist. Sådan virkede den på ham. Den var beregnet til danselokaler med begrænset plads, den slags steder med et dansegulv som et mellemstort frimærke. Man sku udelukkende bevæge sig op og ned og da den høje Michael engang sku prøve den, så han ud som en søkikkert af den slags der kan skrues sammen.

Men nu prøvede Jakob så nogenlunde at danse almindelig twist. Med beskæmmelse måtte han indrømme, at selv hans rytmesans svigtede ham engang imellem.

Bagefter inklinerede den ukendte fyr, der sad der i forvejen, for Mette og de dansede meget hurtigt og Mette viste sig alligevel at ku danse twist temmelig sikkert. I hvert bedre end Jakob.

Jakob så på ham og selv om det smagte af hæsligt åndshovmod, ku han ikke lade være med nedladende at konstatere, at den anden brugte brillantine og havde en bluse i en hidsig rød farve på. For at hævde sig foreslog han bagefter at danse kosakdans. Det var han nemlig god til.

- Gerne, sagde hun, men der er vist ikke noget russisk musik på den jukebox.

Det eneste, der nogenlunde ku bruges, viste sig at være en kvalmende sentimental melodi ved navn "Midnight in Moscow". De dansede på hug med hinanden i hænderne for ikke at vælte. Det var meget anstrengende og vældig sjovt.