Digte af Edna St. Vincent Millay

(1892-1950)

Jeg vil være den gladeste

og aldrig sukke

Røre hundrede blomster

og ingen plukke.

Se på skyer og klipper

med rolig ånd,

se på græsset der bølger

for vindens hånd.

Og når lysene tændes

i vores by,

vil jeg udpege mit, og

gå ned påny!

Når året bliver gammelt -

oktober og november -

så ser jeg hende atter,

som hun mod kulden kæmper.

Hun står og ser på svaler,

der ned fra himlen dukker,

står trykket mod sit vindue

og vender sig og sukker.

Og tit når brune blade

blev trådt i vejens grus

og vestenvinden blæste hen over hendes hus

så havde hun et udtryk,

jeg ikke glemmer let.

Hun lignede en fugl,

der er fanget i et net.

Hvor smuk er ikke natten,

når sneen falder tyst,

hvor smukt når blæsten møder

hver nøgen gren i dyst.

Men flammerne i pejsen

og pelsens varme lugt

og kedlens sang fra ilden

var det, hun kaldte smukt.

Når året bliver gammelt

oktober og november -

så ser jeg hende atter,

som hun mod kulden kæmper.

ELEGI STILLET OVERFOR DØDEN

Der skal gro hyld og rhododendron

når du er død og under muld,

og tung af bier skal syrenen

stå summende af sommer fuld.

Klitfyrrene skal stadig regne

når regnen tier. Stadig går

en rødkælk gennem markens stubbe,

på varme bakker græsser får.

Våren skal komme, høst skal følge

og intet ved, at du er jord

undtagen den stump træge ager

hvor du alene satte spor

Bortset fra gåseurt og kveller

skal ingen vide, du er død

dem, og måske en gammel kærre

der trykker sig for solens glød

Kun lidt af skønhed skal forsvinde -

bortset fra din - når du er væk.

Kun nåden fra de simple stene

og lyset i den lille bæk.

Jeg burde ikke sænkes i en grav,

klemt i en kiste, der mit udsyn dølger,

men burde sænkes i det dybe hav

og have om mig alle havets bølger.

Og blive ædt af havets grumme fisk,

der frygtelige i det dybe går.

og blive ædt mens jeg er fast og frisk

ikke, når jeg har været død et år.

Mit lys i begge ender

er tændt. Det slukker snart.

Men se dog, fjender, venner,

se hvor det brænder klart.

Sikkert står de grimme huse på det faste land.

Kom og se mit strålende palads, der står på sand.

Skær blot med søvnens sløve kniv

hvert døgn i to, min ven. De år,

som døden skærer af mit liv,

dem ta'r han samlet, når jeg går.

Jeg elskede dig onsdag. Nå,

men hvad har det at sige?

For torsdag var det bal forbi,

så vi står atter lige.

Og at du nu beklager dig

er tosset stædighed.

Jeg elskede dig onsdag,

men hvad kommer det mig ved?

Når ikke jeg har været i

Shiraz og Mandalay,

hvordan kan jeg så vide, vi

bor på den rette vej?

Måske er denne rose her

den bedste, man har set.

Hvor ved jeg det, før end jeg ser

en rose fra Tibet?

Min kærlighed er livet selv.

Jeg elsker dig ved Gud.

Så længe vi er her, men - vel...

Hvis jeg sku' rejse ud...

Jeg havde engang en lille sorg

født af en smule synd.

Jeg fandt et mørkt og dystert rum,

så fugtig-klamt som dynd.

Og "Græd, min lille sorg", sa' jeg.

Og "Lille synd, bed Gud for mig.

Så lægger vi os, jeg og jer

og tænker på, hvor slem jeg er.

Men fromme planer hjælper ej.

Det klamme dystre rum

var alt for lyst for dem og mig

og gråden alt for stum.

Min lille sorg var tåreløs.

Min lille synd end ikke gøs.

Mit utaknemmelige sind

var blankt som nattens vind.

I vrede rejste jeg mig op

jeg slemme, slemme tøs.

Et bånd jeg satte i mit hår

at glæde hver en knøs.

Og sagde: "Kære pige, glem,

at du har været meget slem.

For har jeg ikke noget had,

så lad mig bare være glad."

Hvorfor dog forfølge mig?

Når som helst, så bliver jeg

til laurbærtræet på din vej.

Hvert sekund af denne jagt

tager du dig ej i agt,

står kun stumme skud på vagt.

Men hvis du ikke giver køb

og springer frem af nattens svøb.

Så kom, Apollon. Løb!

Hver flaske var så fin,

den sidste som den første.

Men jeg fandt ingen vin,

der var så god som tørsten.

Jeg åd og drak mig glad.

Mit bord var altid fuldt.

Men jeg fandt ingen mad,

der var så god som sult.

Giv druen bort, vig sædet

til kræmmeren og børsten.

Jeg lægger mig i stedet

med sulten og med tørsten.

Lad min aske blæse med vinden

over det salte ocean,

og jeg skal møde en fiskermand,

måske et sted fra Oman.

Og han ser mig, og så vil han tænke:

Hvad er det, jeg ser svinge

som et fiskeskæl eller

en sommerfuglevinge.

Lad min aske blæse med vinden

der jager tågen væk,

og jeg vil møde en bonde,

der rider langs med en hæk.

Og han ser mig, og så vil han tænke:

Hvad er det, jeg ser svinge

som tørveaske eller

en sommerfuglevinge.

Og jeg blæser mod huset, du bor i

og klæber mig til din rude,

ser dig tage dit sytøj

og bliver bare derude.

Og du vil se mig, og så vil du tænke:

Hvad er det, jeg ser svinge

som et kronblad eller

en sommerfuglevinge.

Og ingen af dem vil kende mig

selv de, der kendte mig før,

og vide, jeg ligger ved træet

der vokser ved deres dør.

Og fiskere og bønder

kan se på mig og glemme,

men jeg bliver til skarntyden

den gift de får derhjemme.

Gal er jeg, for dette gør jeg

samler flitterstads omkring mig

sidder med det hele om mig,

mens Døden slår døren ind.

Små figurer, kobbertigre

indisk og kinesisk gud

næste år, når jeg er rigere

en måske med jadehud.

Og hele tiden, imens

slår Døden døren ind.

Kunne jeg få med

når jeg er død

i gravens fred

al solens glød,

stilheden hos de muldne ben

og dog se mos

gro frem på sten,

mod himlens blå

en spætte se

i flugt på skrå

mod en allé,

høre den banker

på råddent ved,

ligge i tanker

i gravens fred,

dybt under ler,

hvor man ikke kan grave,

skjule mig der

glemt i en have

som en knust tallerken

kun være sind

uden krop,

men hverken

døv eller blind.

kunne i døden jeg se

på morgenrøden

kunne jeg måske

se frem til døden,

for smerte kun

er denne krop,

får aldrig blund.

Når jeg står op:

Ak, det er gry.

Mod himlen sort:

Ak, nat påny

og intet gjort.

Men døden er

en væg med svamp,

er råddent vand,

er intet. Damp.

Kom, grædesøster,

og riv dit hår,

sig døden høster

hvad guder sår.

Kald døden ond

i dit stille indre,

en djævel kun

Han er endnu mindre.

Kald ham tyv og brod

og misvækstens vintre,

kald ham maddike, råd

Han er endnu mindre.

Skumring så tyst,

hvor det trætte sind

såret i dyst

bliver helt igen

og sjælens sår

skal vejre hen

når kroppen går

i muld igen.

Dette er drøm,

dette var trøst

i dødens strøm,

havde døden røst.

Hør en som fisken,

der strander hvid

i grusets hvisken

ved ebbetid.

Han ønsker blot

at vandet kom snart

for at se et vådt

stykke træ, et klart

stykke glas, en sko

eller en bøje

skylle op i ro

nær ved hans øje.

Men sandet dræber.

Det sidste, han hører

fra verdens læber

er sand i hans ører.

Sig, hvad er småt?

En bladlus skjult

bag bladet godt

i træet hult?

Insekters æg,

græs på en vej,

myg på en væg? "

Større er jeg

end døden selv!"

Det råber jeg

og alle vel

og lyver ej.

For Døden er intet,

mindre end

Et ekko der svarer

nattens vind.

Mindre end myg,

end en stjernes gløden

kan modne byg,

mindre er Døden

og alting dødt

i bund og grund

end dryp af spyt

fra hundens mund.

Da nu det er så

er det sikkert nok

jeg vil hellere gå

ved en krøblings stok,

ja, hellere lam,

i rullestol kørt

med huden klam

af en tjener ført

der har dårlig ånde

og få mad med ske,

i dybeste vånde

end Døden se.

For den der er død

kvæger ingen drik,

han mærker ej glød

eller myggens stik.

Ensom jeg råber

min ve og klage.

Kun regnens dråber

har jeg tilbage

af denne krop.

De vises bøger

dårligt læst op

for andres ører,

Ensom, forladt

når jeg ikke er mer.

Skældt ud og forhadt,

kaldt en fremmed her.

Jeg skal modstå Døden,

holde ud, forblive

trodse sygdom og nøden

for at være i live.

Jeg skal låse min dør

med slå og lås.

Jeg skal spærre min dør

så jeg ikke kan nås.

Jeg skal presse imod

fra den anden side.

Tvinges bort min fod

vil jeg kradse og bide.

Han må kvæle hver lyd

og kværke hvert ord

mens jeg skriger mod syd

og griber mod nord.

Jeg finder mig ikke i, at kærlige hjerter skal ned i den hårde jord

Sådan er det. Sådan skal det blive,

om end de ord er forslidte

Ned i mørket går de, de vise, de smukke.

Kronet af liljer og laurbær går de; men

jeg finder mig ikke i det.

Elskere, tænkere, ned i jorden med jer uden klage

Bliv et med det altfortærende støv og jorden den sorte

En smule af det, I følte og vidste bliver tilbage

En sætning måske - men alt det bedste for evig er borte.

De hurtige, skarpe svar, det ærlige blik og den kærlige latter

Det er væk. Det er næring for rosen. Og underskøn er den.

Skøn og vidunderligt duftende er rosen.

Jeg ved det, siger jeg atter.

Men lyset i dine øjne var mere end alle blomster i verden.

Ned, ned, ned. Ned i den natsorte grav.

Roligt går de, de smukke, de blide, de raske og slidte.

Stille går de, de kloge, Lydløst og helt uden krav.

Her skræppe og vikke

Men dér ikke

en blomst.

Her vokser burre,

og glem ikke det ramme sus

af pigæblets stank, og hvem ville

plante den ved sit hus?

Her ukrudt i stenet grund,

der spotter en trofast harve,

her tidsler som kun

finkerne spiser, og arve.

Katost og agersennep ved vår,

snerler der kvæler det kæmpende år,

vejbredens matte farve.

Men dér ikke en blomst.

Rugen er hærget af pesten,

hvedehøsten kun dårligt gik,

den kvaltes af fladbælg og klinte og kvik

.Ud over alle markerne faldt løvetandsfnug, som blæsten

fører med over alt.

Undtagen dér.

Dér ikke en blomst.

Hvornår vil du lære at finde læ

som et døende blad på et levende træ?

Svulmende, saftfuldt i alle strenge,

Smukt og grønt, men ikke for længe.

Jeg skal dø, men det er også alt, hvad jeg vil gøre for døden.

Jeg kan høre ham føre sin hest ud af stalden. Jeg hører hovslag mod staldgulvet.

Han har hastværk. Han har arbejde i Cuba, arbejde på Balkan. Han skal på mange besøg her til morgen.

Men jeg holder ikke bidslet

mens han spænder gjorden.

Og han må selv stige til hest.

Jeg hjælper ham ikke i stigbøjlen.

Om han så giver mig et rap over skulderen med pisken fortæller jeg ham ikke,

hvilken vej ræven løb.

Om han så sætter hoven på mit bryst, fortæller jeg ham ikke,

hvor i sumpen, negerdrengen har gemt sig.

Jeg skal dø, men det er også alt,

hvad jeg vil gøre for Døden.

Jeg er ikke i hans sold.

Jeg fortæller ham hverken, hvor mine venner eller fjender opholder sig.

Hvor meget han end lover,

fortæller jeg ham ikke vejen til nogens dør.

Er jeg måske spion i de levendes land,

at jeg skulle udlevere nogen til Døden?

Broder, kodeordet og kortet over vor by er i sikkerhed hos mig.

Du bliver aldrig overvundet

på grund af mig.

Mand i live, sorrigfuld,

du der ønsker lykke huld,

skønhed, venskab eller guld.

Du, der tænker: Heller' død

Heller' rådne end i nød

under barske himles glød.

Du må vandre mange mil

såret hårdt af skæbnens pil

og ser frem til gravens hvil.

Vid, at hvilken skæbne grum

end har sendt dig fra dit rum

herud, hvor jeg ligger stum

gerne overtog jeg din

pjalteklædning, gav dig min

skjorte af det hvide lin.

"Ulv", skreg mit lumske hjerte, hver gang det så et får

og vækkede hver gård.

"Ulv, ulv", og nabofolket løb til i alt slags vejr med økse og gevær.

Tilsidst blev jeg berygtet. Det regnede jeg med.

Jeg traf min ulv alene.

Den åd mig så i fred.

Ad stien, jeg gik op, går jeg tilbage

Egene er større. Jeg var længe væk.

Jeg bringer mindet om dig, vore dage.

Jeg kommer ned til vårens grønne hæk.

Befriet fra din kærlighed, der døde,

går jeg ad stien, jeg engang steg op.

Men bjerget virker stejlere og øde

og stien stenet ned fra bjergets top.

Varmt falder mørket. Klokken toner.

Et sted i græsset står en smuk cypres.

Jeg husker disse enges grønne zoner.

Her drev de altid kvæget ud på græs.

Og lige her skal vist en hytte ligge.

hvor bjergets top er skjult for alles blikke.

Som manden altid højt har elsket kvinden,

besunget hendes ynde, dyd og vid,

vi elskede Retfærdighedsgudinden,

der ligger segnet efter sidste strid.

Og barnet vokser op og kan måske

se skønhed, til den brænder blikkets glød,

men ingen dødelig skal mere se,

den skønhed, der var her, og nu er død.

Som fugle, der kan høre frostens klage,

de søger sydpå, ned til milde døgn,

retfærdighedens bejlere. Tilbage

står vi, der kæmper imod denne løgn

fra dem, der påstår, det er aldrig sket.

Men hun er død nu, som vi selv har set.

Hvor kan et hjerte skjule sig i jord

og under verden finde evig fred

fra dødeliges tårer, bitre ord,

hvor kan man tænke sig et sådant sted?

Nej, jaget frem af streng medlidenhed

må hjertet håbe, præstens ord er løgne,

at døden fører allerdybest ned -

at graven lukker helt den dødes øjne.

Nok er det slemt at skulle spytte blod

som levende på undertrykkerhånd,

men bedre end at se, hvad man forlod

og svæve over kampens land som ånd.

Hvor frygteligt at være stum og døv

og se, at skriget bor i smertens støv.

RETFÆRDIGHED NÆGTET I MASSACHUSETTS

Lad os da opgive vore haver og gå hjem og sætte os i stuen.

Skal ridderspore blomstre eller korn kunne gro under denne sky?

Sur for sædekornet

er den kolde jord

under denne sky.

Vi dyrker ukrudt og kvik.

Vi har marcheret

men vi kunne ikke sejre.

Vi har bøjet vores hakkers blade mod disse stilke.

Lad os så gå hjem

og sætte os i stuen. Ikke i vor tid

vil skyen forsvinde

og solen skinne som før,

stråle velsignet over os over den glitrende bugt

stryge ind fra havet

og bevæge kornet

med en fredelig lyd.

Fortabt, fortabt står den blå rive

op ad det tomme skur

og kronbladene falder til jorden

så træet ingen frugter bærer.

Solen der varmede

vore bøjede rygge

og visnede det ukrudt

vi lugede bort...

Vi skal ikke mærke den mere. Vi skal dø i mørke

og begraves i regn.

Det, vi har arvet

fra de prægtige døde.

Furer, der elskede kornet,

ukrudtet, der blev holdt nede

plyndres af meldug

og ædes af snegle.

Riddersporen og kornet

vi har set dem dø.

Lad os da sidde her stille her i stuen

til vi dør.

Rejs dig, og følg med,

når Døden kommer på din sti. Lad os overlade

til vores børnebørn

denne smukke dør

og dette elmetræ

og denne udpinte jord

at de kan bearbejde den

med en brækket hakke.

Sig, at vi så Spanien dø.

Å, pragtfulde tyr

Hvor du kæmpede tappert

men tabte fra første færd.

Den omkastede, udskiftede vagtsomme torero

med sine elegante gestus.

Inden mørket faldt

viste det trætte

men aldrig matte øje det røde klæde frem.

Og for en gangs skyld

skjulte det ikke for luft, men for fjenden,

den virkelige fjende.

Tusinder af dem

strømmede ind i ringen. Dyret vendte sig

fanget mellem modstandernes farver.

Kun sit hoveds våben havde den. Tyren.

Ubevæbnet overvejede den,

for frem.

Næsten en verden i sig selv

uden allieret.

Sig, at vi så skuldrene forvirret mere end sindet.

Blødende så vildt fra så mange flere end de sædvanlige stik.

Reglerne var ophævet,

spillet vulgært.

Sig, at vi så Spanien dø af blodtab.

Et landligt væsen i et stolt land. Ingen espada.

Hundrede mand slået af hesten, hundrede heste flænset op

men eftermiddagen gik på hæld Publikum blev utålmodigt.

Alt, alt skete så meget senere

end planlagt.

Og det store tunge hoved

gled frem gennem sand

og tungen var tør af sand.

Ingen espada

blev strakt frem mod den varme hals til det fine dødsstød

for ingen vovede

at række hånden frem.