(Fremad 1992)

Oversat af Arne Herløv Petersen

Efter "The Mask of Dimitrios" (1939)

Uddrag

En franskmand ved navn Chamfort, der burde have vidst bedre, sagde engang, at tilfældet var et øgenavn for Forsynet.

Det er en af disse bekvemme og tvivlsomme aforismer, der udmøntes for at tilsløre den ubehagelige sandhed, at tilfældet spiller en vigtig, om ikke direkte fremherskende rolle i menneskenes anliggender. Men den er ikke helt utilgivelig. Det er uundgåeligt, at tilfældet undertiden kommer til at virke med en slags famlende sammenhæng, der let kan forveksles med et undseligt Forsyns virke.

Historien om Dimitrios Makropoulos er et eksempel på dette.

At en mand som Latimer skulle så meget som høre om, at en mand som Dimitrios overhovedet var til, er i sig selv grotesk. At han rent faktisk skulle komme til at se Dimitrios' lig, at han skulle bruge uger, som han dårligt kunne undvære, på at udforske denne mands skumle historie, og at han til sidst skulle komme til at befinde sig i en situation, hvor han skyldte en forbryders besynderlige smag i boligindretning sit liv er så absurd, at man taber vejret.

Men når disse forhold ses side om side med andre af sagens aspekter er det vanskeligt at undgå at synke hen i overtroisk ærefrygt. Det er som om selve disse forholds absurditet forbyder anvendelsen af ordene "tilfælde" eller "sammentræf". For skeptikeren er der kun én trøst tilbage: Hvis der skulle findes noget, der kan kaldes en overmenneskelig lov, så administreres den med en undermenneskelig ineffektivitet. Valget af Latimer som dens redskab var et valg, der kun kunne foretages af en vitterlig idiot.

I løbet af de første femten år af sit voksne liv blev Charles Latimer lektor i nationaløkonomi ved et af de mindre engelske universiteter. Inden han var femogtredive havde han herudover skrevet tre bøger. Den første var en analyse af Proudhons indflydelse på den politiske tænkning i det nittende århundredes Italien. Den anden bar titlen "The Gotha Programme of 1872". Den tredje var en vurdering af den økonomiske betydning af Rosenbergs "Der Mythus des zwanzigsten Jahrhunderts".

Det var i tiden kort efter at han havde afsluttet korrekturlæsningen på dette sidste, omfangsrige værk og i håbet om at bortjage den dybe depression, der var resultatet af hans midlertidige forbindelse med den nationalsocialistiske filosofi og dens profet, dr. Rosenberg, at han skrev sin første kriminalroman.

"A Bloody Shovel" blev en øjeblikkelig succes. Den blev efterfulgt af "'I' Said The Fly" og "Murder's Arms". Latimer rejste sig snart fra den vældige horde af universitetsprofessorer, der skriver kriminalromaner i deres fritid, som en af de skamfulde få, der er i stand til at tjene penge på denne hobby. Det var måske uundgåeligt, at han før eller senere skulle blive professionel forfatter af navn, som han var det af gavn. Der var tre ting, der fremskyndede denne metamorfose. Den første var hans uenighed med universitetsledelsen om noget, han anså for en principsag. Den anden var sygdom. Den tredje var det forhold, at han tilfældigvis var ugift. Ikke længe efter udgivelsen af "No Doornail This" og efter den sygdom, der havde gjort indhug på hans fysiske reserver, skrev han, uden særlig alvorlig modvilje, et opsigelsesbrev og rejste til udlandet for at fuldføre sin femte kriminalroman i solen.

Ugen efter at han var blevet færdig med dette næste bind, rejste han til Tyrkiet. Han havde tilbragt et år i og omkring Athen og længtes efter luftforandring. Hans helbredstilstand var blevet meget bedre, men udsigterne til et efterår i England var ikke tillokkende. Efter forslag fra en græsk ven tog han med dampskibet fra Piræus til Istanbul.

Det var i Istanbul, fra oberst Haki, han første gang hørte om Dimitrios.

Et introduktionsbrev er et usikkert dokument. For det meste er brevets overbringer kun en fjern bekendt af den, der har skrevet det, og denne har måske igen kendt den person, brevet er adresseret til, endnu mere flygtigt. Sandsynligheden, for at overrækkelsen af et sådant brev kan føre til tilfredsstillende resultater for alle tre, er ringe.

Blandt de introduktionsbreve, Latimer medførte til Istanbul, var et til en vis madame Chávez, der, efter hvad han havde fået fortalt, boede i en villa ved Bosporus. Tre dage efter sin ankomst skrev han til hende og fik til svar en indbydelse til at komme til en firedages fest i villaen. Han tog med en smule ængstelse imod invitationen.

For madame Chávez havde vejen fra Buenos Aires været lige så solidt brolagt med guld som vejen dertil. Hun var en meget smuk tyrkisk kvinde, der med stort held havde giftet sig med og derefter ladet sig skille fra en argentinsk kødgrosserer, og for en brøkdel af udbyttet ved disse transaktioner havde hun erhvervet sig et mindre palads, der engang havde været bolig for en slægtning af den tyrkiske sultan. Det lå, fjernt og utilgængeligt med udsigt over en ufattelig smuk bugt og bortset fra at forsyningen af ferskvand var utilstrækkelig til blot ét af de ni badeværelser, var det strålende indrettet. Hvis det ikke havde været for de andre gæster og værtindens tyrkiske vane med at slå sine tjenestefolk hårdt i ansigtet, når hun var utilfreds med dem (hvilket var tit) ville Latimer, som sådanne omgivelserne var noget nyt for, have haft det fortrinligt.

De andre gæster var et meget larmende par fra Marseille, tre italienere, to unge tyrkiske marineofficerer og deres p.t. "forlovede" og et udvalg af forretningsmænd fra Istanbul med hustruer. De brugte størsteparten af tiden på at drikke sig igennem madame Chávez' tilsyneladende uudtømmelige lagre af hollandsk genever og danse til en grammofon, der blev passet af en tjener, der fortsatte med at sætte plader på i det uendelige, hvad enten gæsterne tilfældigvis dansede på det tidspunkt eller ej. Latimer brugte sit dårlige helbred som undskyldning for at holde sig borte fra en stor del af drikkeriet og det meste af dansen. I det store og hele blev han ignoreret.

Det var sidst på eftermiddagen den sidste dag af hans besøg, og han sad for enden af en terrasse, overdækket af vinranker og ude af hørevidde fra grammofonen, da han så en stor åben firedørsvogn ført af en chauffør komme skramlende op ad den lange, støvede vej til villaen. Da den kom brølende ind på gårdspladsen nedenfor, smækkede den person, der havde siddet på bagsædet, døren op og stormede ud, endnu før bilen havde stoppet helt op.

Det var en høj mand med et magert og kantet ansigt, hvis blege solbrændthed stod i smuk kontrast til det grå hår, der var tætklippet på preusserfacon. Det smalle pandeben, næsens lange næb og de tynde læber fik ham til at minde noget om en rovfugl. Han kunne ikke være under halvtreds, tænkte Latimer, der granskede hans midje under den pragtfulde officersuniform i håbet om at kunne få øje på korsettet.

Han så den høje officer hale et silkelommetørklæde frem fra ærmet, børste et usynligt støvgran af sine ulastelige lakstøvler, sætte kasketten kækt på snur og skride ud af syne. Et sted inde i villaen kimede en klokke.

Oberst Haki, thi dette var officerens navn, gjorde øjeblikkelig succes i selskabet. Et kvarter efter hans ankomst førte madame Chávez, med et genert og forvirret udtryk, der tydeligvis skulle meddele hendes gæster, at hun betragtede sig selv som håbløst kompromitteret af oberstens uventede opdukken, ham ud på terrassen og præsenterede ham. Han var smilende og galant, smækkede hælene sammen, kyssede på hånden, bukkede, gengældte marineofficerernes honnør og gloede uhæmmet på forretningsmændenes koner. Denne præstation fascinerede i den grad Latimer, at lyden af hans eget navn fik ham til at fare sammen, da det var hans tur til at blive præsenteret. Obersten pumpede hjerteligt hans arm op og ned.

- Bandsat hyggeligt at rende på Dem, old boy, sagde han.

- Monsieur le colonel parle bien anglais, forklarede madame Chávez. - Quelques mots, sagde oberst Haki.

Latimer så vennesælt ind i et par lysegrå øjne. - Glæder mig.

- Skål i skibet. Hop og honnør, sagde obersten høfligt og gravalvorligt og gik videre for at kysse en kraftig pige i badedragt på hånden og betragte hende vurderende.

Latimer kom ikke til at tale mere med obersten før sidst på aftenen. Obersten havde givet selskabet en ordentlig indsprøjtning af larmende livsglæde; han fortalte vittigheder, lo rungende og gjorde humoristisk drastiske tilnærmelser til de gifte koner og mere fordækte til de ugifte kvinder. Fra tid til anden mødte hans blik Latimers, og han smilede selvironisk. "Jeg bliver nødt til at spille klovn på den måde - det venter man af mig", sagde det smil, "men De skal ikke tro, jeg bryder mig om det". Lang tid efter middagen, da gæsterne var begyndt at interessere sig mindre for at danse og mere for, hvordan en gang blandet strippoker udviklede sig, tog obersten ham ved armen og førte ham ud på terrassen.

- De må undskylde mig, monsieur Latimer, sagde han på fransk, - men jeg ville virkelig gerne tale med Dem. De kvinder - puha!

Han førte et cigaretetui op under næsen på Latimer. - En cigaret?

- Nej tak.

Oberst Haki kastede et blik over skulderen. - Den anden ende af terrassen er mere afsides, sagde han; og da de begyndte at gå derhen, tilføjede han: - Er De klar over, at jeg kom herhen i dag specielt for at møde Dem. Madame fortalte mig, at De var her, og jeg kunne virkelig ikke modstå fristelsen til at tale med den forfatter, hvis værker jeg beundrer så højt.

Latimer mumlede en uforbindende tak for denne kompliment. Han var i knibe, for han kunne ikke på nogen måde vide, om obersten tænkte på nationaløkonomi eller på krimier. Han havde engang forbløffet og irriteret en venlig gammel professor, der havde givet udtryk for interesse for hans "nyeste bog" ved at spørge den gamle mand, om han foretrak ofrene skudt eller dræbt med et stumpt våben. Det ville være for affekteret at spørge om, hvilken gruppe bøger det var, de talte om.

Men oberst Haki ventede ikke på at lade sig udspørge. - Jeg får alle de nyeste romans policiers tilsendt fra Paris, fortsatte han. - Jeg læser overhovedet ikke andet end romans policiers. Jeg ville gerne have Dem til at se min samling. Jeg synes særlig godt om de engelske og de amerikanske. Alle de bedste af dem er oversat til fransk. De franske forfattere selv føler jeg ikke så meget for. Den franske kultur er ikke således indrettet, at den kan frembringe en virkelig førsteklasses roman policier. Jeg har netop føjet Deres "Une pelle ensanglantée" til mit bibliotek. Fabelagtig! Men jeg forstår ikke ganske, hvad titlen skal betyde.

Latimer brugte en del tid på at prøve at forklare på fransk, hvad man forstod ved "calling a spade a bloody shovel", at det er godt at kalde tingene ved deres rette navn, men at man ikke behøver at være vulgær, og oversætte det ordspil, der havde givet i hvert fald læsere med dertil egnet tankegang det afgørende vink om morderens identitet allerede i titlen.

Oberst Haki lyttede opmærksomt, nikkede og sagde: - Ja, det forstår jeg. Nu kan jeg forstå det hele, - allerede før Latimer var nået frem til selve pointen i sin forklaring.

- Monsieur, sagde han efter at Latimer havde opgivet det hele i fortvivlelse. - Jeg tænker på, om De ville gøre mig den ære at spise frokost sammen med mig en dag i denne uge. Jeg vil tro, at jeg kan hjælpe Dem, tilføjede han temmelig mystisk.

Latimer kunne ikke se, på hvilken måde, han kunne hjælpes af oberst Haki, men han sagde, at han med fornøjelse ville spise frokost med ham. De aftalte at mødes på Pera Palas Hotel tre dage senere.

Først aftenen inden tænkte Latimer videre over frokostaftalen. Han sad i lobbyen på sit hotel sammen med direktøren for sin bankforbindelses filial i Istanbul.

Han syntes, at Collinson var en hyggelig fyr, men en noget monoton samtalepartner. Hans konversation bestod næsten udelukkende af sladder om, hvad den engelske og amerikanske koloni i Istanbul foretog sig. - Kender De Fitzwilliams? kunne han sige. - Ikke? Det er en skam. Dem ville De synes om. Nå, men her forleden...

Som kilde til informationer om Kemal Atatürks økonomiske reformer havde han vist sig at være en total fiasko.

- Forresten, sagde Latimer efter at have hørt på en beretning om en amerikansk automobilforhandlers tyrkiskfødte kones bedrifter. - Kender De en mand, der hedder oberst Haki?

- Haki? Hvorfor kom De til at tænke på ham?

- Jeg skal spise frokost med ham i morgen.

Collinson hævede øjenbrynene. - Skal De det? Det må jeg sandelig nok sige!

Han kløede sig på hagen. - Nå ja, jeg har da hørt om ham.

Han tøvede lidt - Haki er et af disse mennesker, man hører

så meget om her, men tilsyneladende aldrig rigtig kan få hold i. En af mændene bag kulisserne, hvis De forstår hvad jeg mener. Han har mere indflydelse end en hel del af dem, der går for at være topfolk inde i Ankara. Han var en af Gazis egne håndgangne mænd i Anatolien i nitten hundrede og nitten og deputeret i den provisoriske forsamling. Jeg har hørt historier om ham dengang. En blodtørstig djævel efter alle beretninger at dømme. Der var noget om at han torterede fangerne. Men det gjorde begge parter på den anden side, og jeg tror roligt, man kan sige, det var sultanens drenge, der begyndte på det. Jeg har også hørt, at han kan drikke flere flasker whisky på en aften og holde sig ædru som en snebold alligevel. Men det tror jeg nu ikke på. Hvordan kom De dog i forbindelse med ham?

Det forklarede Latimer så. - Hvad lever han af? tilføjede han. - Jeg kan ikke forstå, hvad de uniformer betyder.

Collinson trak på skuldrene. - Tja, jeg har hørt fra sædvanligvis pålidelig kilde, at han er chef for det hemmelige politi, men det er sikkert også bare en historie. Det er det værste ved stedet her. Man kan ikke tro på et ord af alt det, de siger i klubben. Bare så sent som her forleden...

Det var med nogen mere begejstring end tidligere, at Latimer gik til sin frokostaftale den næste dag. Han havde bedømt oberst Haki til at være noget af en bandit, og Collinsons vage oplysninger havde til en vis grad bekræftet denne opfattelse.

Obersten kom, bristefærdig af undskyldninger, tyve minutter for sent og gennede sin gæst direkte ind i restauranten. - Vi må have os en whiskysoda lige med det samme, sagde han og forlangte højrøstet en flaske "Johnnie".

Under det meste af måltidet talte han om kriminalromaner, han havde læst, om sine reaktioner på dem, sin mening om personerne og sin forkærlighed for mordere, der skød deres ofre. Til sidst lænede han sig frem over bordet, med en næsten tom whiskyflaske og en jordbæris foran sig.

- Jeg tror, jeg kan hjælpe Dem, mr. Latimer, sagde han igen.

Et vanvittigt øjeblik tænkte Latimer på, om han ville blive tilbudt ansættelse i det tyrkiske efterretningsvæsen; men han nøjedes med at sige: - Det er meget venligt af Dem.

- Det var min ærgerrighed at skrive en god roman policier selv, fortsatte oberst Haki. - Jeg har tit tænkt på, at jeg ville kunne gøre det, hvis jeg havde haft tid til det. Men det er det, der er problemet - tiden. Det har jeg fundet ud af. Men...

Han holdt en kunstpause. Latimer ventede. Han rendte ustandselig ind i mennesker, der havde en fornemmelse af, at de ville kunne skrive kriminalromaner, hvis bare de havde tid til det.

- Men, fortsatte obersten. - Jeg har gennemarbejdet hele historien, og den vil jeg gerne forære Dem.

Latimer sagde, at det virkelig var meget venligt af ham.

Obersten affejede enhver tak. - Deres bøger har givet mig så stor fornøjelse, mr. Latimer, at det er mig en glæde at kunne forære Dem ideen til en ny. Jeg har ikke tid til at bruge den selv, og under alle omstændigheder, tilføjede han storsindet, - vil De kunne udnytte den bedre end jeg selv ville kunne.

Latimer mumlede noget usammenhængende.

- Denne historie, fortsatte hans vært og så stift på Latimer med sine grå øjne, - foregår på et engelsk landsæde, der tilhører den rige Lord Robinson. Der er inviteret gæster til den engelske weekend. Midt under selskabet finder man Lord Robinson siddende inde på sit bibliotek, ved skrivebordet - skudt gennem tindingen. Der er krudtslam omkring skudhullet. En sø af blod har dannet sig på skrivebordet og gennemblødt et stykke papir. Dette papir er et nyt testamente, som Lorden netop skulle til at underskrive. Det gamle testamente delte hans formue ligeligt mellem seks personer, hans slægtninge, der alle er med til selskabet. Det nye testamente, som mordernes kugle har forhindret ham i at underskrive, efterlader hele formuen til én af disse slægtninge. Derfor, sagde han og pegede anklagende med sin dessertske, - er en af de fem andre slægtninge den skyldige. Det er logisk, ikke sandt?

Latimer åbnede munden, men lukkede den igen og nikkede.

Oberst Haki smilede triumferende. - Det er det, der er tricket.

- Tricket?

- Lorden er ikke blevet myrdet af nogen af de mistænkte, men af butleren, hvis hustru var blevet forført af Lorden! Hvad siger De til det, hvad behager?

- Meget opfindsomt.

Hans vært lænede sig tilfreds tilbage og glattede sin uniformsjakke. - Det er jo kun et trick, men jeg er glad for, at De synes om det. Jeg har selvfølgelig udarbejdet hele intrigen i alle detaljer. Le flic er højkommissionær på Scotland Yard. Han forfører en af de mistænkte, en meget smuk kvinde, og det er for hendes skyld, han opklarer mysteriet. Det er temmelig kunstnerisk. Men jeg har som sagt skrevet det hele ned.

- Det ville interessere mig meget at læse Deres notater, sagde Latimer med stor oprigtighed.

- Det var lige det, jeg håbede, De ville sige. Har De hastværk?

- Overhovedet ikke.

- Så lad os tage over på mit kontor, og så skal jeg vise Dem det, jeg har lavet. Det er skrevet på fransk.

Latimer tøvede kun et øjeblik. Han havde ikke noget bedre at foretage sig, og det kunne måske være interessant at se oberst Hakis kontor.

- Jeg vil gerne tage med Dem derover, sagde han.

Oberstens kontor var anbragt på øverste etage i noget, der måske engang havde været et billigt hotel, men hvis indre umiskendeligt var en statsadministrationsbygning i Galata. Det var et meget stort lokale for enden af en korridor. Da de gik derind, sad en uniformeret kontorist bøjet over skrivebordet. Han rettede ryggen, smækkede hælene sammen og sagde et eller andet på tyrkisk. Obersten svarede ham og nikkede som tegn til, at han kunne gå. Latimer så sig om. Ud over skrivebordet var der flere små stole og en amerikansk vandkøler. Væggene var nøgne, og gulvet var dækket af et kokostæppe. Lange grønne skodder, der hang uden for vinduerne, holdt det meste af lyset ude. Der var meget køligt efter varmen i den bil, de havde kørt derover i.

Obersten vinkede ham over til en stol, gav ham en cigaret og begyndte at rode i en skuffe. Til sidst halede han et par maskinskrevne ark op og rakte dem frem.

- Her har vi det, mr. Latimer. "Det blodplettede testamentes spor", har jeg kaldt den, men jeg er ikke overbevist om, at det er den bedste titel. Efter min mening er alle de bedste titler allerede brugt. Men jeg skal nok finde på nogle alternativer. Læs det og vær ikke bange for at sige ganske oprigtigt, hvad De synes om det. Hvis der er nogen detaljer, som De mener bør ændres, så ændrer jeg dem.

Latimer tog mod arkene og læste, mens obersten satte sig på et hjørne af skrivebordet og svingede ud med en lang, skinnende støvle.

Latimer læste papirerne igennem to gange og lagde dem så fra sig. Han skammede sig over sig selv, fordi han flere gange havde haft lyst til at le højt. Han skulle ikke være kommet med. Nu, hvor han var kommet, var det bedste han kunne gøre, at komme afsted igen så hurtigt som muligt.

- Jeg kan ikke foreslå nogen forbedringer lige for øjeblikket, sagde han langsomt, - men det er naturligvis alt sammen noget, der må gennemtænkes nøje. Det er så nemt at lave fejl, når man har med den slags problemer at gøre. Der er så meget, man må tænke på. For eksempel spørgsmålene om fremgangsmåden ved britiske retssager...

- Ja, ja, selvfølgelig.

Oberst Haki gled ned fra skrivebordet og satte sig i sin stol. - Men tror De, De kan bruge det, hvad?

- Jeg er virkelig meget taknemmelig for Deres gavmildhed, sagde Latimer undvigende.

- Ikke tale om. De skal bare sende mig et frieksemplar af bogen, når den udkommer.

Han svingede rundt i skrivebordsstolen og rakte ud efter telefonen. - Jeg vil få fremstillet en kopi, De kan tage med.

Latimer satte sig tilbage. Nå, det var så det! Det kunne ikke tage lang tid at lave en kopi. Han hørte på obersten, der talte med en i telefonen og så ham rynke brynene. Obersten lagde røret og vendte sig om mod ham.

- De vil lige undskylde mig, hvis jeg tager mig af en lille sag?

- Ja, naturligvis.

Obersten trak et tykt charteque over mod sig og begyndte at gennemgå papirerne i det. Så udvalgte han et og så ned over det. Mens han gjorde det, bankede den uniformerede kontorist på døren og kom marcherende ind med en tynd gul folder under armen. Obersten tog mod folderen og anbragte den foran sig på skrivebordet; derefter rakte han med en kort instruktion "Det blodplettede testamentes spor" til kontoristen, der smækkede hælene sammen og gik ud. Der blev stille på kontoret.

Latimer lod som om han var optaget af sin cigaret, mens han kastede et blik ind over skrivebordet. Oberst Haki bladede langsomt i folderen, og han havde et udtryk i ansigtet, som Latimer ikke havde set før. Det var det udtryk, man ser hos en ekspert, der tager sig af en sag, han ved alt om. Der var en slags hvilende vagtsomhed over ansigtet, der mindede Latimer om en meget gammel og meget erfaren kat, der sidder og betragter en meget ung og uerfaren mus. I det øjeblik reviderede han sin opfattelse af oberst Haki. Han havde haft en smule ondt af ham, sådan som man har ondt af enhver, der uden at vide af det gør sig selv til grin. Nu kunne han indse, at obersten ikke havde behov for en sådan medlidenhed. Mens hans lange, gullige fingre bladede i folderen, kom Latimer i tanke om en sætning, Collinson havde kommet med: "Der var noget om, at han torterede fangerne". Det gik pludselig op for ham, at han nu for første gang så den virkelige oberst Haki. Så så obersten op og hans blege øjne betragtede eftertænksomt Latimers slips.

Et øjeblik havde Latimer en ubehagelig mistanke om, at manden på den anden side af skrivebordet måske nok så ud til at betragte hans slips, men i virkeligheden læste hans tanker. Så gled oberstens blik opad og han smilede skævt på en måde, der gav Latimer en fornemmelse af, at han var blevet grebet i at stjæle et eller andet.

- Jeg tænkte på, om De er interesseret i virkelige mord, mr. Latimer, sagde han.