Man kan roligt tale om et gennembrud... En yderst saglig og rapt skrevet sjæleskildring. Miljøet er så præcist gengivet, at bogen kunne bruges som lærebog ved Journalisthøjskolen... Med megen ømhed, varme og indføling skildrer Arne Herløv et menneskes sammenbrud... meningsfuld og fantastisk underholdende.

Poul Borum - Ekstra Bladet
 
 
 
 

En slagkraftig og svært-afrystelig "fremmedgørelses"-gyser om verdens vanvid.

John Carlsen - Aarhuus Stiftstidende
 
 

Herløv Petersens sprog er stærkt og levende, og sort humoristisk og kan med sin virile ynglekraft minde om den unge Rifbjergs.. Og beundringsværdig er hans evne til at gøre spændende skønlitteratur på et emne, der i dag er i overvældende fare for at havne i sociologernes skemaer og datamater.

Mogens Linck - Fyens Stiftstidende
 
 

Det er et godt og fint spring, Herløv Petersen har taget... til den desperate humoristiske roman... Med denne bog er en skribent på vej.

Bent Mohn - Politiken
 
 

De store maskiner stod som grå drøvtyggere og gumlede sig rykvis gennem kodestrimlerne. En velplejet hulledame med perlemorsfarvede negle sad ved udenrigsafdelingens telexsender og forvandlede de maskinskrevne manuskripter til en uforståelig række hulmønstre, der på de forskellige dagbladsredaktioner ville gennemgå en transformation tilbage til maskinskrift igen. Bag den vagthavendes skrivebord stod de tre fjernskrivere og spyttede indgående nyheder ud på forskelligtfarvet papir - blåt for det engelske Reuter, lyserødt for det franske AFP og gult for det tyske DPA. Den vagthavende på eftermiddagsholdet, Riis, satte af mod sit skrivebord med hænderne og rullede en halv meter baglæns på kontorstolen for at se på fjernskriverne. Han lænede sig ind over de hakkende maskiner og så på nyhederne. Da han havde set, hvad der kom ind, så han over mod enden af det lange midterbord, hvor en af journalisterne sad med hovedet begravet i en stor samlemappe med dagens aviser.
 
 

- Røbye. Er du ikke snart færdig med at tygge dig gennem tegneserierne?
 
 

Et fortrædeligt blik skråt op mod den vagthavende.
 
 

- Jeg bliver da lige nødt til at læse mig ind.
 
 

Røbye begravede atter hovedet i tegneserierne.
 
 

- Ja ja da, sagde Riis. Men har du ikke været en time om det foreløbig? Der er en historie her, som jeg tror er noget for dig.
 
 

- Haster det?
 
 

- Njåe...
 
 
 
 

Riis rev et stykke af det lyserøde papir og gik over og proppede det ind bag støttestangen på Røbyes skrivemaskine. Røbye så distræt ud i luften et øjeblik, og fordybede sig så atter i aviserne. Han var nået til de personlige annoncer i Politiken, som han altid læste grundigt igennem. "Slank enke, 48, søger bekendtskab, evt. ægteskab, med absolut velsitueret, nobel herre. Børn ingen hindring". "Kom til Sado-maso-shoppen og se, hvad vi kan tilbyde. Speciale: Halsjern og kyskhedsbælter". "Ungt ægtepar med særprægede interesser søger kontakt med ligesindede". "Yngre, præsentabel herre søger kontakt med formuende dame, helst med egen villa". "Ring, Anders. Pakken ankommet. Næste uge igen". Den sidste lød lidt underligt, næsten som en eller anden kode. Måske var det noget med narkoukasmuglere eller sådan noget. Under krigen havde der været annoncer, der uilsyneladende uilbød sofacykler og dametasker ul salg, men hvis man læste forbogstaverne i hvert ord dannede de sætningen "Læs Frit Danmark". Og det telefonnummer, der stod nedenunder, var Dagmarhus'. Lad mig se.... Ring, Anders.... R-a-p-a-n-u-i. Rapanui. Nå, det var altså ikke det....
 
 

Han smækkede den store samlemappe i og gik hen til sin plads. Han tændte en cigaret, vippede stolen bagover så ryggen stødte mod kanten af bordet bagved, og hev det lyserøde papir ud af maskinen.
 
 

- Du, Riis. Hvad helvede er det for nogle makabre detaljer her, sagde han, da han havde læst historien igennem. Hvad skal jeg stille op med dem?
 
 

Den anden journalist på holdet, Mishefski, snurrede rundt på sin stol og så over på Røbye med plirrende gedeøjne.
 
 

- Hvad er det for noget?
 
 

- Åe, det er hende der, filmstjernen, Pearly Sudson, der har fået klippet hovedet af ved en bilulykke.
 
 

- Guds dros, hende med patterne?
 
 

- Tjae, sagde Riis. Den er jo lidt blodig. Du må bruge dit jugement og selv finde ud af, hvordan du vil dreje den. Vent lidt, afbrød han sig selv og rullede stolen over til Reuters fjernskriver. Her kommer Reuters version. Det kan være, du bedre kan bruge den.
 
 

Røbye lagde de to versioner foran sig og så fra den ene til den anden. "worldfamous sex idol, pearly sudson, 33, was killed this morning when..."
 
 

Hun var tilsyneladende kommet med omkring 150 kilometer i timen i sin berømte lyserøde Callidac ned ad en superekspresvej i nærheden af Santa Barbara i Californien. Så havde hun af uopklarede grunde mistet herredømmet over vognen og var skredet over i den modsatte vejbane. Der kolliderede hun frontalt med en lastbil med anhænger, der var lastet med svære jernplader. En af pladerne fløj gennem luften og skar den øverste halve meter af Sudsons bil. Filmstjernens hoved havde desværre også befundet sig i dette område. Det blev senere fundet i en tjørnebusk i midterrabatten. Desuden blev bilrattet ved sammenstødet presset op i maven på hende, så man måtte skære en samlet blok - bestående af rattet, dele af insurumentbrættet og afdøde Sudson minus hoved ud med skærebrænder og senere prøve at adskille klumpens ingrediense ved at få viklet de tarme, der var draperet rundt om rattet, af igen. AFP gik noget mere i detaljer end Reuter. De franskmænd, de franskmænd, man skulle tro, de fik en eller anden pervers tilfredsstillelse ud af det. Ja, bortset fra detaljerne stod der tilsyneladende det samme. Indtil... Hvad fanden var nu det for noget forpulet sjuskeri? AFP skrev, at Pearly Sudson havde haft en passager med i vognen, en dressman ved navn Walter Zellerstein. Og han var selvfølgelig også blevet dræbt ved sammenstødet. Men Reuter skrev ganske udtrykkeligt, at hun havde været alene i bilen. Røbye tænkte et øjeblik på at appellere til Riis igen, men ombestemte sig så. Riis ville bare som sædvanligt sige, han skulle bruge sit jugement. Det var ikke godt at rende til den vagthavende hele tiden. Men i dette tilfælde var det godt nok noget underligt. Den ene version måtte jo være rigtig og den anden forkert. Og det var ikke til at vide, hvad der var hvad.
 
 

Til sidst valgte han den version, hvor hun var alene. Det gav ham en fornemmelse af at spille Gud. Zellerstein, du er benådet, du får lov til at fortsætte din karriere som dressman i Californien. Men husk, nu er du advaret, ingen numre næste gang...
 
 

Sikke noget sludder at tænke. Og til syvende og sidst kunne det jo være flintrende ligegyldigt. Det eneste det kom an på var. at man ikke forvirrede folkene på dagbladsredakuonerne ved at give dem to forskellige versioner. Det kunne de slet ikke klare, de skravl.
 
 

Han hamrede historien ned på fem minutter. "sudson. los angeles, mandag (rb-afp). den verdensberømte filmskuespillerinde... "
 
 

- Så skulle den være tonet ned til hjemmemarkedet, sagde han og afleverede manuskriptet til den vagthavende, der løb det igennem og sløjfede et par sætninger hist og her med sin blå blyant før han lagde det ned i bakken med udgående ark.
 
 

Røbye begyndte at tegne kruseduller på et ark manuskriptpapir. De startede som små snørkler nede i det ene hjørne og voksede langsomt op til nogle forknudrede, langstrakte dimser, der stod og svajede som vandplanter ovre i høire side af papiret. Han var så optaget af sin tegning, at han ikke engang lagde mærke til, at der blev stillet en Hof foran ham.
 
 

- De ser mig noget erigerede ud, sagde en stemme. Han så op. ind i Mishefskis gule øjne bag de tykke brilleglas. Brillestellet lynede ravfarvet. Mishefskis spidse hageskæg vippede sardonisk. Det er dog fantastisk, at et menneske kan ligne en ged så meget, tænkte han.
 
 

- Erigerede? Er det ikke snart en anelse psykotisk, som du finder kønslig symbolik i de skikkeligste ornamenter?
 
 

Der var ingen vej uden om. Man måtte ind i bureau-jargonen. Den var måske lidt studentikos, men på en eller anden måde fik den arbejdet og samværet til at glide nemmere.
 
 

- Skikkelige? Min gode mand. Den der kan du næppe snakke dig fra. En nikotinfarvet negl pegede ned på en af vandplanterne. Har redaktøren i øvrigt en samfundshjælper?
 
 

- Yes sir, sagde Røbye og fiskede en rusten øloplukker op af jakkelommen. Han knappede sin og Mishefskis bajer op. Riis kom slentrende over til hans skrivebord og anbragte mageligt den ene balle på kanten. Han rakte sin øl over til Røbye, der lukkede også den op.
 
 

- Skål, sagde de allesammen og vippede flasken bagover. Den lunkne øl duftede tungt af mask.
 
 

- Du, sig mig engang..., sagde Røbye ul den vagthavende. Er der ikke sket en kæft i Vietnam i dag? Der var ikke noget i filen.
 
 
 
 

- De har sikkert siddet og spillet kort på formiddagsholdet som sædvanlig, indskød Mishefski.
 
 

- Ja, det er en af de dødere dage, sagde Riis. Der er kun kommet to korte historier ind. En om en amerikansk general, der har udtalt, det er ukristeligt ikke at bruge atombomber mod Vietcong, og en om at amerikanerne nu igen har bombet sydkoreanerne ved en fejltagelse. Det kniber åbenbart med at kende forskel på de små gule. De ligger i skuffen. Det kan jo være, du kan bruge dem til en samlehistorie senere.
 
 

De drak ud og de andre gik tilbage til deres pladser. Røbye vippede stolen tilbage igen og tændte sig en cigaret, mens han så ud over lokalet. Hulstrimlerne var begyndt at vælde ud over gulvet i slangemønstre, og de tre fjernskrivere satte samtidig i med deres hakken. Eftermiddagstravlheden var så smat ved at begynde.
 
 

Han fik en række korte strimler over. Det var noget om et østeuropæisk udenrigsministermøde. Beretningen kom i fire-fem takes på hver fjernskriver, og der var desuden en hel del kommentarer fra forskellige politikere i Vesten. Det blev en temmelig stor historie. Han måtte se at psse det hele sammen til én version. Den blev nok på tre takes - tre manuskriptark, der blev afleveret hver for sig og udsendt løbende med numre, så dagbladsredaktionerne senere kunne koge dem sammen til én artikel. Hvis der blev ved med at komme nye detaljer ind, måtte han sikkert til at skrive en ny indledning senere på dagen og måske lave et sammendrag ud på aftenen.

Han passede de forskellige oplysninger sammen til en symfonisk enhed inde i hovedet og skrev sin version ned. Det var egentlig en mærkelig proces. Man brugte en form for verbal kontrapunktik og udviklede de forskellige temaer løbende, så de flettede sig ind i hinanden og passede sammen. Det var umuligt at forklare, hvilke kriterier man egentlig gik ud fra. Enten havde man det i blodet, eller også lærte man det aldrig.

Mishefski var ved at blade filen igennem for tredje gang. Han havde fået det økonomiske stof i dag. Der havde været diskontoforhøjelse i England igen to dage før, og det strømmede stadig ind med efterskræp - udtalelser og kommentarer. For at få hold over det måtte han have alle de foregående dages historier præsent.

Pludselig ringede klokkerne ovre på AFP-fjernskriveren og de så alle tre op. Mishefski rejste sig fra sin plads og gik derover. Riis rullede stolen en halv meter tilbage og drejede hovedet, og Røbye lænede sig ind over bordet med hovedet på skrå for at se med. Der kom først en hel linje klokkesignaler. Maskinen gik tilbage til ny linje, rykkede fire hak frem og begyndte at skrive: "correction, sudson..." Så var der altså ikke udbrudt verdenskrig denne gang. Klokkerne kunne betyde tre ting. Enten var der sket et eller andet vigtigt, der krævede øjeblikkelig opmærksomhed. Eller også var der en rettelse til en tidligere take. Eller der var en personlig forespørgsel til udenrigsafdelingen fra central desk'en på AFP eller et af de andre bureauer.

Mishefski gik tilbage til sin stol, mens Røbye blev siddende med hovedet på skrå for at følge med i rettelsen. Den mand, der havde siddet i Sudsons bil, hed Zillerstein, repeat Zillerstein, not Zellerstein.

- Ham har jeg da ikke set noget til, sagde Riis, da han rev strimlen af og rakte den over til Røbye.

- Næe, Reuter skrev, hun var alene. Men hvis der kommer et take til, kan vi jo få ham med som en tilføjelse.
 
 

- Ja, der er kommet lidt mekrologstof ind. Kan du ikke sammenholde det med, hvad vi har i arkivet, og så lave et nyt take på det og ham tyskeren?
 
 

Røbye gik ud i arkivet og fandt frem til den brune papkasse med Stevens-Södertälje. Der lå en gul konvolut med Pearly Sudson.
 
 

Det var mest historier om de forskellige skandaler, hun havde rodet sig ind i i løbet af de sidste år. Dengang hun kom ind på Ritz i London med en tiger i snor, dengang hun badede nøgen i en springvandskumme i Madrid, og dengang hun var oppe at slås med sin boyfriend for øjnene af de lamslåede gæster efter premieren på sin sidste film. Hendes boyfriend havde også spillet med i filmen, og pludselig var hun faret op og havde beskyldt ham for at have flirtet med Christy Fontayne, der havde den anden kvindelige hovedrolle.
 
 

Hun havde jaget en gaffel i kinden på ham og forsøgt at grave hans øjne ud med en grapefrugt-ske, så de forsamlede pressefolk og skuespillere måtte gribe ind og med magt føre hende ind i et andet værelse. Den historie havde givet hende masser af publicity.
 
 

Derimod stod der ikke noget om hendes film. De havde været gruopvækkende elendige allesammen, og det var snart en halv snes år siden, hun havde været på toppen som sexsymbol. Hendes brystmål på 110 kunne ikke rigtig henrykke en generation, der var blevet vænnet ul at se idealet af kvindelig skønhed i Twiggy og The Shrimp.
 
 

Reuter havde lidt om hendes film i nekrologen. Den første - "Princess of Love" ("Forbudte glæder") fra 1953 - havde med et slag gjort hende berømt. Ikke fordi hun kunne spille, men fordi kameramanden havde fået nogle fine skud ind på hendes monumentale bryster, der hele uden var ved at rulle ovenud af udskæringen som vandrende bjerge. De følgende film, "To Egypt With Love" ("Ørkenprinsessen"), "Passionate Delights" ("Besat ungdom") og "Shooting along with Papa" ("Det vilde begær") - havde også været enorme publikums-succes'er, men siden da havde hun næsten været glemt. Kun de dygtigt tilrettelagte skandaler, hendes publicity manager arrangerede, havde holdt hendes navn i live.
 
 

Og nu var det altså forbi. Hendes hoved var blevet fisket ud af en

tjørnebusk, og hendes tarme viklet fri af et bilrat. Tja. Han skrev et take på tyve linjer, hvor han kort nævnte hendes berømteste film og hendes senere skæbne. Skandalehistorierne hentydede han kun til i en enkelt sætning
 
 

Han spekulerede lidt på, om han skulle inkorporere Zillerstein. Så bestemte han sig og skrev hurtigt: "en dressman, walter zillerstein, var passager i sudsons bil og blev også dræbt ved kollisionen."
 
 

Han så på uret og tilføjede i nederste linje: "ar/1557" hev arket op af maskinen og rakte det til Riis.
 
 

- Så fik vi slået ham ihjel alligevel, sagde han med et skævt smil.
 
 

Kirsten kom ind med et overstrømmende udendørsudtryk i ansigtet og smed sin skuldertaske over på skrivebordet bag Røbyes. Hun var uddannet journalist, men havde for et par år siden fundet ud af, at hun hellere ville læse til skoleembedseksamen i engelsk, så nu havde hun kun tre dages vagttjeneste om ugen fra 16 til 24.
 
 

Af en eller anden grund var hun den eneste, hvis fornavn han kendte. Til gengæld vidste han ikke, hvad hun hed til efternavn.
 
 

- Nå, Røbye, sagde hun og satte sig på sin plads. Sker der noget?
 
 

- Ikke meget Men jeg tror, Riis har gemt noget om Fællesmarkedsforhandlingerne til dig.
 
 

- Pis. Det er da noget af det mest røvkedelige, man har. Hvem har hugget alle de gode historier i dag?
 
 

- Der har slet ikke været nogle. Bortset fra en makaber en om hende Pearly Sudson, der er blevet slået ihjel.
 
 

Kirsten gik over ul filen for at finde frem ul historien i stakken med udsendte takes.
 
 

- Nej, sagde Røbye. Du skal tage AFP-versionen i skuffen. Den danske udgave er renset for de mere bloddryppende detalier.
 
 

Han rejste sig og gik op i marketenderiet efter fire kopper kaffe og fire stykker af bagerens dårlige øje. To af folkene fra indenrigsafdelingen sad deroppe med en lille flok eftermiddagsbajere.
 
 

- Hvad helvede? Sidder I altid her og drikker? hilste han dem.
 
 

- Den lille flittige, sagde en af dem sarkasusk. Kan du hilse dernede.
 
 

Han tog kaffen og wienerbrødet på bon. Det var ved at være sidst på måneden, så man måtte til at holde igen med kontanterne. Damen spurgte, om han også skulle spise aftensmad oppe i marketenderiet i dag.
 
 
 
 

- Det kommer an på, hvad I har at byde på, sagde han som sædvanlig.

- Kogt flæsk med kartofler.
 
 
 
 

- Nå, men så spiser jeg heroppe, sagde han - som han altid giorde. Bare det ikke er lige så blævrende som sidst.
 
 

Han kom ned med bakken og anbragte kaffekopperne og kagetallerkenerne på de fire pladser. De havde et underligt tavst turprincip. Man kunne altid være sikker på, at de andre også gerne ville være med. hvis man havde tænkt sig at købe en øl eller en kaffe, så man kunne lige så godt købe med til dem allesammen.
 
 

Mishefski rakte en pakke Cecil over.
 
 

- Nej tak, jeg har ondt i halsen, sagde han og fiskede sine Snowflakes op af jakkelommen.
 
 

- Rigtig ondt? spurgte Kirsten med en blanding af medfølelse og drilleri.
 
 

- Kun når jeg synker. Så er den ligesom groet ul.
 
 

- Du kan bare vove på at komme her og smitte os andre.
 
 

- Tja, det siger I jo. Men hvis man bliver hiemme en dag, er der også et farligt hyleri. "For sådan en smule forkølelse" og alt det der. Så jeg ved snart ikke, hvad der er værst.
 
 

Kirsten begyndte at fortælle om hvor røvkedeligt, der var inde på Laurits efterhånden. Hun havde været derinde aftenen før og var noget mat endnu.
 
 

- Man ser heller aldrig noget til dig ude i det vilde natteliv, sagde hun ul Røbye.
 
 

- Næe, man er jo blevet en slags hjemmemenneske efterhånden. Nu jeg har fået lejlighed.
 
 

- Nå ja, hvor meget er det nu, du giver for den?
 
 

- 240 om måneden.
 
 

- Det er da ikke så slemt.
 
 

- Næe.
 
 

- Er der ellers noget ved den?
 
 

- Den er helt god. Og så ligger den centralt. Lige ved Sortedamssøen.
 
 

- Nå, det lyder da meget godt.
 
 

Samtalen ebbede ud igen, og maskinernes stadige hakken var det eneste, der brød tavsheden. Røbye sad uilbagelænet og så på de blå røgspiraler, der steg op fra hans cigaret.
 
 

Det var egentlig et meget godt arbejde, han havde. Maskinernes stadige aktivitet gav ham en fornemmelse af at være med et sted, hvor der skete noget. Og samtidig gav arbejdet ham en vis tryghedsfornemmelse, fordi han vidste, han kunne klare det. Han kom ikke ud for noget, der stillede større krav ul ham, end at han kunne finde ud af det, men alligevel var arbejdet hele tiden en udfordring til hans hukommelse og kombinationsevne, så han ikke kom til at kede sig Det var også helt spændende at have indflydelse på den offentlige opinion. Meget mere end folk i almindelighed var klar over. Det var naturligvis bureauets politik at være så objektiv som mulig i stofbehandlingen, men selve udvælgelsen af hvad man anså for væsentligt i det materiale, der kom ind, og hvad man slettede, medførte en subtil, men meget reel påvirkning af alle landets avislæsere.
 
 

Der var en død periode på fjernskriverne ved 1830-tiden, og Riis sendte ham op at spise. Han tog Ekstrabladet med fra samlemappen og fordybede sig i bryster, lår og gårdsanering, mens han prikkede blindt med gaflen i flæsket og engang imellem tog en slurk øl. Han læste horoskopet særlig grundigt. Det var altid fyldt med interne hib. Under "Jomfruen" stod der: ~Stærke kræfter sammensværger sig mod Dem. men hold ud. Hjælpen er nær." Det var gamle Magnussen fra billedredaktionen derovre, der måske blev fyret nu, fordi han drak for meget. Hjælpen var nok fra forbundet.
 
 

Da han var færdig med avisen, så han på de gulnede takes, der hang i glas og ramme.
 
 

Det var dem, der havde vundet den årlige Claus Seiden-pris på en kasse bajere for den længste og mest indviklede sætning.
 
 

Mishefski havde fået prisen i år for følgende mesterværk:
 
 

"de såkaldte "gnomer" fra zu:rich, ledende bankierer, der påstås at øve indflydelse på den økonomiske udvikling i europa og amerika, og som ved deres afvisende holdning til storbritanniens andragende om øgede lån for at ophjælpe pundets stabilitet og mindske risikoen for devaluering i høj grad medvirkede til wilson-regeringens beslutning om alligevel at skride til devaluering sidste november, samledes efter forlydende fra sædvanligvis velunderrettet kilde i aftes til et møde, hvor de formenes at have beskæftiget sig med den sidste udvikling på det internationale guldmarked, der er blevet yderligere strammet efter frankrigs afvisning af at frigøre nogle af de guldreserver, der er opbygget i løbet af de sidste måneder, hovedsagelig gennem indløsning af dollarlån, der til enhver tid har kunnet kræves ombyttet med guld fra fort knox-reserverne i fort knox, kentucky, og efter forlydende også med den sydafrikanske regerings beslutning om at stille de guldmæmngder, der i de sidste måneder er kommer fra minerne i johannesburg-området, til rådighed for det internationale guld-marked."
 
 

Med sine 170 ord lå den et godt hestehoved foran den nærmeste konkurrent.
 
 
 
 

Røbye rystede overbærende på hovedet og gik ned ad den stejle bagtrappe til udenrigsafdelinger, hvor han fandt et lyserødt ark papir stukket ned i sin skrivemaskine. Han sukekde og satte sig ned for at læse historien igennem.
 
 

Da han var færdig, råbte han over til den vagthavende:
 
 

- De er fanden perkeme perverse på AFP i dag, hvad?
 
 

- Tja, jeg mente, det måtte være noget for dig. Nu er du jo i træning.
 
 

- Årh, tusind tak. Jeg begynder at føle mig som Frankensteins presseagent.
 
 

Det var en besynderlig historie om små hudstumper med blod på, der var fundet af rædselsslagne fodgængere på en stille villavej i udkanten af London.
 
 

Hudstumperne dannede "a grisly trail", der førte hen bag en busk, hvor man fandt et afrevet øre. Poliitiet havde sat det store apparat i gang, men ingen var meldt savnet, og nu hældede man nærmest til den anskuelse, at det var medicinstuderende, der havde lavet det hele som en temmelig sygelig vittighed ved hjælp af et af ligene fra obduktionstimerne.
 
 

- Skal vi virkelig udsende den? spurgte han.
 
 

- Bare fem linjer. Om ikke andet tager formiddagsbladene den nok.
 
 

- Ja ja da. Guf til sensationspressen.
 
 

Riis åbnede for fjernsynet, så de kunne se TV-avisen. Der var et tre sekunders indslag om Pearly Sudson med et stort still-foto af hende, tækkeligt skåret over ved saltkarrene. Det var det hoved, de havde fisket ud af busken i dag. Der var et længere indslag om udenrigsministermødet med billeder af folk, der stod ud af store sorte biler og trykkede hinanden i hånden eller blev kysset på kinderne af deres russiske kollega, før de stillede sig op på række og smilede til fotograferne. Og et par forsinkede kommentarer ul den engelske diskontoforhøjelse. Resten var indenrigsstof, der ikke interesserede dem.
 
 

Riis slukkede igen, og Røbye gik tilbage til sin plads og skrev et sammendrag om det østeuropæiske topmøde på to takes. Mishefski havde ikke mere at lave og slentrede over til indenrigsafdelingen, hvor de gerne havde fjernsynet gående aftenen igennem. Så kunne han se udsendelsen: "I storm og stille. Besøg hos sildefiskerne på vestkysten."
 
 

Fjernskriverne kom kun med enkelte host nu. Det var alligevel ved at være for sent at sende noget ud til morgenbladene, hvis der da ikke skete noget, der var så vigtigt, at der var grund til at bryde satsen om.
 
 

Der lå et lille bundt korte nyheder, der ikke havde været betydningsfulde nok til at komme ud som selvstændige takes, og Røbye samlede dem under overskriften: "Kloden rundt."
 
 

Det var mest provinsbladene, der tog dem. I hovedstadsbladene kom de som regel kun, hvis man lige stod og manglede en filler nederst i en spalte.
 
 

Kirsten var ved at læse en kriminalroman, og Riis var allerede gået i gang med at skrive sin rapport om vagten til loggen.
 
 

Mishefski kom tilbage fra sine sildefiskere og så op på uret. Klokken var 2130, så der var en halv time endnu.
 
 

Røbye begyndte at blive utålmodig, som han altid blev det det sidste stykke ud, før han kunne gå. Samme fornemmelse som dengang, man gik i skole og ventede på, at klokken skulle ringe. Der var nioghalvfems procents chance for, at der ikke var mere at lave i aften, men der kunne jo altid dukke noget op lige pludselig, så man måtte ikke gå før tiden.
 
 

De sidste ti minutter gik meget langsomt, selv om han var vendt tilbage til avismappen for dog at foretage sig noget. Han kom til at se den rubrikannonce om pakken igen. Rapanui, sagde han halvhøjt for sig selv.
 
 

Klokken et minut i ti strøg han ud ad døren og ned på gaden. Mikkel Bryggersgade lå øde hen, men oppe på Strøget slentrede mange mennesker frem og tilbage og nød det lune sommervejr. Han følte sig som altid nøgen og udenfor deroppe mellem menneskene, når han lige kom fra bureauets indelukke. På en eller anden måde forekom den virkelige verden udenfor ham uvirkelig.