Lysets hastighed - min styrke
Udkom på Thaning & Appels forlag i 1973
Copyright ã
1973, 1997 by Arne Herløv Petersen
Lysets hastighed - min styrke som e-bog
Læs
hele bogen som PDF-fil på Scribd
Uddrag af anmeldelserne:
Man kan roligt tale om et gennembrud... En yderst saglig og rapt skrevet sjæleskildring. Miljøet er så præcist gengivet, at bogen kunne bruges som lærebog ved Journalisthøjskolen... Med megen ømhed, varme og indføling skildrer Arne Herløv et menneskes sammenbrud... meningsfuld og fantastisk underholdende.
Poul Borum - Ekstra Bladet
En slagkraftig og svært-afrystelig "fremmedgørelses"-gyser om verdens vanvid.
John Carlsen - Aarhuus Stiftstidende
Herløv Petersens sprog er stærkt og levende, og sort humoristisk og kan med sin virile ynglekraft minde om den unge Rifbjergs.. Og beundringsværdig er hans evne til at gøre spændende skønlitteratur på et emne, der i dag er i overvældende fare for at havne i sociologernes skemaer og datamater.
Mogens Linck - Fyens Stiftstidende
Det er et godt og fint spring, Herløv Petersen har taget... til den desperate humoristiske roman... Med denne bog er en skribent på vej.
Bent Mohn - Politiken
1
De store maskiner stod som grå drøvtyggere
og gumlede sig rykvis gennem kodestrimlerne. En velplejet hulledame med
perlemorsfarvede negle sad ved udenrigsafdelingens telexsender og forvandlede
de maskinskrevne manuskripter til en uforståelig række hulmønstre,
der på de forskellige dagbladsredaktioner ville gennemgå en
transformation tilbage til maskinskrift igen. Bag den vagthavendes skrivebord
stod de tre fjernskrivere og spyttede indgående nyheder ud på
forskelligtfarvet papir - blåt for det engelske Reuter, lyserødt
for det franske AFP og gult for det tyske DPA. Den vagthavende på
eftermiddagsholdet, Riis, satte af mod sit skrivebord med hænderne
og rullede en halv meter baglæns på kontorstolen for at se
på fjernskriverne. Han lænede sig ind over de hakkende maskiner
og så på nyhederne. Da han havde set, hvad der kom ind, så
han over mod enden af det lange midterbord, hvor en af journalisterne sad
med hovedet begravet i en stor samlemappe med dagens aviser.
- Røbye. Er du ikke snart færdig med
at tygge dig gennem tegneserierne?
Et fortrædeligt blik skråt op mod den
vagthavende.
- Jeg bliver da lige nødt til at læse
mig ind.
Røbye begravede atter hovedet i tegneserierne.
- Ja ja da, sagde Riis. Men har du ikke været
en time om det foreløbig? Der er en historie her, som jeg tror er
noget for dig.
- Haster det?
- Njåe...
Riis rev et stykke af det lyserøde papir og
gik over og proppede det ind bag støttestangen på Røbyes
skrivemaskine. Røbye så distræt ud i luften et øjeblik,
og fordybede sig så atter i aviserne. Han var nået til de personlige
annoncer i Politiken, som han altid læste grundigt igennem. "Slank
enke, 48, søger bekendtskab, evt. ægteskab, med absolut velsitueret,
nobel herre. Børn ingen hindring". "Kom til Sado-maso-shoppen og
se, hvad vi kan tilbyde. Speciale: Halsjern og kyskhedsbælter". "Ungt
ægtepar med særprægede interesser søger kontakt
med ligesindede". "Yngre, præsentabel herre søger kontakt
med formuende dame, helst med egen villa". "Ring, Anders. Pakken ankommet.
Næste uge igen". Den sidste lød lidt underligt, næsten
som en eller anden kode. Måske var det noget med narkoukasmuglere
eller sådan noget. Under krigen havde der været annoncer, der
uilsyneladende uilbød sofacykler og dametasker ul salg, men hvis
man læste forbogstaverne i hvert ord dannede de sætningen "Læs
Frit Danmark". Og det telefonnummer, der stod nedenunder, var Dagmarhus'.
Lad mig se.... Ring, Anders.... R-a-p-a-n-u-i. Rapanui. Nå, det var
altså ikke det....
Han smækkede den store samlemappe i og gik
hen til sin plads. Han tændte en cigaret, vippede stolen bagover
så ryggen stødte mod kanten af bordet bagved, og hev det lyserøde
papir ud af maskinen.
- Du, Riis. Hvad helvede er det for nogle makabre
detaljer her, sagde han, da han havde læst historien igennem. Hvad
skal jeg stille op med dem?
Den anden journalist på holdet, Mishefski,
snurrede rundt på sin stol og så over på Røbye
med plirrende gedeøjne.
- Hvad er det for noget?
- Åe, det er hende der, filmstjernen, Pearly
Sudson, der har fået klippet hovedet af ved en bilulykke.
- Guds dros, hende med patterne?
- Tjae, sagde Riis. Den er jo lidt blodig. Du må
bruge dit jugement og selv finde ud af, hvordan du vil dreje den. Vent
lidt, afbrød han sig selv og rullede stolen over til Reuters fjernskriver.
Her kommer Reuters version. Det kan være, du bedre kan bruge den.
Røbye lagde de to versioner foran sig og så
fra den ene til den anden. "worldfamous sex idol, pearly sudson, 33, was
killed this morning when..."
Hun var tilsyneladende kommet med omkring 150 kilometer
i timen i sin berømte lyserøde Callidac ned ad en superekspresvej
i nærheden af Santa Barbara i Californien. Så havde hun af
uopklarede grunde mistet herredømmet over vognen og var skredet
over i den modsatte vejbane. Der kolliderede hun frontalt med en lastbil
med anhænger, der var lastet med svære jernplader. En af pladerne
fløj gennem luften og skar den øverste halve meter af Sudsons
bil. Filmstjernens hoved havde desværre også befundet sig i
dette område. Det blev senere fundet i en tjørnebusk i midterrabatten.
Desuden blev bilrattet ved sammenstødet presset op i maven på
hende, så man måtte skære en samlet blok - bestående
af rattet, dele af insurumentbrættet og afdøde Sudson minus
hoved ud med skærebrænder og senere prøve at adskille
klumpens ingrediense ved at få viklet de tarme, der var draperet
rundt om rattet, af igen. AFP gik noget mere i detaljer end Reuter. De
franskmænd, de franskmænd, man skulle tro, de fik en eller
anden pervers tilfredsstillelse ud af det. Ja, bortset fra detaljerne stod
der tilsyneladende det samme. Indtil... Hvad fanden var nu det for noget
forpulet sjuskeri? AFP skrev, at Pearly Sudson havde haft en passager med
i vognen, en dressman ved navn Walter Zellerstein. Og han var selvfølgelig
også blevet dræbt ved sammenstødet. Men Reuter skrev
ganske udtrykkeligt, at hun havde været alene i bilen. Røbye
tænkte et øjeblik på at appellere til Riis igen, men
ombestemte sig så. Riis ville bare som sædvanligt sige, han
skulle bruge sit jugement. Det var ikke godt at rende til den vagthavende
hele tiden. Men i dette tilfælde var det godt nok noget underligt.
Den ene version måtte jo være rigtig og den anden forkert.
Og det var ikke til at vide, hvad der var hvad.
Til sidst valgte han den version, hvor hun var alene.
Det gav ham en fornemmelse af at spille Gud. Zellerstein, du er benådet,
du får lov til at fortsætte din karriere som dressman i Californien.
Men husk, nu er du advaret, ingen numre næste gang...
Sikke noget sludder at tænke. Og til syvende
og sidst kunne det jo være flintrende ligegyldigt. Det eneste det
kom an på var. at man ikke forvirrede folkene på dagbladsredakuonerne
ved at give dem to forskellige versioner. Det kunne de slet ikke klare,
de skravl.
Han hamrede historien ned på fem minutter.
"sudson. los angeles, mandag (rb-afp). den verdensberømte filmskuespillerinde...
"
- Så skulle den være tonet ned til hjemmemarkedet,
sagde han og afleverede manuskriptet til den vagthavende, der løb
det igennem og sløjfede et par sætninger hist og her med sin
blå blyant før han lagde det ned i bakken med udgående
ark.
Røbye begyndte at tegne kruseduller på
et ark manuskriptpapir. De startede som små snørkler nede
i det ene hjørne og voksede langsomt op til nogle forknudrede, langstrakte
dimser, der stod og svajede som vandplanter ovre i høire side af
papiret. Han var så optaget af sin tegning, at han ikke engang lagde
mærke til, at der blev stillet en Hof foran ham.
- De ser mig noget erigerede ud, sagde en stemme.
Han så op. ind i Mishefskis gule øjne bag de tykke brilleglas.
Brillestellet lynede ravfarvet. Mishefskis spidse hageskæg vippede
sardonisk. Det er dog fantastisk, at et menneske kan ligne en ged så
meget, tænkte han.
- Erigerede? Er det ikke snart en anelse psykotisk,
som du finder kønslig symbolik i de skikkeligste ornamenter?
Der var ingen vej uden om. Man måtte ind i
bureau-jargonen. Den var måske lidt studentikos, men på en
eller anden måde fik den arbejdet og samværet til at glide
nemmere.
- Skikkelige? Min gode mand. Den der kan du næppe
snakke dig fra. En nikotinfarvet negl pegede ned på en af vandplanterne.
Har redaktøren i øvrigt en samfundshjælper?
- Yes sir, sagde Røbye og fiskede en rusten
øloplukker op af jakkelommen. Han knappede sin og Mishefskis bajer
op. Riis kom slentrende over til hans skrivebord og anbragte mageligt den
ene balle på kanten. Han rakte sin øl over til Røbye,
der lukkede også den op.
- Skål, sagde de allesammen og vippede flasken
bagover. Den lunkne øl duftede tungt af mask.
- Du, sig mig engang..., sagde Røbye ul den
vagthavende. Er der ikke sket en kæft i Vietnam i dag? Der var ikke
noget i filen.
- De har sikkert siddet og spillet kort på
formiddagsholdet som sædvanlig, indskød Mishefski.
- Ja, det er en af de dødere dage, sagde Riis.
Der er kun kommet to korte historier ind. En om en amerikansk general,
der har udtalt, det er ukristeligt ikke at bruge atombomber mod Vietcong,
og en om at amerikanerne nu igen har bombet sydkoreanerne ved en fejltagelse.
Det kniber åbenbart med at kende forskel på de små gule.
De ligger i skuffen. Det kan jo være, du kan bruge dem til en samlehistorie
senere.
De drak ud og de andre gik tilbage til deres pladser.
Røbye vippede stolen tilbage igen og tændte sig en cigaret,
mens han så ud over lokalet. Hulstrimlerne var begyndt at vælde
ud over gulvet i slangemønstre, og de tre fjernskrivere satte samtidig
i med deres hakken. Eftermiddagstravlheden var så smat ved at begynde.
Han fik en række korte strimler over. Det var noget om et østeuropæisk udenrigsministermøde. Beretningen kom i fire-fem takes på hver fjernskriver, og der var desuden en hel del kommentarer fra forskellige politikere i Vesten. Det blev en temmelig stor historie. Han måtte se at psse det hele sammen til én version. Den blev nok på tre takes - tre manuskriptark, der blev afleveret hver for sig og udsendt løbende med numre, så dagbladsredaktionerne senere kunne koge dem sammen til én artikel. Hvis der blev ved med at komme nye detaljer ind, måtte han sikkert til at skrive en ny indledning senere på dagen og måske lave et sammendrag ud på aftenen.
Han passede de forskellige oplysninger sammen til en symfonisk enhed inde i hovedet og skrev sin version ned. Det var egentlig en mærkelig proces. Man brugte en form for verbal kontrapunktik og udviklede de forskellige temaer løbende, så de flettede sig ind i hinanden og passede sammen. Det var umuligt at forklare, hvilke kriterier man egentlig gik ud fra. Enten havde man det i blodet, eller også lærte man det aldrig.
Mishefski var ved at blade filen igennem for tredje gang. Han havde fået det økonomiske stof i dag. Der havde været diskontoforhøjelse i England igen to dage før, og det strømmede stadig ind med efterskræp - udtalelser og kommentarer. For at få hold over det måtte han have alle de foregående dages historier præsent.
Pludselig ringede klokkerne ovre på AFP-fjernskriveren og de så alle tre op. Mishefski rejste sig fra sin plads og gik derover. Riis rullede stolen en halv meter tilbage og drejede hovedet, og Røbye lænede sig ind over bordet med hovedet på skrå for at se med. Der kom først en hel linje klokkesignaler. Maskinen gik tilbage til ny linje, rykkede fire hak frem og begyndte at skrive: "correction, sudson..." Så var der altså ikke udbrudt verdenskrig denne gang. Klokkerne kunne betyde tre ting. Enten var der sket et eller andet vigtigt, der krævede øjeblikkelig opmærksomhed. Eller også var der en rettelse til en tidligere take. Eller der var en personlig forespørgsel til udenrigsafdelingen fra central desk'en på AFP eller et af de andre bureauer.
Mishefski gik tilbage til sin stol, mens Røbye blev siddende med hovedet på skrå for at følge med i rettelsen. Den mand, der havde siddet i Sudsons bil, hed Zillerstein, repeat Zillerstein, not Zellerstein.
- Ham har jeg da ikke set noget til, sagde Riis, da han rev strimlen af og rakte den over til Røbye.
- Næe, Reuter skrev, hun var alene. Men hvis
der kommer et take til, kan vi jo få ham med som en tilføjelse.
- Ja, der er kommet lidt mekrologstof ind. Kan du
ikke sammenholde det med, hvad vi har i arkivet, og så lave et nyt
take på det og ham tyskeren?
Røbye gik ud i arkivet og fandt frem til den
brune papkasse med Stevens-Södertälje. Der lå en gul konvolut
med Pearly Sudson.
Det var mest historier om de forskellige skandaler,
hun havde rodet sig ind i i løbet af de sidste år. Dengang
hun kom ind på Ritz i London med en tiger i snor, dengang hun badede
nøgen i en springvandskumme i Madrid, og dengang hun var oppe at
slås med sin boyfriend for øjnene af de lamslåede gæster
efter premieren på sin sidste film. Hendes boyfriend havde også
spillet med i filmen, og pludselig var hun faret op og havde beskyldt ham
for at have flirtet med Christy Fontayne, der havde den anden kvindelige
hovedrolle.
Hun havde jaget en gaffel i kinden på ham og
forsøgt at grave hans øjne ud med en grapefrugt-ske, så
de forsamlede pressefolk og skuespillere måtte gribe ind og med magt
føre hende ind i et andet værelse. Den historie havde givet
hende masser af publicity.
Derimod stod der ikke noget om hendes film. De havde
været gruopvækkende elendige allesammen, og det var snart en
halv snes år siden, hun havde været på toppen som sexsymbol.
Hendes brystmål på 110 kunne ikke rigtig henrykke en generation,
der var blevet vænnet ul at se idealet af kvindelig skønhed
i Twiggy og The Shrimp.
Reuter havde lidt om hendes film i nekrologen. Den
første - "Princess of Love" ("Forbudte glæder") fra 1953 -
havde med et slag gjort hende berømt. Ikke fordi hun kunne spille,
men fordi kameramanden havde fået nogle fine skud ind på hendes
monumentale bryster, der hele uden var ved at rulle ovenud af udskæringen
som vandrende bjerge. De følgende film, "To Egypt With Love" ("Ørkenprinsessen"),
"Passionate Delights" ("Besat ungdom") og "Shooting along with Papa" ("Det
vilde begær") - havde også været enorme publikums-succes'er,
men siden da havde hun næsten været glemt. Kun de dygtigt tilrettelagte
skandaler, hendes publicity manager arrangerede, havde holdt hendes navn
i live.
Og nu var det altså forbi. Hendes hoved var blevet fisket ud af en
tjørnebusk, og hendes tarme viklet fri af
et bilrat. Tja. Han skrev et take på tyve linjer, hvor han kort nævnte
hendes berømteste film og hendes senere skæbne. Skandalehistorierne
hentydede han kun til i en enkelt sætning
Han spekulerede lidt på, om han skulle inkorporere
Zillerstein. Så bestemte han sig og skrev hurtigt: "en dressman,
walter zillerstein, var passager i sudsons bil og blev også dræbt
ved kollisionen."
Han så på uret og tilføjede i
nederste linje: "ar/1557" hev arket op af maskinen og rakte det til Riis.
- Så fik vi slået ham ihjel alligevel,
sagde han med et skævt smil.
Kirsten kom ind med et overstrømmende udendørsudtryk
i ansigtet og smed sin skuldertaske over på skrivebordet bag Røbyes.
Hun var uddannet journalist, men havde for et par år siden fundet
ud af, at hun hellere ville læse til skoleembedseksamen i engelsk,
så nu havde hun kun tre dages vagttjeneste om ugen fra 16 til 24.
Af en eller anden grund var hun den eneste, hvis
fornavn han kendte. Til gengæld vidste han ikke, hvad hun hed til
efternavn.
- Nå, Røbye, sagde hun og satte sig
på sin plads. Sker der noget?
- Ikke meget Men jeg tror, Riis har gemt noget om
Fællesmarkedsforhandlingerne til dig.
- Pis. Det er da noget af det mest røvkedelige,
man har. Hvem har hugget alle de gode historier i dag?
- Der har slet ikke været nogle. Bortset fra
en makaber en om hende Pearly Sudson, der er blevet slået ihjel.
Kirsten gik over ul filen for at finde frem ul historien
i stakken med udsendte takes.
- Nej, sagde Røbye. Du skal tage AFP-versionen
i skuffen. Den danske udgave er renset for de mere bloddryppende detalier.
Han rejste sig og gik op i marketenderiet efter fire
kopper kaffe og fire stykker af bagerens dårlige øje. To af
folkene fra indenrigsafdelingen sad deroppe med en lille flok eftermiddagsbajere.
- Hvad helvede? Sidder I altid her og drikker? hilste
han dem.
- Den lille flittige, sagde en af dem sarkasusk.
Kan du hilse dernede.
Han tog kaffen og wienerbrødet på bon.
Det var ved at være sidst på måneden, så man måtte
til at holde igen med kontanterne. Damen spurgte, om han også skulle
spise aftensmad oppe i marketenderiet i dag.
- Det kommer an på, hvad I har at byde på, sagde han som sædvanlig.
- Kogt flæsk med kartofler.
- Nå, men så spiser jeg heroppe, sagde
han - som han altid giorde. Bare det ikke er lige så blævrende
som sidst.
Han kom ned med bakken og anbragte kaffekopperne
og kagetallerkenerne på de fire pladser. De havde et underligt tavst
turprincip. Man kunne altid være sikker på, at de andre også
gerne ville være med. hvis man havde tænkt sig at købe
en øl eller en kaffe, så man kunne lige så godt købe
med til dem allesammen.
Mishefski rakte en pakke Cecil over.
- Nej tak, jeg har ondt i halsen, sagde han og fiskede
sine Snowflakes op af jakkelommen.
- Rigtig ondt? spurgte Kirsten med en blanding af
medfølelse og drilleri.
- Kun når jeg synker. Så er den ligesom
groet ul.
- Du kan bare vove på at komme her og smitte
os andre.
- Tja, det siger I jo. Men hvis man bliver hiemme
en dag, er der også et farligt hyleri. "For sådan en smule
forkølelse" og alt det der. Så jeg ved snart ikke, hvad der
er værst.
Kirsten begyndte at fortælle om hvor røvkedeligt,
der var inde på Laurits efterhånden. Hun havde været
derinde aftenen før og var noget mat endnu.
- Man ser heller aldrig noget til dig ude i det vilde
natteliv, sagde hun ul Røbye.
- Næe, man er jo blevet en slags hjemmemenneske
efterhånden. Nu jeg har fået lejlighed.
- Nå ja, hvor meget er det nu, du giver for
den?
- 240 om måneden.
- Det er da ikke så slemt.
- Næe.
- Er der ellers noget ved den?
- Den er helt god. Og så ligger den centralt.
Lige ved Sortedamssøen.
- Nå, det lyder da meget godt.
Samtalen ebbede ud igen, og maskinernes stadige hakken
var det eneste, der brød tavsheden. Røbye sad uilbagelænet
og så på de blå røgspiraler, der steg op fra hans
cigaret.
Det var egentlig et meget godt arbejde, han havde.
Maskinernes stadige aktivitet gav ham en fornemmelse af at være med
et sted, hvor der skete noget. Og samtidig gav arbejdet ham en vis tryghedsfornemmelse,
fordi han vidste, han kunne klare det. Han kom ikke ud for noget, der stillede
større krav ul ham, end at han kunne finde ud af det, men alligevel
var arbejdet hele tiden en udfordring til hans hukommelse og kombinationsevne,
så han ikke kom til at kede sig Det var også helt spændende
at have indflydelse på den offentlige opinion. Meget mere end folk
i almindelighed var klar over. Det var naturligvis bureauets politik at
være så objektiv som mulig i stofbehandlingen, men selve udvælgelsen
af hvad man anså for væsentligt i det materiale, der kom ind,
og hvad man slettede, medførte en subtil, men meget reel påvirkning
af alle landets avislæsere.
Der var en død periode på fjernskriverne
ved 1830-tiden, og Riis sendte ham op at spise. Han tog Ekstrabladet med
fra samlemappen og fordybede sig i bryster, lår og gårdsanering,
mens han prikkede blindt med gaflen i flæsket og engang imellem tog
en slurk øl. Han læste horoskopet særlig grundigt. Det
var altid fyldt med interne hib. Under "Jomfruen" stod der: ~Stærke
kræfter sammensværger sig mod Dem. men hold ud. Hjælpen
er nær." Det var gamle Magnussen fra billedredaktionen derovre, der
måske blev fyret nu, fordi han drak for meget. Hjælpen var
nok fra forbundet.
Da han var færdig med avisen, så han
på de gulnede takes, der hang i glas og ramme.
Det var dem, der havde vundet den årlige Claus
Seiden-pris på en kasse bajere for den længste og mest indviklede
sætning.
Mishefski havde fået prisen i år for
følgende mesterværk:
"de såkaldte "gnomer" fra zu:rich, ledende
bankierer, der påstås at øve indflydelse på den
økonomiske udvikling i europa og amerika, og som ved deres afvisende
holdning til storbritanniens andragende om øgede lån for at
ophjælpe pundets stabilitet og mindske risikoen for devaluering i
høj grad medvirkede til wilson-regeringens beslutning om alligevel
at skride til devaluering sidste november, samledes efter forlydende fra
sædvanligvis velunderrettet kilde i aftes til et møde, hvor
de formenes at have beskæftiget sig med den sidste udvikling på
det internationale guldmarked, der er blevet yderligere strammet efter
frankrigs afvisning af at frigøre nogle af de guldreserver, der
er opbygget i løbet af de sidste måneder, hovedsagelig gennem
indløsning af dollarlån, der til enhver tid har kunnet kræves
ombyttet med guld fra fort knox-reserverne i fort knox, kentucky, og efter
forlydende også med den sydafrikanske regerings beslutning om at
stille de guldmæmngder, der i de sidste måneder er kommer fra
minerne i johannesburg-området, til rådighed for det internationale
guld-marked."
Med sine 170 ord lå den et godt hestehoved
foran den nærmeste konkurrent.
Røbye rystede overbærende på hovedet
og gik ned ad den stejle bagtrappe til udenrigsafdelinger, hvor han fandt
et lyserødt ark papir stukket ned i sin skrivemaskine. Han sukekde
og satte sig ned for at læse historien igennem.
Da han var færdig, råbte han over til
den vagthavende:
- De er fanden perkeme perverse på AFP i dag,
hvad?
- Tja, jeg mente, det måtte være noget
for dig. Nu er du jo i træning.
- Årh, tusind tak. Jeg begynder at føle
mig som Frankensteins presseagent.
Det var en besynderlig historie om små hudstumper
med blod på, der var fundet af rædselsslagne fodgængere
på en stille villavej i udkanten af London.
Hudstumperne dannede "a grisly trail", der førte
hen bag en busk, hvor man fandt et afrevet øre. Poliitiet havde
sat det store apparat i gang, men ingen var meldt savnet, og nu hældede
man nærmest til den anskuelse, at det var medicinstuderende, der
havde lavet det hele som en temmelig sygelig vittighed ved hjælp
af et af ligene fra obduktionstimerne.
- Skal vi virkelig udsende den? spurgte han.
- Bare fem linjer. Om ikke andet tager formiddagsbladene
den nok.
- Ja ja da. Guf til sensationspressen.
Riis åbnede for fjernsynet, så de kunne
se TV-avisen. Der var et tre sekunders indslag om Pearly Sudson med et
stort still-foto af hende, tækkeligt skåret over ved saltkarrene.
Det var det hoved, de havde fisket ud af busken i dag. Der var et længere
indslag om udenrigsministermødet med billeder af folk, der stod
ud af store sorte biler og trykkede hinanden i hånden eller blev
kysset på kinderne af deres russiske kollega, før de stillede
sig op på række og smilede til fotograferne. Og et par forsinkede
kommentarer ul den engelske diskontoforhøjelse. Resten var indenrigsstof,
der ikke interesserede dem.
Riis slukkede igen, og Røbye gik tilbage til
sin plads og skrev et sammendrag om det østeuropæiske topmøde
på to takes. Mishefski havde ikke mere at lave og slentrede over
til indenrigsafdelingen, hvor de gerne havde fjernsynet gående aftenen
igennem. Så kunne han se udsendelsen: "I storm og stille. Besøg
hos sildefiskerne på vestkysten."
Fjernskriverne kom kun med enkelte host nu. Det var
alligevel ved at være for sent at sende noget ud til morgenbladene,
hvis der da ikke skete noget, der var så vigtigt, at der var grund
til at bryde satsen om.
Der lå et lille bundt korte nyheder, der ikke
havde været betydningsfulde nok til at komme ud som selvstændige
takes, og Røbye samlede dem under overskriften: "Kloden rundt."
Det var mest provinsbladene, der tog dem. I hovedstadsbladene
kom de som regel kun, hvis man lige stod og manglede en filler nederst
i en spalte.
Kirsten var ved at læse en kriminalroman, og
Riis var allerede gået i gang med at skrive sin rapport om vagten
til loggen.
Mishefski kom tilbage fra sine sildefiskere og så
op på uret. Klokken var 2130, så der var en halv time endnu.
Røbye begyndte at blive utålmodig, som
han altid blev det det sidste stykke ud, før han kunne gå.
Samme fornemmelse som dengang, man gik i skole og ventede på, at
klokken skulle ringe. Der var nioghalvfems procents chance for, at der
ikke var mere at lave i aften, men der kunne jo altid dukke noget op lige
pludselig, så man måtte ikke gå før tiden.
De sidste ti minutter gik meget langsomt, selv om
han var vendt tilbage til avismappen for dog at foretage sig noget. Han
kom til at se den rubrikannonce om pakken igen. Rapanui, sagde han halvhøjt
for sig selv.
Klokken et minut i ti strøg han ud ad døren
og ned på gaden. Mikkel Bryggersgade lå øde hen, men
oppe på Strøget slentrede mange mennesker frem og tilbage
og nød det lune sommervejr. Han følte sig som altid nøgen
og udenfor deroppe mellem menneskene, når han lige kom fra bureauets
indelukke. På en eller anden måde forekom den virkelige verden
udenfor ham uvirkelig.