DONG MED DEN LYSENDE NÆSE 

I de mørkeste, tavseste nætter

på de store grumbuliske sletter

kan den strengeste vinterfrost hærge;

Dér hvor bølgen så lang

slår mod stenkystens tang -

og hvor stormene suser i bjerge

man har kaldt Triste Strang.

Dér hvor træer står ude og fryser

ser man pludselig noget der lyser

med de særeste rødgyldne stråler

som en vandrende gnist,

der går rundt hist og pist.

Hvad er det mon, den søger og måler,

mens den skinner så trist?

Dette lys kryber fremad og stopper,

det slår gnister og springer og hopper.

Denne røde og glødende flamme

kaster lys over bongtræets stamme.

Den, der ser dette lys,

vågner op med et gys:

"Det er Dong! - Det er Dong!"

Det kan fryse og storme og blæse.

Det er Dong! - Det er Dong!

Det er Dong med den lysende næse!

Der var engang

Dongs liv var sang -

Alle dage var som Himmerige -

til han mødte en skøn tumlerpige,

der kom ind over stenkystens tang.

Den gang tumlerne kom i en si

som de sejlede til Semmi Fi

hvor de aflange muslinger gror.

Da blev glæden i skoven så stor

og naturen sang med på den sang

alle tumlerne sang dagen lang:

?Fjerne og få -fjerne og få

er de lande, hvor tumlerne bor.

med ho'der så grønne og hænder så blå -

og de stak til søs i en si.

Så glad og munter var den tid

da tumlerne løb hid og did!

Man så dem tumle rundt og føjte

og Dong var hos dem med sin fløjte.

Det var en tid med fryd og gammen

for Dong og tumlerpigen sammen.

Hendes himmelblå hænder og havgrønne hår

var for Dong som en skøn melodi;

men da kom der en dag et forfærdeligt år,

da de sejle de med deres si.

Og da tumlerne sejlede bort, måtte Dong

sidde der som en slatten ballon,

og han stirrede ud over bølgen den blå.

Ja, han sad der og græd dagen lang,

men hans sang kunne ikke tumlerne nå,

skønt han sang deres velkendte sang:

?Fjerne og få -fjerne og få

er de lande, hvor tumlerne bor,

med ho'der så grønne og hænder så blå -

og de stak til søs i en si.

Da skimted' Dong en aftenstjerne

og sagde tyst: " Oh, Gud.

Hvis jeg har haft en smule hjerne

er den faldet ud!"

Fra den dag har han vandret så dump

gennem skov, over bakke og sump,

mens han synger: "Min elskede ven!

jeg vil ha' tumlerpigen igen!

jeg vil vandre fra årle til gry,

til jeg ser tumlerpigen påny!"

Og hans fløjtespil stiger mod himlen

mens han søger sin pige i vrimlen.

Da han ikke har øjne som katten

og har svært ved at se gennem natten

gik han ind i en park

og tog twangtræets bark.

Hvad han brugte det til? Ja, det kan du læse.

Han brugte det til at lave en næse!

Den var stor og så rød som en postrytters jakke,

og han bandt den med snore rundt om sin nakke.

Med et hulrum helt yderst han næsen besmykte,

og i hulrummet hængte han dernæst en lygte,

pakket ind mod vejr og vind

så den ikke ku' slukkes, og ikke ku' flakke,

og med huller i næsen, så lyset stod ud

gennem natten fra Dongs røde tud.

Og nu strejfer Dong om i de mørkeste nætter

på de store og vilde grumbuliske sletter,

mens han hører en tjimp og en snippergut skrige,

går han rundt med sin fløjte og søger sin pige,

og han søger og søger, men altid forgæves,

mens vindene suser og høstmånen skæves,

så kan frosten blot knitre og vindene blæse,

for dér vandrer Dong med den lysende næse!

Den der ser dette lys

vågner op med et gys

og de spejder og ser

om det regner og sner:

Det er timen, hvor Dong vandrer rundt i sit rige,

for at finde sin elskede, finde sin pige.

Det kan fryse og storme og blæse!

Det er Dong! - Det er Dong!

Det er Dong med den lysende næse!

JONGI BONGI GØR KUR

Hist i Koromandels varme

kan de gule græskar gro.

I en skov har her sin færden

unge Jongi Bongi Bo.

Et par stole uden arme

og et vindu' uden karme

ejed' han i denne verden,

tog han med sig på sin færden.

Er det verden? Ja, det er den

dog for Jongi Bongi Bo,

dog for Jongi Bongi Bo.

Mellem bongtræer han vandrer

og ser gule græskar gro.

Til en lille dynge sten

kom vor Jongi Bongi Bo.

Der sad damen, ikke andre,

kun med høns hun sammen vandrer.

"Det er frøken Dinglidén.

På en lille dynge sten

sidder frøken Dinglidén,"

sagde Jongi Bongi Bo,

sagde Jongi Bongi Bo.

"Frue, hvad man end kan mene -

se de gule græskar gro -

Jeg vil ta' dig til min viv!"

sagde Jongi Bongi Bo.

"Jeg vil ikke leve ene

her på kysten mellem stene!

Det er næppe tidsfordriv.

Kom med mig og bliv min viv!

Du er lykken i mit liv!"

sagde Jongi Bongi Bo,

sagde Jongi Bongi Bo.

"Her ved kysten er der rejer -

her kan gule græskar gro.

Her er brøndkarse i grøfter",

sagde jongi Bongi Bo.

"Du kan få alt, hvad jeg ejer,

vindu', stole - og jeg plejer

nok at holde mine løfter!

Vi kan finde fisk, der snøfter

mellem brøndkarsen i grøfter",

sagde Jongi Bongi Bo,

sagde Jongi Bongi Bo.

Damen svared' gennem tårer:

"Jeg kan li' dig, kan du tro!

Men jeg har en anden mand,

kære Jongi Bongi Bo!

Selv om du mig nok bedårer,

selv om disse ord dig sårer:

Langt fra Koromandels strand

venter nu min egen mand.

Han vil komme, hvis han kan,

kære Jongi Bongi Bo,

kære Jongi Bongi Bo!"

"Og min mand er ingen hindu,

men en engelskmand mintro.

Han har sendt mig høns, min ven,

kære Jongi Bongi Bo.

Dine stole og dit vindu'

må du tage med dig ind nu.

Vi må skilles, Jongi, men

sender han mig høns igen,

giver jeg dig tre, min ven,

kære Jongi Bongi Bo,

kære Jongi Bongi Bo!"

"Skønt din krop er bittelille

har du hoved nok for to

til en ganske vældig hat,

kære Jongi Bongi Bo.

jeg må græde ganske stille,

men skønt mine tårer trille,

kan jeg bare sige, at

jeg må ønske dig godnat.

Sådan er det altså fat,

kære Jongi Bongi Bo,

kære Jongi Bongi Bo!"

Ned ad skrænten må han flygte

- hvor kun græskar vist kan gro -

til det store dybe hav

gled vor Jongi Bongi Bo.

Uden lys og uden lygte

dér en skildpadde han søgte.

"Bort fra Gurklebugtens rav

må du bære mig i trav!

Padde, skil det dybe hav!"

sagde Jongi Bongi Bo,

sagde Jongi Bongi Bo.

Bort fra kystens fisk og frøer

ud mod havet Jongi drog,

og til paddens faste skjold

holdt sig Jongi Bongi Bo.

Bort fra bongtræer og søer

ud mod Boshens lyse øer.

"Hold dig fast, du Jongi, hold

dig dog bare til mit skjold.

Damen er jo alt for kold,

kære Jongi Bongi Bo,

kære Jongi Bongi Bo!"

Men på kysten Koromandel

sidder damen, kan du tro.

Hun har mistet begge mænd.

Hvor er Jongi Bongi Bo?

Skønt hvert træ har duft af sandel

er der trist på Koromandel.

Hendes mand kom ej derhen,

og hun tænker på sin ven,

så hun vander høns igen

over Jongi Bongi Bo

over Jongi Bongi Bo!

STANKELBENET OG FLUEN

Hr. Stankelben gik ude

det var en sommerdag.

Han gik en tur ved stranden,

en tur i ro og mag.

Der mødte han Hr. Flue

imellem stok og sten.

Hr. Flue nok så venligt

tog mod hr. Stankelben.

Der var lidt tid til begge

sku' middagsbordet dække,

så drak de sneglevin

og spilled' badtonmin.

Så sagde Stankelbenet

til Fluen, som de sad:

"Kom med engang til hoffet,

åh, gid du bare gad!

Du skinner jo så gyldent

og blåt, det er en lyst.

Det ville glæde kongen

at ta' dig til sit bryst!

Helt grøn er vores konning

og helt i rødt vor dronning.

Du skulle nu gå med!

Det er et dejligt sted!"

"Hr. Stankelben," sa' Fluen,

"Du har så evig ret.

jeg kommer ej ved hoffet,

skønt der er kønt og net.

Men mine ben er korte,

jeg ligner ikke dig.

Hvis mine ben var langer

så var jeg straks På vej .

Men tænk hvis kongen sagde:

"I alle mine dage ...

Du har så korte ben,

du er en hæslig én!"

"Hr. Stankelben, du kære,

nu falder tiden lang!"

det sagde da hr. Flue,

så syng en lille sang.

Du sang engang så dejligt,

at bølgen stod i skum.

Nu synger du jo aldrig.

Hvorfor er du så stum?

Åh, syng nu, som du plejer,

så muslinger og rejer

kan nyde denne røst

og alle finde trøst!"

Hr. Stankelben alvorligt

så på hr. Flue hen.

Han stirred' ud mod havet

og sagde så: "Min ven,

i årevis min stemme

har svigtet mig totalt.

Desværre ved jeg også,

hvad der er gået galt.

Da mine ben blev lange,

forstummed' mine sange.

Nu er de blevet væk.

Jeg siger ikk' et kvæk!"

Hr. Stankelben og Fluen

sad tavse begge to.

De stirred' over havet,

men fandt dog ingen ro.

De sagde: "Det er grusomt

med livets sære spil.

Tænk, vores ben forhindrer,

at vi gør som vi vil.

jeg synger ingen sange,

for mine ben er lange.

Du er for tyk og kort

til hoffet. Gud, hvor hårdt!"

Hr. Stankelben og Fluen

løb mod den lyse strand.

De ville over havet,

mod horisontens rand.

Og ude dér på stranden

en lille båd der lå,

hvis sejl var lyserøde

og skinnende og grå.

De sejled' ud gennem nætter

til de grumbuliske sletter.

Dér kan de drikke vin

og spille badtomin.*

*NB. Badtonmin er en slags fjerbold, der spilles i luften.

KVANKI VANKIS HAT

I toppen af et bolliketræ

sad Kvanki Vanki Kvi.

Hans ansigt var skjult for folk og fæ

og det var det fordi

hans hat var så bred som en mølleå

med bånd og med knapper og knopper på

og klokker og sløjfer og tingeling

og derfor så man ingenting

af Kvanki Vanki Kvi.

Og Kvanki Vanki sa' til sig selv

i toppen af sit træ:

"Lidt syltetøj og en karamel

og en kiks i ny og næ.

Det kunne jeg tænke mig, men ak,

her kommer ingen til te og snak.

jeg sidder her i mit bolliketræ

og er et stakkels og ensomt kræ,

jeg Kvanki Vanki Kvi!"

Men hr. og fru Kanariefugl

tog ophold i hans træ.

"Her er så smukt, som var det jul!"

sa' de og "Oh!" og "Næh!"

"Nu bliver vi bestemt hernede!

Vi vil så gerne bygge rede

på denne flotte hat, du har!

Åh sig nu ja, så er du rar,

hr. Kvanki Vanki Kvi!"

Og senere kom der en ugle, en and

og en stork til træets skjul.

En snegl kom op til den rare mand

og en bi og en fimpefugl.

(En fimpefugl har proptrækkerben).

Og de skreg og råbte alle som én:

"Vi vil bygge et hus på din skønne hat.

Hvis du siger ja, så er du en skat,

hr. Kvanki Vanki Kvi!"

Der kom en rype af sær facon

og en pobler uden tæer.

Med sin lysende næse mødte hr. Dong,

en olympisk bjørn og en stær,

og en fløjtespillende bavian

og en kalv fra nedre Turkmenistan

og en splatterklump og en baskekat,

og de slog sig ned pa' den samme hat

hos Kvanki Vanki Kvi.

I toppen af sit bolliketræ

sa' Kvanki Vanki Kvi:

"Når de hopper rundt i ny og næ

er det som en melodi!"

Og i nattens morbærmånes skær

danser splatterklump med frø og stær,

og de springer rundt fra blad til blad

og har det godt, men allermest glad

er Kvanki Vanki Kvi.

HAN ER NU SÅ RAR, MR. LEAR!

Han er nu så rar, mr. Lear,

der skriver om dette og dat.

men sær er han også. Det siger

de fleste. Forfalden til pjat.

 Hans tanker slår spunsen i tønden.

Hans næse er lang som et år.

Hans ansigt er hæsligt som synden.

Hans skæg minder mest om et får.

Han har øjne, to ører, ti fingre

hvis man tæller tomlerne med,

og hans røst havde svingkraft og vinger,

så nu er den fløjet afsted.

Han sidder så trygt i sin stue,

hvor bøgerne segner om kuld.

Han drikker en del ædel drue,

men aldrig så han bliver fuld.

Hans venner er mange og gode.

Hans kat lyder navnet Old Foss.

Hans krop er så rund som en klode.

Hans hat er en pelsforet klods.

Han går med en regnfrakke hvidlig,

så børnene råber og ler:

"Se ham, der er ude for tidlig,

i natskjorten. Se bare dér!"

Han græder ved skovklædte strande,

han græder på bakkernes top.

Han køber sig muslingerande

og salver og sligt til sin krop.

 Han læser på spansk. Men han taler

det næppe. Men hvad man end siger:

Før livsbanens krumning nu daler.

Han er nu så rar, mr. Lear!