|
Slange |
||
|
Fra 'Granatæbler' oversat af Poul Borum (Brøndum 1985) |
|
Af D.H. Lawrence E n slange kom til mit vandtrugen meget hed dag, og jeg kom i pyjamas på grund af heden hen for at drikke. I den dybe, sært duftende skygge af det store, mørke johannesbrødtræ kom jeg ned ad trinene med min øse og måtte vente, måtte stå og vente, for dér var han ved truget før mig. Han strakte sig ned fra en sprække i jordvæggen i halvmørket og lod sin gulbrune slankhed hænge blødmavet ned over kanten af stentruget og hviled sin hals på stenbunden, og hvor vandet havde dryppet fra hanen, i en lille klarhed, nippede han med sin lige mund, drak blidt gennem sine lige gummer ned i sin slappe, lange krop i tavshed. Der var nogen ved vandtruget før mig, og jeg der kom sidst stod og ventede. Slange og mand i pyjamas I dagens digt bliver slangen set ved vandtruget, med sin gulbrune slankhed hænger den blødmavet ned, hvis den da ikke nipper med sin lige mund, drikker blidt gennem 'sine lige gummer'. D.H. Lawrence genopliver slangen som gådefuldt symbol. Hans digte er sanselige. Og de er provokerende, stimulerende. D.H. Lawrence siger 'Mænd og kvinder burde lære blidhed mod hinanden'. Connie Bork |
