Per Lange 

Skoven

(fra "Orpheus" 1932)

Gaa ind i Skovenes

klare Grotter

og søg et Mærke

af Gudens Hove;

da vil du høre

en Røst, som spotter:

min Herre færdes

i andre Skove.

Og hvis du standser

ved skjulte Stier

og sagte bøjer

dit Sind mod Stammen,

da vil du høre

hvor stolt den tier

om alt hvad Kronerne

hvisker sammen.

Men hør: en voksende

Brænding føres

igennem Løvet

af Stormens Kræfter,

saa Skovens trægere

Dybder røres

og Sjælen stiger

og jager efter.

Og endnu sporer du

Stormens Bane

i Skovens fraadende

Kæmpekroner,

indtil dit Øre

med ét kan ane

en Sang, som stiger

med større Toner.

Og du, som undrende

gik at prise

den milde Skov,

dine Sanges Moder,

du høre Blomsternes

lille Vise

og Bøgekronernes

store Oder.

Men endnu inden

dit Sind fik spilet

sin finde Hinde

for helt at høre,

er Løvets higende

Klange ilet

paa dunkel Flugt

mod et evigt Øre.

Du mærker blændet

at Skoven skrider

i prægtigt bølgende

Brudeklæder,

og Luften funkler

af Glimt, som glider

fra tunge Stene

og gyldne Kæder.

Hvor lidet aner

den elskovsrige

om alle nagende

Haab, hun tænder

blot ved at føre

sin Kjoles Flige

henover Vandrerens

hede Hænder.

Hvor lidet aner

den Højes Tanke,

at disse Kærtegn,

strøet ud i Blinde,

skal ømme, ukendte

Hænder sanke

og bittert dyrke

som Glimt af hende.

Med al sin Herlighed

gennemglødet

af uudsigelig

Tro paa Drømmen

er hun i strømmende

Flugt mod Mødet,

men du er kun

som en Sten ved Strømmen.

Saa glem da hende

som du forgæves

med tunge Sukke

har søgt at bøje

og vid, dit Øje

skal aldrig hæves

i herlig Højde

med hendes Øje.

Og se, et flygtende

Fodspor skinner

i Græssets skygge;

staa op, forklaret,

og nyd den vældige

Kraft, du vinder

naar al din Længsel

er ubesvaret.

Og som en Vandrer

paa Uvejsrsdage

forbitret samler

sin Kappes Flige;

kald al dit søndrede

Selv tilbage

og vend dig atter

til dine Lige.